Tak for alt!

I har jo helt sikkert bemærket, at der intet har været sket her, siden jeg fortalte om, at jeg fik hevet en tand mere ud. Få dage før dette skete, blev min far indlagt – igen! Dem der har fulgt med her, ved at det har han været mange gange over de seneste år.

Far havde sin del af helbredsproblemer. Han havde kun 31% hjertefunktion, og endnu mindre nyrerfunktion, KOL, en cancer og sukkersyge. Så at sige, at han levede på trods, er ingen overdrivelse. Det der blev udslagsgivende, var at fars nyrer stod af. Han havde for lang tid siden sagt, at han ikke ville i dialyse. Dels var der meget lille chance for, at det overhovedet ville hjælpe og dels ville han miste evnen til at kunne gå.

Da far blev indlagt havde han lungebetændelse. Den kom der ret hurtigt styr på, men far fik det ikke bedre, og ikke mindst havde han vædske i bughulen. Det har han også haft før, men det har kunnet afhjælpes. Det kunne det ikke nu, og vi forstod ikke til en start, hvorfor ikke. Der var det så, det kom for en dag, at hovedproblemet simpelthen var nyrerne. De var ved at stå helt af. Far fik så nogle dage – måske ugen ud (det var søndagen før han gik bort) til at bestemme sig, afhængig af, hvordan tingene udviklede sig. Så længe fik han ikke og han fik mandag besked på, at nu var det nu. Far ville ikke længere, hvilket alle havde fuld forståelse for.

Og så gik det stærkt. Torsdag kl. 13.40 sov far ind og jeg sad hos ham, og han fik fred for smerter og ubehag. Stor tak til Medicinsk Afdeling, opgang 2, II. sal på Gentofte Hospital for god og kærlig pleje af far den sidste tid. Det var en afdeling, hvor han har været ofte og han var tryg og glad for at være. Det var en stor trøst, at han kunne få lov at ende sin tid der.

Derefter var det arrangering af bisættelse, og det gik rigtig godt. Rigtig sød og professionel Bedemand Hellerup Begravelsesforretning, hvor vi følte os godt taget hånd om på alle måder. Dernæst var det samme dag den søde, søde præst ved Messiaskirken Mette Born Djurhuus. Hende følte vi os også utroligt godt tilpas med, og var forvisset om, at hun ville gøre det godt, og det viste sig at holde stik hele vejen igennem. Tusind tak til begge for deres gode behandling. Mellem bedemand og præst kørte min søster og jeg en tur ned til vandet og spiste en is, og sad og kiggede ud over vandet. Det var helt i fars ånd og en dejlig måde lige at rense hovedet lidt på.

I går sagde vi så farvel til vores far. Og selvom det var trist, så var det ikke tragisk. Far var meget syg og han ville ikke mere. Dertil kommer, at jeg ihvertfald havde sagt farvel flere gange helt mentalt, fordi han vitterligen har været ved at tage herfra mere end en gang. Fordi han netop ikke ville mere og har kæmpet så flot så længe, var og er det helt okay et sted. Normalt plejer jeg at være hende, der går helt i opløsning til bisættelser/begravelser, men dennegang var jeg indbegrebet af ophøjet ro. Det var så også en ny oplevelse, og gjorde at jeg kunne trøste andre, der var meget kede af det.

Efter kirken var vi hos min søster til kaffe, te, kage, vand, øl, vin og sandwich og også det, gik rigtig fint. Jeg håber og tror, at far var stolt af vores måde at håndtere det hele på. Efter alle var gået kørte min søster og jeg på kirkegården for at se og fotografere blomsterne, og de ses så her ovenfor.

Som en slutbemærkning vil jeg på vores vegne igen gerne takke for utallige søde beskeder i en svær tid og selvfølgelig stor tak til alle, der mødte op, sendte hilsener eller begge dele i går.

Det skal indrømmes, jeg er træt! Det har været nogle hårde uger og min søvn har bestemt ikke været, hvad den skulle. Man mærker bagefter, hvor anspændt man har været. Så nu skal jeg prøve, om jeg kan få hvilet ud og komme mig lidt ovenpå det hele. Så nu ved dem, som ikke har talt med mig eller læst på Facebook også hvorfor, der har været helt tavst her.

