Billie: Fine and Mellow

Billie_Holiday_and_Mister_New_York_N_600

Jeg har set dokumentar om Billie Holiday til aften. Hun slår mig altid som en så tragisk skikkelse, med et enormt talent. Datidens Whitney kan man sige. Hun døde kun 44 år gammel. Hun blev spurgt, om hvilken sang, hun synes reflekterede hende mest, og denne var den ene. Det er ikke ukendt, at det med mænd bestemt ikke var hendes stærke side heller, og hun havde den ene mere håbløs end den anden.

Hendes melankolske, men meget fængende stil har jeg altid holdt af, men jeg skal være ret meget ovenpå, for at høre hende. Hun brænder så meget igennem tror jeg, at det påvirker mig for meget ellers. Sådan et spild, men som en ven til hende sagde – det var hendes valg, og sådan var det jo desværre og er for alle der ødelægger deres liv med alkohol og stoffer.

Skræmmende!

Det er ikke sjældent, at jeg ser noget på TV, der gør, at det løber mig koldt ned ad ryggen og jeg bare slet, slet ikke forstår, hvad hulen der går af folk. Nu faldt jeg lige over denne dokumentar, som snart har premiere, om en søskendeflok, der har været holdt indespærret i en lejlighed i New York i 14 år! Skræmmende, og Gudskelov de slap ud.

Jeg skal sevfølgelig se, når det bliver muligt, og om ikke andet kommer den nok på TV på et tidspunkt. Men for hulen, it’s a crazy world!

29. januar 2015 – The Guardian: “Unlocking the Wolfpack – a strange tale of isolated brothers locked in a tiny NYC apartment”

20. august 2015 – BBC News – : “Angulo brothers kept in near isolation for 14 years”

Hjertesorg

IMG_6989opt2_Dyrehaven060615

Se dokumentaren, som fint viser, hvor svært et brud kan være, og også set med forskerøjne. Der er gode grunde til, at det er så svært, som det rent faktisk kan være for mange.

Jeg så dokumentaren nedenfor i går, og den bragte selvfølgelig en masse tanker til tider, hvor jeg selv har haft det sådan. Det er heldigvis langt tid siden sidst, og det er noget, jeg vil gøre meget for at undgå igen.

Man kan sige i og med, jeg stort set har opgivet, at finde ham, den helt rigtige, så går det jo meget godt den vej rundt. Selvfølgelig ville jeg blive glad, hvis der kom en, og modbeviste min efterhånden store skepsis omkring mænd. Sjovt nok elsker jeg mænd og har mødt mange rigtig, rigtig dejlig af slagsen ikke noget om det. Men som ofte, så er der dælme også nogen i blandt, der kan ødelægge statestikken og rygtet for resten.

Når jeg ser mig omkring, er jeg bestemt og meget langt fra, at være den eneste der har det sådan, og er som følge deraf selvvalgt single. Når det er sagt, så er det mere derhen, at jeg ikke gør noget aktivt for at finde en kæreste overhovedet. Hvis og når jeg møder en, der giver mig lyst til at prøve at “stikke næsten i den bikube” igen, så må jeg tage det op. Indrømmet, jeg har da mødt nogen, men tingene er ikke gået min vej og sådan er det så. Det skal jo være gengældt. Så foreløbig er jeg alene – langtfra ensom. Det er bestemt ikke det samme.

Jeg har heldigvis prøvet at være elsket, også sådan rigtigt. Dermed har jeg også oplevet stor, stor hjertesorg, fordi det ikke holdt eller blev som ønsket. I et tilfælde (hvor jeg ikke var rigtig elsket, og jeg var den der var mest “ramt”), kan jeg nu kigge tilbage på et forhold, som jeg var meget ulykkelig over gik over styr og se, at vi slet, slet ikke passede eller passer sammen. Så der er helt ro på den, og vi kan sagtens tale sammen i dag, men det er ikke noget, vi gør det i. Og det er fint nok.

I et andet tilfælde, mødtes vi mange år senere, og dels havde personen forandret sig så meget, at jeg dårligt kunne kende ham, og dels var der ting, jeg sikkert havde været alt for naiv til at se dengang. Det gik selvfølgelig heller ikke og der gik noget tid med at skille fortid og nutid ad og erkende de her ting, hvilket i sig selv var meget hårdt. Det brud var ikke særlig “pænt” og det gør selvfølgelig, at det er med noget blandede følelser, jeg kigger tilbage på det, hvilket ikke sker så ofte.

