Kyllingecouscous


Du husker måske for noget siden, jeg lavede en grønsagscouscous? Den var rigtig dejlig, og jeg nød den meget. For nogle dage siden ville jeg så prøve en variant med kylling (et stykke på ben af den øko-kylling jeg købte for noget siden og smed noget af i fryseren), for jeg huskede, at jeg på en ferie for mange år siden havde fået en sådan. Men jeg var kun et stort barn, så hvad der var i den ved jeg ikke. Jeg kan huske, jeg spurgte vores vært dengang (en lille Nordafrikansk restaurant i Paris), men han sagde, at man sådan set kunne komme næsten hvad som helst i. Det blev jeg ikke meget klogere af, men det er jeg jo blevet siden heldigvis.

Iøvrigt, nu vi er ved Paris, så ved jeg ikke lige, hvorfor men det imponerede mig ikke af en eller anden grund. Måske det var det faktum, at vi gik alt for meget og jeg blev alt, alt for træt. Byen og dens monumenter fejler formentlig ikke noget, men problemet med Paris er franskmænd.

Træder jeg nogen over tæerne så beklager jeg, men de skal sgu ikke have skyld for at være gæstfri eller venlige. Jeg (og min familie) husker dem som meget lidt hjælpsomme og meget lidt gæstfri. Desværre. Dog kan det være jeg forbarmer mig og giver det en chance senere, men der er meget andet før det, og det skyldes altså dem – beboerne. Men tilbage til Couscous’en.

Den er sådan set lavet lidt efter samme opskrift som den anden med hensyn til krydderier. Dog startede jeg med at brune kyllingen og noget løg i gryden og så kom jeg gulerødder i grove stykker, rød og grøn peber i firkanter, et lille stykke græskar, og store rosiner i og så brugte jeg hønsebouillon istedet for. Det simrede så under låg i en halv times penge. Det smagte dejligt og er en let ret at lave også til familien. Selv Couscous’en tager jo få minutter at tilberede. Således var denne med langt færre ingredienser, men det gjorde altså ikke noget. Prøv dig frem og find dine favoritter. Bon Appetit.

Deborah’s Mix and Match Pizza

Jeg har det med at snuppe en ide her og en ide der og gøre det til min egen på en eller anden måde, og det er vel det, de fleste gør tænker jeg. Første del af den her opskrift og ideen til den, fik jeg fra Rick Stein som er en engelsk kok, som jeg holder meget af. Jeg deler ikke altid hans smag udi mad (langtfra), men han er en fantastisk formidler og fortæller og har passion for mad, så ganske afgjort. Han har været på rejser rundtomkring, og for tiden vises hans franske tur. Det er meget fængslende at kigge på, og han har været de mest viunderlige steder, han passere på sin vej i en flodpram på vej mod Marseille. Et sted laver han, hvad der bedst kan betegnes som en pizza, men den hedder givetvis noget andet, når den er fransk. Det var i sin enkelthed ansjospasta som bund og en kæmpe mængde løg brassieret og lagt ovenpå, og pyntet med oliven. Voila! Intet andet, ingen ost ingenting.

Senere så jeg så Jamie Oliver lave en pizza i sine 30 Minute Meals, og den var lavet i en pande. Fusionen gik på ideen med en anden pasta end tomat, løgene og bagning i pande/under grill. Jeg har ikke smagt ansjoser længe, og da jeg gjorde, brød jeg mig ikke ret meget om.

Nu ville skæbnen at jeg havde en rest olivenpaste, som jeg skulle have brugt. Det måtte kunne bruges, og så tog jeg en ordentlig mængde løg og lidt rød peber for farve, og pyntede med sorte oliven, som jeg også skulle have brugt. Voila – Mix and Match Pizzaen var født. Den her var rigtig god, men ingen siger, du ikke kan skabe din helt egen favorit. Jeg har også tænkt, jeg skal prøve nogen andre varianter. Enhver slags pesto kan i princippet bruges som bundfyld med noget ovenpå. Her her hvad jeg gjorde.

Start med at tænde din grill i ovnen.

200 g pizzamel
1½ dl vand
1 tsk. olivenolie

Æltedes godt sammen og justeredes med ekstra mel efter behov til man har en smidig dej. Rulles ud og puttes i panden.