“Tak for alt”, er tak til far, og til alle jer, der har vist jeres deltagelse!

En underlig uge

Det har godt nok været en uge med en blandet landhandel af begivenheder. Jeg personligt har været hele skalaen rundt i følelser.

Dels har jeg sloges gevaldigt med mange smerter i min egen ryg. De er aldrig basis for det vildt gode humør, når man har ondt. Til gengæld har jeg som jeg nævnte verdens bedste Wayne til at hjælpe mig. Det er meget at være taknemmelig for, og det er jeg! Tak Wayne!

I fredags fik vi i stalden og alle andre der kendte denne dejlige dame en forfærdelig nyhed, at hun var gået bort alt, alt for tidligt. Vi vidste godt, hun var syg, men havde dårligt fordøjet nyheden om, at det var alvorligt, før hun gik bort. Med tanker på de smerter, hun har haft, var det nok godt for hende, men helt forfærdeligt for hendes efterladte.

Dårligt når vi at “synke” denne nyhed før, vi mandag skal forholde os til, at en af vores jockeys er kommet rigtig slemt til skade i et trafikuheld. Heldigvis gik det bedre end først frygtet.

De planer, jeg ellers havde for weekenden blev skudt i sænk, og jeg fik så til gengæld lavet en masse her. Ellers er tiden gået med – tjah, hvad kunne I forestille jer. Heste, heste og mere heste. Hvis ikke, som når forleden, hvor jeg gik tur med Kicker for første gang i lidt tid, og ellers i stalden og sidste men bestemt ikke mindst, når jeg har ordnet fotos her. Det går der rigtig meget tid med.

Jeg elsker min tid i stalden med alle de mennesker, jeg holder af og ikke mindst hestene selvfølgelig, og så gør det ikke så meget, at jeg ikke skal på sommerferie. Sålænge vejret her er hæderligt, er her jo også dejligt. Jeg satser stadig på lidt uflugter indimellem, men indtil nu er det ikke blevet til det vilde. Vi ser, hvordan det går. Fotoet er fra min tur til York Stutteri. De fotos sidder jeg netop nu og “nørkler med”. Så mere om det senere.

En sandhed med modifikationer

Man plejer at sige, at intet nyt er godt nyt. Ikke helt rigtigt. I flere tilfælde, jeg er stødt på, at intet nyt er langtfra, at være godt nyt. Min relative “tavshed” her, er heller ikke nødvendigvis udtryk, for godt nyt, eller nyt i det hele taget. Men der er masser af nyt, det er bare ikke alt, jeg skriver om her, og så er der også lidt dårligt nyt. Dog er det rimeligt sikkert, at er jeg stille, er det sjældent godt nyt.

Jeg har en ryg, der er gået “i smadder” som jeg også var inde på i mit seneste indlæg. Det gør ikke for den mest interessante læsning og slet ikke tilværelse, når man dårligt kan gå. Jeg havde besøg af min “helt egen” (desværre ikke helt) afrikanske massør forleden, og jeg skal da love for, at han er effektiv. Det vidste jeg nu godt, for jeg kender ham så udemærket fra hans arbejde med hestene. At han så også kan mennesker, er jeg kun glad for.

Han er den eneste, jeg betror min efterhånden noget hærgede krop. Jeg har været til mange fysioterapeuter, og det er de færreste, der har vidst, hvad de gjorde i forhold til mig og min skæve ryg, og de problemer det giver – helt udover, at jeg også er hypermobil – Wayne stoler jeg 300% på, og det har da også allerede hjulpet. Det har vist sig, at jeg har betændelse i en muskel der ligger ret dybt lige ovenpå min iskiasnerve, og hele min ryg og hele min muskulatur var som en flitsbue. Jer der har prøvet noget lignende ved, hvor ubehageligt og smertfuldt den slags kan være.

Jeg laver øvelser, jeg har fået, og så skal jeg se ham igen, formentlig i næste uge. Men lige nu er jeg så byldeøm, hvor han har haft fat, at det lige må vente lidt. For når han tager fat, gør han det grundigt. Jeg var helt udmattet ovenpå den omgang og sov det meste af dagen, efter han gik, men hvis det bare hjælper, så er det okay.

