Fædres, mødres m.fl.’s synder hævner sig – Stop!

Jul og Nytår bruges ofte til at gøre status i forhold til diverse, og således også her. Også omkring adoption og den slags emner. For mig personligt, er det selvfølgelig adoption, men det med at “blive forladt”, behøver ikke at have ettiketten adoption påhæftet. Dette bliver en noget lang omgang, men jeg håber, du hænger på til enden.

De fleste, der læser med her, ved, at jeg er adopteret. Det har aldrig været nogen hemmelighed, tværtimod. Man kan sige med forældre, der var og er hvide og mig som mulat, så var en slags forklaring jo ligesom også nødvendig. Men jeg håber og tror da bestemt, jeg havde fået den uanset. Jeg har fået historien om, hvordan jeg blev deres datter så længe, jeg kan huske tilbage. Sådan skal det efter min mening også være, uanset! Ikke når barnet er teenager (en alt for følsom alder), eller når barnet bliver 18 (alt, alt for sent). Man har ret til at vide, hvor man kommer fra, og det skal man vide, så tidligt som muligt.

Når det er sagt, så siger jeg ikke, at der ikke kan være detaljer, som børn ikke behøver at høre, før de bliver ældre. Men så vidt de spørger, så skal de også have et svar, som ikke er løgn. Hvis de kan “opfinde” spørgsmålet, så kan de formentlig også sagtens tåle svaret. Men det må være en vurdering, men svaret skal uanset, være så tæt på sandheden, som man vurderer, det er “forsvarligt”.

Grundene til, at jeg skriver dette indlæg er, dels at jeg fik nogle svar i min adoptionshistorie i året der gik og generelt overvejelser omkring emnet. Ingen af dem gode, må jeg desværre sige. Men det ene svar, kan måske forklare det andet. Det får jeg aldrig at vide desværre. Ikke på jorden ihvertfald. Det ene var, at jeg som et sidste forsøg skrev til min biologiske søster for at være sikker på, at hun står fast på sin beslutning om ikke at have kontakt. Det gør hun desværre, og hun har åbenbart heller ikke til sinds at besvare mine spørgsmål, men mener stadig, at “fortiden skal hvile”.

Det mener jeg så ikke. Den er en del af os, men jeg kan intet gøre. Jeg har dog senere, efter denne besked, erfaret noget, som også er en del af hendes fortid, som måske kan forklare, at hun mener, at det skal “hvile”. Der er meget tyskere synes, skal hvile, og som de bestemt ikke er stolte af, især i forbindelse med 2. verdenskrig – så har jeg ikke sagt for meget, og I kan selv fylde hullerne ud. Men således bliver denne oplysning også en del af min fortid, da det også berører mine forfædre. Desværre har jeg kun fundet den ene oplysning vedrørende dette et sted, og mangler at fylde mange huller ud endnu. Om de bliver det, ved jeg ikke, men jeg er stadig nysgerrig. Dog kan jeg snart ikke se, hvordan jeg skal få mange oplysninger, eftersom der så vidt vides, ikke er noget andet familie eller nogen, jeg kan spørge. Det eneste, jeg kan forlade mig på er arkiver diverse steder. De er så i mange tilfælde enten mangelfulde, næsten ikke til at drive fra myndigheder, eller simpelthen forsvundet i det kaos, der fulgte i Tyskland på den tid, ovenpå en lang krig.

Hvad jeg skal konkludere af det ved jeg ikke. Uanset, hvad der er årsagen, så kan jeg ikke få det til at stemme. De gange, jeg har skrevet til hende, har hun pænt svaret og været sød og venlig, men også meget bestemt i sin udmelding om netop ingen kontakt. Jeg forstår ikke, hvad der får hende til at reagere sådan. Som jeg ser det, har hun intet at tabe på det. Men sådan er det altså. Det skal ingen hemmelighed være, at jeg har det skidt med det. Det er ligemeget hvordan en afvisning, og det er aldrig sjovt. Det bliver kun værre af, at jeg jo ingen anden familie har på den side, da min biologiske mor gik bort for mange, mange år siden, og så vidt jeg ved, er der ikke anden familie. Om der er efterkommere efter søskende til min biologiske mors forældre, ved jeg ikke. Det var jo en af de spørgsmål, der var til min biologiske søster.

