Mors Dag & familiefødselsdag


Mor & jeg 1964

Jeg vil ønske alle mødre en dejlige mors dag. Til alle mine veninder og bekendte især selvfølgelig. Og til alle andre, håber jeg, at I nyder jeres mor. Ovenfor et gammelt foto af min mor og jeg. Verdens bedste mor var hun, og hun er tænkt på og savnet, også i dag selvfølgelig.

Dagen i går gik mest med afslapning. Jeg skulle lade op til et fødselsdagsarrangement senere på aftenen. Min onkel holdt fødselsdag. Selve dagen havde været. Vi var inviteret på mad og drikke og var faktisk temmelig mange mennesker.

Vi er en stor familie, og det er ikke så ofte vi ses, men det er altid hyggeligt, når det sker. Men hvor kan man se, tiden iler, når man se hvor store alle ungerne bliver. Det er godt nok vildt. Det var en fin aften og far og jeg fulgtes. Ikke mindst var det i sig selv stort, at jeg fik ham med ud og køre tog.

I dag er jeg mast som i fuldstændig smadret, så den står på afslapning og alt derudover er bonus. Hav en dejlig Mors dag allesammen og til dem, jeg var sammen med i går – tak for en fin aften!

Påskefred

IMG_8080opt2_HellerupK

Jeg ønsker mig noget Påskefred. Ikke mindst i mit hoved – det får jeg så ikke desværre. Men ellers nyder jeg roen allevegne, måske endnu mere nu, fordi jeg bare har ekstra larm hele tiden. Man kan godt blive helt stresset af det, hvis ikke man passer på.

Ellers sker der ikke det vilde, jeg ville så gerne holde Påskefrokost, og tøserkomsammener og hvad har vi og ikke mindst inviterer min gamle far også, men ærligt så orker jeg det ikke. Og det irriterer mig meget. Men der er ikke at gøre ved det lige nu. Udover larmen, er der jo svimmelheden og hovedpinen som bare blive ved. De der bønner, I skulle sende op, hvordan går det lige med dem?

Igår kunne jeg igen finde mig selv snøftende og meget berørt af en omgang Ved du hvem, du er?”. Dennegang den amerikanske version. Det var med Rita Wilson, som iøvrigt er gift med Tom Hanks. Det viste sig, at hendes far, havde haft en hel utrolig skæbne, og at han må have været lavet af særligt sejt stof. Flyttet fra Grækenland til Bulgarien (hvorfor fik vi aldrig rigtig nogen forklaring på), bliver gift og mister både sin kone og barnet i forbindelse med fødslen, fængslet for en mindre forseelese, i fangelejr og flygtede derfra og kom så til USA. Rita møder hans bror på 96 for første gang, og får et brev, faderen har skrevet til ham og familien alle de år før, da han ankommer til USA. Det var altså umuligt at blive andet end rørt over.

Nu vil jeg gå ud og få noget frokost helt alene, omend jeg gerne ville have delt med min søde veninde, der skulle have været her i dag. Det havde jeg nok lige kunnet, for hun forstår mig så godt. Men hun er også nedlagt og dårlig, så det er den rene elendighed. Heldigvis kan vi bare udskyde. Rigtig god Påske til jer.

Tillykke med fødselsdagen!

dk-flag2Min kære far har fødselsdag i dag. Han fejrer med en lille frokost på bopælen og den er i skrivende stund igang.

Selv deltager jeg, som det kan ses ikke, da jeg med vanlig omhu svimler helt skrækkeligt. Jeg var ude og handle lidt i morges, og på vejen var jeg forbi med en buket blomster til far og giv ham et fødselsdagskram.

Han klarer det altså flot. Jeg er fuld af beundring for ham. Jeg var meget ked af, jeg ikke havde mit kamera med, for han havde dækket det flotteste bord med Påskekyllinger, og Påskeliljer og rigtig flot var det.

Mine gule tulipaner kunne fint mingle med Påskeliljer, og det arrangerede vi og fik dem i en anden vase, og så kørte jeg igen. Jeg håber, de har en dejlig frokost. Far og jeg aftalte, at vi fejre en anden dag, når jeg har det bedre. Han kan sagtens forstå, jeg er træt af det og ikke orker.

