Julefrokosten


Noget af ostebordet igår

Søde venner havde tilbudt at hente mig. De var lidt forsinkede, men det var okay for det viste sig senere, at andre var endnu mere forsinket. Vi ankom og fik en velkomstdrink og skulle jo rundt og hilse på alle. Alle inviterede var mødt op, så det var jo fantastisk flot.

Det var en rigtig god Julefrokost på Taarbæk Kro, med fantastisk mad, og drikke og hyggeligt selskab. Maden som jeg nu ønsker, jeg havde taget flere fotos af, var sublim og helt fantastisk flot anrettet. Men jeg havde det også sådan, at det kan også blive for meget, at rende rundt og fotografere hele tiden. Jeg fik dog taget nogen rundt omkring af deltagerne senere, men de hører ikke til her.

Der var ikke den ting, der ikke var der udi mad, rejer, halve hummer, krebsehaler, fisketerrin, lune fiskefrikadeller, rigtige frikadeller, lun leverpostej, fiskefillet med remoulade, ribbensteg og flæsesteg, roastbeef, medisterpølse, lun leverpostej, tatar, 3 slags sild, halve æg med mayonaise og kaviar, ostebord med Guderne skal vide, hvor mange forskellige slags ost, og kagebord med æbletærte, cheesecake, tiramisu, chokolademousse, en anden mousse af en slags, og ris a la mande og skinke – og så har jeg sikkert glemt noget alligevel :o . Jeg kunne trille, og der var selvsagt ting jeg ikke fik smagt – bl.a. ostene, men jeg gjorde hvad jeg kunne. Der var vin, øl, vand og snaps ad libitum. Jeg holdt mig til vinen, for blander jeg, går det helt galt.

Festudvalget havde fundet på sjove selskabslege – nogen jeg aldrig havde prøvet før, men det var hylende sjovt. Jeg overgik åbenbart mig selv i “trillebørkøring”, og andre gjorde det i “identificer på ben” (bind for øjenene). Den sidste gav virkelig anledning til latter. Derudover var der “kuglepen i flaske”, og jeg fumlede stadig for at få min kuglepen i hul, da det hele var overstået. Så der brillierede jeg ikke. Men det var jo også bare for sjov. Alle fik en præmie med hjem i form af “boblevand”, som jeg glæder mig til at drikke. Trofaste læsere vil vide, at det er en hofdrik hos mig. Festudvalget (2 personer) fik en ekstra stor flaske for deres indsats med at arrangere “Julelege” og det fortjente de helt bestemt. Tak til alle for en hyggelig aften og til værterne for dejlig mad og drikke og et flot arrangement.

I mine svage øjeblikke…


Corvette ZR1

Kan jeg godt drømme om sådan en sportsvogn eller noget andet vildt. Denne har over 600 hk, og kører over 300 km/t – men så på den anden side, hvad skal man snart bruge det til. For ikke at tænke over, hvad benzinen koster omend den er faldet. Hm, verden er blevet kedeligere end da man ikke spekulerede så meget over benzinpriser, miljø og alt det kedelige. Faktum er, at jeg skal være glad, hvis jeg overhovedet får råd til en bil og hvis jeg gør, bliver den meget lille.

Jeg er træt af moralske opstød om, hvor meget vi spiser, drikker, CO2 og meget mere. Rygningen synes jeg er anderledes, fordi det genere alle omkringstående/siddende whatever. Men hvad jeg spiser, drikker hvornår og hvor meget det er mit valg!

Oplys ja, men lad være at stoppe det ned i halsen på os. Det får kun mig til at blive “på tværs” sådan er jeg. Jeg er igang med at slanke mig for MIN skyld, ikke fordi en el. anden kampagne siger, at der er for mange overvægtige! Det lader til, der er flere, der har det ligesom mig.