Ellers sker der ikke det vilde. Eftersom jeg næsten ikke har kunnet gå, har jeg koncentreret mig om at ordne ting her på computeren – ikke mindst fotos, som jeg har så mange og nye af, at jeg næsten er ved at brække mig. Det lyder ikke pænt, men jeg fik taget alt, alt for mange senest, så jeg betaler prisen. Jeg elsker resultatet, men det kræver ufattelige mængder arbejde at sortere, og uploade til diverse. Men det må komme, som det nu kan, jeg kan ikke mere end jeg kan, og døgnet har stadig kun 24 timer, selvom jeg godt kunne bruge meget mere. Jeg har jo så også det problem, at mit hoved indimellem står helt af, og så er det, ikke computeren, jeg skal sidde og rode med.

Ellers har dagene været fyldt med terror, bomber, dødsfald m.m. i medierne. Man bliver da noget træt og ked af det hele. I dag var det historien om et 2-årigt barn, der ulykkeligt var blevet dræbt på Vestre Kirkegård, der gjorde mig helt vildt ked af det. Hvordan hulen det kunne ske, forstår jeg ikke, men det har kun kunnet lade sig gøre ihvertfald, hvis forældrene har ladt barnet ude af syne. I mit hoved slipper man ikke et barn på 2 år løs, sådan et sted – ikke så meget som et minut. Skrækkeligt er det. Det lader til, at forældre nu om stunder falder i to grøfter, enten passer de slet ikke på dem, eller også forkrøbler de dem fuldstændig og overpylrer. Men at holde nøje øje med en 2-årig falder ikke ind under “overpylren”!

Der er ikke galop i weekenden, så der bliver plads til lidt andet og blandet andet skal jeg se min far og min søster til lidt hyggeligt samvær. Det er ved at være noget siden, så det glæder jeg mig til. Lige nu er vi ved at drukne i regn, men det er godt for banen – ja man er vel galoptosset!

Forever Wonderful – R.I.P. Maurice White


SONGWRITERS: DUNN, LORENZO RUSSELL / WHITE, MAURICE

I dag var ellers en rigtig god dag. Den blev væsentlig mindre god, da jeg erfarede, at Maurice White er gået bort kun 74 år gammel. Jeg vidste godt, at han var syg og han sov stille ind, og den vej rundt som det skal være, men vi har mistet en fantastisk musiker og siges det, et lige så stort menneske.

Som mange ved, var han stifteren, lederen og sanger i gruppen Earth, Wind & Fire, en gruppe som til alle tider har været mit yndlingsband over dem alle. Derudover skrev og producerede White sange og albums for mange, mange andre og hans indflydelse på musikkens verden kan slet, slet ikke overvurderes. En stor, stor mand er gået bort.

Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg for mange, mange år siden snart oplevede Maurice og resten af truppen live, hvilket bestemt var en af de bedste koncertoplevelser nogensinde, og noget jeg aldrig har glemt.

Maurice er fysisk væk, men glæden ved hans fantastiske musik vil leve videre. Jeg har hyldet ham i dag, med at lytte og danse rundt indimellem oprydning her. Deres musik gør mig altid glad – det fejler aldrig – og det er jeg sikker på, han ville have glædet sig over. R.I.P.

Meget trist nyhed!

Julie i hængekøje_600

Du husker måske mit indlæg om min adoption af “en lille pige”. Det var Julie ovenfor, og selvom det ikke specifikt er kun mig, der har adopteret hende, så var hun stadig “min” orangbaby.

I dag fandt jeg ved opdateringer på facebook ud af, at Julie ikke er hos os mere. Hun og en rigtig god ven på centret, blev ramt af en menegitislignende sygdom, og der var intet at stille op. Det sker desværre, ganske som for os. Den eneste trøst er, at hun var omgivet af venner og mennesker, der holdt af hende og det gik meget hurtigt. Øv, øv! Jeg fortsætter selvfølgelig med at støtte den gode sag (i form af en ny lille, der hedder Valentino), men det er nu ikke helt det samme uden lille Julie. R.I.P.