Men nu ved I, hvorfor vejret er så flot :-)

Jule- og andre minder

Jeg tænker faktisk ofte på Tsunamien i 2004 Ikke så meget på grund af den, men en masse begivenheder det år. Først og fremmest var det også året, hvor jeg startede det med at miste min elskede mor. Så var stilen ligesom lagt. Dernæst mistede jeg en nær, nær veninde. Mistede – ikke fordi hun døde, men fordi hun dikteret af sin tyraniske mand, valgte mig fra. Jeg der ellers havde stået last og brast med hende, og som jeg havde kendt siden, vi var børn.

Det var også året, hvor jeg fandt en stor, stor kærlighed og sjæleven, jeg aldrig tror, jeg finder magen til. Det er ihvertfald ikke sket endnu, lad mig sige det sådan. Lige så hurtigt, jeg fandt den lige så brat og hårdt blev den revet fra mig igen (godt nok først på året efter, men alligevel). For godt til at være sand? Nej den var skam sand. Så at sige, det var et hårdt år forslår vist ikke. Alle 3 ting, var hver for sig helt forfærdelige at komme sig over og tog meget, meget lang tid, men at have dem alle på en gang, mere eller mindre, var rigeligt, skal jeg hilse og sige.

Jeg overlevede, og det gjorde familien ovenfor også. Det er en ny film, der kommer om katastrofen “The Impossible (2012)”. Jeg ved ikke, om jeg skal se den, men jeg behøver den ihvertfald ikke for at blive mindet om 2004.

Dog skete der een god ting også, og den er jeg så til gengæld stadig taknemmlig over, det var nemlig også året, hvor jeg fik min pension, så helt skidt var det ikke. Og man skal jo huske de gode ting og prøve at holde fast i dem. Og selvom jeg ikke har glemt noget som helst af det andet, så er jeg stadig taknemmelig for pensionen hver dag. Og selvom jeg ikke fik min store kærlighed, så ved jeg, at han aldrig glemmer mig heller, og minderne kan ingen tage fra en.

En blandet fornøjelse

Det har været en underlig dag. Sådan en, der egentlig startede nogenlunde okay, hvis man ser bort fra vejret og det faktum at far skulle på hospitalet. Vejret var en bekymring, for hvad med at køre og Emil, der skulle hentes eventuelt. Om ikke andet, skulle jeg over og gå med ham.

Da klokken var henad 11 besluttede jeg, at jeg hellere måtte hente ham, for det blev ved at vælte ned med sne. Lige inden havde jeg fået en mail fra min søster, der fortalte t vi ikke ville vide noget omkring om far kom hjem eller hvordan tidligtst klokken 15. Der kunne jeg let været sneet inde, som det gik. Jeg greb de gode støver (det var god timing jeg fik købt dem med), den uldne hue fra Irland og begav mig ud i driverne. Ovenfor ses, hvad der mødte mig. En lille (Gudskelov) bil, der var næsten begravet. Det tog lige lidt at befri den for snemasserne, men ud kom jeg heldigvis let.

På vej over til far det allerede ved at gå galt flere gange. Det var så på de små veje – dem skal man holde sig fra, uden vinterdæk, for der er ikke ryddet i samme grad. Nå, jeg overlevede. På vejen ringer min telefon, men med det her vejr er det jo ikke sådan lige at få smidt bilen ind til siden. Men det da jeg kunne, var det far der meldte at jeg godt kunne hente ham. For nu at gøre det kort, så hentede jeg ham. Hvis I nogensinde har prøvet at parkere ved Riget, så ved I at det kan faktisk ikke lade sig gøre, uden en længere vandring. Jeg tyede til den sikre løsning, der heder Nørre Allé, og så gik jeg tilbage. Med de nye terrængående støvler er det jo en smal sag, og jeg har vist ikke skade af at bevæge mig, så meget indendørs liv, jeg har levet på det seneste.

Jeg nåede opgangen, hvor telefonen gik i sving igen – far, der var på vej mod hovedindgangen. Det fik jeg så stoppet, da jeg nu var på vej op. De havde intet gjort ved ham, så det forholder sig fredeligt dernede, så det er meget at være taknemmelig for – og det er jeg bestemt.

