Lige om straks har jeg fødselsdag. Sådan en har man jo gerne en gang om året, og selvfølgelig også jeg. Normalt, har jeg intet imod at have fødselsdag, og det har jeg vel egentlig heller ikke dennegang – og så alligevel. Det er som om, der både hos mig selv og andre ligger en vis forventning til lige netop denne fødselsdag, der runder et meget skarpt hjørne. En milepæl kan man vel næsten kalde det.

Føler jeg mig gammel eller mere end jeg gjorde sidste år? Nej! – hvad så? Jamen det er bare sådan noget med, at man føler, at man “burde” holde en stor fest. Og så vil nogen sige, at nej de behøver man ikke. Og nej det gør man ikke, men hvis ikke når man fylder rund, hvornår så. Sandheden er, at det ville jeg da skrækkeligt gerne. Jeg elsker alle mine dejlige venner, og intet ville fryde mig mere end holde en dejlig stor fest med masser af mad og drikke. Men jeg aner ikke, hvor jeg skulle få den slags penge fra. Måske sætter jeg for høje krav til det, men jeg har kigget på priser, og ligemeget hvordan jeg vendte og drejede det, så blev det astronomiske summer vi røg ud i.

Selvfølgelig kunne jeg da gå ud og låne til at holde den her fest. Men hånden på hjertet, så er det også et spørgsmål om, at jeg herhjemme mangler rigtig mange ting og få ordnet. Jeg trænger for at få malet, ligesom jeg mangler flere møbler. Min sofa er en arvet sag fra omkring 70′erne, og omend den er yderst behagelig, så er den altså ikke for køn, og kunne godt trænge en udskiftning, ligesom jeg også har fortalt om den store stol, der ikke kan mere. Derudover er der de nye spisestole, der eventuelt også skal have en ny makker, en markise til altanen og…..! Så I ser mit dilemma – forhåbentlig.

Det bliver altså på trods af det runde skarpe hjørne en fredelig fødselsdag med en lille fejring her og der og det kan vel være mindst lige så godt. Så kan jeg leve højt på det resten af året Så til alle mine kære venner: I er meget værdsat, også selvom jeg ikke formår at give jer den fest I har fortjent.

Er der noget, der mangler sådan her midt i livet? Aner vi en midtvejskrise? Til det første, både nej og ja! Og krise – nej. På mange måder har jeg det bedre end nogensinde i mit liv, og gør og er lige der, hvor jeg gerne vil være, når det nu er, som det er. Er der ting, jeg gerne ville lave om? Det er for stort et spørgsmål, og jo også hypotetisk. Det er ikke værd at ærge sig over, det vi ikke kan lave om. Og at skrue tiden tilbage, er altså noget, der bare ikke lader sig gøre. Hvis jeg skal sige, jeg mangler noget, så mangler jeg den søde kæreste, en livspartner at dele alle de dejlige, dejlige venner og oplevelser med. Et står fast – han er nødt til at dele kærligheden til hestene og hvis ikke – ihvertfald respektere den og give den plads. Ellers gider jeg ikke. Det er de og menneskerne, der følger med alt for vigtige i mit liv til andet.

Så det er vel, hvad jeg mangler og så et bedre helbred. Det sidste får jeg ikke, så det kan jeg lige så godt også prøve at finde mig i. Det går op og det går ned, og således keder jeg mig aldrig. Det eneste der må og skal gå nedad er vægten og der kæmpes. Efter fødselsdagen bliver der lagt en stram kurs. Jeg gider ikke mere. Men lige nu vil jeg bare glæde mig over alle de gode venner, en dejlig sommer, flere gode oplevelser i posen i form af besøg hist og pist – livet som sådan!

Ingen relaterede poster/No similar posts