Værdig og gribende afsked

Først lidt af de bedste træningsscener fra start til slut, og noget som fanger hele essensen i Rocky-filmene, stemningen og kampgejsten. Dernæst en trailer fra Rocky Balboa.

Jeg har først fået set Rocky Balboa (2006) nu her i dag. Ret utroligt eftersom jeg er en kæmpe Sylvester Stallone fan. Dog har jeg lige fundet ud af, at han i virkeligheden, har skamferet sin ellers (efter min mening) gudesmukke krop med tatoveringer på det meste af overkroppen. Det er jeg ret desillusioneret over må jeg sige. Men tilbage til Rocky Balboa, som jo er den sidste i rækken af Rockyfilm.

Helt tilbage i 1976 var jeg inde og se den første med en veninde. Og jeg husker det som var det i går. Den kan du iøvrigt se online lige her. Det er stadig (efter min mening), den absolut bedste af filmene, men nummer 2, og denne sidste, er lige i hælene på den. Jeg faldt pladask for Sylvester Stallone. Hvorfor vil nogen spørge? Tjah, det er jo ikke altid sådan lige at forklare, men det vel de samme ting, som jeg stadig synes om ved ham. Først og fremmest, at finde på denne historie, skrive den, instruere den og spille med i den. At have kæmpet kampen selv helt bogstaveligt. Ikke som bokser, men at komme fra ingenting, og blive en af de mest anerkendte og berømte skuespillere og instruktører i Hollywood, er dog en bedrift. Uanset, hvad man synes om hans film, kan man ikke tage det faktum fra ham, ligsom hans fantastiske fysik heller ikke kommer af sig selv. Slet ikke i hans alder. Da denne den sidste film bliver optaget, er Sly altså 62 år. At jeg så personligt godt kan lide hans fysisk, hans øjne og hans stemme, er jo det og en smagssag. Men her lidt om filmen, som dette jo egentlig skulle være om.

Historien starter lidt hårdt, for vi finder ud af, at Rocky under årene, har mistet sin elskede kone Adrian. Der er ikke mange tilbage fra de gamle dage, og han lever et relativt stille liv, med et par skilpadder og sin restaurant, der også er en slags monument over “bokseren der var”, hvor Rocky underholder gæsterne med gamle boksehistorier sammen med den italienske mad. Sønnen har sit eget liv, og det kører ikke helt som det skal, og han har det svært med sin idenditet som Rocky’s søn. Rocky støder på en gammel bekendt, og i kulisserne er en nutidsbokser ved at finde ud af, at han i medierne bliver sammenlignet med netop Rocky, og det falder ikke ubetinget ud til hans fordel. Skal han vitterligt bokse mod en “has-been” som Rocky? De må da have slugt søm! Det har de så!

Klik nedenfor for at læse resten af indlægget.
Læs resten

Mama Mia (2008)

Som sagt, så får jeg set lidt film, mens jeg ligger her og er syg. I går var det den her. Ja, jeg ved det, jeg er bagud :-) – So be it! Better late than never eller noget! Den stod i reolen, og jeg tænkte, at nu måtte det være.

What’s not to like! Hele tre yndlingsskuespillere (Streep, Brosnan, Firth), yndlingsmusik og dejlige græske omgivelser (okay en del er optaget i Marokko, men ellers Skorpelos, Damouchari, Pelion. og Skiathos, Grækenland)! Hvordan kan det andet end gøre en i godt humør? Det gjorde mig i godt humør.

Det er en glad, glad musical. Hver gang en ny sang starter tænkte jeg – “Hold da op, den elsker jeg også” og sådan blev det jo bare ved. Den musikalske side alene er jo fantastisk. Historien er – indrømmet – ret banal, men sød og hyggelig og det handler jo mere om musikken, som er skøn. Jeg hyggede mig, og det er der jo så også mange andre der har ved jeg. Og eftersom jeg er så langt bagud, så har du formentlig set den :-) – har du ikke, så gør det endelig. Humøret får en tak op – med garanti!

