Finding Family by Richard Hill

I’ve just finished with this book a week ago or so. I’m writing this in English, as you’ll have to understand that anyway, to read/listen Finding Family by Richard Hill (I have listened to it on Audible.co.uk. In general I’m crazy about stories like that, and finding my own family has not lessend that.

What makes this story even more attractive to me, is that Richard Hill, has been searching as long as I have. As I read the book, it came appearant, that another thing was the same His birthmother had also died young. Even younger than mine actually. And like me, he started a quest to find his birthfather who was about as elusive as mine has been for about as many years. What he started to do was to record every phonecall and what each person had said and he kept every letter (this was before emails). I was not as wise and I regret that now, but I have most of the letters that came back, just not the ones going out. But still not as efficient as Richard’s Cataloguing everything.

Anyway, as me, he found his mother and we follow his search for friends of her’s from the past, his visits to places she’d been etc. To me ottterly facinating and I wish I had the same oppertunity. Because my mother was and old mother (41), and died so many years back, finding anyone who knew her is otterly impossible now, and the one person who did know her a little bit, don’t want to talk (my halfsister in Berlin). So not an option to me, but one I truly wish I had.

After finding his mother Richards wants to find out who his father is. And as was the case for me, that was not a plain sailing by any means. I won’t give a way the circumstances, but let you read for yourselves. If you have any interest in Genealogy and finding your roots for whatever reason, you’ll find Richard’s story facinating and captivating. Apart from telling a very exciting story, he comes across as really nice man, one I’d love to meet and talk adoption with.

The book gave me a bit of inspiration to things I might be able to do, in search of a bit more answers on my birthmother. If I’ll do it, I don’t know, but if so, you can be sure I’ll tell you about it. I’m sure it’ll give you plenty of inspiration, if you’re searching too.

I thank him for writing this important book. As always please get in touch, if you’ve read it as well.

Links:

Dna Testing Adviser.com – A free information resource for adoptees, genealogists and
others exploring genetic roots

2. maj 2009 – The Wall Stree Journal – Family Secrets: An Adopted Man’s 26-Year Quest for His Father

4. maj 2009 – Adopted Man Identifies Birth Father thru Family Tree DNA Test …

Mit mirakel og noget om aldrig at give op! Og en stor tak!

Min far i togvindue på vej et sted hen fra Berlin – jeg kan rigtig godt lide det foto*

For snart mange, mange år siden begyndte jeg min søgen efter mit biologiske ophav. Faktisk i 1986. Eftersom jeg ikke har gemt alle brevene, så kan jeg ikke 100& dokumentere det. Grunden til det er, at så ville jeg skulle have et helt arkivskab bare til det. Men jeg burde nok have gjort det. Dette var før computerne kom til, og det var en meget, meget langsommelig affære og ikke mindst besværlig, for selvom det tyske samfund er velorganiseret, så er det, på dette punkt uhyggeligt svært at gennemskue, hvor man får hvilke oplysninger, og endnu mere dengang. Og så er der næste hurdle at hive det ud af dem. Jeg har følt, jeg i overført betydning har hevet Guderne må vide, hvor mange Visdomstænder ud, der tillige sad på tværs. Jeg kan helt sikkert uden at lyve sige, at der har været nogen officielle personer, der har været mere end trætte af mig til sidst. Og ofte tror jeg såmænd, jeg har fået ting, simpelthen fordi, de var mere end trætte af at høre på mig.

Men al den stædighed viste sig så også at bære frugt, og havde jeg ikke skrevet til Gud og hver mand, jeg kunne komme i tanke om, så var der flere oplysninger, der ikke var kommet mig i hænde. F.eks. fik jeg både nogle hospitalsjournaler og min biologiske mors obduktionsrapport lige før de skulle destrueres. Heldig troede jeg, at jeg var, da jeg modtog de her hospitalspapirer, for der stod navnet (som det eneste sted) på min biologiske far. Hvad der så ikke var så heldigt var, at han hed Robert Jones! Han kunne lige så godt have heddet Smith! Og så var der en fødselsdato og – år. Min biologiske mors navn havde jeg selvfølgelig, men fandt jo så desværre også reltativt hurtigt ud af, at hun var afgået ved døden i 1965. Så der var ingen mulighed for at hente nogen oplysninger. Som sagt, har jeg skrevet til alt, der kan krybe og gå i den forbindelse. Jeg har også haft flere professionelle ind over, og ingen har kunnet finde en Robert Jones, der matchede.

Som beskrevet endte jeg med at konkludere, at DNA var vejen frem, og det viste det sig så også at være. 2016 bliver et svært år at slå på den konto, hvor jeg fik hele to fantastiske søskende, fik viden om den biologiske far, jeg aldrig har mødt og som slet, slet ikke hed Robert Jones, men noget ganske andet og meget mere sjældent og var slet ikke født på hverken den dato eller det år. Desværre gik han bort i 1989, kun 50 år gammel, men via mine nye søskende, får jeg en masse viden og ikke mindst har de masser af fotos af ham også. Jeg behøver vel ikke at sige, at turen relativt snart går til USA. Oveni de to søskende har jeg også en fætter og kusine m.fl. Jeg håber, at møde dem også, når jeg kommer derover.

