Efterårskiggerier

Imorges vågnede jeg selvfølgelig alt, alt for tidligt, selvom jeg intet skulle eftersom jeg er dårlig. Med det nye fjernsyn i soveværelset, kan der lures hvad som helst når jeg sådan vågner og skal underholdes. Imorges kiggede jeg lidt på min Trailerkanal. Film der altså kan lejes gennem YouSee eller andre steder hvis man vil det. Jeg har ikke prøvet at leje gennem YouSee, men da helt sikkert en løsning, jeg vil overveje, for det er da lettere end at skulle ned med filmen igen.

De tre jeg fandt i morges kan du se ovenfor, og jeg skal helt sikkert se dem alle. Jeg havde hørt om “Jeff who lives at home” i det interview med Susan Sarandon for noget siden, så den var jeg klar over, jeg skulle se, men havde sådan set glemt den.

De to andre kendte jeg ikke, men jeg blev jo helt klart fanget af titlen “Salmonfishing in The Yemen” – det pirrede klart min nysgerrighed. Hvem hulen får sådan en ide? Og traileren skuffer ikke, og det viser sig også, den er meget forrost og lige noget for mig, er jeg ret sikker på.

Da jeg var lige ved at “hoppe væk” og over på en anden kanal, kom den sidste film på banen, og det var noget med dyr, zoo, kærlighed og en meget sød fyr – så var jeg jo nem at lokke – hvorfor den også skal ses, også fordi den bygger på en rigtig historie. Hvilken vil du gerne se? God fornøjelse foran TV’et eller hvor du nu ser dine film?

Rundt omkring ugen

 

Begrebsforvirring

Jeg ved ikke lige, hvad der går galt. Nogen får begreberne i den grad “galt i halsen”, både med hensyn til, hvad der rent faktisk bliver sagt, og måden at fremføre det på. At mange så ikke er enige med de andre alligevel, skulle de fatte betydningen af, hvad der rent faktisk bliver sagt, er så noget helt andet. Sidst jeg tjekkede, har racisme og holdninger til muslimer, ikke noget at gøre med hinanden. Muhamedanere har en trosretning/livsholdning og er ikke en race! Ellers skal jeg have mine skolepenge tilbage, og så dårligt hørte jeg altså heller ikke efter.

Så få da lige styr på begreberne, inden I udtaler jeg endsige kaster med både det ene og det andet. Et er jeg dog helt enig i. Vold hører ingen steder hjemme, når man fremfører et synspunkt. Det være sig om det handler om det ene eller det andet. Men eftersom alt jo skal være et socialt eksperiment, så får de nok dårligt et “rap over fingrene” for det heller. Nok om det.

Hundehaderen

Så var der Balder, der blev offer for naboens kugler og vrede. Jeg kan være med langt henad vejen. Som Darkmus skriver (indlægget er der desværre ikke mere), så har man pligt til at reagerer, hvis naboen føler sig generet. Jeg har dog svært ved at se, hvordan man i praksis skal forhindre sin kat i at betræde naboens grund. Det lader sig simpelthen ikke gøre, hvis den skal gå løs. Og det synes jeg helt personligt en kat skal. En hund er en helt anden snak. Jeg vil dog nødig møde så dyrefjendsk et menneske, der kan få sig selv til at skyde en gammel fredelig hund. Havde vi talt om, at hunden var agressiv eller udgjorde en trussel, så i nødværge, men det det der – nej! Helt forkert, og så er jeg sådan set ligeglad med, at loven er holdt. Så skal loven ihvertfald ændres.

Titanic traumer

Jeg ved ikke, hvordan du har det. Men Titanic katastrofen, er en alvorlig sag, som de fleste ved, hvad er. En kæmpe del af befolkningen har også set filmen, og ikke mindst elsker de den, og ligeledes sangen, der er temaet til denne. At Kate Winslet har en mening/følelse omkring sangen til filmen, har hun helt klart ret til, men mine tanker, og følelser om samme ændre sig altså gevaldigt, når hun kommer med udtalelser som disse. Tale er sølv og tavshed er guld! Ihvertfald i dette tilfælde.