R.I.P. Smukke Susanna


Susanna så smukt fotograferet af Nils Rosenkjær på Al Rayyan Racecourse tidligere i år
– brugt med tilladelse

Allerbedst, som jeg lige har skrevet om tabet af to dejlige mænd i sporten, er det meddelelsen om Generalsekretäraren i Fegentri Susanna Santesson’s pludselige bortgang, der møder mig her i dag, da jeg endelig får slæbt mig på Facebook. Jeg må sige, jeg er frygtelig ked af det og rystet. Tænk hvor hurtigt, det kan gå. Det ved vi jo godt, men glemmer nok ofte at huske det.

Selv mødte jeg Susanna 2011, hvor der var FEGENTRI på Klampenborg for første gang i 15 år, og jeg blev spurgt om jeg ville tage nogle fotos i den anledning, og selvfølgelig ville jeg det. Desværre var mit store kamera til reparation lige der, men jeg havde heldigvis mit IXUS som back-up, og det var rigtig godt til det meste, selvom det til actionfotos kom til kort.

Selvom det kun var kort tid, jeg tilbragte med Susanna de dage i 2011, så brændte mindet om hendes dejlige væremåde og hvor hyggeligt vi havde det sig fast. Af samme årsag håbede jeg sådan, at jeg fik mulighed for at møde hende igen. Den mulighed får jeg ikke nu, men er samtidig glad for de dejlige timer vi tilbragte sammen i 2011.

Susanna var ikke blot smuk udenpå og indeni, hun var en ildsjæl, der i den grad vil blive savnet rigtig meget i galopsporten. Og selvfølgelig af hendes familie og alle andre, der kendte og holdt af hende. R.I.P. dear friend.

Farvel til to dejlige mænd

Jeg sidder og er trist! Indenfor få uger, har jeg og mange andre i Galopsporten sagt farvel til to fantastiske mænd, omend meget forskellige.

De var også fædre, ægtefæller og venner for mange, mange flere, og begge store, store personligheder, som vi kommer til at savne rigtig meget.

Desværre fik de en ting mere til fælles og det var, at de begge blev ramt af cancer og det kostede dem livet alt for tidligt. De har begge fred for smerter og lidelse nu, og tilbage sidder vi andre med det savn og tomhed, som mænd af den kaliber nødvendigvis må efterlade.

Selvom man, som jeg, tror på en mening med alting, så kan den dælme være meget meget svær, for ikke at sige helt umulig, at få øje på, når de bedste bliver revet bort alt alt for tidligt.

R.I.P.

Depression

Dagen i dag startede med skrækkelige nyheder! Som I sikkert alle ved nu, blev Robin Williams fundet død efter et formodet selvmord.

Forhåbentlig viser dette folk, hvor alvorlig en sygdom depression er, hvis ikke de ved det i forvejen. Hvis ikke du selv har haft en depression eller er professionel psykolog/psykiater, kan du på ingen måde begynde at forstå, hvor slemt det er. Så hvordan kan du så udtale dig? Det skal jeg sige dig – fordi jeg selv har haft en alvorlig en for flere år siden.

Heldigvis gik min over og er aldrig vendt tilbage, men hvis jeg tænker på, at skulle lide af det jævnligt eller hele tiden, kan jeg forstå, hvordan nogen kunne finde på, at tage deres liv. Du vil så indvende, at der findes behandling og medicin for det. Og ja, det gør der, men det er bare ikke altid effektivt eller nok – desværre var det tilfældet for Robin Williams. Jeg er sikker på, han fik al den hjælp, der var mulig.

Men vær sød ikke at smide om dig med termen “deprimeret”, hvis du har en dårlig dag eller føler dig lidt nedtrykt. De dage har vi alle, men rigtig depression er en helt anden snak og alvorlig sygdom, som i den grad, skal tages seriøst.

Jeg føler i den grad med dem, som lider og jeg håber, de får den nødvendige hjælp, og lettelse for deres lidelse. Selvfølgelig føler jeg også dybt for Mr. Williams familie, som har mistet en mand og far. Lad os mindes alle de gode øjeblikke Robin Williams har efterladt, og håbe, han har fået den fred, han ønskede.