Lektien i det her er, at man aldrig skal give op. Jeg var ved det meget, meget ofte, men heldigvis er jeg (har jeg så viden om nu) udaf en familie, der ikke giver op, og det gjorde jeg så heller ikke. Jeg kan blive stædig som helvede, og det betalte sig så.

Det er svært at forklare, hvorfor trangen til at finde svarene, er så stor, for nogen har den slet ikke. For mig er det helt naturligt, at man vil vide, hvad man kommer fra og ikke mindst bare, at se nogen, der ligner en, er noget, der ikke kan forklares og for for de fleste andre, er det jo en given ting. Selvom de ikke ligner deres forældre, så ligner de måske en onkel, en bedstemor, eller noget helt andet. Det betyder meget mere, end man lige skulle tro.

Dernæst skal jeg takke alle dem, som i årenes løb har hjulpet mig, har forsøgt at hjælpe mig og ikke mindst har støttet mig i den lange, lange søgen. Det være sig den ene dame på et kontor, der gik det ekstra stykke for at hjælpe, venner der lagde adresse til breve (før mine forældre her forstod og accpeterede processen), og mange, mange flere. Sidst men ikke mindst, skal Pricsilla Sharp, som er en søgeengel, have en kæmpe tak, for hun satte de sidste brikker på plads indenfor en time og var den, der kunne bringe mig budskabet om min far og søskende.

Også kæmpe tak til alle jer, der nu hvor det er lykkedes mig, har skrevet de sødeste hilsener og har støttet op om det her, ikke mindst på Facebook, hvor det har været ganske, ganske overvældende. Hver en lille tilkendegivelse, er modtaget med stor taknemmelighed og glæde over, at I deler min glæde. Det gør det hele om muligt, endnu bedre. Så af hjertet tusind, tusind tak allesammen.

Så hvis du sidder derude og stadig ikke har fundet, så kan jeg kun anbefale både Priscilla Sharp og DNA. Og ikke mindst – Giv aldrig op, men hold fast i din drøm. Til gengæld skal du være klar til at modtage, hvad du får. Det er ikke altid gode nyheder som du også har kunne læse her, har jeg fået min del af dårlige), og i lange perioder, hænger hele søgeprocessen en langt ud af halsen, og man må bare have en pause. Sådan har det ihvertfald været for mig. Men så bliver man klar til en omgang mere.

Nu behøver jeg ikke søge mere, men kan hygge mig med at bygge slægtstræet ud, fordi det er sjovt, og det synes min bror også, og vi sludrer meget om det også, når vi taler over Skype næsten dagligt. Held og lykke i din søgen!

Fotocollage af min nye familie: Øverst til venstre min farmor, nedenunder min søster og bror og til højre min far

*This link is properly telling where my dad was going, as he couldn’t tell his wife:

Fotomarathon og et par favoritter

Chess Racing’s Berling (IRE) med Valmir De Azeredo i sadlen på vej til start i SOC

Som nævnt har det været en god weekend! Men nu forestår der et fotomarathon uden lige. Det er altid godt at hygge med fotos, men der er ovenpå sådan en omgang her, alt alt for mange af dem. Men man bliver glad, når man får nogle gode skud og især af sine favoritter. Indrømmet, jeg elsker alle hestene, men der er altid nogen favoritter. Sådan har vi det allesammen.

De her to, er et par af mine og jeg er ikke alene på den “galaj” overhovedet ikke. I år var sponsor på Scandinavian Open Championship (GR.3) Chess Racing. Jeg tror, jeg har nævnt det før, men Chess Racing er Benny Andersson fra hedengangne ABBA. Og selvfølgelig er hans farver skaktern, hvilket vil sige, at disse to heste er hans. Han har haft mange, mange skønne heste og har stadig og det her er bare to af dem. Ingen af disse vandt, men Inaya (GB) nederst blev 2. i Skandinavian Open, som de begge var med i. Berling (IRE) vandt sidste år, men det var ikke lige med ham i går. Til gengæld var der andre af Chess Racing’s heste, der vandt i weekenden, men det kommer der mere om herovre senere, når jeg når så langt.

Dertil kom at præsentationen af hestene i SOC, blev gjort til musik fra netop Chess. Jeg ved ikke, om jeg har nævnt det før, men jeg var så heldig, at jeg så originalen i London i sin tid. Bare musikken nu giver mig gåsehud. Det var en fantastisk oplevelse.
Her var det “One Night In Bangkok” – meget fint!

