Deborah

Jeg har skrevet lidt om det før, men nu prøvede jeg at gå lidt mere systematisk til værks. Det kom sig af, at jeg skulle kigge efter, hvad Ruth i biblen var for “en fisk”. Deborah er også fra biblen (på engelsk, men den eneste kvindelige dommer nævnt i biblen), men jeg var ikke helt klar over, hvor og hvordan. Nu jeg så var i det spor, så besluttede jeg, at finde ud af det. Du kan læse mere om hende her (også på engelsk)

Udover at være en person i biblen, så er det også (om samme) et Oratorium af Georg Friedrich Händel, hvilket jeg sådan set heller ikke var klar over. Ovensiddene er derfra.

Bevæger man sig udenfor Danmarks grænser, er der masser af Deborah’er, men her i landet, er vi måske nogle og 20, hvis det går vildt for sig. Sidst jeg kiggede på navnestatestikker, nogle år tilbage, der var vi 17 ialt, så et sjældent brugt navn her.

Det har aldrig gjort mig noget, at have et specielt navn, tværtimod! Og i sammenhæng med mit mellemnavn og efternavn, så er jeg “the one and only”.

Det med navne og sådan


Kollage lavet på Wordle.net – klik ovenfor og lav din egen

Jeg kom til at tænke på, at jeg også har noget med navne, da jeg her til morgenkaffen læste en iøvrigt rigtig fin og klog kronik her til morgen. Den handler også om det med kælenavne, fordomme og den værdi vi lægger i et navn.

Det er ingen hemmelighed, hvad mit navn er. Ligeledes sikkert heller ingen overraskelse, at det er genstande for mange forkortelser, og brug af kælennavne. Faktisk er jeg meget glad for mit navn som det er, og jeg kan sagtens følge den tanke, at man føler sig lidt “fremmed” overfor sig selv, hvis man kaldes noget, der ikke er “i tråd med”, hvem man føler sig som. Nu hedder Jørn altså også Jørn sådan på papiret, så helt tosset er det ikke i den sammenhæng, men han foretrækker Jønke.

Når det kommer til mig og navne, så er det straks noget andet, for jeg hedder jo vitterligt kun Deborah. Og nej det gør jeg så ikke, for jeg har et ligeledes anderledes mellemnavn, men det er den her snak ligemeget. Min mormor fandt på et kælenavn til mig – lidet flatterende egentlig, og det holder min far stadigt fast i. Det var måske meget sødt, når man var en lille pige, men jeg husker nu aldrig, jeg synes særlig om det. Det var udledt af min forkærlighed for en bestemt ret, jeg skam stadig elsker. Dertil kommer det meget brugte og lige til højrebenet brugte Debbie! Det skal være sagt IGEN – jeg kan ikke fordrage det! Så vil du generer mig, så bruger du bare det. Skal folk absolut forkorte mig, så fortrækker jeg Deb, Debs, Debse eller Debsen i prioriteret rækkefølge. Dog vil jeg helst kaldes, det jeg hedder egentlig – hvordan har du det med dit navn, og øge/kælenavne?