Så kommer vi til den ikke så fede del af dagen. Den Julepynt jeg ikke kunne finde, har jeg ikke fået ledt efter, men jeg satser stadig på den i modsætning til mine læsebriller idag, ikke kan blive helt væk (må h ave tabt dem et sted på vejen). På vej til hospitalet, havde jeg selvfølgelig mine læsebriller på, da jeg ikke bruger linser i øjeblikket grundet en omgang øjenbetændelse af svær grad. Da jeg skal bruge dem igen på vejen hjem er de væk. Ikke at de overhovedet havde været dyre, jeg var bare glad for dem, og hade ikke haft dem ret længe. Pis! Ikke nok med det, dem jeg så får købt senere på dagen, fungerer slet ikke, og prisen etc. er taget af, så det er 140,-kr. lige ud af vindue. Set i den store sammenhæng er det ikke verdens undergang, men kender du det, når det alligevel føles sådan, og du bare har sådan en dag, hvor du er sårbar?? Jeg er SÅ irriteret på mig selv over det, og ikke mindst bare ked af det, fordi de var så gode de briller. Nu kan jeg så smide X-antal kroner efter et par mere, for jeg kan intet se. Øv!

På positivsiden lykkedes det mig, at få lavet noget suppe til aften, som smagte godt, og jeg fik også sund frokost i form af noget stegt ris med masser af grønt, og jeg fik taget nogen fotos idag – så lidt positivt var der da. Og stor glæde at det gik så godt med far. Imorgen har jeg det nok bedre. Det er jo ingen formue trods alt.

Her til aften har jeg svævet på hitoriens vingesus. Dokumentar om først de Kongelige Juveler og dernæst en anden slags “Kongelige” Kennedy’erne. Puha, det er næsten for meget på en gang. Nu vil jeg se lidt om Churchil, så har jeg vist fået historie nok sådan lige. Må din aften blive god.

At se det positive


Smukkere bliver det næsten ikke. Hvide høstannemoner på Brønshøj Kirkegård

Det er en af de dage, hvor det godt kan være lidt svært at se positiverne. Jeg prøver – det gør jeg altid, men indimellem kan det være en større udfordring end andre. Idag er sådan en. Det er dagen, hvor jeg havde planlagt, at jeg skulle på en længe ønsket svampetur i det Nordsjællandske efterårslandskab.

Havde glædet mig til at opladning inden en uge, der står i hospitaler, sygdom og hundepasningens tegn. Men sådan blev det ikke, idet mit helbred igen, igen lige besluttede sig for at spænde ben for det hele. Det har det iøvrigt gjort i flere dage nu. Helt smadret er jeg, selv et besøg i stalden blev aflyst i går. I ved, at så er det fordi, jeg ikke kan!

Så er det lige, jeg må prøve at vende skuden, og se positiverne:

– Være glad for, at jeg ikke fejler noget andet og anderledes værre

– At hospitalsregimet med hensyn til far og hundepasning kun er fra den ene dag til den næste

– At svampene også er der senere, og de der ture er hver søndag, så jeg når det nok

– At jeg har jordens sødeste venner, der bærer over med min dårlige hukommelse, manglende kræfter og støtter og bakker op om det jeg kan, og ser det, og ikke det, jeg ikke kan.

Det prøver jeg på, og er taknemmelig for. Ovensiddende fotos er også et udtryk for skønhed allevegne. De er fanget på min tur til Brønshøj Kirkegård forleden. Den er som mange præget af besparelser, og nedlæggelser af mange smukke gamle grave, og hærværk. Jeg bliver simpelthen så gal over sådan noget. Tænk, hvem der finder på det – det ved vi jo, ad tidligere indlæg. De skal være glade for, jeg ikke har kræfter til at banke lidt pli ind i hovedet på dem! Så er man sunket lavt i mit hoved.

Nå, jeg skulle holde mig til det positive – en anden er Top Gear i mit TV. Jeg elsker dem! Må din søndag også blive sådan, at du trods alt kan se det positive.

Når at tage afsked, er det bedste


Motiv fra Holmens Kirkegård

For ikke så mange dage siden fik jeg efterretning om, at et familiemedlem var gået bort og i dag skal h*n sendes pænt afsted på den sidste færd. Normalvis ville man nok blive ked af det, og synes at det var for tidligt vedkommende skulle herfra.

I dette tilfælde var det måske snarere (for) sent. Nogengange er livet bare alt, alt for svært og hårdt. Så hårdt at dem der sidder tilbage næsten kun kan sige “Gudskelov”, når vedkommende endelig får fred. Sådan var det i dette tilfælde. Jeg håber og tror, h*n har fred nu for smerter og pinsler på enhver måde.

Uden at vide det helt nøjatigt, tror jeg at nedenstående måske var noget, vedkommende ville synes om, så derfor bliver det afskedssangen herfra. R.I.P.

Puha! Tid til afslapning!

