Miraklernes tid er ikke forbi/Miracles do happen!

Please scroll down for English version!

Som jeg skrev, da jeg skrev et andet brev for 2 dage siden, jeg ved dårligt, hvor jeg skal starte. Så jeg må jo starte med begyndelsen.

Som mange af jer har læst her på bloggen og har talt med mig om, så har jeg i mange, mange år ledt efter mit biologiske ophav. På mødrene side var det relativt let, omend oplysningerne stadig er sparsomme og endog mangelfulde på mange måder. Og der må jeg forlige mig med, at der er mange ting, jeg aldrig får svar på. Dog har jeg fotos af hende og min halvsøster der og min bedstemor også. Så langt så godt, men halvdelen manglede.

På hospitalspapirer stod navnet på en mand, som angiveligt var min biologiske far – Robert Jones. Så ham har jeg naturligt ledt efter siden 1986. Jeg har aldrig fundet ham, og de professionelle, jeg har haft til at hjælpe mig, har aldrig fundet en Robert Jones, der passede! Til sidst indså jeg, at skulle jeg løse den her gordiske knude, måtte jeg ty til DNA. Det gjorde jeg så, og de modtog min prøve den 6. juli. Normalt siger de, at der går mellem 6-8 uger før resultatet er retur, så jeg var noget chockeret, da resultatet forelå for 2 dage siden.

Jeg kunne godt se nogle match, og jeg kunne også se, at det skulle være tætte relationer, men jeg skrev til en søgeengel som jeg i forvejen havde kontakt med, og hun fik adgang til mine resultater. Der gik ikke et kvarter, så skrev hun til mig:

Gudskelov, du tog DNA-testen! Hans navn var i virkeligheden … og han var født ….i Vicksburg, Mississippi. Du er blevet parret med en halvbror og en halvsøster! Jeg sender mere så hurtigt som muligt.

Og det gjorde hun indenfor en time! At sige, jeg var ved at trille ned af min pind og var helt og aldeles overvældet, er en underdrivelse. I den første mail ad ovenfor, var der faktisk vedhæftet et foto af min biologiske far, jeg aldrig har set, men der gik lidt før jeg opdagede, at det var der. I næste mail var der flere fotos af ham, og et af min biologiske farmor, som jeg ligner helt vildt meget også.

Allerede samme aften skrev jeg en hilsen til min bror på facebook, og vi har været i daglig kontakt lige siden. Han er rigtig, rigtig sød og det er helt fantastisk! Jeg er stadig helt overvældet og dybt rørt, glad og taknemmelig over, at det endelig lykkedes, og at jeg har to søskende i USA. Jeg har endnu ikke haft fornøjelsen af min søster, men det håber jeg, at jeg får. Hun har først lige fået det at vide. Så at sige, det var den bedste fødselsdagsgave, jeg overhovedet kunne få er vist ikke at overdrive, omend lidt tidligt, så er det da tæt på.

Desværre gik min biologiske far bort i 1989, men når jeg så får hele to søskende, som kan fortælle om ham, så er det jo bare fantastisk. Nogen der kan fortælle og dele, hvordan han var. Og til dem, der måske kunne undre sig – nej han vidste ikke noget om min eksistens. Og navnet på hospitalspapirerne – Det må Guderne vide! Det er en af de ting, jeg aldrig får svar på. Men jeg er glad, glad…..Sidder du i samme situation, kan jeg kun anbefale. Det er endda så fint, at jeg har en veninde, som har fået sine resultater samtidig med mig, og det er meget særligt, at vi kan dele disse oplevelser med hinanden. Jeg håber, hun er lige så heldig som jeg har været. Fantastisk!

Udover hele det aspekt med min biologiske far/søskende, er der jo så det med, hvor i verden, jeg kommer fra, og det illustreres nedenfor. Det er så delt endnu mere op. Blandt andet er jeg 8% skandinavisk og 4% brittisk. Meget interessant.

Har du prøvet DNA-test og i givet fald, hvad fandt du ud af? Har du ikke? Kunne du tænker dig? Skriv endelig kommentarer og lad mig høre….