Det var så lidt om den personlige baggrund for det. Det næste, jeg egentlig ville sige med dette indlæg. Som de fleste ved, så ser jeg “Sporløs” hver gang og er lige berørt hver gang næsten (og indend du spørger, ja jeg har haft kontakt til dem). En anden udsendelsesrække, jeg er begyndt at følge, hedder på dansk “Meldt Savnet” og på engelsk “The Locater”, og sendes på ID kanalen, dog meget tidlig morgen, så den optages som regel. Jeg har tidligere hørt om Troy Dunn (The Locater), og han er også en mulighed i det her med at finde min biologiske far potentielt, hvis det der p.t. er igangværende ikke lykkes. Faktisk var jeg tæt på at skrive til ham, da jeg fik kontakt til vedkommende, der nu prøver at hjælpe. Om der kommer noget som helst ud af det, tvivler jeg på, men nu må vi se.

Men for nu at blive “på sporet” så har jeg set de her udsendelser. Troy Dunn finder forsvundne familiemedlemmer i de her udsendelser. Når jeg siger familiemedlemmer, kan det være søstre, brødre, døtre, mødre fædre etc.

Efter at have set et pænt stort antal af de her udsendelser, er jeg fuldstændig rystet over, hvad “velmenende” mødre, fædre, bedsteforældre etc. ofte gør, for at skille børn fra enten mor eller far. Meget, meget ofte, er de her forældre blevet urigtigt fremstillet som dårlige forældre, der ikke er værd at kende, hvis ikke de ligefrem er blevet løjet døde eller man har opdigtet, at de selv valgte at forsvinde, når det faktisk var en selv, der nægtede dem adgang til deres eget barn.

Tilbage sidder børn med knuste hjerter, der intet forstår, og som oftest føler, at det er deres skyld, at de blev ladt tilbage. Hvorfor svigter man sit eget barn og vil ikke se det?? Det kan børn ikke rumme eller forstå, og de higer efter en forklaring. Det ser vi hos adoptivbørn, men her taler vi også børn, der som nævnt ovenfor, er bleve skilt fra deres forældre (det kan være mor eller far eller begge). Hvordan man selv i relativt moderene tider, kan få sig selv til at handle så egoistisk, er mig en total gåde. Meget ofte er det også bedsteforældre, der sidder og trækker i trådene her, og som åbenbart kan dominere deres børn til helt forfærdelige beslutninger. Nu skal det siges, at de her udsendelser, omhandler USA, hvor systemet, er ganske anderledes. Dels hvad angår adoption (burde laves drastisk om), og i forhold til, at man langt lettere bare kan forsvinde. Men der er lektier i det her til alle.

Uanset, hvad du mener om din svigersøn/datter, eks-mand etc., så har barnet i det “spil” behov for kontakt til sin far, mor etc. Måske kom I ikke ud af det, uvist af hvilken grund. Medmindre, der er meget grove grunde (misbrug etc.) til, at barnet ikke har behov for at være involveret i det. Dog skal barnet (i de tilfælde), når myndigt, have muligheden for at danne sig sin egen mening. Og man kan på en så neutral måde fortælle sandheden før og så sige, at kontakten kan genoprettes senere, hvis barnet stadig ønsker det. Bortset fra at skade barnet og den udskilte forældre med løgnene, er risikoen jo også, at man “skyder sig selv i foden”. Hvis jeg fandt ud af min ene forældre, havde løjet om den anden hele mit liv, og bevidst havde holdt mig fra vedkommende, så ved jeg godt, hvem det ville gå ud over! Så for Guds skyld lad dog være! Det er ikke jeres beslutning, men en man selv skal tage på informeret grundlag.

Desværre er der også de forældre, der helt uvist af hvilken grund ikke vil se deres børn. Jeg skal være ærlig at sige, at mit hjerte bløder for børnene, men et eller andet sted, er de nok bedre tjent uden. De må som jeg, bare prøve at forholde sig til, at der er rigtig meget, man ikke forstår, og leve med det.

I forhold til adoption, må jeg sige, at det skal være den sidst mulighed. I civilicerede lande er der, grunde som stoffer, psykisk sygdom og sygdom i det hele taget, men det skal være den sidste og eneste mulighed. Her er vi så slet, slet ikke kommet ind på de problematikker, der går i spil, når vi taler om U-lande. Tak hvis du læste med så langt, og du er selvfølgelig velkommen til at sige din mening nedenfor.

Hjælp til søgning ved adoption og andet

Jeg har et nyt link, til hjælp ved søgning af slægtninge/biolgiske forældre/fædre. Det er Familie Internation Frankfurt e.V. Grunden til at jeg har fundet dem, er at min efterforsker som prøvede at hjælpe med at finde min biologiske far, henviste mig til en i Tyskland, som netop er ansat her. Helle ikke hun havde det store held med at finde min far. Efterhånden tror jeg, at enten hans navn eller fødselsdato eller begge er forkert opgivet.

Med hensyn til ham, har jeg dog fået hjælp fra USA, af en gammel barndomsven, der har forbindelserne i orden. For uanset, hvor han er havnet, så skal hans fødsel og eventuelle død jo være registret der. Så der ligger den sag.

