Hjemme igen fra fantastiske London

Så kom jeg hjem fra London igen. Det var en dejlig, dejlig tur og jeg ved, jeg sagde, at Berlin potentielt har skubbet London af pinden, som den bedste by – glem det lige!! London er og bliver den mest fantastiske by i hele verden. Der er måske byer, der nærmer sig, men jeg kan ikke forestille mig, at nogen by kan være mere fantastisk – ikke for mig ihvertfald. Jeg skal gladeligt indrømme, at jeg havde glemt, hvor fantastisk London er, men det er altså også længe siden sidst.

Uanset, så var det skønt at se London igen og ikke mindst mine dejlige venner, jeg mødte derovre. Også Tina mødte jeg. Selvom vi aldrig har mødtes før, endsige talt sammen, så gik det ganske fortrinligt skal jeg hilse og sige, og vi kunne have sludret hele eftermiddagen, hvis ikke det havde været for det faktum, at hun skulle tilbage på job. Derudover mødtes jeg med 3 andre venner derovre, så det er da fantastisk at have så mange venner sådan et dejligt sted. Og så er Theresa som jeg boede med ikke med i det antal.

Selvsagt, så har jeg masser af fotos fra turen og jeg har lige kigget dem igennem, og jeg er godt tilfreds, men selvsagt, går der lige lidt inden jeg får ordnet og uploadet 500 fotos, men jeg er fast besluttet på at få skrevet om turen, mens det hele er i frisk erindring.

Desværre fik jeg her onsdag en kedelig besked på sms. Min far er indlagt igen, og det betyder, at jeg igen har hund og en far på hopspitalet. Det var bestemt ikke planen, men sådan er det altså, og jeg skal ikke være bleg for at indrømme, at jeg er træt ovenpå turen, men jeg prøver på ikke at stresse over situationen og tage det stille og roligt en dag ad gangen.

Vaskemaskinen har været på arbejde i dag og kufferten er blevet tømt, Emil blevet hentet og far besøgt, og nu må der vist slappes af.

God Påske !

Så blev det Påske, og ferie- og familietid. Her er der ikke så meget, af nogen af delene. Feriestemningen er her dog, og her er meget stille. Det meste af opgangen er på ferie, og rundt omkring mærkes den mindre trafik også meget. Stilheden brokker jeg mig ikke over, og eftersom jeg stadig plejer min hjerne, så passer det meget godt med den manglende familietid også. Meningen var, at jeg måske skulle have lidt gæster her, men nu får vi se, hvad og hvor meget, jeg orker. Min hr. fader, har mere travlt end jeg har, og skal på farten, hvilket betyder at jeg også skal mindre. Måske jeg skal på en lille udflugt i morgen, men det kommer an på vejret og om dem jeg tiltænker besøg har tid og selvfølgelig helbredet, som desværre altid skal tages i ed.

Jeg har en god stak links til jer, men det rækker hovedet ikke til, så I må nøjes med denne lille hilsen. Men lidt er forhåbentlig bedre end intet. Lige nu glæder jeg mig over, at jeg har fået gjort lidt rent, hentet Påskepynt og har varmet mig med Boller i Karry (veganske). Så må vi se, hvad resten af Påske bringer. Mere oprydning/rengøring og forhåbentig tiltagende mindre hovedpine og selvfølgelig skal jeg ned og hilse på mine hestebørn også. God Påske til jer, hvad end I skal – jeg hører gerne om jeres sikkert omfangsrige planer i kommentarfeltet som har åbent 24/7! Foto, er fra en tur til Langelinie for et par år tilbage, hvor jeg var inde og fotografere kirkebærtræer bl.a..

Mandagstema – Drik det!

Mandagstemaet er “Drik det!”. På min skønne tur til Berlin, var noget af nydelsen også mad og drikke naturligvis, som det er på enhver ferie.

Denne drik hører egentlig til i mit næste indlæg om turen, men eftersom det nu lige bød sig, så kommer den her. Nabobordet til mig, havde bestilt en sådan og jeg synes det så meget spændende ud, og spurgte tjeneren, hvad det var. En Berliner Weisse, som kort fortalt er overgæret hvedeøl tilsat frugtsirup. Det lyder ikke specielt lækkert og den giftig grønne farve kunne måske også skræmme nogen. Men faktisk var det en dejlig frisk og læskende drik på en meget varm dag. Så endnu en af mange gode oplevelser på turen.