Niceville en bog og nu en film

The Help (2011) er en film, der kommer op nu her. Ifølge IMDB kommer den til Danmark 8. september under titlen Niceville. En film, man ihvertfald i USA, taler meget om. Den bygger på en bestsellerbog af samme navn. Musikken er også en stor del af en film, og til filmen har en stor sangerinde Mary J. Blige indspillet “I’m living proof” som bare er helt skøn. Du kan høre den, hvis du går ind på filmens hjemmeside. Dejlig, dejlig.

Historien

Filmen foregår i Missippi i 1960’erne, hvor Skeeter (Stone), er en overklassepige, der kommer hjem fra gymnasiet, besluttet på at blive forfatter. Hun sætter hele den lille by på den anden ende, da hun finder på at interviewe de afro-amerikanske kvinder, der på det nærmeste, har opforstret hende og hendes venner. Dette “falder mange for brystet”, men giver også basis for mange nye alliancer og venskaber.

En usædvanlig vinkel på en historie, men spændende. Og så vidt det beskrives, er historien fortalt med den rette ballance af humor og følelse, hvorfor det aldrig bliver for kvalmt, seriøst eller “for meget” på nogen måde.

Jeg skal ihvertfald have fat på bogen og have den “læst” på lydbog tror jeg , det bliver. De er godt nok lidt kostelige, men med det bogbudget, jeg holder i øjeblikket, kan det vist gå. Til en start vil jeg se, om jeg kan skaffe originalen på lydbog på biblioteket.

Nu er du “advaret”, og kan forberede dig på filmen som jeg selvfølgelig vil anmelde så snart, det lader sig gøre. Læser du bogen, så kom gerne og fortæl mig, hvad du synes også.

Links:

The help Official Movie Site

Kathryn Stockett – forfatteren til The Help

The Help – the book på Facebook

The Help – the movie på Facebook

En sand fryd og inspiration – Anita Lerche

Her til morgen var jeg kravlet ind på sofaen i min elendige tilstand, og sappede igennem mine utallige kanaler. På en norsk kanal fandt jeg en udsendelse, jeg tænkte jeg skulle se “Fra Herlev til Bollywood” – det pirrede min nysgerrighed. Det viste sig at handle om danske Anita Lerche, som har gjort karriere ved at synge på indisk – en ikke helt almindelig affære.

DESVÆRRE kom jeg ind midt i udsendelsen, for jeg ville efterfølgende så gerne have set det hele, for det var en sand solstråle og inspiration, der skinnede ud af min skærm. Nu har jeg så lige fundet ud af, at den ligger på Youtube, links længere nede. Og jeg kan nu se, det ikke var meget, jeg missede.

Lad mig sige det HELT klart. Jeg har INTET forhold til Bollywood og indisk musik overhovedet, men det kan da være, jeg får det nu!! Hold op, den lidenskab og passion Anita ligger for dagen, er smittende udover det sædvanlige, og så synger hun, så jeg er sikker på ikke kun indiske engle, men alle engle hopper på deres små skyer. Jeg er solgt, og jeg kunnet finde på at købe Anita’s CD Heer from Denmark. Men sjovt nok, har jeg også altid været vild med de flotte indiske sari’er og smykker. Faktisk husker jeg, at jeg som barn tænkte, at sådan ville jeg gerne gå klædt, men senere var jeg mere “realistisk”. Men hvem bestemmer egentlig det – det gør jeg jo. Men anyway, jeg synes stadig de er flotte.

Ihvertfald hatten af for Anita’s talent, gåpåmod og indstilling og for at bringe solskin og dejlig musik i mit fjernsyn i morges. Vil du læse mere om Anita, hendes karriere og musik, og selv se “From Herlev to Bollywood, er der muligheder nok:

From Herlev to Bollywood part I

From Herlev to Bollywood part II

Anita Lerche’s hjemmeside

Anita på Facebook

Regnvejrstanker


Ajstrup Strand tidlig, tidlig morgenstund

Jeg tænker regnvejrstanker. Med en hals der er fyldt med de skarpeste knive, regnen silende ned udenfor, og en økonomi, der langt fra er noget at tale om, skal der holdes godt fast i det positive. Så i dag er jeg lykkelig for mine dejlige feriefotos med skønne minder om dejlige timer med en skøn veninde, gensyn med mors fætter og hans søde kone, alles store gæstfrihed og helt utrolige evne til at give mig det skønneste ophold begge steder. Noget jeg ikke kan takke nok for.