Så er der hele delen, der hedder min biolgiske mors familie. Den kender jeg jo heller ikke meget til. Jeg ved, hvad hun hedder, hendes første mænds navn (hun var gift to gange), hendes datter, der er 18 år ældre, og hendes mors navn, og hvornår hun døde. Så der er mange huller at fylde ud. Andre mennesker tager det nok for ret givet, at kunne lave et stamtræ, men som adopteret, bliver det noget af et marerridt. Mine forældres familie, har fine stamtræer, der går meget langt tilbage. Dem har de betalt for at få lavet for snart mange, mange år siden. Men ligemeget, hvordan vi vender og vrider det, er det jo ikke min slægt sådan rigtigt. Det føler jeg slet ikke. Det er nok svært at forstå, men sådan er det. Adopterede kan sikkert bedre forstå mig.

Så nu har jeg kontaktet samme efterforsker, for at høre, hvad det koster, at finde ud af noget om min biologiske familie på mors side. Det er lidt spændende. Men jeg må vente på at høre fra hende, for hun er på ferie. Men er du adopteret fra Tyskland, så synes jeg bestemt, du skal prøve at skrive til dem. Det er jo oftest sådan, at der ikke er noget at tabe ved at skrive. Selvom det koster penge, er det iikke urimelige beløb, der er tale om, men det kan selvfølgelig løbe op efterhånden. Men ved hver forespørgsel, får man en pris.

Linket til sitet, ligger på min side med Adoptionslinks og tips. Den er en af mine hængepartier og sorte samvittighed., for jeg har meget mere information, der skal derop. Det må komme. Jeg kan desværre ikke mere, end jeg gør.

Mail vedr. biologisk far

Jeg har fået mail fra min efterforsker idag. I husker måske, at jeg skulle svare skemaer og sende en masse papirer og sådan.

Det fik jeg endelig gjort, og fik en mail fra hende idag. Ganske som jeg frygtede, så ser hun ikke mange muligheder heller. Hun nævner 2 muligheder, og den ene er bestemt en mulighed, mens den anden ikke er. Det skal hun selvfølgelig ikke have det vilde for, så det gør jeg nok. Jeg skal lade jer vide, om der kommer noget som helst ud af det.

Dilemma

Jeg har før fortalt om min eftersøgning af min biologiske far. Sidste jeg hørte, var at jeg skulle svare på en del spørgsmål og så sende nogle flere papirer afsted. Det har jeg ikke gjort før nu, selvom det er ved at være noget siden. Hvorfor spørger du så? Godt spørgsmål. Jeg blev ved at “hive den i halen” og udskyde det. “Så kan det vel ikke være så vigtigt” – og sådan kan du godt konkludere, men sådan er det ikke.

Jeg tror selv, det handler om, at man ikke orker en skuffelse mere. Jeg har fået så mange døre smækket i hovedet og rendt panden mod den berømte mur så mange gange, at sålænge man intet svar har, har man heller ikke en afvisning. Dertil kommer en følelse af om man skal give op, og om det ikke er dumt at bruge flere ressourcer på det her. Her taler jeg selvfølgelig menneskelige af slagsen. At det også begynder at knibe for mig rent økonomisk, skal ingen hemmelighed være, selvom der langt fra bliver forlangt uhørte beløb, så er det for mig mange penge.

Men nu har jeg så endelig fået sendt mailen, og hun skal så give mig (hendes udspil til at starte med), en vurdering af chancer for oplysninger, så det venter jeg på nu. Jeg har forelagt hende mine dilemmaer, både på den ene og den anden måde. Så må vi se. Jeg har ingen chance for at gå videre selv på den måde.

Jeg håber at kunne finde måder, hvorpå jeg kan finde ud af mere om min biologiske mors familie, som jeg næsten intet kender til heller udover det allermest nødvendige. Jeg skal selvfølgelig holde jer opdaterede.

Second thoughts

Med hensyn eftersøgning af min biologiske far, er jeg langt fra sikker på, om jeg orker mere. Og om jeg synes, det er det værd.

Det lyder måske underligt, men har man været der, kender man så udemærket den følelse af, at løbe følelsemæssigt sur i det. Så jeg går i tænkeboks, og vil gøre min efterforsker opmærksom på, at jeg ikke er sikker på. Men uanset skal hun have oplysningerne for at kunne melde mig tilbage med chancer etc. Jeg har en anden mulighed, jeg vil prøve også eller faktisk to. Jeg vender tilbage om det.

