Into The Wild (2007)


Det er ved at være noget siden, at jeg første gang stødte på den her historie et eller andet sted. Jeg husker faktisk ikke hvor. Så glemte jeg den lidt igen, og så dukkede den op for lidt siden, hvor nogen “syntes godt om” på Facebook.

Historien kan ikke andet end facinere helt vildt. Om det så er fordi man er frastødt, empatisk, forstående, helt kan relatere eller hvad…… det gør ingen forskel. Men ser ikke denne film, uden at blive berørt i sit inderste. Egentlig tænkte jeg, at jeg ville købe filmen, men så smuttede jeg ind og lejede den forleden dag. Jeg kunne godt have købt den, det var der ikke sket noget ved, men ret beset, min reol kan ikke rumme mere, og der står rigeligt, jeg skal have set igen.

Jeg kan ikke tilføje ret meget om den her film, der ikke er sagt allerede. På et eller andet plan forstår jeg vores hovedperson til en vis grad. Det var lidt den følelse jeg havde, da jeg i sin tid flyttede på landet. Så meget natur som Danmark nu byder, men det kan jo dårligt sammenlignes alligevel, jeg brød ikke med civilisationen.

Læs ikke videre, hvis du ikke vil høre om slutningen før du har set filmen. Er du ligeglad, så læs endelig videre herunder. (Contains Spoilers beyond this point)!
Læs resten

Når at tage afsked, er det bedste


Motiv fra Holmens Kirkegård

For ikke så mange dage siden fik jeg efterretning om, at et familiemedlem var gået bort og i dag skal h*n sendes pænt afsted på den sidste færd. Normalvis ville man nok blive ked af det, og synes at det var for tidligt vedkommende skulle herfra.

I dette tilfælde var det måske snarere (for) sent. Nogengange er livet bare alt, alt for svært og hårdt. Så hårdt at dem der sidder tilbage næsten kun kan sige “Gudskelov”, når vedkommende endelig får fred. Sådan var det i dette tilfælde. Jeg håber og tror, h*n har fred nu for smerter og pinsler på enhver måde.

Uden at vide det helt nøjatigt, tror jeg at nedenstående måske var noget, vedkommende ville synes om, så derfor bliver det afskedssangen herfra. R.I.P.

Du er ikke alene

Det er noget siden, jeg blev færdig med Chris’ bog “Du er ikke alene”, som handler om – tjah, kort fortalt livet. Hans liv, hans forældres og ikke mindst de kriser, de kommer ud for, og hvordan de tackler dem. Bogen er også et smukt vidnesbyrd på et dejligt forhold mellem Chris og hans forældre, og ikke mindst hans far, hvis sygdomsforløb og død, også er smukt beskrevet i bogen.

Når jeg siger “smukt beskrevet” er det ikke fordi, Chris pakker sin beretning ind i højt svugne fraser og udtryk, men det er ærligt og faktisk “lige ud af landevejen”, og alle kan følge med. Der er humor, stor sorg og stor glæde og ikke mindst udvikling hos ikke mindst Chris undervejs.

For mig var der budskaber at hente for alle i denne bog. Ikke mindst, at det er ikke altid, du selv vælger, hvad der sker omkring dig, men du vælger i høj grad, hvordan du reagerer på det, og det er dit ansvar, at få det bedste ud af livet. Det styrer du, og også dine tanker.

Selvfølgelig skal man ikke gå lalleglad igennem livet, og ikke forholde sig konstruktivt til tingene, men en positiv indgang til det, betyder rigtig meget. At Chris har det, og at han har lært meget undervejs er tydeligt. Du kan helt garanteret også få noget med, fra denne (håber du er okay med at blive kaldt det Chris?) smukke mand. Læs den og fortæl mig gerne, hvad du fik med – for et er jeg sikker på: Du kan ikke undgå at få noget med, og blive rørt undervejs.