Tur tilbage til fortiden

Det var en af de allerførste rigtig forårsdage, og vejret var mere end smukt. Så smukt, at det var umuligt, at blive indenfor. Jeg havde egentlig ikke lyst til at gå min tur, men da jeg først kom ud, kunne jeg nærmest ikke stoppe igen. Det er ofte ikke så godt, for så er jeg helt smadret, når jeg skal hjem. Jeg var træt, men det kunne have været meget værre. Så alle de gåture betaler sig heldigvis.

Jeg havde ingen decideret plan for, hvor jeg ville gå hen. Jeg tænkte, jeg ville prøve at gå nogen steder, jeg ikke havde været før. Der er ikke mange steder lige herude, hvor jeg ikke har været, men jeg fik da bevis for, at de findes. Og jeg fik også taget mange fotos.

Det var ikke tilsigtet, men jeg endte med, at gå til Ordrupdal Rideskole, hvor jeg ikke har været, siden der holdt op med at være galopstald for mange, mange år siden. Der var også almindelig rideskole dengang, sammen med galophestene, og jeg var sådan set en del af begge i forskelllige perioder. Havde part på en tidligere galophest, der stod der. Og senere begyndte jeg at ride galopheste for Gert Jensen, der havde træningsstald der dengang. Det var en dejlig tid, jeg aldrig glemmer.

Nu er der kun Islændere og intet andet, og de er allevegne. Der ser anderledes ud nogen steder, men det var ikke uigenkendeligt. Talte med en sød dame, der fortalte, at Galopstalden fra dengang stadig hedder sådan. Den synes jeg iøvrigt så meget mindre ud, end jeg huskede den. Men det er vist meget normalt. Der kommer mere fra den ret lange gåtur, men dette var højdepunktet på turen og derfra gik det retur ad snoede omveje, hvor jeg ikke havde været før. To be continued.

Fotos fra oven:
1. Det første syn, der møder en, når man kommer ind.
2. Mellem, hvad der før var ridehestestald og galopstald og udebokse for ridehestene.
3. Ridehuset ligner sig selv, og det var det, jeg engang tog i tre bukspring på tværs medmine rideveninder kiggende måbende på. En af mange gange, jeg var glad for mine lange ben.
4. Den sorte stald på det her foto, tror jeg ikke var der dengang, ligesom flere af foldende.
5. Galopstalden, som virkede meget mindre.
6. Villaen, der hører til Ordrupdal. Lige min stil. Det ville passe mig strålende at bo der.
7. Samme stald som ovenfor (den hvide til højre i fotoet)
8. Postkassen som var det sidste jeg så, inden jeg gik.

Damgården dengang og nu

Der var engang, for snart længe siden, hvor der var noget helt andet end luksusboliger her på Damgården. Vi er mange, mange galopfolk, der har nogle dejlige minder fra Damgården, dengang der var galopheste der. Jeg har også haft min gang der, og især en veninde fra dengang har jeg stadig (hun var med mig i Irland bl.a.), og mange andre galopfolk fra dengang, ser jeg også stadig om ikke andet, så på banen. Så er der andre, der helt har forladt sporten, som f.eks. Kim Stumann, der var træner dernede også, samtidig med bl.a. Desmond Scarlett.

Det var helt ærligt, noget gammelt lort for nu at sige det ligeud. Meget af det var ved at falde sammen om ørene på os, men vi elskede det jo. Det blev så solgt og blev efter strenge retningslinier, bygget om (det var fredet), og blev til lækre boliger, men charmen og hyggen, er nu gået sig lidt en tur synes jeg. Der mangler noget, når det bliver så nyt, og man kan huske det fra før.

Hovedhuset er det samme som det var dengang, jeg ved ikke, hvem der boede der dengang heller, men alle staldene er så lavet til boliger. De er garanteret dejlige indeni, og havde jeg råd, var det absolut noget, der skulle overvejes, men eftersom jeg bor godt, hvor jeg er, så er det kun en teori. Jeg har forgæves prøvet at finde noget om Damgården både før og nu på nettet, uden held. Jeg må nok i arkiverne på Lokalhistorisk. Det skal jeg nok gøre – på et tidspunkt. Lige nu, er det ikke først på listen. Men jeg synes selv, jeg fik taget nogle dejlige fotos, der den næstsidste dag i januar.