Nu vi er ved det….

Foie gras betyder fedtlever og er en sygdom, der brutalt påføres gæs og ænder fordi man tvangsfodrer dem, så leveren kan vokse op til 7 gange normal størrelse.
Dyrene er fikserede i små bure, hvor kun hals og hoved stikker ud. Et fodringsrør presses 3-8 gange dagligt direkte ned i mavesækken, hvorefter der blæses 4-500 g fedtholdigt foder i dyret.
Dyrene påføres en sygelig tilstand og lider under skader på spiserør, næb, vinger og ikke mindst leveren.

I Danmark er tvangsfodring forbudt ifølge dyreværnsloven, da det betragtes som dyremishandling. Men det er ikke forbudt at importere produkter, der er fremstillet ved brug af tvangsfodring som f.eks. foie gras. Det er op til det enkelte menneskes etik og moral, om man vil støtte dyremishandlingen.

Dyrenes Venner opfordrer forbrugere og forhandlere til ikke at støtte denne barbariske produktionsmetode. Hvis du ser Foie Gras på menukortet, så gør opmærksom på, at du ikke støtter dette, og ønsker restauranten tager det af sit kort.

Roger Moore:

“Foie gras er en sygdom
– ikke en delikatesse”