Grænser

Det var også ugen, hvor jeg mødte “muren” sådan lidt med, hvad jeg kan klare. Alt det her far-halløj, har i den grad taget på kræfterne, og bremserne slås i. Det blev de så, og det var der helt klart forståelse for hele vejen rundt – også hos far, der foranlediget af dette, var på sin første bustur efter operationen. Han må ikke køre bil igen før i juni måned. Det gik rigtig godt, og jeg kan slappe lidt mere af. Nu håber jeg snart han er klar til at få Emil tilbage, for det giver altså en vis begrænsing at have ham.

Mænd & intiativer

Spørgsmålet er nogen eller ingen. Foretrækker det modsatte køn, at man forholder sig afventende, eller vil de gerne noget initiativ? Tjah! Normalt plejer jeg jo ikke sådan at være bleg for at “gøre mit”, men jeg bliver jo også ældre, og situationer er forskellige. I tænkte tilfælde, er det en helt tilfældig (fremmed) mand mødt i det offentlige rum så at sige. Grundet hans position, er han ikke i stand til at kontakte mig (ville være uprofessionelt), og jeg har ingen anelse om, hvordan det ville blive modtaget, kontaktede jeg ham. Jeg har sådan set droppet det, men fortæl mig lige, hvad du ville gøre?

I det hele taget, har det der koncept mænd, eller ikke fyldt lidt i min bevidsthed på det seneste. Er det vitterligen umuligt at finde en sød mand, der gider udvise helt almindelig omtanke og kærlighed? You tell me!

Nu har jeg vist udgydt mig nok om diverse, og vil skynde mig at forberede aftensmaden – hjemmelavet burger med ovngrønsager og salat, inden jeg skal – you guessed it- gå med hund!

Værdig og gribende afsked

Først lidt af de bedste træningsscener fra start til slut, og noget som fanger hele essensen i Rocky-filmene, stemningen og kampgejsten. Dernæst en trailer fra Rocky Balboa.

Jeg har først fået set Rocky Balboa (2006) nu her i dag. Ret utroligt eftersom jeg er en kæmpe Sylvester Stallone fan. Dog har jeg lige fundet ud af, at han i virkeligheden, har skamferet sin ellers (efter min mening) gudesmukke krop med tatoveringer på det meste af overkroppen. Det er jeg ret desillusioneret over må jeg sige. Men tilbage til Rocky Balboa, som jo er den sidste i rækken af Rockyfilm.

Helt tilbage i 1976 var jeg inde og se den første med en veninde. Og jeg husker det som var det i går. Den kan du iøvrigt se online lige her. Det er stadig (efter min mening), den absolut bedste af filmene, men nummer 2, og denne sidste, er lige i hælene på den. Jeg faldt pladask for Sylvester Stallone. Hvorfor vil nogen spørge? Tjah, det er jo ikke altid sådan lige at forklare, men det vel de samme ting, som jeg stadig synes om ved ham. Først og fremmest, at finde på denne historie, skrive den, instruere den og spille med i den. At have kæmpet kampen selv helt bogstaveligt. Ikke som bokser, men at komme fra ingenting, og blive en af de mest anerkendte og berømte skuespillere og instruktører i Hollywood, er dog en bedrift. Uanset, hvad man synes om hans film, kan man ikke tage det faktum fra ham, ligsom hans fantastiske fysik heller ikke kommer af sig selv. Slet ikke i hans alder. Da denne den sidste film bliver optaget, er Sly altså 62 år. At jeg så personligt godt kan lide hans fysisk, hans øjne og hans stemme, er jo det og en smagssag. Men her lidt om filmen, som dette jo egentlig skulle være om.

Historien starter lidt hårdt, for vi finder ud af, at Rocky under årene, har mistet sin elskede kone Adrian. Der er ikke mange tilbage fra de gamle dage, og han lever et relativt stille liv, med et par skilpadder og sin restaurant, der også er en slags monument over “bokseren der var”, hvor Rocky underholder gæsterne med gamle boksehistorier sammen med den italienske mad. Sønnen har sit eget liv, og det kører ikke helt som det skal, og han har det svært med sin idenditet som Rocky’s søn. Rocky støder på en gammel bekendt, og i kulisserne er en nutidsbokser ved at finde ud af, at han i medierne bliver sammenlignet med netop Rocky, og det falder ikke ubetinget ud til hans fordel. Skal han vitterligt bokse mod en “has-been” som Rocky? De må da have slugt søm! Det har de så!

