Glade Jul – 2. søndag i advent

Jeg er normalt, langt fra at være lyseslukker. Tværtimod prøver jeg altid at være positiv, og indgyde det samme i andre. Julen er en højtid, jeg førhen elskede. Dette ikke mindst p.g.a. min mor, som elskede Julen også. Jeg tror ikke, det i min fars barndom, var noget sådan særligt af mange årsager.

Da min mor døde, så døde Julen faktisk også lidt for mig. I mange år, kunne jeg intet positivt se ved Julen overhovedet, og jeg sprang den helst over. Og gjorde alt for, at komme så hurtigt igennem den som muligt, uden at tillægge den større vægt eller iøvrigt deltage i noget, hvis jeg kunne blive fri. Vel også fordi, jeg aldrig har fået fornøjelsen at holde Jul for nogen. Det giver det jo en anden indgang. Jeg ved ikke, om andre har det ligesådan, at barndommens Jul, var den bedste, men sådan er det helt sikkert for mig.

Noget andet slog mig i går. Julen er i høj grad også facadernes tid. Julen er idyllens tid. Hyggeligt samvær, glade familier, forelskede kærester og lykkelige ægtepar og søde børn. Og jeg håber da, der er masser af dem. Men det er også tiden, hvor der er rigtig mange, der kører på facade, og hvis folk vidste, hvad der var bag facaden, så ville de i mange tilfælde få et chock. Mange ægteskaber er så ødelagte, at de burde have været opløst for mange år siden, der er sygdom, utroskab, dødsfald, manipulation, kontrol og endda i mange tilfælde sikkert også misbrug og mishandling. Det glemmer mange.

Normalt, er jeg heller ikke en dyt ked af at være alene. Slet ikke, men nogle situationer, bringer savnet efter den eneste ene op, for selvfølgelig ville jeg da gerne have en, at være noget for. Julen er også sådan en tid. Den bringer også savnet af de kære, man har mistet, og dem man gerne ville have kendt. Her tænker jeg på mine forældre, både dem her og de biologiske. Dertil kommer, at det også er traditioneres tid. Men når man ingen har, at lave traditioner med længere, så bliver det også årsag til sorg. Andre har bygget deres traditioner med andre venner, famlie etc., og så sidder man her og kan ærligt talt godt føle sig udenfor.

Lige nu fylder alt det lidt for meget, og jeg prøver at arbejde mig ud af det så godt jeg kan, på trods af, at jeg lige nu er langt fra motiveret og helbredet stadig driller. Lys i adventsstagen, godt fjernesyn, Julekortskrivning og snart en kop kaffe, for det har jeg ikke fået endnu. Til gengæld har jeg fået brasede kartofler og hjemmelavet vegansk pølse og grønlangkål (den var så ikke helt så vellykket som ønsket, men ikke værre end det kan rettes). Der er også flere malebøger der venter.

På mange punkter, har jeg det let og rigtig godt, og det er jeg også bevidst om.Jeg har tonsvis af dejlige venner (her er det en sorg ikke at have mere energi til samvær end tilfældet er og ofte må melde fra til ting, på grund af heldbred), en bolig jeg elsker og har mulighed for at dyrke de ting, jeg har lyst til og en rejse af og til. Det er altsammen noget, jeg er bevidst om, at være meget taknemmelig for og også er. Men trods min ellers altid positive tilgang til tingene, synes jeg ikke det gør noget, at I ved, at der også er ting, der gør mig ked af det og trist. I lige nu er det lidt svært.

Jeg tænker, der er positiver og negativer ved alt, men det kan godt gøre mig ked af det, når jeg nogengange ser, hvordan folk spilder deres liv, selvom det er deres beslutning. Hver eneste af os har ansvar, at være lykkelige og gøre det som er rigtigt for os. Man kan ikke gøre alle tilpas og det skal man heller ikke. Man har pligt til at være så lykkelig som muligt, og få det bedste ud af den tid, man har her. Ingen har ret til at fortælle andre, hvordan de skal leve deres liv. At man undervejs selv bliver såret eller træder nogen over tæerne, er uundgåeligt, men tiden er kort, og det er afgørende, at du sætter dig og finder ud af, hvad der er vigtigt for dig, og hvad du ønsker af livet. Tro mig, det vigtige er ikke penge, position og status….Og så vil jeg iøvrigt prøve at finde mit positive jeg frem, så meget så vel muligt, for det har erfaringen også lært mig, at andet kan ikke betale sig…..Og tak, hvis I læste med så langt.

På falderebet minder jeg lige om, at jer der ikke er på Facebook og også dem der er selvfølgelig, kan synes om indlægget på det lille hjerte under indlægget.

Hjertesorg

IMG_6989opt2_Dyrehaven060615

Se dokumentaren, som fint viser, hvor svært et brud kan være, og også set med forskerøjne. Der er gode grunde til, at det er så svært, som det rent faktisk kan være for mange.

Jeg så dokumentaren nedenfor i går, og den bragte selvfølgelig en masse tanker til tider, hvor jeg selv har haft det sådan. Det er heldigvis langt tid siden sidst, og det er noget, jeg vil gøre meget for at undgå igen.

Man kan sige i og med, jeg stort set har opgivet, at finde ham, den helt rigtige, så går det jo meget godt den vej rundt. Selvfølgelig ville jeg blive glad, hvis der kom en, og modbeviste min efterhånden store skepsis omkring mænd. Sjovt nok elsker jeg mænd og har mødt mange rigtig, rigtig dejlig af slagsen ikke noget om det. Men som ofte, så er der dælme også nogen i blandt, der kan ødelægge statestikken og rygtet for resten.

Når jeg ser mig omkring, er jeg bestemt og meget langt fra, at være den eneste der har det sådan, og er som følge deraf selvvalgt single. Når det er sagt, så er det mere derhen, at jeg ikke gør noget aktivt for at finde en kæreste overhovedet. Hvis og når jeg møder en, der giver mig lyst til at prøve at “stikke næsten i den bikube” igen, så må jeg tage det op. Indrømmet, jeg har da mødt nogen, men tingene er ikke gået min vej og sådan er det så. Det skal jo være gengældt. Så foreløbig er jeg alene – langtfra ensom. Det er bestemt ikke det samme.

Jeg har heldigvis prøvet at være elsket, også sådan rigtigt. Dermed har jeg også oplevet stor, stor hjertesorg, fordi det ikke holdt eller blev som ønsket. I et tilfælde (hvor jeg ikke var rigtig elsket, og jeg var den der var mest “ramt”), kan jeg nu kigge tilbage på et forhold, som jeg var meget ulykkelig over gik over styr og se, at vi slet, slet ikke passede eller passer sammen. Så der er helt ro på den, og vi kan sagtens tale sammen i dag, men det er ikke noget, vi gør det i. Og det er fint nok.

I et andet tilfælde, mødtes vi mange år senere, og dels havde personen forandret sig så meget, at jeg dårligt kunne kende ham, og dels var der ting, jeg sikkert havde været alt for naiv til at se dengang. Det gik selvfølgelig heller ikke og der gik noget tid med at skille fortid og nutid ad og erkende de her ting, hvilket i sig selv var meget hårdt. Det brud var ikke særlig “pænt” og det gør selvfølgelig, at det er med noget blandede følelser, jeg kigger tilbage på det, hvilket ikke sker så ofte.

I et sidste tilfælde, kigger jeg heller ikke tilbage ofte, af den simple grund, at jeg stadig bliver rørt til tårer ved tanken. Derfor vil jeg ikke dvæle ved det, men kun sige, at jeg håber, at når jeg tænker på lige ham, så håber jeg, han stadig kan mærke det. Engang imellem forbliver følelserne der, selvom det ender med et knust hjerte.

P.S.: Hvis du har et problem med at forstå det engelske og de tyske undertekster, ligger dokumentaren her på dr.dk i begrænset tid.

Kontroversielt? – Perfect Mothers

Jeg blev opmærksom på Perfect Mothers (2013) via Emiia van Hauens side på Facebook. Hende og sexolog Joan Ørting, giver filmen stjerner og diskuterer emnet (du kan se klippet her 35:21). Jeg kan så afsløre, at de bestemt ikke er enige.

Filmen handler om to mødre, der bor sammen emd deres voksne sønner og på kryds får et forhold til den andens søn. Må man det? Umiddelbart ville det jo nok under normale omstændigheder, give årsag til noget løftede øejenbryn, men her er den ene jo lige så god som den anden. Iøvrigt er det underligt, at filmen, som er fransk produceret, og originalt hedder Adore (2013), bliver oversat til engelsk pludseligt istedet for til dansk.

Personligt husker jeg, at jeg talte med en veninde om det, og hun ville synes det var mærkeligt. Og skulle jeg vælge min veninde eller det, så var det hende, men skal man tvinges udi at vælge, hvis begge er voksne? Nu var det en hypotetisk snak, men det er bestemt da ikke en helt utænkelig tanke – eller hvad synes du? Ikke problemfrit uanset vil jeg tro, men jeg vil glæde mig til at se den senere på DVD.

Det er selvfølgelig svært at udtale sig om filmen, men jeg finder emnet interessant sådan generelt. Så jeg vil meget gerne høre, hvad I synes.

Anmeldelser:

11. oktober 2013 Politiken

9. oktober 2013 B.T.

Back To December


Lyrics | Taylor Swift lyricsBack to December lyrics

Her til morgen så jeg 60 minutes. Et program jeg ofte ser, og hvor der faktisk også er gode nyheder. Det er en god blanding af alt muligt, og altid oplysende og interessant. Hvis du ikke ser, så kan jeg varmt anbefale. Du kan se preview af fra nogen af deres udsendelser her.

Jeg har nok sådan, som noget “baggrundsstøj” hørt Taylors musik i radioen, eller hørt hende omtalt. Det er ikke noget, jeg som sådan husker. Men så er det så sandelig fordi, jeg ikke har hørt ordentligt efter. I udsendelsen til morgen, var der nemlig et portræt af hende.

Ikke nok med, at hun er køn og se på, så er hun modsat så mange andre unge popidoler, ydmyg, langt fra at køre på sex og så har hun bunker, og bunker af talent. Hun skriver selv sine sange, styrer selv sine forretningsmøder og så involverer hun sig på et helt personligt plan i sine fans.

Hvad mener du om en pige, der begynder at synge derhjemme som 10-årig, plager livet af sine forældre for at komme til Nashville, lander en pladekontrakt som 13-årig og som 14-årig går fra samme pladeselskab, fordi de ville have hende til at synge andres sange. Fantastisk. Selvfølgelig skulle hun ikke synge andres sange, når hun selv kan! Hold da lige op, jeg er imponeret.

Hun har vundet næsten alle de musikpriser der er at vinde, og udtalt af eksperter, var det ikke lige fordi, at hun tiltrækker et meget ungt publikum og det er dem, der kommer til hendes koncerter, så ville man i høj grad kalde hende en stor sangskriver. Hvorfor det skal bruges imod hende forstår jeg ikke, men sådan er det. Hun lider ingen nød, det er sikkert! Og pladeselskabet, der lod hende gå – de må da ærge sig grønne i hovedet, over de lod hende gå. Så godt gået, den der ler sidst, ler bedst.

Lyt til ovensiddende, en smuk sang om kærlighed med en tekst, der faktisk fik mig til at tænke på et fejltrin, jeg lavede som helt ung, og som jeg aldrig kunne rette, selvom jeg prøvede. Da var det for sent – noget jeg stadig kan være ked af. Jeg er langt fra målgruppen, men jeg vil ihvertfald gerne lytte til Taylor fremover. Du kan se mere Taylor på hendes Officielle Site.