Let me offer this prayer for all those who are coping with depression, “My prayer on this day is that I receive the graces of hope and fortitude during this time in my life. Help me to make it through those moments when I feel like giving up. Hover over me, God, with guidance through my thoughts and through my dreams.” —Caroline Myss

In English:
Læs resten

Tribute to an old friend


Et af Anna’s andre føl, men ikke Preussen-Wind

For snart mange år siden tilbragte jeg mange, mange weekender hos en speciel og fuldstændig hestetosset dame i det Nordsjællandske. Damen hed Anna Aaby. Lidt interessant er det, at en af hendes hopper Preussen-Rose blev bedækket med Temple Wind XX, som var opdrættet af Bechmann Racing, som jeg nu har tilknytning til. Preussen-Wind kom han til at hedde. Det viser sig, at efter at jeg har været i kontakt med TAF og spurgt dem, så er den god nok. Den hingst man finder ved at google Preussen-Wind, er ikke den hest, men en senere, der desværre er afgået ved døden. Hvad der skete med Anna’s Preussen-Wind, ved jeg ikke endnu, men har sendt en mail til den ihvertfald første ejer, så må vi se, om jeg hører fra hende.

Nu lever Anna ikke længere. Jeg vidste godt, hun var kommet på plejehjem og skrev til hendes søn, for at høre, hvordan og hvorledes, og fik nyheden, at Anne gik bort i november. Jeg kan ikke tælle, hvor mange weekender, og timer det er blevet til omkring hendes køkkenbord med hyggelige sludre og lidt at spise. Anna havde mange historier og de var altid interessante, for hun havde et rigt og spændende liv. Det var også hos Anna, jeg mødte mit første æsel og ikke mindst æselføl “Smultron”, som bare var det sødeste. Lidt ked af, jeg ikke vidste, hun var gået bort, for jeg ville gerne have vist hende den sidste ære og være kommet til hendes bisættelse. R.I.P. dear friend og tak for mange dejlige timer!

Jeg har også fået lov at bringe den nekrolog, som man bragte på TAF’s hjemmeside, da Anna døde. Den ses ikke umiddelbart, for de har fået ny hjemmeside, men her er den.

NEKROLOG

Søndag d. 19.november indløb meddelelsen om Anna Aaby`s bortgang. Anna blev 85 år gammel.
Annas interesse for heste og hesteavl fik hun vel om nogen ind med modermælken. Hendes far Dr. Arvid Aaby-Ericsson var i mange år en højt anerkendt hippolog og leder af Svensk varmblodsavl og araberavl.
I 1964 da Anna flyttede ind på hendes ejendom Åengen i Helsinge, forærede han hende en 4-årig hoppe ved navn Pyramida, indkøbt på stutteri Racot i Polen. Pyramida fik under Anna’s ejerskab stor betydning for trakehneravlen langt ud over landets grænser. Hoppen fik i alt 15 føl, heraf to kårede hingste, nemlig Gunnarsønnerne Pyrgos og Pyrmont. Sidstnævnte opnåede som første dansk avlede trakehnerhingst udmærkelse som reservefløjhingst i Neumünster i 1972. Naturligvis med en stolt Anna som deltager.
Anna var med blandt den gruppe, der i 1971 stiftede Trakehner-Avlsforbundet i Danmark. Hun var medlem af den første bestyrelse og stod som stambogsfører for de første svære opgaver med at samle og registrere vore heste, en opgave hun på yderst kompetent vis løste til alles tilfredshed.
Ved stambogskontorets overflytning til Århus valgte Anna at blive i Helsinge, hvorfra hun i de kommende år hyppigt optrådte som international dommer primært for pony- og araberhestene.
Vi vil huske Anna som et varmt, engageret og imødekommende menneske, der altid var parat med råd og vejledning og som altid tænkte på dyrenes ve og vel.
Æret være Anna`s minde.

Anders Dahl


Motiv fra Anna’s forhave incl. hendes pony, som jeg med skam erkende ikke lige kan huske, hvad hed

2 år siden

I dag er det 2 år siden, verden mistede en stor sangerinde. Desværre var det et liv og et kæmpetalent, der blev spildt, på grund af stoffer. En tragedie når man kigger tilbage på ovennævnte klip og tydeligt ser talentet. Heldigvis nåede Whitney at berige os med mange, mange fantastiske oplevelser, og forhåbentlig har hun fred nu. R.I.P.