Bedre end forventet

Dagen startede skidt. Jeg vågnede og var langt fra frisk. Ikke syg som i syg, men bare udmattet og drænet. Dertil kommer at jeg har følt, at jeg pressede mig selv lidt rigeligt senest og var på vej til at blive stresset. Det sidder lidt i mig endnu, kan jeg mærke, men jeg kan forhåbentlig nå at tage det i opløbet til en vis grad. På et punkt kan jeg ikke – jeg vågnede nemlig også med noget, jeg ikke har haft i evigheder – et forkølelsessår. Et sikkert tegn på, at det er på høje tid og skrue ned for aktiviteten. Så det gør jeg så. Sådan er det nødt til at være.

Det er meget godt, at andre på mine vegne synes, det er åh så godt, at jeg presser mig selv. Var jeg som alle andre, så ville jeg sige, at det er det. Og til en vis grad, skal jeg selvfølgelig også prøve at rykke grænserne. Jeg ved dog også, at jeg skal passe på, for lige pludselig så siger mit system fra, og jeg bliver syg. Det har folk stadig svært ved at forstå og respektere og vil gerne give mig fornemmelsen af, at jeg ikke gør det godt nok. Jeg har været inde på det før, og jeg bliver træt og ked af det!

Bare som eksempel, var jeg i stalden lørdag. Det er rigeligt med aktivitet til mig på en dag og især så travlt, som der er i øjeblikket. Jeg føler virkelig, jeg burde være 12-armet blæksprutte. Det er jeg jo så ikke, men det gør at jeg styrter rundt p.t., når jeg er der. Anyway, så havde jeg læst om det her arrangement på Facebook, jeg gerne ville til (indlæg her), så til trods for, at jeg næsten ikke kunne stå på benene, så tog jeg afsted. Jeg var der ikke så længe og det var super at se det. Men jeg betaler så også prisen nu i forhold til at være helt drænet, forkølelsessår og hovedpine konstant. Jeg synes, jeg har bevist, at jeg prøver mit bedste, og jeg ved godt, jeg ikke skal stå til regnskab, men visse personers holdning og manglende forståelse, går mig altså på engang imellem og især lige p.t, hvor jeg virkelig føler jeg anstrenger mig til det yderste. Det er værd at huske, at der er en grund til, at jeg er på pension. Det er langt fra at være for sjov.

Jeg synes således også, jeg har været god i dag, for jeg har fået lavet lidt online, vasket sengetøj, dyne og puder og puttet sommerdynen på sengen og støvsuget. Det lyder måske ikke af meget, men jeg er godt tilfreds, selvom jeg som altid gerne ville have nået mere. Nu skal jeg sove, for den står på stald i morgen. Dagen sluttede med hyggelige beskeder og galop fra Bro Park, hvor vi havde 4 heste til start. Skal vi ikke bare sige, at det mest hyggelige element var de beskeder jeg udvekslede!!

Fotos er fra netop i lørdags, og hesten hedder Magnum. Han er den dejligste hest, som vi alle holder meget af. Han synes da lige, han kunne lægge sig og få en lur på folden. På den note: Sov godt!

Måske ikke forståelse, men så i det mindste respekt

Så tro mig, jeg gør mit bedste og alt hvad jeg kan for at opleve så meget som muligt, når jeg kan, i den grad, jeg formår. Hvis du holder af mig og er min ven, er det mindste, du kan gøre, at vide og respektere, at det er sådan

Det var egentlig Anne’s indlæg, der fik mig til at gribe “pennen”, for hun rammer igen hovedet på sømmet i det hun skriver. Og grunden til, at jeg farer i blækhuset nu er, at jeg i går oplevede en af den slags bemærkninger, der kan gøre, at jeg bliver endnu mere træt (Læs: Udmattet) end jeg allerede er i forvejen. De fleste, der følger med her, ved, at jeg har en del udfordringer med mit helbred. Det har jeg hver dag og har altid haft. Det er ikke for sjov, at jeg har fået en pension, eller at jeg i lange perioder, bare ligger i min seng.

Som Anne skriver, forsøger man som kronisk syg, at leve det bedste liv, man kan hver dag. Det er langt fra det aktive og spændende liv, man måske drømte om, men man putter så meget indhold i dagene, som man overhovedet kan, med de betingelser, der nu er. Nu her har de seneste tiders begivenheder ikke ligefrem hjulpet på min træthed (jeg havde flere uger, hvor jeg ikke sov ordentligt oveni), og jeg er totalt udmattet. Det bliver jeg engang imellem, og må bare ligge indtil det går over. Tro mig, jeg kan intet andet end bare blive her! Hvis man kender mig, så ved man også, at kunne jeg, så gjorde jeg.

Dertil kommer, at jeg til dagligt iøvrigt bare hurtigere bliver træt end alle andre gør, og har mindre energi på kontoen eller færre skeer, om du vil (Læs den endelig, for den forklarer det perfekt). Og så kan jeg selvfølgelig som alle andre få influenza etc. ganske som alle andre også kan det. Der er bare lige den hage ved det, at når jeg gør, så bliver det altid værre end for alle andre.

At jeg er kronisk syg og ikke kan, hvad jeg drømte om, er noget jeg ikke tænker så meget over mere. Nogengange gør jeg da, men som hovedregel – nej! Og jeg synes ikke, jeg lader det deffinere mig overhovedet! Men jeg tænker over, det når folk igen prøver at give mig gode råd, og ikke mindst, hvis de skal være nedladende overfor, at jeg er træt! De skulle prøve min træthed bare en uge, så tror jeg piben fik en hel anden lyd og de ville være klar over, at jeg gør meget, meget mere, end man med rette kan forvente af mig ofte. Jeg ønsker ikke for nogen, at de bliver syge, men engang imellem er der nogen, der kunne trænge til at mærke på egen krop, hvordan det er.

Til alle dem, med de gode råd! Tro mig, jeg har prøvet stort set alt, når jeg er syg og op gennem årene, og jeg har også lært, hvad der potentielt kan hjælpe mig en smule og hvad der ikke kan. Det er i bedste mening råd bliver givet (vælger jeg da at tro), men mit helbred er altså væsentlig anderledes skruet sammen end meningmands, og derfor er kuren ofte nødt til at være det også. F.eks. kan jeg også give min læge masser af grå hår i hovedet, fordi hans kur enten ikke hjælper eller jeg ikke kan tåle, det han skriver ud til mig.

Der er SÅ mange ting, jeg gerne vil. Listen er kilometerlang. Noget får jeg gjort og andre ting hober sig op (blandt andet middagsaftaler og sammenkomster med venner). Jeg er helt alene, og har ingen der kan hjælpe mig med ting, der skal gøres her f.eks. Som alle andre skal jeg have mad, rydde op og gøre rent (jeg vil ikke fortælle, hvordan her ser ud lige nu, og så med håndværkere oveni), og til det skal lægges, at jeg bruger rigtig mange kræfter på stalden og banen, når jeg er der. Som oftest falder jeg i søvn, når jeg kommer hjem og så sker der ikke mere den dag, udover aftensmad som oftest.

Dagen i dag, skulle egentlig bruges til at gøre rent og rydde op her, men jeg er igen bare dødhamrende kvæstet, så hvor meget, det ender med, ved jeg igen ikke. Jeg prøver, at se det sådan, at alt jeg får lavet, er en bonus. Så tro mig, jeg gør mit bedste og alt hvad jeg kan, for at opleve så meget som muligt, når jeg kan, i den grad, jeg formår. Hvis du holder af mig og er min ven, er det mindste, du kan gøre, at vide og respektere, at det er sådan.

Jeg skriver ikke dette for medlidenhed, for den ønsker jeg ikke, men jeg vil som minimum gerne have respekt for, at jeg gør mit bedste, og meget ofte endda mere! Vær sød og læse indlægget om skeerne, for så forstår du måske bare lidt mere (der er link til historien om skeerne på engelsk i indlægget). Og så iøvrigt tak for, at du læste med så langt, som hertil.

P.S.: Blandt meget, jeg elsker, er min blog her og også at lære nyt. Selvom jeg har blogget i mange år nu, så har jeg aldrig udforsket muligheden for farveskift i teksten før i dag. Så blev jeg også klogere, noget jeg ofte heller ikke har overskud til.

Intet nyt…..

Man plejer at sige, intet nyt er godt nyt. Det er så ikke helt sandt i den givne situation med min far på hospitalet. I bedste fald, er det mere eller mindre status que. Ikke helt, men det er svært at sige nøjatigt, hvordan det egentlig går, for det svinger meget. Det er belastende for far, og selvfølgelig også for os. For bedst som vi lige håber på lidt bedring, så går det skidt igen. Lægerne gør alt, hvad de kan for at finde løsninger, men med mange diagnoser i spil, er det ikke let at finde den rette. Der er ikke udsigt til udskrivelse foreløbig.

Det værste er næsten folks uforståenhed, og bedre viden omkring tingene. Min søster og jeg gør alt, hvad vi overhovedet kan, for at alt skal være så godt som vel muligt for vores far. Indimellem ville det være dejligt, hvis folk ville passe deres og så bare ønske god bedring. At skulle i 3. grads forhør om, hvad og hvordan i tide og utide, er bestemt ingen hjælp. Vi taler med vores far og finder sammen med ham løsninger, og så behøver andre ikke blande sig i det. Hvis vi vil have råd, skal vi nok spørge om det. Det kan vi godt.

Folk har åbenbart også svært ved at forstå, at det er hårdt for mig, at have en syg, syg far på hospitalet og en hund at passe også. Motion er godt. Ja, motion er godt, men det handler altså også om, at jeg generelt ikke har et helbred som alle andre, og der er en grund til, at jeg får pension. Så hvis du ikke kan forstå det, så skulle du måske lige tænke på, at det er ikke er for sjov jeg siger og tro mig på mit ord, når jeg siger, det er alt, alt for meget for mig. Vi kan desværre ikke bytte helbred, så du kan prøve, hvordan det er at være mig. Meget ofte ville jeg ønske man kunne det, for det ville måske spare mig for nogle bemærkninger.

Når det er sagt, så skal der også lyde stor tak til dem, som virkelig viser omsorg og spørger til far, og støtter og bakker op. Ikke mindst alle venner og familie, som heldigvis er en stor støtte. Tak for jer.