Depression

Dagen i dag startede med skrækkelige nyheder! Som I sikkert alle ved nu, blev Robin Williams fundet død efter et formodet selvmord.

Forhåbentlig viser dette folk, hvor alvorlig en sygdom depression er, hvis ikke de ved det i forvejen. Hvis ikke du selv har haft en depression eller er professionel psykolog/psykiater, kan du på ingen måde begynde at forstå, hvor slemt det er. Så hvordan kan du så udtale dig? Det skal jeg sige dig – fordi jeg selv har haft en alvorlig en for flere år siden.

Heldigvis gik min over og er aldrig vendt tilbage, men hvis jeg tænker på, at skulle lide af det jævnligt eller hele tiden, kan jeg forstå, hvordan nogen kunne finde på, at tage deres liv. Du vil så indvende, at der findes behandling og medicin for det. Og ja, det gør der, men det er bare ikke altid effektivt eller nok – desværre var det tilfældet for Robin Williams. Jeg er sikker på, han fik al den hjælp, der var mulig.

Men vær sød ikke at smide om dig med termen “deprimeret”, hvis du har en dårlig dag eller føler dig lidt nedtrykt. De dage har vi alle, men rigtig depression er en helt anden snak og alvorlig sygdom, som i den grad, skal tages seriøst.

Jeg føler i den grad med dem, som lider og jeg håber, de får den nødvendige hjælp, og lettelse for deres lidelse. Selvfølgelig føler jeg også dybt for Mr. Williams familie, som har mistet en mand og far. Lad os mindes alle de gode øjeblikke Robin Williams har efterladt, og håbe, han har fået den fred, han ønskede.

Let me offer this prayer for all those who are coping with depression, “My prayer on this day is that I receive the graces of hope and fortitude during this time in my life. Help me to make it through those moments when I feel like giving up. Hover over me, God, with guidance through my thoughts and through my dreams.” —Caroline Myss

In English:
Læs resten

Lørdagslinks & søndagssysler


En af mange sejre for Nicolaj Stott i 2013 her på Flyer 4. august

Det skal ingen hemmeligehed være, jeg er træt i dag. Som i dødtræt. Der har været lidt for meget drøn på, omend jeg dog mærker, at mit tiltag omkring mere aktivitet har givet mig mere energi sjovt nok. Så selvfølgelig fortsætter jeg. Men rent mentalt, er jeg nødt til at kunne “følge med” og ikke blive stresset. Det kan lyde for andre helt hen i vejret, hvilket jeg er klar over, men når man har haft alvorlig stress, så skal der ingenting til, og man er meget bevidst om grænsen, så selvom det for andre kan se ud til, at jeg rykker i sneglefart, så rykker jeg dog, omend det er og må og skal være i mit tempo. Jeg prøver så godt jeg kan, mere kan ingen forlange. Også jeg ønsker, alt kunne gå hurtigere på mange fronter, men sådan er det altså ikke.

Søndage er for mig mestens afslapning. “At komme hviledagen i hu”. Det er noget, jeg altid har holdt på, at søndag skulle være hyggeindeslappedag. Lige siden jeg fik min første lejlighed, har det været sådan, og er stadig. Jeg får dog som regel puttet lidt aktivitet ind i den alligevel, men i dag er det vist mest vaskemasinen der kommer til at stå for den meste aktivitet. Jeg har stadig projekter her, så det er ikke umuligt, at der flyver en djævel i mig, og jeg pludselig får lavet mere end planen var. Det er sket før, men kun hvis ånden lige kommer over mig. Så stresser det ikke! Med en håndfuld links vil jeg ønske jer lige den søndag I ønsker jer. Planen er et indlæg mere, hvis jeg orker det, om en bog, men vi får se, hvordan det ender. Som det er, er der vist også nok at kigge nedenfor.

Dagens foto henviser til en side af mig, som er en stor del af mit liv – Galopsporten. I går blev der uddelt awards ved Klampenborg Awards. Også The Kicker, som *host* vist har været nævnt her før, var nomineret, men han fik ingen pris. Men det var der så mange andre der gjorde, blandt andre Nicolaj Stott, som rider ovenfor på en hest, vi alle holder meget af – Flyer. Nicolaj blev årets Championjockey (flest sejre) og rider også for stalden, i året der gik, vandt han blandt andet på Snow Flake, som også i år er i stalden omend på andre hænder. Hun ejes nu af Malin, som ses på fotos i det andet indslag.

Som vanligt har jeg siden sidst samlet lidt links til jer af forskellig art:

Det er blevet meget in med små huse, og især huse, der nærmest er “gør det selv pakker”. Det er Hivehaus også, og yderst spændende. Hvis man kunne få det med nogle andre vinduer, var det da oplagt for mig til enten kolonihave eller sommerhus. Nu har jeg ingen af delene, og det er faktisk også ment som et hus til at bo i som sådan, hvis man har småt med penge og muligheder iøvrigt. Jeg har svært ved at se, hvor folk skulle have deres ting, men kan man undvære dem – genialt. Der hører også en blog med, som du kan se her.

For mange er januar tiden, hvor man skal tabe kilo – jeg kender ihvertfald flere, og her har du lidt om de største myter/løgne i den kategori

Som jeg har været inde på før, så gør hele adoptionsdebatten mig noget nedtrykt. Jeg er ikke den eneste. For hvad skal der ske med børn som ikke har andre muligheder. Jeg har ikke de forkromede svar, og et er sikkert, adoption kan være godt, men der må ske et eller andet, for som det er, er det langt fra godt nok. Kan det blive godt nok? Jeg tvivler på det, og tror altid det vil give nogen børn mén for livet. Det kom op i mig igen, da jeg så, at over halvdelen af plejebørn kæmper med psykisk sygdom, for der er ingen grund til at tro, det står meget bedre til hos adoptivbørn, hvor mange jo har været plejebørn i en familie først, og siden er adopteret af enten samme familie eller en anden.

Så er der mere “godt” nyt omend dette er af materiel art. Mange, deriblandt mange jeg kender, og min far også for den sags skyld, kommer til at tabe mange penge på de små billige mikrobiler. Min far har allerede (tror ikke det bekymrer ham) tabt en ganske anseelig del penge.

Vi har set lidt af det herhjemme i form af realityserier som “De unge mødre” bl.a. Det er også i andre former, og i England f.eks. er der en serie, der hedder “Benefits Street”, som har skabt voldsom debat, for man mener at udsendelserne udstiller og nedgør de dårligst stillede! Jeg kan godt have en tendens til at mene det samme, og især når det handler om “De unge mødre” f.eks. Jeg ved ikke, om deltagerne i både det ene og det andet tilfælde får noget, for deres medvirken, men jeg tænker, at hvis de gør, nok ikke meget. Uanset er det nok ikke alle, der har overskud til at gennemskue, hvad en så stor exponering fører med sig. Ikke at det i det hele taget er let, men det bliver dælme ikke lettere, når man er “liggende” i forvejen. Hvad synes du?

Hvis du læser med her regelmæssigt ved du, at jeg elsker musik. Du ved nok også, at jeg elsker soulmusik. En af de sangerinder jeg har fulgt helt fra starten, er Jenniffer Holliday, som bare er noget helt for sig selv. Prøv bare at lytte til hende her, hvor hun synger “I believe I can fly” – personligt får jeg gåsehud, når hun går i gang. Det er selvfølgelig smag og behag, men jeg synes, hun er fantastisk og lige om lidt, kommer hun med et nyt album, og har i den anledning givet et interview – husk at klikke linket ovenfor teksten med lydinterviewet. Hun fortæller bl.a. om sin kamp med depression, som stadig er et stort tabu for mange, hvilket er synd, for der er så mange, der kæmper med det, ligesom vægt. Jenniffer Holliday har vejet omkring 200 kilo, men har nu tabt sig til en normal og sund vægt. Det taler hun også om. Jeg skal ihvertfald have hendes nye CD, og jeg har også CD’en fra hendes store, store gennembrud som Effie i Dreamgirls, hvor hun bl.a. sang “I’m telling you I’m not going“, som du måske kender, men som netop var hendes gennembrud.

Ingne linksdag uden de dejlige madblogs og her er en stak:

Hell Yah It’s Vegan

The Blooming Platter

Bankrupt Vegan

Food, Fitness & Fresh Air

Savy Vegetarian

Gøgereden – nej ikke filmen

Jeg stødte helt uventet på en blog idag – Gøgereden, og synes, jeg lige ville gøre lidt reklame. Det er nemlig min helt klare overbevisning, at der er mange, der kunne finde den brugbar. Det er en blog om Sindslidende lavet af samme. Sindslidelser er mange ting, og den dækker dem alle og også derfor, kan den være til glæde for mange. Have a look!

Ja det er for meget

072.gif

Min søde, veninde Lotte og jeg har talt meget om, det med at folk kommer “helt ud i hampen”, går ned med flaget, får en depression, lider af angst, må langtidssygemeldes m.m. Og Lotte har skrevet et fint indlæg om det på sin blog. Hun har som MANGE, MANGE andre prøvet det, ligesom jeg har. Det er sådan set ligemeget, hvad årsagerne er sådan specifikt, for det er efterhånden over hele linien. Bare de seneste dage, er jeg blevet præsenteret for 3 tilfælde, hvor det er gået galt i større el. mindre grad – det er bare mig!!! For hulen da! En venindes veninde, har en depression, og kan slet ikke håndtere det, min venindes bror og kone, er gået fuldstændig ned med flaget og hele familien har måtte støtte op, ringe til lægen, tage sig af børnene og meget meget mere – og den situation er jeg meget nervøs for! Der er vi ude i selvmordstanker og meget andet. Og et familiemedlem til en veninde, er også knækket under sygdom, skilsmisse og fyring – også meget at tage ind på een gang. Dertil kommer 2 venner, der permanent lider af panikangst.
Nu er Lotte og jeg så langt fra enige om det med medicinen. Det kan være en god hjælp. For nogen en overgang, og for nogen (min venindes bror, som er arveligt belastet) varrigt, for at undgå tilbagefald. Depression findes i mange grader, og varianter og der er nu mange gode redskaber til at måle, hvor slem den er. At samtaleterapi også er en god ting, dokumenteres her, men ved svære depressioner, er det nytteløst fordi patienten ikke orker at tage imod (ref. netdoktor), men også her nævnes det, at der meget ofte skrives medicin ud “i blinde” uden at årsager m.m. bliver undersøgt ordentligt. Og det duer selvfølgelig ikke. Der kan også læses om psykiatrifondens arbejde for, at alle kan få tilbudt samtaleterapi. Til gengæld, kan en ubehandlet slem depression føre til psykoser og blive meget meget slemt, og personen helt udenfor rækkevidde. Sådan et eksempel har jeg også haft tæt på i form af en venindes mor, der sine sidste år, levede isoleret og usselt i en bitte lejlighed, tydeligt psykisk syg. Men fordi hun ikke var til fare for nogen, kunne der ikke gribes ind – der er altså også et hul i systemet, for en del af sygdommen er jo manglende selvindsigt! Hendes børn kunne bare se på, at deres mor forfaldt fysisk som psykisk mere og mere – kan det virkelig være rigtigt? Læs resten