Mandagstema – Ferietid


Hvad kan være mere ferietid, end en cykeltur på stranden på Læsø?


Maddingen er gravet op til fisketuren senere. Hvordan jeg ved? Det fortalte de mig


Lidt usikker gang, er her ingen hindring for en tur i det dejlige klare vand

Mandagstemaet er Ferietid! Meget a pros pos, når man lige har været og har dugfriske eller rettere saltsprøjtede fotos klar “i trykken”.

Læsø var jeg på. Et dejligt sted, hvor jeg helt klart skal op igen på et tidspunkt. Lyset var fantastisk og vejret ligedan, og det er jo basis for gode ferietidsfotos, så værsgod!

Himmelsk #94

Jeg er så heldig, at jeg lige har været en tur på Læsø! Det der kendetegner Læsø allermest, bortset fra klitter, salt og strand er lyset og himlen, som bare er SÅ høj og fantastisk. Det ses meget godt her, og på flere andre fotos derfra.

Der ér dejligt, og skal du alligevel derop i nærheden, skal du bestemt tage derover, og også alligevel, orker du turen derop, som er det store minus på den konto. Men lyset, vejret og luften – wow, lige netop himmelsk!

Mandagstema – Godt brugt

Mandagstemaet er “Godt brugt. Jeg fandt faktisk dette foto, da jeg alligevel var ved at finde fotos til Berlinindlæg. Baggagevognen er fanget i Københavns Lufthavn Kastrup.

Berlinglimt

Rejse til Berlin 21.-27. maj 2012 – her indtryk fra de to første dage:

Berlin dag 2. – En smule mere sightseeing


Den dejlige altan, hvor jeg sad alle dagene og spiste min morgenmad, undtagen en dag – fotoet illustrere også, hvor grønt, der er i Berlin

Berlin: 21.-27. maj 2012

Jeg havde købt en sightseeingbillet, der gjaldt i 2 dage. Umiddelbart, skulle man synes, det var mere end rigeligt. Tro mig, jeg kunne snildt have brugt hele ferien på at stige af og på den sightseeingbus og se flere steder, der ikke var på ruten også. Men jeg havde jo også private ærinder, at se til, så det var benhård prioritering, og det gik meget hurtigt op for mig, at jeg ingenlunde ville nå en brøkdel af det, jeg gerne ville. Men jeg besluttede, at jeg ikke ville stresse, for det skal jo være hyggeligt og det jeg så så, skulle gøres ordentlig. Som sagt så gjort.

2. dagen var også første dag, hvor jeg stiftede bekendtskab med morgenmaden på hotellet. Den var okay, og mæt kunne man sagtens blive. At der var plads til forbedringer, er der ingen tvivl om. Især deres røreæg og pølser, kunne klart forbedres. Røreæggen var decideret (i min verden) uspiselig. Jeg undlod så bare den del. Til gengæld var der (kom man tidligt nok) dejlige grovrundstykker, masser af ost og marmelade, frisk frugt og mange andre ting, så sulten behøvede man ikke gå derfra. Det var jo kun 3-stjernet hotel, så jeg tænker, man ikke kan forlange mere.

Da morgenmaden var spist begav jeg mig ud i det pulserende liv. Ganske som dagen før, var vejret strålende, og det var varmt. Meget varmt bliver der på toppen af sådan en sightseeingbus med solen bagende lige ned. Men det gik.

Første stop på turen, havde jeg bestemt – Checkpoint Charlie. Dette er et meget kendt sted i Berlin, og ikke mindst betydningsfuldt for mig. Og hvorfor så det? – spørger du måske. Jamen som jeg vist har nævnt tidligere, er jeg født i Berlin. Min biologiske mor var tysk, og min biologiske far amerikansk soldat. Derfor var det selvfølgelig et meget vigtigt sted, der skulle ses. Hvad jeg ikke kendte til på forhånd, var museet.