Minderne tæller også, en kort hilsen på to dejlige heste, en lille glad hund, der fik sin første svømmetur (fotos kommer), solglittende vindstille vand, lun aftenluft, dejlig mad på havnen, masser af gåture, skøn, skøn natur og udsyn hele vejen. Smukke gamle bygninger i den gamle by og slentren på gågaden, og genopdagelse af, at jeg godt kan læse, får jeg roen og afmålt mængde stof – det var Drabschefen til 9,- kr. mand for at opklare :-)

Lige nu skal jeg så være rask, inden jeg dykker ned i at se alle de dejlige venner herhjemme, som jeg har stående “i kø” (min imaginære liste over aftaler) til samvær – så egentlig hverken skal eller må jeg ikke klage mig ret meget. Og det synes jeg faktisk heller ikke, jeg gør. Dog er jeg noget træt af halsen. Varm te, Harry Potter og Dødsregalierne (DVD), må være lige det, der skal til i dag – tror du ikke? Først et varmt bad og morgenmad. Håber du får en god dag, til trods for regnvejr.

Julie & Julia (2009)

Jeg købte filmen for noget tid siden i erkendelse af, at nu ville jeg se den, og ikke (som med så mange andre film) vente på, at den dukkede op på TV. Jeg er stor fan af Meryl Streep og da jeg jo også elsker at lave mad og spise det, ja så er det klart, at jeg havde store forventninger til filmen, da jeg satte den på her til morgen.

De blev mødt hver og en. Det er en skøn film og Meryl Streep er fantastisk i rollen som Julia Child. Jeg har lige læst mig til, at hun tog 30 kilo på, da hun indspillede filmen. Jeg grinede og følte mig i det hele taget bevæget på mange sanser filmen igennem. Og hvis ikke, man har været i Frankrig, så får man lyst til det, for slet ikke at tale om, at lave fransk mad.

Jeg skal gerne indrømme, at scenerne med Meryl Streep og hele den periode, er det stærkeste i filmen. Julie Powell’s historie står ikke nær så stærkt. Hvorfor kan jeg ikke lige give en forklaring på. Om det er fordi, der er et eventyrligt skær over hele perioden, som Julia Child lever i, og hendes liv og at Meryl Streep stråler sådan i rollen, at det får resten til at blegne, skal jeg ikke kunne sige, men det er som det fremstår, uden at være dårligt, bare svagere.

Historien kender alle vist efterhånden, så den vil jeg ikke gå så meget ind på, andet end at sige, at jeg har fået lyst til at læse (lydbog – hvis findes), Julia Child’s selvbiografi, og kogebogen har jeg også lyst til at købe, eller måske låne. Vi får se. Inspirerende, hyggelig og velspillet/fotograferet film, som du absolut skal se, hvis du kan lide både mad og Meryl Streep.

Præstens kone (1996)

Igår så jeg film, jeg havde optaget “The Preachers Wife (1996)”. Jeg synes ellers den her film, var en relativt ny film, i bjerget af film, jeg gerne ville se, men som jeg ikke havde nået endnu. Stadig kan jeg blive helt klam ved tanken om at den er SÅ gammel som 1996.

Det der i første omgang fik mig på sporet, var at Whitney stadig har sin stemme i behold (før det gik helt, helt galt), og så at Gregory Hines er med. Og ham ved jeg dog, er afgået ved en for tidlig død, selvfølgelig til cancer. Og det vidste jeg jo var noget siden, og så “knækkede filmen” for mig, for jeg mente da at filmen måtte være meget nyere og at han var død længe før, den blev lavet. NOT SO!!! Hines gik bort i 2003!!! Se det her illustrere altså, hvordan det er at blive ældre, og i hvor UHYGGELIG grad tiden forsvinder for mig og det bliver kun værre. Shit siger jeg bare!

Nå, men bortset fra det, så er det en hyggelig film. Den har de stærkeste kræfter på skuespilsiden, og selvfølgelig synger Whitney vidunderligt. Det var mens hun stadig kunne. Og der skal ingen tvivl herske når hun er god, findes det ikke bedre. Og så lige en advarsel, for er man ikke til gospel, skal man selvfølgelig ikke se filmen. Whitney spiller en korleder af – ja godt gættet – et gospelkor. Og de og hende synger, så englene garanteret hopper af fryd på deres små skyer, er jeg overbevist om.