I et sidste tilfælde, kigger jeg heller ikke tilbage ofte, af den simple grund, at jeg stadig bliver rørt til tårer ved tanken. Derfor vil jeg ikke dvæle ved det, men kun sige, at jeg håber, at når jeg tænker på lige ham, så håber jeg, han stadig kan mærke det. Engang imellem forbliver følelserne der, selvom det ender med et knust hjerte.

P.S.: Hvis du har et problem med at forstå det engelske og de tyske undertekster, ligger dokumentaren her på dr.dk i begrænset tid.

10 år siden – har du glemt?

Jeg ved ikke, om du har glemt det! Det er en Jul (Julen 2004), som jeg aldrig glemmer af flere årsager! Selvfølgelig er den mest iøjnefaldende, at det var det år den frygtelige Tsunami i Sydøstasien ramte 26. december. Egentlig havde jeg ikke lige tænkt over, at det var 10 år siden, men forleden viste de på TV “Livet efter Tsunamien” (se den online, ihvertfald foreløbig) om familien Riggelsens liv efter at have mistet familiens yngste medlem på, hvad skulle have været deres drømmeferie. Den dokumentar tog mig tilbage til den Jul.

Man bliver selvfølgelig meget berørt, uanset hvem man er, over sådan en tragedie, men når det bliver fortalt af nogen, der faktisk har overlevet det, bliver det endnu mere virkeligt. Man kan slet ikke forstå, hvordan de kan finde styrken til at komme videre. Det gør de, og det ved vi jo, at man kan! Men stadig.

Den anden grund til, at jeg husker den Jul, er fordi jeg på det tidspunkt oplevede en stor kærlighed. Uden at gå i detaljer, blev den Jul et miskmask af følelser på den konto, over at miste den og selvfølgelig forfærdelsen over den skrækkelige tragedie. Oveni de to ting, var det også den første Jul uden min mor. Så på alle måder langt fra en god en af slagsen.

Uanset er jeg af den helt bestemte overbevisning, at der er en mening med tingene. Vi kan ikke altid se dem, for ikke at sige langt fra, men ikke desto mindre. Jeg kan kun håbe, at han stadig, som dengang, kan mærke, når jeg tænker på ham, for det gør jeg faktisk ofte. Og jeg ville stadig give, hvad som helst for at få det tilbage, vi havde. Når alt kommer til alt, er det vigtigste i verden, dem vi elsker!

Hellerup tur/retur

Eftersom jeg skal på tur i ugen der kommer, så var jeg nødt til at få fornyet mit togkort inden. Da jeg alligevel havde tænkt, at jeg skulle i Netto efter den fine paninigrill, ja så kunne jeg slå 2 fluer med et smæk. Vejret var faktisk flot, så jeg tænkte at kameraet skulle med. Det kom det som det ses, men for hulen, hvor var det koldt. Jeg skulle have taget tørklæde og handsker på, hvilket jeg selvølgelig ikke havde. Nå, men det gik, men jeg krøb i læ for vinden og gik noget af vejen.

Et stykke, hvor jeg gik var på Strandvejen og der ligger en Fona. De havde DVD’er på tilbud, og jeg “kom til” at købe to, jeg længe gerne har villet se. Life of Pi (2012) til en 50,- kr. og Niceville (2011) til 30,- kr., så nu har jeg noget at se, når stormen raser en anden gang.

A pros pos storm – det blæser ad pommeren til, og når det gør det, har jeg virkelig svært ved at holde varmen her. Jeg skal have købt den elpejs, og det snarest. Det kommer før bilen, men det er to forskellige ting. Iøvrigt har jeg ikke besluttet mig, hvad jeg vil.

Det er et nyt år, og jeg har som sagt flere projekter, også omkring kost, vægttab og motion, men jeg vil helst ikke sige for meget før jeg er lidt længere. Men planen er da noget faste 5:2, som jeg har været inde på før, men ikke har fået holdt ved, og i dag har jeg holdt det og har overhovedet ikke været sulten. Så jeg er glad og så har jeg cyklet og gået 4 km, så det er da ikke så skidt. Som du kan se af dokumentaren nedenfor, så er der mange fordele ved den løsning.

Nu vil jeg tage et varmt bad, for jeg fryser med anstand og så tage en kop te mere, og slappe af. Imorgen skal Julepynten pakkes i kasser. Den står p.t. på spisebordet, så ned er den kommet, men skal så lige det sidste stykke.

Eksperiment

Jeg ved ikke, om du har set udsendelserne “Gift ved første blik”? Det har jeg, og jeg finder det ekstremt interessant. Bare det, at prøve at forestille sig, at det var en selv, det “gik ud over”, er en øvelse, der er lidt spændende.

Jeg nævnte det for nogle venner, som var vildt forargede over hele projektet. Det forstår jeg slet, slet ikke. Det er voksne mennesker, der er gået ind i det med åbne øjne, og jeg vil mene, at chancen for at det går godt, kan være lige så stor, som i mange andre sammenhænge. De vil gerne finde en partner, og jeg tror på, at hele den lidt alvorlige indgang til det, gør at man måske strækker sig længere end man ellers ville have gjort, for at prøve at få det til at virke.

Uanset, hvad man mener, så er det spændende TV og jeg sidder klistret til skærmen hver gang, det er helt sikkert. Det er da dødsens spændende, hvordan det ender for parrene. Du kan også se tidligere afsnit online på DR’s hjemmeside. Jeg linker ikke til siden, for når de så tager den udsendelse ned, så sidder jeg her med døde links, og dem har jeg altså rigeligt, jeg skal have ryddet op i forvejen. Men jeg er sikker på, mine læsere kan finde dem. God fornøjelse, og lad mig gerne vide, hvad du synes.

Sea Horses

Meningsløst?

Jeg ved ikke, om du så den – dokumentaren! Jeg havde optaget den og udsatte og udsatte at se den, men fik det så endelig gjort i går. Det var kun for at opdage, at der manglede en stor del af den, og heldigvis, ligger den så online, så man kan se den. Om den bliver ved med det, er nok usikkert, for af uvisse årsager ligger nogle kun i en vis tid.

Normalt er jeg glad for dokumentarer, og således også denne, for den er godt lavet – ikke noget om det. Det der slår en, er meningsløsheden i det. Både krigen som sådan, men også at denne smukke mand sammen med andre, skulle miste livet. Han havde endda valgt det selv, og skulle kende risikoen. Men bliver man ikke imun efter så mange år med rædsler og det mest gruopvækkende, man kan forestille sig? Jeg tror det. Jeg skal ikke dømme i det, det ville slet ikke være mig, at være krigskorrospondent/fotograf af mange grunde. Det vigtige var, at det var langt fra meningsløst for Tim, hvorfor han også var så god, tror jeg.

OBS!: Personligt kan jeg ikke forstå, at nogen vil bruge deres dyrbare liv på noget så destruktivt, men det var Tim’s valg og han var dygtig til det han gjorde. Har du ikke set den, skal du bestemt gøre, men jeg skal advare om, at der er meget stærke scener i filmen! Så er du sart skal du ikke se den. Hvis du ikke tror, du kan klare, kan du læse om Tim i linkene herunder

Links:

Om Tim Heterington på Wkipedia

Restrepo [DVD] – Tim Hetherington (Director), Sebastian Junger

Tim Hetherington official website

Efter ABBA

For et par dage siden, så jeg ovensiddende dokumentar på TV om Agneta. Den udkom i anledning af, at hun har udgivet “et nyt” album (2013), hvor hun blandt andet synger duetten nedenfor med Gary Barlow.

Agneta har en dejlig stemme og hun fortæller i interviewet/dokumentaren meget om tiden i ABBA, ligesom der er kommentarer fra Bjørn og Benny. Underligt nok ingen fra Anni-Frid.

Det gav anledning til en stor lyst til at høre ABBA, så på mit lille road-trip hørte jeg ABBA hele vejen, jeg har nemlig et boxset med hele 3 CD’er med alle deres bedste, så jeg nød det i fulde drag. Hold nu op, hvor var de gode.

Ikke kun i Sverige


Klik på screenshot for at se dokumentaren

I går så jeg denne dokumentar på svensk TV. Den er lavet i år og ikke, som man måske kunne tro, for flere år siden. Også jeg kan fortælle om folks ubetænksomhed og direkte ondskabsfulde og nedsættende bemærkninger, og hvad de synes er sjovt, på bekostning af os andre.

Ligeledes sidder oplevelser om ikke at kunne komme ind på Diskoteker og lignende da også i en. Blandt andet engang, hvor en veninde (også mørk) og jeg, var med to (dejlige) mænd ude, hvor vi fik beskeden om, at fyrene (hvide) kunne komme ind, men vi kunne ikke. Selvfølgelig gik vi allesammen.

Men egentlig beskriver dokumentaren det udemærket, så se den, og måske du kan føle ydmygelsen, ubehaget og …..ja, det er svært at finde ord for. Og måske og forhåbentlig får det nogen til at tænke sig lidt om fremover!