Når at tage afsked, er det bedste


Motiv fra Holmens Kirkegård

For ikke så mange dage siden fik jeg efterretning om, at et familiemedlem var gået bort og i dag skal h*n sendes pænt afsted på den sidste færd. Normalvis ville man nok blive ked af det, og synes at det var for tidligt vedkommende skulle herfra.

I dette tilfælde var det måske snarere (for) sent. Nogengange er livet bare alt, alt for svært og hårdt. Så hårdt at dem der sidder tilbage næsten kun kan sige “Gudskelov”, når vedkommende endelig får fred. Sådan var det i dette tilfælde. Jeg håber og tror, h*n har fred nu for smerter og pinsler på enhver måde.

Uden at vide det helt nøjatigt, tror jeg at nedenstående måske var noget, vedkommende ville synes om, så derfor bliver det afskedssangen herfra. R.I.P.

Puha! Tid til afslapning!

Så nåede jeg så langt som til aftensmad lige straks. Om jeg begriber, hvor sådan en dag bliver af! Jeg startede dagen med, at tage med far på hospitalet. Han skulle til undersøgelse, for at se, om der var en forklaring på hans nyeligt konstaterede alarmerende lave blodprocent.

Selvsagt havde han været noget nervøs for dels undersøgelsen i sig selv, men også resultatet. Det viste sig, at han har et blødende sår på spiserøret. Forhåbentlig noget ufarligt, men noget skal de selvfølgelig gøre ved det, men det får vi så nærmere om. Vi var begge glade, da det var overstået. Far var ret upåvirket af selve undersøgelsen, og havde det faktisk godt. Vi kørte til bageren efter frisk brød, og smør, for det havde han lyst til (han havde fastet i et døgn og var sulten som en ulv). Så vi kørte hjem og fik kaffe og frisk brød fra Emmery’s. Det var godt. Emil blev selvfølgelig luftet først af mig, da far var lidt påvirket uden at være dårlig, dårlig.

Så havde far glemt, at han skulle til farvehandlen, så det skulle vi så lige en tur. Jeg kørte, for han må ikke køre bil lige efter at have været bedøvet. Men det gjorde jeg da også gerne. Far fik, hvad han havde behov og jeg kørte ham hjem igen.

Nu har jeg så endelig fået skrevet mit indlæg om afsked med Galoppens store stjerne, og nu må jeg simpelthen slappe af. Jeg er dødtræt! Som jeg skrev forleden, der er masser af indlæg der presser sig på, men jeg er nødt til at tage det som det kommer. Jeg kan godt mærke, at jeg stresser lidt for tiden, og det gør også, at det bliver ekstra vigtigt, at slå bremserne i, når nødvendigt. Det er det nu!!!

Jeg har ikke stresset mindre ved tanken om forleden, men jeg tror ikke, jeg gider gøre noget ved det. Ærger mig dog voldsomt, når jeg kommer i tanke om, hvad jeg kunne have fået for de penge, og når jeg ved, jeg handlede “i god tro”, men jeg kommer ingen vegne med det, tror jeg. Heldigivs landede 9/10 i min turban i dag, og således må jeg lade som om, den sidste 10.-del er det, jeg skal af med og intet andet og så glemme det, og se mig f…… godt for en anden gang! Kan I have en god aften.

Tivoliglimt

I dag var det tid til den årlige Tivoli-tur med indbygget frokost i Restaurant Grøften. Altid et h yggeligt sted at komme. Vi var en pæn flok faktisk, min søster og familie, min far, min farbror (hans kone var desværre forhindret af sygdom), min faster og hendes mand, min søsters svigermor og et vennepar til far.

Alle nød vi, at komme indefor i det der på det tidspunkt, var nærmest silende regn. Vi valgte selv, hvad vi ville spise, og jeg tog den godt velprøvede Teaterplatte, som jeg får næsten hvert år, for det smager altså godt, sådan noget rigtig godt smørrebrød (det synes jeg ihvertfald), men andre sprang på skipperlapskovs’en, som er ad libitum, og det forlød, at den også var god. Jeg har smagt den for mange år siden og der var den også god. Måske jeg skal prøve noget helt 3., når jeg kommer derind igen.

Til dessert fik jeg (ganske som sidste år) øje på jordbærkortet. De nye jordbær er kommet og der er lavet et kort til dem. Jeg bestilte jordbærtærte, og det fortrød jeg ikke. Hold da lige op, hvor var den god. Hvis jeg overhovedet skule anke på noget – og det må man jo godt, hvis man syne, det er sådan, så manglede jeg altså rødkål på min kamsteg. Sådan en kan godt være lidt tør (det var den) og er der så ikke nok med rødkål (her råsyltet og rigtig fin ellers), så bliver det altså en vindtør omgang, og det er synd, når det iøvrigt var så fint. Sværen var især super. Sprød og lækker og saltet ordenligt. Også hønsesalaten var super, ligesom den perfekt stegte fisk. Jo, det var en god frokost…..

Efter frokosten gik jeg en runde i haven, nu jeg var derinde. Jeg bryder mig ikke om, som de har maltrakteret Tivoli. Det er ganske ødelagt synes jeg. Der er visse steder, der har fået lov at være næsten uberørt og har undgået pop-smarte løsninger, men det er ikke meget. Hvor ofte skal det siges:

“If it ain’t broken – don’t fix it”

Det gælder i høj grad Tivoli, som næsten er uigenkendelig og charmen er stort set væk nu. Hvorfor skal alt laves om? Det var jo ikke, at Tivoli manglede gæster som sådan. Dem der vil have forlystelser og tjuh-bang, kunne jo tage på Bakken eller andre steder. Nå, men jeg kommer en gang om året – for maden, men det er jo lidt træls at skulle betale indgang bare for det. Og nej, jeg prøvede ikke forlystelsen afbiledet. Jeg kom til at tænke på, at da bilen kom, blev den kaldt en Helvedesmaskine! Det var ordet, der faldt mig ind, da jeg så den her i aktion. Jeg tror ikke, du kunne betale mig et beløb stort nok for at gå op i den – fy for den! Den der “dims” for enden af stangen, sidder der altså mennesker i!!!

Bortset fra den anke, så var det en dejlig frokost, og af samme grund har jeg ingen aftensmad spist. Nu skal jeg i seng, for den står på tidligt op i morgen – der er Derbygalops! Kan I nu sove godt – og så ligger der er flere Tivoliglimt her.

En bevægende og flot forårsdag

Det har i sandhed været en bevægende dag i dag. Dagen startede med, jeg sad her og min telefon ringede. Det var min gode veninde, der også er ejer af Good Girl, der glædesstrålende kunne fortælle de gode nyheder. Begge elsker vi den store grå hoppe, som har bragt mange dejlige oplevelser både på banen og i stalden. Nu har hun beriget os med sit første afkom. Selvsagt er vi glade og kan ikke vente med at se babyen. Dronningens fødselsdag oveni, gør det jo endnu bedre, og når man kender Goodie, så kan man tiltro hende, at have planlagt det lige sådan.

Således startede dagen på glædeligste vis, og var det ikke fordi jeg var så træt på det tidspunkt, havde jeg nok følt mig mere flyvende fysisk, end tilfældet var. Planen var, en tur til cykelhandleren med cyklen. Den skulle have et servicetjek/eftersyn, og alt hvad jeg nåede derudover var bonus. Det viste sig at blive en del mere end det. Inden jeg tog afsted nåede jeg dog at læse om Hr. Møllers bortgang. Trist fordi han, i mine øjne, er den største erhvervsmand Danmark har haft. Men at være frisk helt til det sidste i en alder af 98 år, er mere end de fleste oplever, og ovenikøbet sove stille ind.

Sov godt Hr. Møller, De har vitterligen fortjent at hvile nu!

Således var det med blandede følelser jeg drog afsted. Inden jeg tog afsted, kom jeg i tanke om, at jeg forleden købte en kalender til far. Den kunne jeg passende køre ned med, og således få lidt ekstra motion. Det gjorde jeg så. Nu vi er ved emnet far, så havde han nær givet mig et hjertetilfælde i går aftes, hvor han ringede til mig klokken 22!! Han var ude og spise i går, hvilket jeg ikke lige tænkte over først, men bare gik i panikmode p.g.a. tidspunktet. Han ville såmænd bare overbringe hilsener fra familiemedlemmer, han havde set til middagen.

Tusind tak for hilsener til dem, der sendte!! Far tænkte jo ikke lige over, at jeg har været i konstant alarmberedskab i 3 mdr. stort set. For han var jo meget syg. Men heldigvis ingen panik, men jeg måtte minde ham om, ikke at ringe så sent igen. Det gør han normalt heller ikke medmindre, der er noget galt, hvorfor jeg jo også tænkte mit.

Far var ikke hjemme, han havde nemlig lige fortalt mig, at han var på vej til træning. Men jeg har jo nøgle og kunne hænge den på hans dør. Det gjorde jeg. Nu har jeg lige talt med ham, og han er rigtig glad for den.

Min køre- og gåtur endte med at vare to timer, men jeg stoppede jo også undervejs og gav mig god tid. Vejret var som det ses fantastisk, og cyklen – den er færdig i morgen allerede. Godt det samme, for jeg skal jo bruge den. Det var så meget forår, at jeg vovede at plante de blomster, jeg købte her forleden til min altan. Dem skal du nok få at se.

Nu skal jeg snart i seng, for vennerne i stalden kalder imorgen tidlig. Der kommer flere fotos det sædvanlige sted senere. Jeg håber, du uanset arbejde og andre fortrædeligheder, har kunnet nyde forårsdagen lidt. Imorgen lidt mere om, hvad jeg nåede, da jeg kom hjem.

Tillykke med de 80 år!

I dag fylder min kære far 80 år! Helt utroligt, især efter den omgang, han lige har været igennem føles det ekstra dejligt at kunne sige et stort tillykke til ham. Vi fejrede ham i går med en hyggelig brunch for en lille udvalgt skare. Og det gik rigtig fint.

Her i dag skal han og jeg spise morgenmad sammen og så skal vi lige den nærmeste famlie (min søster med familie og jeg og far) ud og spise til aften.

jeg er ihvertfald taknemmelig over at kunne ønske ham tillykke og fejre ham, og det var jeg ikke alene om at føle i går til brunchen er jeg sikker på. Nu håber jeg, at dagen i dag må blive lige så god og vellykket som dagen i går.

Metal og/eller mental træthed

Jeg ved snart ikke, om det er det ene eller det andet. Jeg synes, jeg er træt. Helt ekstremt træt. Først og fremmest er jeg selvfølgelig træt fordi jeg er småsyg stadig, og ikke mindst af at være det. Sådan meget træt.

Det er ikke det eneste der trætter. Hele situationen omkring far, er uanset at det går så meget bedre, stadig (for mig ihvertfald) utroligt stressende. Og det er der ikke meget forståelse for hos visse personer. Jeg er stadig utroligt glad for alle dem, som har vist og stadig viser omtanke, omsorg og betænksomhed på den konto. Det er der så desværre også “nogen”, der ikke gør, og det gør mig utrolig gal, men det trætter også. Og er der noget, jeg ikke har brug for, så er det at få hevet noget energi, jeg ikke har i forvejen. Argh! Det var lige et surt opstød!

Jeg prøver at være positiv, men jeg synes lige nu, det er en kamp at bevare den, men det er helt sikkert fordi kræfterne svigter mig. Så bliver det sådan. Og stresser jeg, er det også sværere at blive rask. Det ved jeg af erfaring, og det stresser mig og så kører den onde cirkel! Måske jeg skulle gå ud og få noget frokost og så bare smide mig på sofaen og prøve at give slip og slappe af? Håber jeres søndag er fredelig og stressfri.

Lidt updates!


Set fra Kystvejen lige før Skovshoved Havn, kommende fra byen, fra sidst jeg lavede aftenøvelser

Det går fremad for alle patienterne. Også mig, omend jeg ikke er frisk endnu, så spiser jeg dog normal mad nu, og væsentlig mindre dårlig. Jeg skal dog ikke vippe meget med ørerne før jeg bliver dårlig og svedt og utilpas. Så jeg tager det helt stille.

Her til aften kørte jeg lige et smut til den gode grønthandler, og så havde jeg Emil med bagi, og så var vi ligesom i bilen, og kørte forbi Skovshoved Havn. Der var helt vildt flot, og selvfølgelig skulle jeg have medbragt kamera. Jeg gad bare ikke, og det fortrød jeg selvfølgelig. Håber på en chance igen imorgen måske. Selv på en relativ kort tur, kan man få fotoideer må jeg erkende.

Den anden patient – far, har det også meget bedre og er d.d. overflyttet til Tranehaven (lokalt genoptræningscenter). Han har siddet oppe og spist sin aftensmad, og var nu gået i seng igen. Så nu håber vi på fortsat fremgang. Han havde fået stegt flæsk, og det havde bekomt ham, omend han ikke havde spist så meget.

Godt nyt – update!


Warren Hill i Newmarket, som jeg efter planen genser sidst på året – glæder mig

Der er grund til krigsdans og at glæde sig. Patienten (far – ikke mig), har det væsentligt bedre, og udtrykker selv glæde over det. At sige at jeg er glad også, forslår vist ikke! Far spiser mere (ikke kæmpe mængder, men bare at han gør), og får fjernet sonden, han er ude af isolation fra i dag, og undgik maveonde (i modsætning til undertegnede) og bliver overskrevet til Tranehaven for gentoptræning torsdag, hvor han også er færdig med antibiotika. Der skal så lige være plads først. Så det er bare glædeligt.

Så skal jeg bare på benene. Det går lidt langsomt, men der er også kun gået en uge i morgen, og I kender jo mig. Det skal pr. definition altid tage lidt for mig. Sålænge det går over, så lever jeg med det. Det har jeg gjort et helt liv. Jeg prøver at hygge mig med tv, og så sover jeg meget. Det skal nok gå.

Jeg kan så nu, hvor det hele går bedre, trække vejret igen og begynde en form for planlægning. Der er en tur til Newmarket sidst på året , jeg glæder mig meget til , og så skal jeg have planlagt min tur til Berlin. For den VIL jeg på i år! Basta! Men first things first – helbredet. Jeg har iøvrigt fået tid til scanning på mandag, og får så besked hos ørelægen en uge efter.

Håber I har det godt ude i blogland. Jeg “humper” lidt rundt og læser, men får ikke skrevet alverden lige nu, og kan også mærke, at nu skal jeg ind og lægge ned. Men jeg synes, at I har været fantastiske til at støtte og opmuntre her under fars sygdom, og så skal I selvfølgelig vide, når det går godt! Jeg kan ikke takke jer nok, det har været hårdt!

Som frygtet

… var jeg ved at blive syg! Det opdagede jeg torsdag aften og har været syg lige siden. Derfor har der været stille her, og er noget endnu. Først igår holdt jeg fast føde nede, og har stadig feber og er godt og grundigt sløj.

Den anden patient (far), er stadig sluppet for maveonde, og det går langsomt frem fysisk. Dog bliver han stadig forvirret. Vi får se, hvordan senere i dag. Jeg vil under dynen igen. Jeg skal nok svare jeres søde hilsener, når jeg får det bedre. Men de luner og er læst!!

Hvordan det går…eller ikke går!

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige. Bedst som jeg synes, det går bedre, så bliver vi sat baglæns igen. Flytningen har taget mentalt på far, så han bliver let forvirret igen. Det ser ud til, at det går over lidt op ad dagen. Nu er hans infektionstal så også steget lidt igen, og de mistænker igen, han har noget lungebetændelse og/eller han kan være på vej med den mavehalløj som naboen har, og som gør at de er isoleret. Af samme grund er besøg p.t. en speget affære, hvor man også selv er udsat.

Jeg er p.t. dårlig i forvejen med min svimmelhed og har også en snert af “noget”, så jeg skal ikke lige derop og have mere. Jeg var der dog meget kort i går, men håber, jeg og ikke mindst far slipper. Han er i forvejen svækket, så sådan en omgang skulle han altså nødig have. Pokkers osse!

Ellers prøver jeg, at bevare optimismen, men det er lidt svært lige p.t. synes jeg. Måske også fordi jeg selv er sløj og godt og grundigt træt af det! Prøvede at tage ned og træne forleden, meget forsigtigt! Det skulle jeg aldrig have gjort. Hvis ikke jeg var dårlig, så kunne jeg da blive det.

Men det bliver vel bedre på alle fronter – på et tidspunkt!! Mit eneste lyspunkt, er de fantastiske venner og de dejlige heste, og jeg prøver at tage på besøg, så meget jeg overhovedet kan overskue. I går kom min dejlige Neptune tilbage. Så jeg skal altså snart være “fit for fight” – send lige nogen vibes i alle retninger *S*