2 år siden

I dag er det 2 år siden, verden mistede en stor sangerinde. Desværre var det et liv og et kæmpetalent, der blev spildt, på grund af stoffer. En tragedie når man kigger tilbage på ovennævnte klip og tydeligt ser talentet. Heldigvis nåede Whitney at berige os med mange, mange fantastiske oplevelser, og forhåbentlig har hun fred nu. R.I.P.

R.I.P. Mandela

Jeg tror ingen, der har levet i Nelson Mandela æraen, har været upåvirkede af hans liv og indsats for fred. Det er næsten umuligt, ikke at blive rørt over. Nu er han gået bort, og jeg håber, han får et liv i lys og lykke på den anden side – ikke mere kamp til ham. Han har kæmpet og opnået mere end de fleste. Han fortjener fred nu. R.I.P.

R.I.P.


Baronesse Margaret Thatcher ses her i hendes regeringstid med sin mand og Nancy og Ronald Reagan . Photo:Wikipedia

Idag stedes Margaret Thatcher til hvile. Hendes begravelse transmiteres direkte på BBC World i skrivende. Jeg må sige, at jeg som mange andre, er forundret og skamfuld over, at der ingen repræsentant er med fra Danmark. Uanset, hvad man måtte synes om hende, så var Margaret Thatcher en af vor tids største personligheder, og ovenikøbet en, der markerede sig i flere storpolitiske sammehænge over flere år. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt.

Nu er der fred og ingen fare for Baronesse Margaret! R.I.P.

Jule- og andre minder

Jeg tænker faktisk ofte på Tsunamien i 2004 Ikke så meget på grund af den, men en masse begivenheder det år. Først og fremmest var det også året, hvor jeg startede det med at miste min elskede mor. Så var stilen ligesom lagt. Dernæst mistede jeg en nær, nær veninde. Mistede – ikke fordi hun døde, men fordi hun dikteret af sin tyraniske mand, valgte mig fra. Jeg der ellers havde stået last og brast med hende, og som jeg havde kendt siden, vi var børn.

Det var også året, hvor jeg fandt en stor, stor kærlighed og sjæleven, jeg aldrig tror, jeg finder magen til. Det er ihvertfald ikke sket endnu, lad mig sige det sådan. Lige så hurtigt, jeg fandt den lige så brat og hårdt blev den revet fra mig igen (godt nok først på året efter, men alligevel). For godt til at være sand? Nej den var skam sand. Så at sige, det var et hårdt år forslår vist ikke. Alle 3 ting, var hver for sig helt forfærdelige at komme sig over og tog meget, meget lang tid, men at have dem alle på en gang, mere eller mindre, var rigeligt, skal jeg hilse og sige.

Jeg overlevede, og det gjorde familien ovenfor også. Det er en ny film, der kommer om katastrofen “The Impossible (2012)”. Jeg ved ikke, om jeg skal se den, men jeg behøver den ihvertfald ikke for at blive mindet om 2004.

Dog skete der een god ting også, og den er jeg så til gengæld stadig taknemmlig over, det var nemlig også året, hvor jeg fik min pension, så helt skidt var det ikke. Og man skal jo huske de gode ting og prøve at holde fast i dem. Og selvom jeg ikke har glemt noget som helst af det andet, så er jeg stadig taknemmelig for pensionen hver dag. Og selvom jeg ikke fik min store kærlighed, så ved jeg, at han aldrig glemmer mig heller, og minderne kan ingen tage fra en.

Humble pie og lidt om….

Det er ikke så længe siden, jeg brokkede mig. Jeg var træt af velgørenhedsshows, og reklamer for cancer mig ditten og datten. Jeg åd “humble pie” efter min kære veninde, der er i sygehussystemet, fik slået mig oveni hovedet med statestikker og kolde facts. Jeg er ikke for fin til at indrømme, jeg tager fejl. Som jeg også nævnte tidligere, så er det jo ikke, fordi jeg er et dårligt menneske, der ikke ønsker hjælp til de mange ofre for denne her plage. Slet ikke. Men et eller andet sted, er jeg også en meget følsom sjæl, som faktisk bliver påvirket når, når nogen jeg kender eller jeg bare har ansigt på, bliver ramt.

Som for at understrege min fejl udi det her, mistede vi i galopsammenhæng en helt ung pige, få dage efter, jeg skrev mit første indlæg. Hun blev stedt til hvile i fredags.

Derudover er der to i blogsammenhæng, der er hårdt ramt, og en hvor det forhåbentlig ikke er så slemt, og man hører om flere rundtom så nu bliver det hele ligesom understreget. Har jeg ikke nogen meget tæt på, der har været ramt eller er? Ork jo, flere på forskellig vis, faktisk har jeg en veninde, der lige har mistet sin far, også på den konto, ligesom jeg også selv har mistet en veninde helt tilbage i 1997, kun 43 år gammel. Så det er skam ikke nær det. Så jeg spiser altså Humle Pie! Så jeg erkender, at der kan være et stort behov for at gøre opmærksom og samle penge, men om det får mig til at havde det overhovedet bedre med sygdommen eller shows, det ved jeg ikke. Men jeg vil ihvertfald ikke brokke mig over sidste.

Det sætter selvfølgelig ens egne ting i relief, og selvom det er møgirriterende at være syg – stadig, så blegner det jo i forhold til de her alvorlige ting. Selvsagt, når jeg ligger her, så sker der ikke alverden, men det behøver der så heller ikke. Om ikke andet, får man filosoferet lidt over diverse.