2 løg
1 rød peber
Olivenolie

simrer under låg til løg og peber er bløde. Kryderes med lidt salt (pas på hvis du bruger meget salte oliven) og lidt peber, som hældes over dejen. Pynt med oliven og drys med osten. Sættes på et relativt lavt blus på komfuret. Lettere med gas selvfølgelig. Jeg var på 3 på el, og du skal holde øje. Vip kanten så du kan se og mærke, når den har fået nok i bunden. Når du synes, den har nok i bunden tager du panden og smider under grillen i ovnen til osten eller overfladen bobler og er som du gerne vil have den. Voila – pizza’en er klar.

Jeg dryssede med en rest rød cheddar, som jeg elsker, men det behøver du ikke. Det smagte skønt. Kan selvfølgelig serveres med en god salat også, men går helt fint alene. Bon appetit.

Mangler du inspiration udover denne til fyld til din pizza, så kan du kigge en masse forslag her hos Jamie.

Man har et standpunkt til…..

…man har endnu en kogebog! Standpunktet? *Host* Handlede vist om ikke flere kogebøger – tror jeg! :-)

Da jeg skulle hjem fra stalden til formiddag, kom jeg forbi Ordrup Boghandel. Den her kogebog, lå lige midt i det hele og fristede til en rund 50,- kr. Det kunne jeg altså ikke stå for.

Den er fra 2007, og er på 191 sider i blanke flotte A4 sider, indbundet og rigtig smuk. Hver ret får lov at fylde 2 sider og er selvfølgelig illustreret med de smukkeste fotos. Det er sgu billigt og en dejlig bog, jeg glæder mig til at udforske. Dette kunne jeg faktisk ikke engang se, for den var pakket grundigt ind i plastik. Så det var et sats, men et godt et.

Julie & Julia (2009)

Jeg købte filmen for noget tid siden i erkendelse af, at nu ville jeg se den, og ikke (som med så mange andre film) vente på, at den dukkede op på TV. Jeg er stor fan af Meryl Streep og da jeg jo også elsker at lave mad og spise det, ja så er det klart, at jeg havde store forventninger til filmen, da jeg satte den på her til morgen.

De blev mødt hver og en. Det er en skøn film og Meryl Streep er fantastisk i rollen som Julia Child. Jeg har lige læst mig til, at hun tog 30 kilo på, da hun indspillede filmen. Jeg grinede og følte mig i det hele taget bevæget på mange sanser filmen igennem. Og hvis ikke, man har været i Frankrig, så får man lyst til det, for slet ikke at tale om, at lave fransk mad.

Jeg skal gerne indrømme, at scenerne med Meryl Streep og hele den periode, er det stærkeste i filmen. Julie Powell’s historie står ikke nær så stærkt. Hvorfor kan jeg ikke lige give en forklaring på. Om det er fordi, der er et eventyrligt skær over hele perioden, som Julia Child lever i, og hendes liv og at Meryl Streep stråler sådan i rollen, at det får resten til at blegne, skal jeg ikke kunne sige, men det er som det fremstår, uden at være dårligt, bare svagere.

Historien kender alle vist efterhånden, så den vil jeg ikke gå så meget ind på, andet end at sige, at jeg har fået lyst til at læse (lydbog – hvis findes), Julia Child’s selvbiografi, og kogebogen har jeg også lyst til at købe, eller måske låne. Vi får se. Inspirerende, hyggelig og velspillet/fotograferet film, som du absolut skal se, hvis du kan lide både mad og Meryl Streep.

Chateau de/castle Puymartin

Det her slot så jeg i en udsendelse idag. Det er hjemsøgt, af en hvid dame, der for længe siden, blev spærret inde i Nordtårnet på slottet og siden begravet i muren. Om hun stadig ligger i muren vides ikke, men sikkert er det, at hun går igen på slottet, som kan besøges. Der følger en flot hjemmeside med, men den er kun på fransk desværre. Jeg har skrevet til dem, om de ikke kunne tænke sig, at lave en engelsk del også. Dette må siges at være et slot i ordets allerebedste betydning. Prøv og spørg mig, om jeg gad besøge :)