Det udvendige, er sådan set jo hurtigt overstået, medmindre man for 6 Euro (mener jeg det var), ville have et stempel i sit pas. Det skulle jeg så ikke, men begav mig indenfor, da jeg havde fået de fotos, jeg ville. Intet kan rigtigt forberede en på den oplevelse, museet er. Det er faktisk overvældende. Museet fortæller historien om Muren og ikke mindst illustererer den med effekter og fotos rigtig manges flugt over muren og fortæller i detaljer historien og om, hvad der siden skete med disse mennesker. Meget interesant, og et meget håndgribeligt indblik i en mørk side af Berlin’s historie og menneskets vilje til at overkomme det mest utrolige. Jeg kunne godt have brugt længere tid derinde, men det var meget, meget varmt og kræfterne skulle jo også stå model til næste stop. Iøvrigt er der inde på museet (tror det var 4 el. 5 stk.) store bøger med sider med 4 kolonner på hver side, ca. 15 cm høje var de her bøger med navne på folk, der er forsvundet, og så kan man skrive i bogen, hvis man er i familie med nogen af de nævnte.

Efter at have set det hele, omend noget kunne have tålt mere fordybelse gik jeg ud på gaden igen og fandt bussen, og så kørte jeg med til vi nåede Berliner Dom – Berlins Domkirke!

Jeg havde jo allerede set den dagen før på turen rundt og den måtte jeg bare se. Den var vist ikke på min liste over ting, jeg havde skrevet, men der skal jo være plads til improvisationer og begejstring, og med min kirkefacination, var der no way, jeg kunne lade denne gå min næse forbi. Og nej hvor blev jeg da ikke skuffet. Noget smukkere findes ikke tror jeg. Jeg har set Peterskirken, og denne er næsten flottere. Men det skyldes måske også, at Peterskirken er så stor og næsten uoverskuelig, men som jeg husker den også meget farveløs, omend flot. Hvis jeg husker forkert undskylder jeg, jeg var 11, da jeg så den. Men ihvertfald vil jeg sige, kommer du til Berlin, og du kan lide arkitektur, kultur, og kirker – så skal du se den. Den er næsten ikke til at beskrive. Oppe ovenpå var der en udstilling af de forskellige renoveringer og udtryk kirken har haft, og nogen af de statuer, man har måtte tage ned og som er delvist gået i stykker og nogen er modeller for nogen, der står i kirken, ligesom der er tegninger også. Rigtig spændende at se.

Det var meget, meget varmt den her dag, og jeg var mere end brugt til sidst. Dødsenstræt var jeg og den sidste bus skulle nås også, så jeg begav mig hjemover mod Kantstrasse, hvor jeg spiste min aftensmad. Kantstrasse ligger parallel med Kurfürstendamm, og er meget mere “tilgængelig” og hyggelig, om jeg så må sige, og om aftenen summer den af liv med masser af restauranter og butikker. I modsætning til Kurfürstendamm, er der mere almindelige butikker og mere afslappet og noget for enhver smag. Efter sådan en dag på benene, smager ens gin/tonic altså godt, når man sidder der på ømme, men glade fødder :-)

Således lykkedes det mig, at få skrevet endnu et indlæg fra Berlin. Men det har også taget mig hele dagen. Dels har jeg lavet andet indimellem (også hvilet mig) og dels så har jeg det med at blive distraheret indimellem. De næste indlæg bliver lettere, for der kan jeg springe lettere over det fotos-mæssigt. Næste indlæg bliver et fotoindlæg med glimt fra turene rund med bussen og så skal vi til det mere alvorlige senere. Kan I nu sove godt, nu er der ihvertfald lidt at kigge på.


Spisesalen, og buffet’en og baren med kaffe, te, mælk, juice i lange baner og vand


Checkpoint Charlie var sjov at se, men mest spændende var museumet. Kommer du derned, er det et must. Hvorfor ingen fotos – det må man ikke!

Klik nedenfor, for at se mere fra turen!
Læs resten

Jeg glæder mig allerede…..


Lige siden jeg for snart længe, længe siden så Mia’s fotos fra Hollymount, har jeg ønsket mig, at se det. Det er lige mig og jeg bliver (om Gud, pengepung og Mia tillader) en af de første gæster der i 2013 – det har jeg allerede besluttet. Hvem skal med?

En uvirkelig realitet

Den der Berlin-tur! Jeg har stadig svært ved at tro, at jeg rent faktisk har været afsted. Det gik så eventyrligt og var så dejligt. Måske, er det fordi, jeg har drømt om det så mange år, at komme derned. Jeg ved det ikke. Hvad jeg dog er helt sikker på – jeg elsker Berlin og jeg må snart derned igen :-)