Klik nedenfor for at læse resten af indlægget.
Læs resten

Mama Mia (2008)

Som sagt, så får jeg set lidt film, mens jeg ligger her og er syg. I går var det den her. Ja, jeg ved det, jeg er bagud :-) – So be it! Better late than never eller noget! Den stod i reolen, og jeg tænkte, at nu måtte det være.

What’s not to like! Hele tre yndlingsskuespillere (Streep, Brosnan, Firth), yndlingsmusik og dejlige græske omgivelser (okay en del er optaget i Marokko, men ellers Skorpelos, Damouchari, Pelion. og Skiathos, Grækenland)! Hvordan kan det andet end gøre en i godt humør? Det gjorde mig i godt humør.

Det er en glad, glad musical. Hver gang en ny sang starter tænkte jeg – “Hold da op, den elsker jeg også” og sådan blev det jo bare ved. Den musikalske side alene er jo fantastisk. Historien er – indrømmet – ret banal, men sød og hyggelig og det handler jo mere om musikken, som er skøn. Jeg hyggede mig, og det er der jo så også mange andre der har ved jeg. Og eftersom jeg er så langt bagud, så har du formentlig set den :-) – har du ikke, så gør det endelig. Humøret får en tak op – med garanti!

Niceville en bog og nu en film

The Help (2011) er en film, der kommer op nu her. Ifølge IMDB kommer den til Danmark 8. september under titlen Niceville. En film, man ihvertfald i USA, taler meget om. Den bygger på en bestsellerbog af samme navn. Musikken er også en stor del af en film, og til filmen har en stor sangerinde Mary J. Blige indspillet “I’m living proof” som bare er helt skøn. Du kan høre den, hvis du går ind på filmens hjemmeside. Dejlig, dejlig.

Historien

Filmen foregår i Missippi i 1960’erne, hvor Skeeter (Stone), er en overklassepige, der kommer hjem fra gymnasiet, besluttet på at blive forfatter. Hun sætter hele den lille by på den anden ende, da hun finder på at interviewe de afro-amerikanske kvinder, der på det nærmeste, har opforstret hende og hendes venner. Dette “falder mange for brystet”, men giver også basis for mange nye alliancer og venskaber.

En usædvanlig vinkel på en historie, men spændende. Og så vidt det beskrives, er historien fortalt med den rette ballance af humor og følelse, hvorfor det aldrig bliver for kvalmt, seriøst eller “for meget” på nogen måde.

Jeg skal ihvertfald have fat på bogen og have den “læst” på lydbog tror jeg , det bliver. De er godt nok lidt kostelige, men med det bogbudget, jeg holder i øjeblikket, kan det vist gå. Til en start vil jeg se, om jeg kan skaffe originalen på lydbog på biblioteket.

Nu er du “advaret”, og kan forberede dig på filmen som jeg selvfølgelig vil anmelde så snart, det lader sig gøre. Læser du bogen, så kom gerne og fortæl mig, hvad du synes også.

Links:

The help Official Movie Site

Kathryn Stockett – forfatteren til The Help

The Help – the book på Facebook

The Help – the movie på Facebook

En sand fryd og inspiration – Anita Lerche

Her til morgen var jeg kravlet ind på sofaen i min elendige tilstand, og sappede igennem mine utallige kanaler. På en norsk kanal fandt jeg en udsendelse, jeg tænkte jeg skulle se “Fra Herlev til Bollywood” – det pirrede min nysgerrighed. Det viste sig at handle om danske Anita Lerche, som har gjort karriere ved at synge på indisk – en ikke helt almindelig affære.

DESVÆRRE kom jeg ind midt i udsendelsen, for jeg ville efterfølgende så gerne have set det hele, for det var en sand solstråle og inspiration, der skinnede ud af min skærm. Nu har jeg så lige fundet ud af, at den ligger på Youtube, links længere nede. Og jeg kan nu se, det ikke var meget, jeg missede.