Så nåede jeg så langt som til aftensmad lige straks. Om jeg begriber, hvor sådan en dag bliver af! Jeg startede dagen med, at tage med far på hospitalet. Han skulle til undersøgelse, for at se, om der var en forklaring på hans nyeligt konstaterede alarmerende lave blodprocent.

Selvsagt havde han været noget nervøs for dels undersøgelsen i sig selv, men også resultatet. Det viste sig, at han har et blødende sår på spiserøret. Forhåbentlig noget ufarligt, men noget skal de selvfølgelig gøre ved det, men det får vi så nærmere om. Vi var begge glade, da det var overstået. Far var ret upåvirket af selve undersøgelsen, og havde det faktisk godt. Vi kørte til bageren efter frisk brød, og smør, for det havde han lyst til (han havde fastet i et døgn og var sulten som en ulv). Så vi kørte hjem og fik kaffe og frisk brød fra Emmery’s. Det var godt. Emil blev selvfølgelig luftet først af mig, da far var lidt påvirket uden at være dårlig, dårlig.

Så havde far glemt, at han skulle til farvehandlen, så det skulle vi så lige en tur. Jeg kørte, for han må ikke køre bil lige efter at have været bedøvet. Men det gjorde jeg da også gerne. Far fik, hvad han havde behov og jeg kørte ham hjem igen.

Nu har jeg så endelig fået skrevet mit indlæg om afsked med Galoppens store stjerne, og nu må jeg simpelthen slappe af. Jeg er dødtræt! Som jeg skrev forleden, der er masser af indlæg der presser sig på, men jeg er nødt til at tage det som det kommer. Jeg kan godt mærke, at jeg stresser lidt for tiden, og det gør også, at det bliver ekstra vigtigt, at slå bremserne i, når nødvendigt. Det er det nu!!!

Jeg har ikke stresset mindre ved tanken om forleden, men jeg tror ikke, jeg gider gøre noget ved det. Ærger mig dog voldsomt, når jeg kommer i tanke om, hvad jeg kunne have fået for de penge, og når jeg ved, jeg handlede “i god tro”, men jeg kommer ingen vegne med det, tror jeg. Heldigivs landede 9/10 i min turban i dag, og således må jeg lade som om, den sidste 10.-del er det, jeg skal af med og intet andet og så glemme det, og se mig f…… godt for en anden gang! Kan I have en god aften.

Tivoliglimt

I dag var det tid til den årlige Tivoli-tur med indbygget frokost i Restaurant Grøften. Altid et h yggeligt sted at komme. Vi var en pæn flok faktisk, min søster og familie, min far, min farbror (hans kone var desværre forhindret af sygdom), min faster og hendes mand, min søsters svigermor og et vennepar til far.

Alle nød vi, at komme indefor i det der på det tidspunkt, var nærmest silende regn. Vi valgte selv, hvad vi ville spise, og jeg tog den godt velprøvede Teaterplatte, som jeg får næsten hvert år, for det smager altså godt, sådan noget rigtig godt smørrebrød (det synes jeg ihvertfald), men andre sprang på skipperlapskovs’en, som er ad libitum, og det forlød, at den også var god. Jeg har smagt den for mange år siden og der var den også god. Måske jeg skal prøve noget helt 3., når jeg kommer derind igen.

Til dessert fik jeg (ganske som sidste år) øje på jordbærkortet. De nye jordbær er kommet og der er lavet et kort til dem. Jeg bestilte jordbærtærte, og det fortrød jeg ikke. Hold da lige op, hvor var den god. Hvis jeg overhovedet skule anke på noget – og det må man jo godt, hvis man syne, det er sådan, så manglede jeg altså rødkål på min kamsteg. Sådan en kan godt være lidt tør (det var den) og er der så ikke nok med rødkål (her råsyltet og rigtig fin ellers), så bliver det altså en vindtør omgang, og det er synd, når det iøvrigt var så fint. Sværen var især super. Sprød og lækker og saltet ordenligt. Også hønsesalaten var super, ligesom den perfekt stegte fisk. Jo, det var en god frokost…..

