Et år siden i dagI

I dag er det et år siden, jeg sagde farvel til min far på Gentofte Hospital. Det var underligt,men samtidig, var det også afslutning på flere års bekymring og evig ængstelse for, hvad der skete næste gang. For var der noget, der var sikkert, så var det, at der blev en næste gang. Det var kun et spørgsmål om, hvornår.

Til sidst nåede vi enden,hvor der ikke kom nogen næste gang. I starten var det svært at forholde sig til, for jeg ihvertfald troede langt henad vejen, at det “bare” var endnu en krise og så kom far sig igen, igen. Det gjorde han ikke. Og så var det om ikke et chock, så ihvertfald trist. For samtidig med, at vi var helt realtistiske, så bliver man jo aldrig parat til sådan at sige farvel. Men der var ikke noget at gøre, det skulle vi.

Det har været en stor trøst, at jeg var der og sad hos far, da han gik bort. Det nåede jeg ikke med min mor, fordi jeg på det tidspunkt boede langt væk. Men da var min søster og far hos hende. Da far døde, var der kun mig. Og det var så fredeligt som det kan være. Og det er jeg glad for. Han sov stille ind.

På denne dag, vil jeg sige, at jeg selvfølgelig tænker meget på min far, men jeg er ikke som sådan ked af det. Det kunne ikke være anderledes, og vi havde allerede haft ham “til låns” længe. Han skal have tak for alt, han gjorde, og jeg håber, han er glad for, hvordan hans døtre er kommet i vej, når han sidder deroppe og kigger ned.