———————————————————————————

In English:
Læs resten

Lidt om at søge/A bit about seaching

Som jeg har sagt før, så er jeg noget opgivende omkring hele det her søgeprojekt. Jeg havde sat mit håb til en hjælper, som gør alt hvad hun kan, med den viden, hun har og de kontakter der er. Problemet er manglen på information. Jeg har næsten ingen, og den jeg har, er enten mangelfuld eller direkte forkert, for intet stemmer, eller også stemmer det for godt. Dermed ment, at der er en million (mindst) med samme navn, som min biologiske far.

Så det giver lige så mange muligheder. Fødselsdagen og året som jeg også har, ser ikke ud til at stemme heller, og hvad er chancen så. Selv de erfarne mennesker, og organisationer, der har været involveret er kommet op med ingenting, og jeg begynder at tro, at det ikke er meningen, at jeg skal finde min biologiske far.

Der er dog en mulighed, jeg ikke har prøvet, og som jeg faktisk overvejer og det er en DNA test. Den lyver i det mindste ikke, og så vidt jeg kan se, er det den eneste mulighed, jeg sådan reelt har tilbage. Kommer den så heller ikke op med noget, så tror jeg, at jeg bare dropper det.

Derudover er der hele sagen omkring min biologiske mor. Jeg ved, hvem hun er, og det store linier, men hvad med alle detaljerne – hvem var hun som person, hvad kunne hun lide, hvad med resten af familien – ikke mindst min biologiske mormor, som jo levede til starten af 70’erne. Hvem skal give mig oplysning om hende? Der er kun en, der kan gøre det, og det er min biologiske søster i Berlin.

Spørgsmålet er så, hvad kommer først, og hvad vægter mest (ikke at det er en konkurrence), men alligevel – hensynet til hendes følelser eller mine. Har jeg ret til de oplysninger på trods af hendes ønske om at være i fred, eller? Jo jeg synes jo, det er min ret, at kende min historie/familie, men… det er svært. Lige nu, er jeg mest tilbøjelig til at “kaste håndklædet i ringen” og bare droppe det hele. Selvfølgelig ikke den information, jeg kan få via diverse offentlige arkiver – der ventes på noget så simpelt som dødsattester på mine bedsteforældre stadig. Når de kommer, så er der udfyldt et hul mere, men det er godt nok en langhåret affære.

Jeg hører gerne dine tanker omkring det.

In English:

As I’ve said before, I’m sort of giving up on the whole searching project. I had put my hopes in a helper, who is doing everything she can, with the knowledge, and contacts she’s got. The problem is the lack of information. I hardly have any and the one I got is limited or incorrect, as nothing seems to fit or fitting too well. Meaning there is a million (at least) with the same name as my biological dad.

So that gives me at least as many possibilities. The birthday and year dosen’t seem to be right either
and what are the chances then. Even the proffessional people and organisations, I’ve been in touch with has come up empty and I’m starting to think, I’m not meant to find my biological dad.

There is one possibility I haven’t tried and which I’m contemplating at the moment, and that’s a DNA test. It’s not going to lie at least, and as far as I can see, it’s the only possibility I really have left. If it comes up with nothing, I think I’m just going to leave it.

Then there is the whole business about my biological mother. I know who she is and the overall picture but what about all the details – who was she as a person, what did she like, what about the rest of the family not least my biological grandmother, who lived til the beginning of the 70’s. Who is going to give me information about her? There is only one who can, and that’s my biological sister in Berlin.

The question is, what weighs in the most (not that it’s a competition), but still – the consideration for her feelings or mine? Am I intiteled to these informations inspite her wish to be left alone or? Yes I think it’s my right to know my history/family, but…. it’s difficult. Right now I’m more for just “throwing in the towel” and drop the whole thing. Of course not the information, I can get through the official archives – still waiting for something as simple as deathcertificates on my grandparents. When they arrive it’ll be another hole filled out, but it’s a “hairy” affaire.

I’d like to hear your thoughts on the matter.