Lad mig sige det HELT klart. Jeg har INTET forhold til Bollywood og indisk musik overhovedet, men det kan da være, jeg får det nu!! Hold op, den lidenskab og passion Anita ligger for dagen, er smittende udover det sædvanlige, og så synger hun, så jeg er sikker på ikke kun indiske engle, men alle engle hopper på deres små skyer. Jeg er solgt, og jeg kunnet finde på at købe Anita’s CD Heer from Denmark. Men sjovt nok, har jeg også altid været vild med de flotte indiske sari’er og smykker. Faktisk husker jeg, at jeg som barn tænkte, at sådan ville jeg gerne gå klædt, men senere var jeg mere “realistisk”. Men hvem bestemmer egentlig det – det gør jeg jo. Men anyway, jeg synes stadig de er flotte.

Ihvertfald hatten af for Anita’s talent, gåpåmod og indstilling og for at bringe solskin og dejlig musik i mit fjernsyn i morges. Vil du læse mere om Anita, hendes karriere og musik, og selv se “From Herlev to Bollywood, er der muligheder nok:

From Herlev to Bollywood part I

From Herlev to Bollywood part II

Anita Lerche’s hjemmeside

Anita på Facebook

Regnvejrstanker


Ajstrup Strand tidlig, tidlig morgenstund

Jeg tænker regnvejrstanker. Med en hals der er fyldt med de skarpeste knive, regnen silende ned udenfor, og en økonomi, der langt fra er noget at tale om, skal der holdes godt fast i det positive. Så i dag er jeg lykkelig for mine dejlige feriefotos med skønne minder om dejlige timer med en skøn veninde, gensyn med mors fætter og hans søde kone, alles store gæstfrihed og helt utrolige evne til at give mig det skønneste ophold begge steder. Noget jeg ikke kan takke nok for.

Minderne tæller også, en kort hilsen på to dejlige heste, en lille glad hund, der fik sin første svømmetur (fotos kommer), solglittende vindstille vand, lun aftenluft, dejlig mad på havnen, masser af gåture, skøn, skøn natur og udsyn hele vejen. Smukke gamle bygninger i den gamle by og slentren på gågaden, og genopdagelse af, at jeg godt kan læse, får jeg roen og afmålt mængde stof – det var Drabschefen til 9,- kr. mand for at opklare :-)

Lige nu skal jeg så være rask, inden jeg dykker ned i at se alle de dejlige venner herhjemme, som jeg har stående “i kø” (min imaginære liste over aftaler) til samvær – så egentlig hverken skal eller må jeg ikke klage mig ret meget. Og det synes jeg faktisk heller ikke, jeg gør. Dog er jeg noget træt af halsen. Varm te, Harry Potter og Dødsregalierne (DVD), må være lige det, der skal til i dag – tror du ikke? Først et varmt bad og morgenmad. Håber du får en god dag, til trods for regnvejr.

Julie & Julia (2009)

Jeg købte filmen for noget tid siden i erkendelse af, at nu ville jeg se den, og ikke (som med så mange andre film) vente på, at den dukkede op på TV. Jeg er stor fan af Meryl Streep og da jeg jo også elsker at lave mad og spise det, ja så er det klart, at jeg havde store forventninger til filmen, da jeg satte den på her til morgen.

De blev mødt hver og en. Det er en skøn film og Meryl Streep er fantastisk i rollen som Julia Child. Jeg har lige læst mig til, at hun tog 30 kilo på, da hun indspillede filmen. Jeg grinede og følte mig i det hele taget bevæget på mange sanser filmen igennem. Og hvis ikke, man har været i Frankrig, så får man lyst til det, for slet ikke at tale om, at lave fransk mad.

Jeg skal gerne indrømme, at scenerne med Meryl Streep og hele den periode, er det stærkeste i filmen. Julie Powell’s historie står ikke nær så stærkt. Hvorfor kan jeg ikke lige give en forklaring på. Om det er fordi, der er et eventyrligt skær over hele perioden, som Julia Child lever i, og hendes liv og at Meryl Streep stråler sådan i rollen, at det får resten til at blegne, skal jeg ikke kunne sige, men det er som det fremstår, uden at være dårligt, bare svagere.