Filmen havde iøvrigt en helt anden handling, end jeg troede. Jeg er ikke engang nået til at læse, hvad den handlede om. Den handler om et ægtepar, hvor han er præst (Courtney B. Vance), og hun (Whitney Houston)som sagt er korleder. De tilhører en stor men faldefærdig og gammel kirke, som de har overtaget efter hendes far. Det går ikke for godt, og det bliver ikke bedre af, at hendes mor bor der, og blander sig i alting. Som fortæller af historien, er deres søn (Justin Pierre Edmund) som spilles helt genialt. Og så er han iøvrigt bare den sødeste dreng, jeg længe har set. Sådan en der får en til at ønske sig en selvom det er årtier for sent. SÅ sød.

Med det hele som er ved at “køre helt af sporet”, har de brug for hjælp, og pludselig ankommer en hjælper til præsten angiveligt sendt at kirkekontoret. Det er det er det også, men det er en hjælper af den albernative slags, som spilles af Denzel Washingthon. Han har en engels ansigt, og er så sød og charmerende, at hans hjælp også er lige ved at køre tingene af sporet. Hvem Greogory Hines spiller, synes jeg, du selv skal se. I to småbiroller ses også Cissy Houston og Lionel Richie. En rigtig hyggelig Julefilm, en sød historie og dejlig musik og selvfølgelig – En happy end!

Nedenfor er traileren til filmen, og en video af en sang Whitney synger i filmen.

I

Elisabeth – The Golden Age (2007)

Ligesom film nummer et, der bare hed “Elisabeth” (1998), er fortsættelsen “Elisabeth – The Golden Age” bare episk i sin storhed, fantastiske kostumer, scenografi, lys og ikke mindst fantastisk skuespil. Begge film trækker således også på nogen af de største og bedst kræfter, og Cate Blanchet, som har hovedrollen indkasserede en Oscar for sin fremstilling af en meget kompleks monark, der er drevet af helt utrolige kræfter. Man føler i den grad historiens vingesus og man er der næsten selv, så godt er det lavet og skuespillet helt eminent. Får du muligheden og mistede filmen her til aften, så se den endelig. Her nedenfor en fin trailer, der udemærket giver et indtryk af filmens storhed:

In the land of women (2007)

Jeg så den her film forleden. Jeg optog den, ikke mindst fordi den er med min store favorit Meg Ryan. Og Adam Brody var såmænd også et dejligt nyt bekendtskab, på alle måder. Alle spiller rigtig godt, og billedsiden og cinografien er strålende, så hvorfor virker det så ikke alligevel. Jeg tror personligt, at den vil for meget på en gang. Den kaster alt for mange bolde i luften på en gang, og man sidder og venter på en konklusion, som aldrig kommer. Det kan gå at kaste nogen bolde op og så lade nogen “hænge”, men sgu ikke dem alle. Det starter så godt, men ender med, at man sidder med en underlig tom følelse, og tænker “var det det”? Eller sådan havde jeg det.

Kort fortalt, spiller Adam en ung mand, der tager til sin mormor for at finde op og ned på sit liv og ikke mindst komme sig over tabet af kæresten lige her og nu. Hans mor tror iøvrigt, han har mistet forstanden, men han holder ved og møder i nye omgivelser nye spændende kvinder og udfordringer i genboen, som er Sarah Hartwicke spillet af Meg Ryan.

Godt….

at der er kloge kvinder ude i blogland, der kan minde mig om ting, når min dårlige hukommelse svigter mig. Jeg vidste jo godt, hvad “Preicous (2009)” er, for jeg har jo set Oprah, som netop handlede om filmen! Oprah og Tyler Perry har produceret den og Mariah Carry spiller socialrådgiver i den. Det sagde mig intet, da jeg læste om den ovre hos Mette, før jeg slog den op, og så “nåh den”! Tak til Mette – nu skal jeg bare lige finde en, der vil med mig ind og se den, men ses skal den og ja, jeg tror også, den vækker til eftertanke. Her er traileren: