Ligesom nok nu og ellers en dejlig dag

Jeg ved ikke lige, hvad der sker! Det er som om, at glæden ved fundet af mine søskende og familie i USA skal opvejes af dårligdomme. Indtil nu er 5 personer, jeg kendte døde på mindre end 6 måneder. To var dog gamle og syge, men den ene var så min far og den anden en tidligere nabo. En var en god ven, der døde 55 år gammel, en var en ægtefælle til en meget sød dame jeg kender (iøvrigt min fantastiske værtinde på B&B i Newmarket) og den sidste, jeg lige opdagede i går, er Sue, som malede de fantastiske kort med galopmotiver, som jeg ofte har reklameret for her på siden. Det var også hende, jeg mødtes med, da jeg var ovre og se Frankel, og vi havde det superhyggeligt. Jeg havde håbet, at møde hende igen. Nu synes jeg godt, det må stoppe. Det er næsten ved at være sådan, at jeg ikke tør undersøge, hvis jeg ikke har hørt fra nogen et stykke tid. Sue plejede altid at skrive her op til Jul og minde om køb af kort og iøvrigt bare smide en hilsen. Det lader til, at hun har været syg gennem et stykke tid, men jeg kender ikke de nærmere omstændigheder. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg har fået dødsfald nok sådan lige.

Alt dette påvirkede mig (udover andre spekulationer), så jeg sov ad helvede til for at sige det mildt. Jeg havde ellers fint selskab, for min venindes to små hunde var her. Dem skulle jeg passe til og med i dag, hvor hun ville hente dem til aften. Fotos ovenfor, er fra vores tur til morgen. Vejret var flot, men bidende koldt og ikke mindst stormede det 10 pelikaner. Jeg var næsten bange for, at hundene ville lette. I dag var iøvrigt første gang, jeg gik med dem uden snor. Jeg har passet dem masser af gange, og ved de er superlette at styre, men når det ikke er ens egne, er man altså forsigtig. Men idag skulle det altså prøves, og selvfølgelig gik det superfint. Meget dejligere for dem og også for mig.

Som det ses, er det nye kamera, og ikke mindst mit nye objektiv det helt store hit. Nu kan jeg fotografere yndlingshusene meget bedre og knivskarpt (der er klart nogen, der ikke går ned på huse eller biler!). Der stor, stor forskel. Men det andet objektiv, er jo også så gammelt, at det burde have været kasseret og bliver det nok også nu, for det ér færdigt. Det er en fornyet glæde at fotografere med det nye på alle måder.

Som en fodnote har jeg fået ryddet en del op her, og nu begynder det at tage sig fornuftigt ud. Jeg har ikke pyntet til Jul som sådan, for jeg er her alligevel ikke, så det kan være det samme. Også på madsiden, har jeg været god. Jeg har fået lavet Dal til fryseren og spist til frokost og så har jeg lavet en af Kirstens opskrifter til aften – den var også god.

Nu har jeg afleveret hunde, spist og siddet her. Så nu er jeg klar til at hoppe under dynen. Forhåbentlig kan jeg sove, men efterhånden forventer jeg mig ikke det vilde. Det kan være, jeg tager en pille for, at få sovet ud. Sådan må jeg ty til engang imellem, hvis jeg skal kunne fungere. Ihvertfald håber jeg også, I må sove godt.

Weekend nok engang efter en hård uge

IMG_7041opt2_Gåtur100615

Ja, jeg undskylder den lidet fantasifulde overskrift! Det kan være svært at blive ved, at finde på. Og faktum est. Det har været en hård uge. Min kære fader og jeg var på tour forleden, og at sige det var en Tycho Brahe’s dag, forstår næsten ikke. Jeg skal spare jer for detaljerne af mange årsager, men den i sig selv var nok til at slå bunden ud af mig.

Det korte af det lange blev, at jeg blandt andet kørte far til lægen for at tjekke hans blodprocent, som ikke overraskende viste sig at være alt, alt for lav. Derfor var far (igen) en tur omkring hospitalet og få et par poser blod og har det så igen væsentlig bedre.

Til gengæld begynder mit helbred så nu at kunne mærke alt det her, og jeg måtte en tur forbi lægen også i går. Det fik jeg så ikke meget ud af, og må have fat på min egen som kommer fra ferie mandag. Suk! Utroligt, det skal være så besværligt, men sådan er det. Han kender ikke mig og mit underlige helbred, og så er det som at slå i en dyne. Never mind, godt det kun er få dage, men jeg har et øje, der gør rigtig ondt, og det er som om, der sidder noget i kroppen, uden jeg sådan kan sætte en nøjatig finger på det. Men jeg sov til klokken næsten 13, så noget er der i gære.

Jeg tuller rundt og får ordnet ldit småting hist og pist. Lige nu vil jeg vandet mine blomster og se en dokumentar, jeg har optaget om, hvorvidt størrelsen har noget at sige. På hvad? Ja, det vil jeg lade dig selv tænke dig til! Men den her fyr tror ihvertfald, det har meget at sige, så meget kan jeg dog afsløre.

Senere på dagen skal jeg se Svensk Derby og i morgen er der løb, hvor verdens bedste igen skal løbe. Jeg var iøvrigt i stalden i går og vi gik en lille tur. Han kan altid løfte humøret og æblekys fik jeg også. For nu vil jeg ønske jer en dejlig weekend, og så håber jeg, at jeg får postet lidt hist og pist snarest. Jeg skal huske at sige, at selvom jeg ikke lige har fået gjort, så arbejdes der på fotos i kulisserne både fra Londonturen og fra løb. Men jeg kan ikke mere, end jeg kan desværre.

Fotoet er fra en af de mange gåture, og er på Emiliekildevej (Og ja det er vejen, hvor Marie og Joachim bor, men spar dig at køre forbi, kun af den grund, for du kan intet se fra vejen alligevel). Bortset fra lige det faktum, er det bare en dejlig vej, at gå tur på. En yndlingsbil (ikke så meget lige den model, men dog) Jaguar, og i baggrunden en ejendom, der betyder rigtig meget for mange i Galopsammenhæng, da der førhen var galopstald der. Damgården, som nu er boliger.

Indtryk fra gåturen i går

Her er indtryk fra min gåtur i går set gennem kameralinsen. Hold musen over fotos for beskrivelse. Enjoy! Nu skal jeg have noget frokost og på banen, omend jeg er så træt, at jeg næsten ikke orker det. God dag til jer.