Elendigheder med indlagt besøg

Jeg vågnede og var allerede i dårligt humør, og det blev desværre kun værre som dagen skred frem. Kender du det, man får sagt det forkerte, på den sikkert helt forkerte måde, på det helt forkerte tidspunkt? Og begge sider er præget af nogle misforståelser, og så går det helt i hårdknude, og begge sidder tilbage og er kede af det. Det var også i dag.

En sød og gammel veninde kom til frokost og det var ikke ligefrem en sprudlende mig, hun mødte! Tværtimod – så har jeg ikke sagt for meget. Vi spiste frokost. Den bestod af basmatiris og falafel med en rå chilisauce og salat og det smagte dejligt. Til fik vi faktisk et glas rosé. Den er vildt god og er fra Netto og har en fod på etiketten. Det er den bedste, jeg har smagt.

Efter maden gik vi en tur i Dyrehaven og gik på min anbefaling rundt om Fuglesangssøen, hvor alle fotos er fra. Men ikke engang dette opløftende element kunne løfte humøret. Det blev kun værre, da jeg efter at have ventet hele dagen på en opringning vedrørende min rygscanning lige mistede doktoren fordi jeg gik på toilettet!! Man kan ikke ringe retur og jeg fik så en intetsigende email, med besked om, at intet der kunne forklare de symptomer, jeg kom for, men der er udtalte slidgigtforandringer!! Det er jo rigtig skidt, for det bliver jo kun værre. Og eftersom jeg p.t. dårligt kan kravle, så ved jeg sgu ikke lige. Jeg tænker, jeg vil bede om, at få scannet hofterne også, for det kan ikke passe, at jeg har så ondt uden grund. Men som I alle ved, står alt stille lige nu. Jeg tænker ikke det hjælper at ringe lægen imorgen for den læge der henviste mig og som åbenbart skal drage konklusionen alligevel, stadig er på ferie. Men jeg synes godt nok, det er for dårligt!

Jeg ville gerne som altid sige, at humøret kommer igen og i morgen er endnu en dag og være mit positive selv. Det synes jeg falder meget, meget tungt for tiden. Meningen er stalden og jeg har købt æbler og gulerødder med top til en vis forkælet pony. Dagens mest opløftende element, var at jeg hentede min el-kedel – den er vildt flot i virkeligheden og selvfølgelig besøget fra min veninde.

Historien om en el-kedel

Ja, nu er el-kedler ikke det mest ophidsende i denne verden, men de er altså gode at have. Det kan jeg skrive under på efter ikke have haft en et par uger nu. Jamen hvorfor så det?

Jo, det skal jeg såmænd fortælle. Jeg havde købt en billig kedel i El-Giganten sidste år. Jeg havde haft et problem med, at der var vand på mit køkkenbord i nogle mængder jeg ikke kunne få til at stemme. Til sidst gik lyset op for mig, kedlen var simplethen utæt. Så kan man spørge sig selv, hvorfor jeg ikke kom på det noget før. Tjah, det forekom mig vel så usandsynligt, at jeg slet ikke fik tanken. Altså var det afsted og få den byttet eller rettere pengene retur. Og det var også helt uproblematisk.

Næste skridt i det var jo så, at jeg skulle have en afløser for den her kedel, der var gået i stykker. Jeg er kræsen med mange ting, og en af de ting, er el-kedler. Jeg synes den ene er grimmere end den næste. Så nu var gode råd dyre. Jeg gik på jagt på nettet og meget til min store overraskelse fandt jeg en (Russell Hobbs El-Kedel Retro Sort 1,7l), jeg rigtig godt kunne lide. Den var så også noget dyrere end jeg egentlig have tænkt, men pyt. Hvor ofte køber man el-kedel. Ikke særlig ofte, så jeg bestemt mig for den, men var nødt til at vente til den 1.

Jeg fandt en kedel hos Ellos, og jeg var rigtig glad, men den glæde blev kort, da jeg under en uge senere, ville ind og købe den. Væk var den?? Hvordan hulen kan det gå til. Jeg skrev til dem og de kunne ikke komme med noget godt svar, andet end at den måske var udsolgt, men de kunne ikke fortælle mig, hvad det var for en kedel. Og jeg havde ligesom intet skrevet ned eller gjort, så jeg var på den. Men jeg synes det er underligt, at man ikke har mere styr på varerne eller i det mindste kunne finde mere oplysning til mig. De må jo sælge nok, siden de ikke var interesserede i at hjælpe mig. De kunne bare oplyse mig, at det nok var sådan og kom varen igen, så kom den op igen med forventet leveringstid. Er jeg helt hen i hampen, når jeg mener, at varen burde blive med informantion om, den er udgået eller forventes igen ihvertfald et stykke tid??

Nå, men eftersom de var så lidt behjælpelige, måtte jeg jo se, hvad jeg kunne finde på. Jeg fik så i dag ideen at søge på “retro-elkedel” for det var den netop den jeg havde fundet. Og lykken tilsmiler de vedholdende, jeg fandt min kedel hos Kitchentime.dk (et site det ser ud til, jeg skal besøge igen) og det endda billigere end hos Ellos. Og jeg har bestilt den. Således gik Ellos glip af en kunde i denne omgang ihvertfald og jeg fik en el-kedel.

Post Danmark stram lige op!

Jeg har shoppet en del her på det sidste. Og der er endda ting, I ikke har set endnu. En ting får I at se langt senere, når hele mig oprydningsprojekt er ved vejs ende (kom en lang bid videre i dag) og en ting, har jeg simpelthen ikke pakket ud endnu, men det gør jeg senere her i aften, når jeg har fået et bad.

Dagen i dag er gået med oprydning og at sætte ting til storskrald, og egentlig troede, jeg, at jeg skulle med et læs mere til Svalerne, men det skulle jeg faktisk ikke. Tænk engang, det begynder at ligne noget nu. Og jeg fandt en lampe som rent faktisk kan komme op og hænge sammen med en anden, der også skal op.

En af dagens opgaver gik også på at finde ud af, hvad rensning (vaskning) af ægte tæpper koster. Jeg har nu fundet et sted, hvor de henter til en rimelig penge og i denne måned får man desinficering gratis. Det er ret så meget, da det alene koster 100,- kr. m2. Egentlig ville jeg gerne have ordnet det store tæppe i stuen også, men det må komme, for det koster 235,- kr. m2 og det er stort, udover at det har nogle skader efter møl, der skal ordnes, ligesom det så skal have mølbehandling også. Tæppet der først sendes afsted, bliver et, jeg lige har fået af min far, men det har haft et hundeuheld på et tidspunkt, og det kan altså lugtes. Så det er forvist til altanen lige p.t. Det er iøvrigt et smukt tæpper, men det må I se på et andet tidspunkt.

På Facebook brokkede jeg mig godt og grundigt i går. Post Danmark havde, sagde de, været forbi med en pakke til mig, men havde ikke kunnet aflevere den. Det passer så bare ikke, for jeg forlod ikke min lejlighed så meget som et sekund i går. Og min dørtelefon virker altså fint nok, jeg fik nemlig en anden pakke med posten (sendt som brev). Jeg sad jo ligesom og ventede, netop fordi jeg gerne ville have den her pakke!!! Så fik jeg så sms om, at de havde været her. Jeg gad vide, om han overhovedet har været her (mit gæt er, at det har han ikke), for jeg kan altså høre, når der kommer en stor bil hernede og har ingen set og jeg kiggede også ud med mellemrum af samme grund.

Hvis folk ikke gider aflevere pakker, som lovet, så find et andet job!!! Jeg ringede så til Post Danmark og fik en ung mand i røret. Han ville sørge for, at pakken blev leveret igen. Guess what?? Det gjorde han ikke! Jeg måtte selv ned og hente den på indleveringsted i dag! Ikke nok med, at man svigter en gang, men hele to gange. Jeg gad vide, hvorfor vi overhovedet har Post Danmark mere, for de gider åbenbart ikke gøre det, de er her for. Hold op, jeg synes, det er for dårligt. Nu havde jeg ikke mulighed for at vælge en anden løsning eller bare få pakken leveret et sted til at starte med, for så havde jeg da gjort det, for jeg har lært, hvor uberegnelige de er. Og jeg skriver også til Ellos og fortæller om den dårlige oplevelse. Tænk hvis jeg havde været erhvervskunde, og ventede noget vigtigt? Så havde jeg nok slet ikke sendt med Post Danmark, men det er en helt anden snak.

Men som du kan se, så har jeg nu fået min fine el-kedel. Den anden jeg havde virkede egentlig, men håndtaget, man tændte på var knækket og det var grimt og irriterende. Jeg Googlede lidt og fandt denne, som jeg synes er lidt anderledese end de evigt sorte, hvide og rustfrit stål og så var den ikke engang dyr.