Ligesom film nummer et, der bare hed “Elisabeth” (1998), er fortsættelsen “Elisabeth – The Golden Age” bare episk i sin storhed, fantastiske kostumer, scenografi, lys og ikke mindst fantastisk skuespil. Begge film trækker således også på nogen af de største og bedst kræfter, og Cate Blanchet, som har hovedrollen indkasserede en Oscar for sin fremstilling af en meget kompleks monark, der er drevet af helt utrolige kræfter. Man føler i den grad historiens vingesus og man er der næsten selv, så godt er det lavet og skuespillet helt eminent. Får du muligheden og mistede filmen her til aften, så se den endelig. Her nedenfor en fin trailer, der udemærket giver et indtryk af filmens storhed:
Jeg så den her film forleden. Jeg optog den, ikke mindst fordi den er med min store favorit Meg Ryan. Og Adam Brody var såmænd også et dejligt nyt bekendtskab, på alle måder. Alle spiller rigtig godt, og billedsiden og cinografien er strålende, så hvorfor virker det så ikke alligevel. Jeg tror personligt, at den vil for meget på en gang. Den kaster alt for mange bolde i luften på en gang, og man sidder og venter på en konklusion, som aldrig kommer. Det kan gå at kaste nogen bolde op og så lade nogen “hænge”, men sgu ikke dem alle. Det starter så godt, men ender med, at man sidder med en underlig tom følelse, og tænker “var det det”? Eller sådan havde jeg det.
Kort fortalt, spiller Adam en ung mand, der tager til sin mormor for at finde op og ned på sit liv og ikke mindst komme sig over tabet af kæresten lige her og nu. Hans mor tror iøvrigt, han har mistet forstanden, men han holder ved og møder i nye omgivelser nye spændende kvinder og udfordringer i genboen, som er Sarah Hartwicke spillet af Meg Ryan.
at der er kloge kvinder ude i blogland, der kan minde mig om ting, når min dårlige hukommelse svigter mig. Jeg vidste jo godt, hvad “Preicous (2009)” er, for jeg har jo set Oprah, som netop handlede om filmen! Oprah og Tyler Perry har produceret den og Mariah Carry spiller socialrådgiver i den. Det sagde mig intet, da jeg læste om den ovre hos Mette, før jeg slog den op, og så “nåh den”! Tak til Mette – nu skal jeg bare lige finde en, der vil med mig ind og se den, men ses skal den og ja, jeg tror også, den vækker til eftertanke. Her er traileren:
Jeg har set film idag. Det var en af Julegaverne – Tsotsi (2005) en sydafrikansk/britisk film, der handler om “Tsotsi” (betyder “rod” sådan frit oversat), som er opvokset i den store township i Soweto ved Johannesburg, hvor der bor en million mennesker (i 2005, er siden næsten fordoblet). At sige han er voldelig dækker næsten ikke. Det har selvfølgelig sine grunde, men det går helt galt, da han på et tidspunkt stjæler en bil, som viser sig, at indeholde en baby. Hvad der siden sker, skal jeg ikke fortælle. Dog skal jeg opfordre dig til at se filmen, som er rigtig, rigtig barsk, men også give håb for menneskeheden og er en fortælling om, at selv i de mest håbløse situationer, er kærlighed det vigtigste.
In English:
I’ve watched a film today. It was one of the X-mas presents – Tsotsi (2005) a southafrican/british film, that is about “Tsotsi” (means “thug”), who has grown up in the big townshiop in Soweto by Johannesburg, hvor one million (in 2005 has nearly doubled since) people live. To say he is violent hardly covers it. Of course it has its reasons but it goes all wrong when he steals a car, that turns out to contain a baby.
What happens after that I won’t tell you. On the other hand I want to tell you to see this film, that is really, really though, but also offers hope for the human kind, and is a story and teastement love being the most important thing even in the most hopeless of circumstances.
Jeg var lige en tur rundt på nettet og kigge lidt på, hvad mine favoritskuespillere har lavet her på det sidste. Jeg er som mange andre sikkert også er, langt bagud i forhold til alt det, jeg gerne vil se. Men med den hastighed hvormed film bliver sprøjtet ud nu om stunder, tror jeg ikke, der er nogen der kan følge med.
På min tur rundt, var jeg lige forbi Tom Cruise’s website, og på den er faktisk en flot kavalkade af klip fra de rigtig mange rigtig fede film, han har begået. Jeg har altid været rigtig godt kunnet lide ham. Både fordi, han spiler godt, men også fordi, man (i mit hoved ihvertfald), skal være lavet af beton for at stå for hans smil og charme. Men det er som bekendt smag og behag.
Tom er iøvrigt en rigtig god årgang, for han er født samme år som undertegnede, og så er han et rigtigt godt eksempel på en lille mand, der er hundehamrende sexet – han er nemlig kun 1,70, så gode ting kommer også i “små pakker”
Som nævnt, så har jeg set rigtig mange film her i Julen efter også, fordi jeg har ligget syg. Jeg har nævnt Flirting with forty (2008), som var et hyggeligt bekendtskab. Derudover er der et par stykker mere, jeg vil skrive lidt om her. Ikke i mange vendinger, bare for at give en idé om dem, hvis du skulle støde på dem.
Jeg har altid godt kunne lide tegnefilm og animationsfilm. Denne er en animationsfilm. Det er snart læænge siden, den første kom og så galt den sidste, men jeg har aldrig fået set nogen af dem. Jeg har altid synes, den lille mus Stuart, var noget af det kæreste, og efter at have set både film I (1999) og film II (2002), så er han endnu sødere. De er supergodt lavet, og er vel egentlig til børn, men jeg hyggede mig nu godt nok med at ligge og se dem i efter Juledagene. Hvis du er til tegnefilm og sød animation og en rigtig familiehygge, så er Stuart Little bestemt et kig værd. Jeg skal ihvertfald se nummer III, når den dukker op på mit TV. Nedenfor traileren til film II. og hvis du vil se den søde ditto til nummer III er den her.
Jeg har faktisk altid godt kunnet lide Heather Locklear, omend hun jo langt fra har spillet nogen sympatiske roller, så har hun gjort dem godt. Derfor var jeg også meget glædeligt overrasket, da jeg faldt over “Flirting with forty (2008)” her i Julen.
Hun spiller den enlige mor Jackie med to små børn, der får en tur til Hawaii forærende af en veninde. Det er meningen de skal afsted sammen, men veninden Kristine (Vanessa Williams) bliver forhindret, og Jackie tager afsted alene. Vel ankommet, bliver hun antastet af en fyr, som hun bestemt ikke er interesseret i, og Kyle (Robert Buckley) kommer hende til undsætning. Hvordan skal jeg ikke afsløre, men bare sige, at de ihvertfald lærer hinanden at kende. Det er der så ikke noget usædvanligt i, udover at hun er 40 og han er 27. Noget hun tydeligvis – for ikke at tale om hendes venner (senere i forløbet), tænker langt mere over, end han nogensinde gør, og det giver nogen “kameler der lige skal sluges”. Men som det bliver sagt i filmen, hvis aldersfordelingen havde været modsat, var der ikke en sjæl, der havde sagt noget. Men uanset skildre denne film problematikken rigtig godt. Også reaktionen hos hendes veninder, der tydeligvis er jaloux på hendes nye bekendtskab.
Får du muligheden, så se den fordi det er en hyggelig og god lille film, og så ikke mindst, kan du savle over Rober Buckley som godt nok er dejlig – det synes jeg ihvertfald. Og er du mand – nåh ja så kan du da falde i staver over Heather, som trods “sin høje alder” faktisk ser hamrende godt du også!
Nu ligger jeg jo her og slapper af og prøver og få det bedre. Det betyder at fjernsynsprogrammet bliver studeret nøje. I morgenens gennemgang opdagede jeg, at en af mine favoritfilm kommer idag på TV3 PULS. Det er Message in a Bottle (1999), som har 2 af mine favoritter med nemlig Kevin Costner og Paul Newman. Det er ligeledes også en favoritfilm. Den er bare dejlig. Theresa Osborne (Robin Wright Penn) finder flaskeposten skrevet af Garret Blake (Kevin Costner) og bliver dybt berørt af den og vil finde ud af, hvor den kommer fra. Dette er en interessant rejse på mange planer, og jeg skal ikke afsløre mere end, at den egner sig strålende til en eftermiddag på sofaen. Paul Newman spiller faderen til Garret, som ønsker for sønnen, at han kommer videre efter hans hustru’s tragiske død.
Jeg optog filmen forleden, fordi jeg for noget siden hørte fra en ven, at den skulle være god. Jeg havde ingen som helst idé om, hvad den handlede om, eller at den var med Russel Crowe. Det sidste var da klart en fordel, for jeg synes, han spiller rigtig godt. At filmen så også bygger på virkelige hændelser og en rigtig person gjorde det jo endnu bedre – Bokseren James J. Braddock.
Vi følger Braddock fra en karriere som boxer, der faktisk går godt, og han og familien bor i et dejligt hus og har et godt liv. Så sætter depressionen ind og samtidig har han ikke held med sine kampe, og familien er næsten på gaden, og ihvertfald i en usund og ussel lejlighed kun med lige akkurat til dagen og vejen og dårligt nok. Arbejde er der intet af, og da James Braddock så også brækker sin hånd 3 steder, er katastrofen total da han også mister sin bokselicens. Det går kun nedad bakke indtil hans tidligere manager får fikset en kamp til ham, som dog kun skal være en “one of”. Det bliver det selvfølgelig ikke og de næste to kampe vinder han, hvorefter han skal bokse mod Max Baer, som på det tidspunkt er Verdensmester. Det bliver en legendarisk kamp.
Filmen skildrer depressionens fortvivlede tider og kampen for at overleve, det fantastiske forhold Braddock har til sin familie, og kærligheden mellem ham og hans kone helt fantastisk. Renee Zwelleger som hans kone er dybt rørende og fantastisk spillet, ligesom filmen generelt er præget af gode skuespilpræstationer, hvorfor den også var nomineret til 3 Oscars og flere andre priser og også vandt en del. Filmen gjorde det dog ikke så godt som håbet rent indtjeningsmæssigt. Dette menes at have flere årsager. Dels nogen skandaler med Russel Crowe lige omkring tidspunktet, hvor filmen skulle komme, at den kom på et dårligt tidspunkt i forhold til Oscarnomineringer etc., ligesom lanceringen af en anden boksefilm samtidig og sidst men ikke mindst filmens portrætering af Max Baer, som i filmen er fremstillet som en ret usympatisk person, der ligefrem skulle være skyld i hele to modstanderes død. Han var skyld i en mands død i ringen, men den anden person nævnt i filmen døde først efter kampen og det er ikke bevist, at det har noget på sig. Dertil kommer, at han i virkeligeheden beviseligt var en utrolig sympatisk gentleman, der var helt ødelagt over og plaget af mindet om det dødsfald, han var skyld i. Hvorfor man har ment, at det var nødvendigt, at portræterer ham forkert kan jeg ikke se. Det er noget man ofte gør, fordi man mener, det vil gøre filmen mere spændende – laver om på fakta. Jeg kan personligt ikke forstå, at filmskabere ikke kan lære at lade være med det, ligesom når de laver om på helt faktuelle ting, når de filmatiserer bøger – det hader jeg. Dog siges det, at Baers boksestil er ramt lige på kornet, og det er da så i det mindste noget.
Man kan vel sige, at dette er virkelighedens Rocky, men det gør den ikke mindre god. Tværtimod. Det er en meget fint sammensat film på alle måder. Det eneste, der tæller ned, er den kunstneriske frihed, man har taget sig i forhold til Baer.
