Dem vi savner, og husk at værdsætte


Neptune med ejer Morten Buskop i en hyggestund i stalden

Igår var det min elskede Neppes fødselsdag – han ville være blevet 13 år gammel. Han er ofte tænkt på og stadig meget savnet. Vi har vores kære firbenede venner en begrænset tid, uanset om de får lov at dø af alderdom, eller de går bort af mere triste årsager. Ganske som med vores menneskevenner, synes jeg det er vigtigt, at vi ikke glemmer dem. Neptune er i mit hjerte, og derfor bliver han aldrig glemt af mig, og heller ikke af hans ejere Iben og Morten. Han var for nogen ganske almindelig og se på, men jeg lover skindet bedrog, han var en ganske særlig hest. Tillykke i hestehimlen kære ven.

I morgen er det en dag, jeg plejede at elske, nemlig “Mors Dag”, for jeg elskede at have en undskyldning for at forkæle min mor. Hun var altid glad for, når man gjorde noget for hende, og hun fortjente det sådan. For hun var en ganske særlig og fantastisk mor, og også hun er savnet selvom det er 10 år siden hun døde. Nu er jeg så af gode grunde ikke så vild med dagen, for det minder mig jo om, at jeg ikke har min mere.

Derfor siger jeg til jer, påskøn jeres mor, mens I har hende og undlad ikke at fortælle hende, at hun er jer dyrbar. Det ved jeg, min mor vidste, hun var for mig, men lad det endelig ikke blive for sent. Og husk, hvor glad hun bliver for bare en opringning, hvis hun er noget, der bare minder om min mor. Hav en dejlig dag i morgen og hyg med jeres mødre. Jeg ville give alt for at kunne fejre dagen i morgen med min mor.


Mor & jeg 1964

Savner….

Jeg taler ikke så meget om det, og skriver endnu mindre om det. Ikke fordi, det ikke er sandt, for det er det. Jeg savner min smukke, bløde, helt vidunderlige lille Garbo, helt utroligt meget! Nu har jeg sagt det højt også! Man siger det hjælper at dele sin smerte, så jeg forsøger lige….

Efterdønninger

Jeg ved ikke, hvad det skyldes. Om det er Garbo’s bortgang eller de der hormoner jeg tager. Men jeg er klart mere hudløs end jeg plejer at være lige nu. I morges fik jeg en sød sms, med kondolance omkring Garbo, og det satte “vandværket” i gang omkring det. Det er vel naturligt nok, men jeg er også helt vildt træt, og kunne selvfølgelig ikke sove i morges. Og i løbet af dagen har jeg ikke fået sovet, hvoraf en hovedpine opstod.

Kroppen brokker sig iøvrigt med smerter i dag, i postkassen lå brev om, at jeg mangler at betale en husleje, hvilket jeg selvfølgelig ikke synes er fedt, endsige fatter, hvordan kan ske. Så hvis ikke jeg havde hovedpine, så fik jeg det. Min følelse af, at alt lige går galt blev ikke mindre af, at jeg fik udtrykt mig yderst uheldgt, og gjorde en gammel ven ked af det, jeg håber blot min undskyldning modtages. Nej det har ikke været en god dag!

Jeg tror på en blanding af for megen travlhed, lidt stress, hormoner og selvfølgelig tristhed og forvirring ovenpå hele Garbo-affæren.

Af hjertet tusind, tusind tak!


Garbo i sin kurv i fredags

Fredag var som I ved en tung, tung dag. Det gik som sådan noget nu kan, og jeg var selvfølgelig rigtig ked af det. Dog hjalp det, at min lille ven så tydeligt ikke havde det godt de sidste dage, og at håbe på noget mirakel kunne jeg jo ikke. Ligeledes var det den dyrlæge jeg allerhelst ville ind til, der synes han ville tage mig, fordi jeg havde siddet i venteværelset et pænt stykke tid. Det er altså ikke ret rart i sådan en situation. Han bekræftede mig i og roste mig for beslutningen. Det var helt, helt sikkert tid. Garbo fik som han sagde et rigtig langt liv, og det er jeg glad for, samtidig med at jeg selvfølgelig nu savner hende helt enormt meget. Her er frygteligt tomt.

Jeg har haft i alt 3 katte i mit liv og de har alle været dejlige personligheder og har alle sat deres større eller mindre poteaftryk i mit hjerte. Dog vil jeg sige, at forholdet jeg fik til Garbo i de år, hvor vi var helt alene, var noget ganske særligt og hendes personlighed fik rigtig lov at komme til udtryk. Og hvilken en. Hun var en fantastisk dejlig og meget, meget klog kat. Alle der har mødt hende ved, hvad jeg taler om. Og smuk var hun, som I ved også.

