Fødselsdag med forhindringer

Dagen startede med, at jeg tog i stalden og havde morgenmad og gulerødder til de 4-benede med. Der var godt nok mandefald, så der var en person mindre end forventet og nogle er på ferie. Men os der var der, hyggede os gevaldigt, og jeg fik endda en gave og havde allerede fået en om morgenen. En dejlig æske med lækkerier fra Bodyshop. Der blev vasket hest og jeg hilst på alle vennerne og især hyggede jeg med Frøken Smilla, som ses her, som står i vores stald.

Hele det her fødselsdagshalløj startede ellers på den forkerte fod. Først fik jeg lavet en aftale med to veninder, som egentlig skulle have kommet til middag. Senere fandt jeg så senere ud af, var en rigtig skidt ide, fordi jeg lige netop har overstået en marathongalopweekend med Scandinavian Open Championship og Dansk Derby. Den weekend tager alt ud af mig og jeg kan stadig mærke effekten af den. Så at stå og kokkerer på i går, var ingen god ide. Så den skød vi. Det viste sig så senere, at den ene veninde havde en aftale, hun dårligt kunne løbe fra, så det var held i uheld. Så langt så godt.

Jeg har faktisk nogle år været ude og spise med en anden veninde, og det har vi nu ophøjet til en tradition fremover. Det er rart at gå ud og ikke selv skulle stå for noget som helst. Især på sin fødselsdag, så det blev så “plan B” om jeg så må sige, selvom det egentlig skulle have været “plan A”. De andre gange har det så været sådan, at hun har betalt, og det har været min gave. Og det er helt fint.

Således var det kun at finde ud af, hvor vi skulle hen. Vi har før smagt de gode pizzaer fra Madenitaly, som før var på Papirøen. Nu er de flyttet i en rigtig restaurant, og det ville jeg gerne prøve. Pizzaerne ved jeg jo er fanastiske. Og vi glædede os begge. Vi manglede bare at finde ud af, hvordan vi skulle mødes, for at køre bil derind var vi godt klar over, nok var håbløst. Det fik vi også på plads.

Mens jeg gør de sidste anstrøg før jeg skal ud af døren ringer min telefon. Det er min veninde – “Har du set seneste sms?” Det måtte jeg så sige nej til. Hun var blevet meget akut dårlig og den eneste aftale, hun overhovedet kunne, var en med badeværelset (enough said). Ikke spor sjovt, og bare det værste! Smadderærgerligt, men sygdom kan man jo ikke bestemme over. Så der røg vores pizzatur for nu. Jeg ringede og aflyste efter at have undersøgt, om en anden veninde kunne tage med (kunne hun ikke). Lidt ironisk og på en eller anden skæv måde, godt at det ikke var mit helbred, der var i vejen for en gangs skyld, men jeg ville da klart foretrække alle raske.

Så var spørgsmålet, hvad så? Jeg blev enig med mig selv om, at jeg ikke gad lave mad, og at jeg gerne ville have pizza alligevel. Det blev så for en gangs skyld en vegeetarisk løsning på La Sirena (jeg vil prøve, om jeg kan få dem til at få nogle veganske løsninger) og ikke en vegansk løsning. Det er noget, jeg prøver at undgå, men for den ene gangs skyld, synes jeg godt, det kunne forsvares, når jeg resten af året har spist vegansk. Og jeg må sige, at denne pizza ikke fås bedre. Jeg vil prøve at lave den vegansk en dag. Her er hvad der er på den: Mascarpone, ost, squash, løg, ovnstegte kartofler med rosmarin, paprika, parmesan, pesto og den har nummer 60. Så vil du til en start bare droppe kødet, så prøv den, den er absolut himmelsk. Sprød lækker bund, med skønt fyld. Normalt kan jeg ikke spise en hel pizza og kunne også sagtens få resterne med mig, men den smagte så godt, at jeg spiste det hele og til fik jeg et glas hvidvin. Og så tøffede jeg ellers hjem.

Vel hjemme igen, har jeg så også gjort det til en tradition, at jeg ikke læser mine beskeder på Facebook, før jeg kommer hjem, for det er svært hyggeligt. Som altid er jeg ganske overvældet over, mængden af beskeder, jeg har modtaget på min dag, og selvom det lige nu føles som om intet går rigtigt, så må jeg da have gjort noget rigtigt med alle de søde hilsener, jeg modtog i går. Tusind, tusind tak, de er alle blevet læst flere gange og hver og en er værdsat, også alle dem, der var personlige, på mail, sms m.m.