Efter frokosten gik jeg en runde i haven, nu jeg var derinde. Jeg bryder mig ikke om, som de har maltrakteret Tivoli. Det er ganske ødelagt synes jeg. Der er visse steder, der har fået lov at være næsten uberørt og har undgået pop-smarte løsninger, men det er ikke meget. Hvor ofte skal det siges:

“If it ain’t broken – don’t fix it”

Det gælder i høj grad Tivoli, som næsten er uigenkendelig og charmen er stort set væk nu. Hvorfor skal alt laves om? Det var jo ikke, at Tivoli manglede gæster som sådan. Dem der vil have forlystelser og tjuh-bang, kunne jo tage på Bakken eller andre steder. Nå, men jeg kommer en gang om året – for maden, men det er jo lidt træls at skulle betale indgang bare for det. Og nej, jeg prøvede ikke forlystelsen afbiledet. Jeg kom til at tænke på, at da bilen kom, blev den kaldt en Helvedesmaskine! Det var ordet, der faldt mig ind, da jeg så den her i aktion. Jeg tror ikke, du kunne betale mig et beløb stort nok for at gå op i den – fy for den! Den der “dims” for enden af stangen, sidder der altså mennesker i!!!

Bortset fra den anke, så var det en dejlig frokost, og af samme grund har jeg ingen aftensmad spist. Nu skal jeg i seng, for den står på tidligt op i morgen – der er Derbygalops! Kan I nu sove godt – og så ligger der er flere Tivoliglimt her.

En bevægende og flot forårsdag

Det har i sandhed været en bevægende dag i dag. Dagen startede med, jeg sad her og min telefon ringede. Det var min gode veninde, der også er ejer af Good Girl, der glædesstrålende kunne fortælle de gode nyheder. Begge elsker vi den store grå hoppe, som har bragt mange dejlige oplevelser både på banen og i stalden. Nu har hun beriget os med sit første afkom. Selvsagt er vi glade og kan ikke vente med at se babyen. Dronningens fødselsdag oveni, gør det jo endnu bedre, og når man kender Goodie, så kan man tiltro hende, at have planlagt det lige sådan.

Således startede dagen på glædeligste vis, og var det ikke fordi jeg var så træt på det tidspunkt, havde jeg nok følt mig mere flyvende fysisk, end tilfældet var. Planen var, en tur til cykelhandleren med cyklen. Den skulle have et servicetjek/eftersyn, og alt hvad jeg nåede derudover var bonus. Det viste sig at blive en del mere end det. Inden jeg tog afsted nåede jeg dog at læse om Hr. Møllers bortgang. Trist fordi han, i mine øjne, er den største erhvervsmand Danmark har haft. Men at være frisk helt til det sidste i en alder af 98 år, er mere end de fleste oplever, og ovenikøbet sove stille ind.

Sov godt Hr. Møller, De har vitterligen fortjent at hvile nu!

Således var det med blandede følelser jeg drog afsted. Inden jeg tog afsted, kom jeg i tanke om, at jeg forleden købte en kalender til far. Den kunne jeg passende køre ned med, og således få lidt ekstra motion. Det gjorde jeg så. Nu vi er ved emnet far, så havde han nær givet mig et hjertetilfælde i går aftes, hvor han ringede til mig klokken 22!! Han var ude og spise i går, hvilket jeg ikke lige tænkte over først, men bare gik i panikmode p.g.a. tidspunktet. Han ville såmænd bare overbringe hilsener fra familiemedlemmer, han havde set til middagen.

Tusind tak for hilsener til dem, der sendte!! Far tænkte jo ikke lige over, at jeg har været i konstant alarmberedskab i 3 mdr. stort set. For han var jo meget syg. Men heldigvis ingen panik, men jeg måtte minde ham om, ikke at ringe så sent igen. Det gør han normalt heller ikke medmindre, der er noget galt, hvorfor jeg jo også tænkte mit.

Far var ikke hjemme, han havde nemlig lige fortalt mig, at han var på vej til træning. Men jeg har jo nøgle og kunne hænge den på hans dør. Det gjorde jeg. Nu har jeg lige talt med ham, og han er rigtig glad for den.

Min køre- og gåtur endte med at vare to timer, men jeg stoppede jo også undervejs og gav mig god tid. Vejret var som det ses fantastisk, og cyklen – den er færdig i morgen allerede. Godt det samme, for jeg skal jo bruge den. Det var så meget forår, at jeg vovede at plante de blomster, jeg købte her forleden til min altan. Dem skal du nok få at se.

Nu skal jeg snart i seng, for vennerne i stalden kalder imorgen tidlig. Der kommer flere fotos det sædvanlige sted senere. Jeg håber, du uanset arbejde og andre fortrædeligheder, har kunnet nyde forårsdagen lidt. Imorgen lidt mere om, hvad jeg nåede, da jeg kom hjem.