Tomheden bliver formentlig mindre, og jeg tilpasser mig et nyt liv uden kat i huset. Eller dyr i det hele taget. I mit hjem havde vi altid hund. Og nej jeg skal ikke have nogen ny kat. Ikke at jeg ikke kunne i princippet, men jeg udviklede slem allergi lige inden, jeg flyttede herind og det er kun blevet værre og værre. Så derfor og så fordi jeg i princippet ikke kan lide konceptet indekatte. Det kunne gå fordi Garbo var så gammel og jeg vidste, at hun stort set ikke gik ud den sidste tid i huset. Her var hun ude og trække luft ude på altanen, hvilket hun også var i fredags.

Tusind, tusind tak for alle de varme og dejlige hilsener i anledning af Garbo’s bortgang. De har virkelig lunet og trøstet mig, ligesom et utal af varme kram og sms’er og en sød veninde, der støttede mig over skype i de sidste svære timer. Det var dælme ikke sjovt. Det er i nødens stund man kender sine venner, og det er virkelig sandt. Tusind tak, for at I skrev og var der!

Til dem som måske (det var der en der kunne) finde på at sige, at jeg jo bare kunne få en ny, og det jo bare var en kat! Det står helt for egen regning. Hvis man kan finde på at sige sådan, har man i min verden helt misforstået noget, og gået glip af det fantastiske forhold, man kan få til sin kat, hund eller hvad det måtte være. Det er en lille sjæl og hun var min allerbedste lille ven i 18 år. Det er dælme ikke “bare” noget som helst!

Igen tak til alle jer der forstår og for jeres deltagelse!

En sorgens dag

Efter 18 dejlige, dejlige år, er vi nået til vejs ende lille søde Garbo og jeg. Det har været klart, siden jeg kom hjem, at vi var for nedadgående. Hun spiser kun det allermest nødvendige, og det ville i den sammenhæng kun være et spørgsmål om tid, før hun begynder at tabe sig drastisk.

Allerede inden jeg tog på ferie, var jeg i tvivl, om jeg skulle sige farvel, inden jeg tog afsted. Men der spiste hun stadig almindeligt. Det der gjorde udslaget var, at hårene på svulsten var faldet af, og selvfølgelig er den også vokset meget. Den er ikke køn, men værre er det, at nu er der gået hul på den og det bløder også. Og jeg var helt klar på, at nåede vi dertil, så var det slut. Så imorgen skal jeg sige farvel til min lille ven, og det er næsten ikke til at bære. Men for hendes skyld skal jeg. Jeg får hende urnekremeret og så kan jeg beslutte, hvad jeg så gør senere. Så der bliver lige stille her lidt.

Jeg ved, jeg gør det bedste for hende, men hold da op, hvor er jeg ked af det.

18 år i dag

Som regel er det sådan at når man har 18 års fødseldag, så er man i starten af sit liv og skal til at samle erfaringer – hvis man er menneske. Når man er Garbo, og en kat er det meget anderledes. Man er en meget ældre dame med stor livserfaring. Hun nyder stadig livet og ikke mindst at koste rundt med mig. Jeg takker for hver dag med min bedste lille ven.

Energiboost og det modsatte

Er min bacon og æg herover. Ikke bacon og æg i almindelig forstand, men en varaiant over det. Egentlig er det vel egentig frokostversionen, men det var hvad jeg havde lyst til. En skive mørkt groft rugbrød (Kernegrov fra Levebrød, som er min favorit), to æg kogt smilende, 3 skiver bacon sprødstegt, en lille smule mayonaise, og 2-3 cherrytomater. Uhm!

Hvad der også giver energi er:

Turen til England er reddet, og pasning til min lille mis og lejlihed er i hus!

Penge tilbage i varme – på trods af kulden også sidste år – 200, -kr. ikke meget, men dog penge retur

At glæde sig til Englandsturen og se bedsteveninden derovre og på vej hjem, se mekkaet for galopfolk – Newmarket. Det kan da ikke blive bedre.

Hvad der til gengæld hiver energi ud den anden vej lige nu:

Et helbredsproblem, der bliver ved at drille og som er højst ubehageligt, men forhåbentlig ikke farligt

Et projekt, jeg slet, slet ingen idé havde om, hvor omfangsrigt ville blive, og som jeg ikke er færdig med

En uduelig computer, der får IE til at gå ned, hvert andet sekund, gør bestemt ikke ovensiddende lettere

– Ligesom mine begrænsninger rent tidsmæssigt for at sidde med det. Jeg gør det hvert vågent øjeblik næsten, for jeg vil jo være færdig, men skal så slås med hovedpine.

Jeg skal være ærlig, det er ved at drive mig fra det sidste. Men færdigt skal det være, så jeg kæmper videre, så jeg er her slet ikke…….

Juleindkøb og beroligelse

Jeg har trasket byen tynd. Først ned til dyrelægen og hente mad og specielt pulver til Garbomis. Dyrlægen kunne iøvrigt berolige mig med, at med Garbo’s adfærd, så er der ingen risiko for, at hun har ondt. Hun beroligede mig med, at jeg nok skulle mærke på hende, hvis hun har ondt. Og det tror jeg så ikke, hun har og dyrlægen heller ikke. Nu er jeg gladere.

Bagefter skulle jeg have noget medicin til mig selv. Øjenbetændelsen jeg har kæmpet med nu i over en uge, og dryppet med øjendråber, er ikke til at få bugt med. Ikke med de dråber, jeg har fået. Så nu må der andre midler til. Det var så det, jeg håbede, at hente på apoteket, men det var ikke kommet ind endnu. Men skidt, det kan da nås endnu.

Jeg er godt og vel brugt op nu, og skal bare sidde her lige så stille. Jeg har handlet lidt ind, og skal også i morgen. Julegaverne skal pakkes ind og Julekortene har jeg sendt i dag. Jeg mangler dog de elekstroniske af slagsen. Det er lidt nu og resten de nærmeste dage.

Garbo update

Sent på eftermiddagen ringede dyredoktoren, og fortalte om Garbo’s blodprøver m.m. Alle hendes blodprøver var faktisk fine. Hun har en anelse forhøjede nyretal, men det er ikke meget. Alt det andet er fint. Det forhøjede stofskifte etc. viste sig at være akutte nerver over hele oplevelsen, for heller ikke på de prøver var der noget.

Som ventet, er akilleshælen knuden på maven ved dievorterne. Den er ikke så stor, og ser ikke ud til at være agressiv, men det er cancer. Men så længe hun har det godt, og den ikke pludselig vokser, så ville hun intet gøre, og det er jeg enig i. Men selvfølgelig skal jeg holde øje med den, ligesom hun skal have nyrekost for at forebygge, at det problem bliver værre. Så det var sådan set okay nyheder, og ihvertfald bedre end forventet, selvom jeg selvfølgelig håbede, at knuden havde været harmløs. Men vi tager en dag ad gangen og nyder den.

Så langt så godt og ros


Garbo med plaster på poten efter vi kom hjem i dag

Vi kom til Dyrlægen. Det var en kvindelige variant – Pia – i dag og hun var supersød også. De er i det hele taget så søde dernede på Skovshoved Dyreklinik. Far var jo sød og køre os, og vi fik vendt og drejet alle potentielle problemer. Der kan være flere ting i spil, og der er kun at tage prøver, og så må vi se. Knuden hun har er meget almindelig, og kan potentielt være cancer. Både en agressiv og ikke agressiv form. Men da hun stak i den for at tage en prøve, synes hun det også kunne ligne en lille infektion i kirtlen, men det udelukker ikke canceren. Derudover, har hun muligvis enten nyrer- , leverproblemer og måske sukkersyge, udover, at hun også kan have forhøjet stofskifte. Hun har også en lille forandring i sit ene øje, som også ses ofte med alderen. Det kan også være en form for aldersbetinget cancer. Så det hele handler om alder, men vi ved intet sikkert før prøverne kommer tilbage. Hun tog to glas blod fra hende, og laver en geatrisk profil, og så får vi syn for sagen. Det meste skulle kunne klares medicinsk eller fodermæssigt. Det springende punkt er knuden. Men lad os nu se.

Til gengæld fik jeg ROS for min helt usædvanligt flotte og velopdragne kat på 17½. Hun havde aldrig set så flot en kat i den alder, og hvis jeg ikke havde passet godt på hende, så havde hun ikke set sådan ud. Det er jeg jo helt vildt glad for :-) Jeg får svar enten i morgen og senest mandag, og selvfølgelig skal jeg holde jer opdateret. Garbo fik lidt mad ovenpå strabadserne (hun havde fået begrænset morgenmad), og jeg vil have popkorn og se en film.