Eftersøgningsnyt – biologisk far

Nu har jeg via de tidligere eftersøgnningsmennesker i US fået kontakt til en efterforsker i Tyskland, og nu skal vi så prøve via hende og se, hvordan og hvorledes, og om vi kan knække koden. Jeg har lige fået en sød mail fra hende. Dette indbefatter også en pris på en rapport. Den kan så skulle falde i hele sin størrelse 2,866,- kr. eller noget af det, afhængig af, hvor mange informationer, hun finder frem. Foreløbig skal jeg svare på alle hendes spørgsmål og sende flere papirer afsted, hvis jeg kan komme på nogen relevante udfra hendes spørgeskema.

Alt dette bliver gjort enten fredag eller lørdag, for imorgen får jeg ikke tid. Først kalder de firbenede venner og om aftenen skal jeg ud til middag. Det er ikke, at jeg ikke vil betale de her penge, men jeg har allerede før betalt et tilsvarende beløb til et fupfirma i USA og også et rimeligt beløb til den amerikanske efterforsker nu her. Og jeg flyder jo ikke ligefrem i dem.

Dog skal det siges, at før hun afkræver mig nogen penge vurderer hun på, hvor realistisk det er, hun overhovedet finder noget. Suk, here we go again. Til gengæld har jeg så også besluttet, at bringer dette intet for dagen, så slutter det. For nu orker jeg ikke bruge mere energi følelsesmæssigt på det, for slet ikke at tale om penge. De penge som er RIGTIG mange penge for mig, kunne jeg altså SAGTENS bruge på noget andet. Hvis jeg var i job, eller iøvrigt i en situation, hvor jeg kunne skaffe mig ekstra kapital i en periode, var sagen jo en ganske anden. Det er jeg jo så desværre ikke. Men vi får se, hvad hun melder tilbage….

To be continued…..

Det var det ikke

Som jeg fortalte for lidt siden, var der information på vej vedrørende min biologiske far eller formentlig ikke. Og det viste sig at ingen af de to, født på dagen hvor min far var født, kunne være ham. Så nu er vi tilbage ved udgangspunktet. Så nu skal vi enten prøve en efterforsker i Tyskland og evt. finde ham den vej rundt, eller også skal jeg give op. Lige nu ved jeg ikke rigtigt. Men et sted har jeg jo ikke noget at tabe ved at gå videre udover de penge, jeg allerede har sendt. Men mentalt slider det. Jeg overvejer lige weekenden over.

Update – det er lige før nu

For snart noget siden, fortalte jeg, at jeg har fået hjælp til at prøve, at finde min biologiske far i USA. Indtil nu er det ikke lykkedes. Min Detektiv meldte tilbage, at hun havde fundet to mænd født på den dato. Den ene er hvid som sne, så det er af gode grunde ikke ham. Så er der en tilbage, og ham ved vi ikike, hvad er endnu.

Jeg regnede ikke med, at hun ville komme tilbage til mig SÅ hurtigt som hun gjorde, men det var fint nok. Problemet var, at pengene jo som bekendt ikke hænger på træer, når man er på pension, så derfor havde jeg ikke lige pengene der, og så var det Jul. Så jeg udsatte indtil idag at sende pengene. Det der så sker, er at jeg får nogen informationer af hende, som jeg så lige skal følge op på. Der er risiko for, at det IKKE er min biologiske far. Hun mistænker fødselsdata er forkert, men lad os nu se. Er det ikke ham, så ved jeg ikke, for jeg har ikke flere ledetråde at gå efter. Hvis det er ham, så er han afgået ved døden, men der er forhåbentlig noget familie, jeg så kan “hive fat i”. Uanset så håber jeg, at det er ham. Fingers crossed please!

Så du iøvrigt “Sporløs” den 29. december (klik in på sitet og se udsendelsen ellers)? Det handlede om Michael, der netop fandt sin far i USA. Det var meget bevægende for mig at se.

Update på søgning

Jeg har fået en mail fra min Private Investegator, der skulle finde oplysninger vedrørende min biologiske far. Hvis vi går ud fra (det er vi næsten nødt til), at fødselsdatoen er rigtig, er der kun to personer i USA, der hedder Robert Jones, og er født den dag.

 

Som jeg skrev forleden, er den ene hvid som sne, og den anden er usikker. Så nu betaler jeg så et mindre beløb og får alle oplysninger på ham, som det evt. kan være og adresser på, hvor jeg kan få hans dåbsattest, hvoraf hans race og familieforhold vil fremgå. Begge Robert Jones er afgået ved døden. Der er selvfølgelig også risiko for, at det ikke er ham, men det er så chancen jeg er nødt til at tage. Så har jeg forsøgt. Lykkes dette ikke, opgiver jeg at søge mere efter min biologiske far tror jeg. Men lad os nu se, hvad der sker.