Jeg var iøvrigt så smadret, at jeg sov til klokken 10, og jeg føler mig stadig ikke vågen. Egentlig var meningen, at jeg ville have været i stalden i dag, men det stod hurtigt klart, at det blev droppet, som i helt droppet. Jeg vendte mig om, og sov videre. Det er jo sådan, at jeg p.t. har de har stilladsgutter rendende, og det startede med et bor til at fastgøre diverse klokken 7.30, men jeg faldt da i søvn igen. Nu sidder jeg så her (igen) og nørkler fotos og hyggeligt er det, men det tager bare tid og kræfter.

Og nej, jeg er stadig ikke kommet mig over hele DNA-historien!! I den forbindelse skylder jeg at sige en stor, stor tak til alle jer søde, søde venner, der har skrevet og været glade på mine vegne. Det er SÅ stort, at det er svært, at tage ind næsten. Og at I deler min glæde, gør den endnu større, så tusind, tusind tak for jer. Som jeg siger venner, er den familie man selv vælger.

Chess Racing’s Inaya (GB) med Nelson De Souza i sadlen også på vej til start i SOC. Begge heste trænes af Jessica Long

Miraklernes tid er ikke forbi/Miracles do happen!

Please scroll down for English version!

Som jeg skrev, da jeg skrev et andet brev for 2 dage siden, jeg ved dårligt, hvor jeg skal starte. Så jeg må jo starte med begyndelsen.

Som mange af jer har læst her på bloggen og har talt med mig om, så har jeg i mange, mange år ledt efter mit biologiske ophav. På mødrene side var det relativt let, omend oplysningerne stadig er sparsomme og endog mangelfulde på mange måder. Og der må jeg forlige mig med, at der er mange ting, jeg aldrig får svar på. Dog har jeg fotos af hende og min halvsøster der og min bedstemor også. Så langt så godt, men halvdelen manglede.

På hospitalspapirer stod navnet på en mand, som angiveligt var min biologiske far – Robert Jones. Så ham har jeg naturligt ledt efter siden 1986. Jeg har aldrig fundet ham, og de professionelle, jeg har haft til at hjælpe mig, har aldrig fundet en Robert Jones, der passede! Til sidst indså jeg, at skulle jeg løse den her gordiske knude, måtte jeg ty til DNA. Det gjorde jeg så, og de modtog min prøve den 6. juli. Normalt siger de, at der går mellem 6-8 uger før resultatet er retur, så jeg var noget chockeret, da resultatet forelå for 2 dage siden.

Jeg kunne godt se nogle match, og jeg kunne også se, at det skulle være tætte relationer, men jeg skrev til en søgeengel som jeg i forvejen havde kontakt med, og hun fik adgang til mine resultater. Der gik ikke et kvarter, så skrev hun til mig:

Gudskelov, du tog DNA-testen! Hans navn var i virkeligheden … og han var født ….i Vicksburg, Mississippi. Du er blevet parret med en halvbror og en halvsøster! Jeg sender mere så hurtigt som muligt.

Og det gjorde hun indenfor en time! At sige, jeg var ved at trille ned af min pind og var helt og aldeles overvældet, er en underdrivelse. I den første mail ad ovenfor, var der faktisk vedhæftet et foto af min biologiske far, jeg aldrig har set, men der gik lidt før jeg opdagede, at det var der. I næste mail var der flere fotos af ham, og et af min biologiske farmor, som jeg ligner helt vildt meget også.

Allerede samme aften skrev jeg en hilsen til min bror på facebook, og vi har været i daglig kontakt lige siden. Han er rigtig, rigtig sød og det er helt fantastisk! Jeg er stadig helt overvældet og dybt rørt, glad og taknemmelig over, at det endelig lykkedes, og at jeg har to søskende i USA. Jeg har endnu ikke haft fornøjelsen af min søster, men det håber jeg, at jeg får. Hun har først lige fået det at vide. Så at sige, det var den bedste fødselsdagsgave, jeg overhovedet kunne få er vist ikke at overdrive, omend lidt tidligt, så er det da tæt på.

Desværre gik min biologiske far bort i 1989, men når jeg så får hele to søskende, som kan fortælle om ham, så er det jo bare fantastisk. Nogen der kan fortælle og dele, hvordan han var. Og til dem, der måske kunne undre sig – nej han vidste ikke noget om min eksistens. Og navnet på hospitalspapirerne – Det må Guderne vide! Det er en af de ting, jeg aldrig får svar på. Men jeg er glad, glad…..Sidder du i samme situation, kan jeg kun anbefale. Det er endda så fint, at jeg har en veninde, som har fået sine resultater samtidig med mig, og det er meget særligt, at vi kan dele disse oplevelser med hinanden. Jeg håber, hun er lige så heldig som jeg har været. Fantastisk!

Udover hele det aspekt med min biologiske far/søskende, er der jo så det med, hvor i verden, jeg kommer fra, og det illustreres nedenfor. Det er så delt endnu mere op. Blandt andet er jeg 8% skandinavisk og 4% brittisk. Meget interessant.

Har du prøvet DNA-test og i givet fald, hvad fandt du ud af? Har du ikke? Kunne du tænker dig? Skriv endelig kommentarer og lad mig høre….

———————————————————————————

In English:
Læs resten