Historien kender alle vist efterhånden, så den vil jeg ikke gå så meget ind på, andet end at sige, at jeg har fået lyst til at læse (lydbog – hvis findes), Julia Child’s selvbiografi, og kogebogen har jeg også lyst til at købe, eller måske låne. Vi får se. Inspirerende, hyggelig og velspillet/fotograferet film, som du absolut skal se, hvis du kan lide både mad og Meryl Streep.

Præstens kone (1996)

Igår så jeg film, jeg havde optaget “The Preachers Wife (1996)”. Jeg synes ellers den her film, var en relativt ny film, i bjerget af film, jeg gerne ville se, men som jeg ikke havde nået endnu. Stadig kan jeg blive helt klam ved tanken om at den er SÅ gammel som 1996.

Det der i første omgang fik mig på sporet, var at Whitney stadig har sin stemme i behold (før det gik helt, helt galt), og så at Gregory Hines er med. Og ham ved jeg dog, er afgået ved en for tidlig død, selvfølgelig til cancer. Og det vidste jeg jo var noget siden, og så “knækkede filmen” for mig, for jeg mente da at filmen måtte være meget nyere og at han var død længe før, den blev lavet. NOT SO!!! Hines gik bort i 2003!!! Se det her illustrere altså, hvordan det er at blive ældre, og i hvor UHYGGELIG grad tiden forsvinder for mig og det bliver kun værre. Shit siger jeg bare!

Nå, men bortset fra det, så er det en hyggelig film. Den har de stærkeste kræfter på skuespilsiden, og selvfølgelig synger Whitney vidunderligt. Det var mens hun stadig kunne. Og der skal ingen tvivl herske når hun er god, findes det ikke bedre. Og så lige en advarsel, for er man ikke til gospel, skal man selvfølgelig ikke se filmen. Whitney spiller en korleder af – ja godt gættet – et gospelkor. Og de og hende synger, så englene garanteret hopper af fryd på deres små skyer, er jeg overbevist om.

Filmen havde iøvrigt en helt anden handling, end jeg troede. Jeg er ikke engang nået til at læse, hvad den handlede om. Den handler om et ægtepar, hvor han er præst (Courtney B. Vance), og hun (Whitney Houston)som sagt er korleder. De tilhører en stor men faldefærdig og gammel kirke, som de har overtaget efter hendes far. Det går ikke for godt, og det bliver ikke bedre af, at hendes mor bor der, og blander sig i alting. Som fortæller af historien, er deres søn (Justin Pierre Edmund) som spilles helt genialt. Og så er han iøvrigt bare den sødeste dreng, jeg længe har set. Sådan en der får en til at ønske sig en selvom det er årtier for sent. SÅ sød.

Med det hele som er ved at “køre helt af sporet”, har de brug for hjælp, og pludselig ankommer en hjælper til præsten angiveligt sendt at kirkekontoret. Det er det er det også, men det er en hjælper af den alternative slags, som spilles af Denzel Washingthon. Han har en engels ansigt, og er så sød og charmerende, at hans hjælp også er lige ved at køre tingene af sporet. Hvem Greogory Hines spiller, synes jeg, du selv skal se. I to små biroller ses også Cissy Houston og Lionel Richie. En rigtig hyggelig Julefilm, en sød historie og dejlig musik og selvfølgelig – En happy end!

Nedenfor er traileren til filmen, og en video af en sang Whitney synger i filmen.

I

Elisabeth – The Golden Age (2007)

Ligesom film nummer et, der bare hed “Elisabeth” (1998), er fortsættelsen “Elisabeth – The Golden Age” bare episk i sin storhed, fantastiske kostumer, scenografi, lys og ikke mindst fantastisk skuespil. Begge film trækker således også på nogen af de største og bedst kræfter, og Cate Blanchet, som har hovedrollen indkasserede en Oscar for sin fremstilling af en meget kompleks monark, der er drevet af helt utrolige kræfter. Man føler i den grad historiens vingesus og man er der næsten selv, så godt er det lavet og skuespillet helt eminent. Får du muligheden og mistede filmen her til aften, så se den endelig. Her nedenfor en fin trailer, der udemærket giver et indtryk af filmens storhed: