Hvad forestiller du dig?



Susanne Strand med fine Eaglecott (SWE), der er 11 år, men glad og tilpas

Nu skal jeg ikke foregribe begivenhedernes gang, men jeg tror rigtig mange forestiller sig noget, som ikke passer, i forhold til galopheste og ikke mindst galophesteejere.

Du forestiller dig måske meget velhavende forretningsfolk, bankfolk, sheiker og andet godtfolk som værende hesteejere og om ikke andet er de velhavende! De findes naturligvis også. Men som alting går, er det faktisk efterhånden ikke dem, der er flest af. Der er rigtig mange helt almindelige mennesker (i mangel af bedre udtryk), der enten ejer eller er medejere af en galophest. Det ér en voldsomt dyr ting at begive sig ud i. Det skal der ikke lægges skjul på og netop derfor har man set nødvendigheden af, at dele heste ud i parter, så de fleste kan være med, hvis de ønsker det.

Jamen hvad er det så der koster alle de her penge – Jeg skal prøve at forklare. Det giver sig selv, at hestene for at løbe som de gør og være i toptunet tilstand, skal have noget godt foder. Foder er steget vanvittig meget de senere år, ligesom strøelse og bunddække til boksene. Når alting stiger, er trænerne nødt til at sætte priserne op.

Så dels er der træningsgegbyret, og derudover står hestene meldt i forskellige løb. Det betaler man også for – disse kaldet Forfeits, og det er en rigtig bekostelig affære, der kan løbe op i mange tusinde kroner afhængig af, hvor mange løb hesten er meldt i. Derudover kommer der massage/akupunktur, dyrlæge, smed, transport til og fra løb, og udstyr som farver, løbstrenser, dækkener etc. Så det løber op. En fast pris findes ikke, da det jo er forskelligt fra træner til træner, så det er at spørge sig frem. Går man med i en hest hos en træner, så er det ligesom givet i den pris, man som part betaler pr. måned, men også der, er alle de uforudsete/individuelle ting.

Grunden til hele dette indlæg er foto’et foroven. Det er Susanne Strand med hendes egen hest Eaglecott, der er 11 år, og stadig løber væddeløb, som jeg fangede i lørdags. Det er sjældent, de fortsætter så længe og gider. Hun passer ham selv, træner ham og er tydeligt meget meget glad for ham. Hun trak rundt med ham efter løb i går, og han stillede op til fotografering. Den slags hestejere findes der også flere af. Dem som ånder og lever for deres ene galophest og som ofre rigtig meget for det – fordi de elsker deres hest og sporten. En anden, jeg kunne nævne her er Lone, som jeg har skrevet om før og mange andre.

Alt dette på grund af ovensiddende fotos, som egentlig fanger det, det hele handler om, for mig personligt og for mange andre også – kærligheden til hestene. Den forener os og gør, at vi stiller op i regn, sne og slud og prøver at hjælpe hinanden til at få så god en løbsdag, hver gang, som overhovedet muligt. Og til hverdag står vi op før en vis person får sko på, også i alt slags vejr og året rundt – også Juleaften.

Det er et dejligt fællesskab, som jeg ihvertfald ikke ville undvære for alt det guld i verden. At det så i den sammenhæng ikke skader, at have det, er en helt anden snak. Måske blev du nu lidt klogere?