Når at tage afsked, er det bedste


Motiv fra Holmens Kirkegård

For ikke så mange dage siden fik jeg efterretning om, at et familiemedlem var gået bort og i dag skal h*n sendes pænt afsted på den sidste færd. Normalvis ville man nok blive ked af det, og synes at det var for tidligt vedkommende skulle herfra.

I dette tilfælde var det måske snarere (for) sent. Nogengange er livet bare alt, alt for svært og hårdt. Så hårdt at dem der sidder tilbage næsten kun kan sige “Gudskelov”, når vedkommende endelig får fred. Sådan var det i dette tilfælde. Jeg håber og tror, h*n har fred nu for smerter og pinsler på enhver måde.

Uden at vide det helt nøjatigt, tror jeg at nedenstående måske var noget, vedkommende ville synes om, så derfor bliver det afskedssangen herfra. R.I.P.

Min sol er gået ned….

Jeg ved, jeg er håbløst bagud – i det hele taget og nu med både med løbsfotos og mine skriv fra Berlin. Lige nu er der ikke meget, der interesserer mig.

Igår fik jeg en besked, jeg faktisk har frygtet et stykke tid. Min bedste ven Neppe tog til en bedre verden i går.

Han havde en gammel skade i sit ene forben, som blev for meget at blive ved at leve med. Således mistede jeg det ubetingede bedste selskab og jeg indrømmer gerne, jeg er helt sønderknust. Derfor er her lige lidt stille.

R.I.P. min sødeste ven.

Så mistede vi en mere – R.I.P. Donna

Hun har givet mig nogen af mine dejligste øjeblikke da jeg var helt ung, og jeg har fortsat holdt meget af hendes musik i alle årene. Måske netop også derfor, og selvfølgelig fordi, det er musik der bare svinger, og Donna’s stemme var noget helt for sig selv.

Hun blev endnu et offer for cancer i en alder af 63 år. Sangen ovenfor er en af mine absolut favoritter.

 

R.I.P. – Queen of Disco – We loved you baby!

 

Læs alle facts om Donna Summer på Wikipedia

En bevægende og flot forårsdag

Det har i sandhed været en bevægende dag i dag. Dagen startede med, jeg sad her og min telefon ringede. Det var min gode veninde, der også er ejer af Good Girl, der glædesstrålende kunne fortælle de gode nyheder. Begge elsker vi den store grå hoppe, som har bragt mange dejlige oplevelser både på banen og i stalden. Nu har hun beriget os med sit første afkom. Selvsagt er vi glade og kan ikke vente med at se babyen. Dronningens fødselsdag oveni, gør det jo endnu bedre, og når man kender Goodie, så kan man tiltro hende, at have planlagt det lige sådan.

Således startede dagen på glædeligste vis, og var det ikke fordi jeg var så træt på det tidspunkt, havde jeg nok følt mig mere flyvende fysisk, end tilfældet var. Planen var, en tur til cykelhandleren med cyklen. Den skulle have et servicetjek/eftersyn, og alt hvad jeg nåede derudover var bonus. Det viste sig at blive en del mere end det. Inden jeg tog afsted nåede jeg dog at læse om Hr. Møllers bortgang. Trist fordi han, i mine øjne, er den største erhvervsmand Danmark har haft. Men at være frisk helt til det sidste i en alder af 98 år, er mere end de fleste oplever, og ovenikøbet sove stille ind.

Sov godt Hr. Møller, De har vitterligen fortjent at hvile nu!

Således var det med blandede følelser jeg drog afsted. Inden jeg tog afsted, kom jeg i tanke om, at jeg forleden købte en kalender til far. Den kunne jeg passende køre ned med, og således få lidt ekstra motion. Det gjorde jeg så. Nu vi er ved emnet far, så havde han nær givet mig et hjertetilfælde i går aftes, hvor han ringede til mig klokken 22!! Han var ude og spise i går, hvilket jeg ikke lige tænkte over først, men bare gik i panikmode p.g.a. tidspunktet. Han ville såmænd bare overbringe hilsener fra familiemedlemmer, han havde set til middagen.

Tusind tak for hilsener til dem, der sendte!! Far tænkte jo ikke lige over, at jeg har været i konstant alarmberedskab i 3 mdr. stort set. For han var jo meget syg. Men heldigvis ingen panik, men jeg måtte minde ham om, ikke at ringe så sent igen. Det gør han normalt heller ikke medmindre, der er noget galt, hvorfor jeg jo også tænkte mit.

Far var ikke hjemme, han havde nemlig lige fortalt mig, at han var på vej til træning. Men jeg har jo nøgle og kunne hænge den på hans dør. Det gjorde jeg. Nu har jeg lige talt med ham, og han er rigtig glad for den.

Min køre- og gåtur endte med at vare to timer, men jeg stoppede jo også undervejs og gav mig god tid. Vejret var som det ses fantastisk, og cyklen – den er færdig i morgen allerede. Godt det samme, for jeg skal jo bruge den. Det var så meget forår, at jeg vovede at plante de blomster, jeg købte her forleden til min altan. Dem skal du nok få at se.

Nu skal jeg snart i seng, for vennerne i stalden kalder imorgen tidlig. Der kommer flere fotos det sædvanlige sted senere. Jeg håber, du uanset arbejde og andre fortrædeligheder, har kunnet nyde forårsdagen lidt. Imorgen lidt mere om, hvad jeg nåede, da jeg kom hjem.