Hunde- og kattepasningsdage

Emma verdens sødeste og mest velopdragne hund. Der skulle også have været et foto af Rose, den anden søde hund, men jeg kunne ikke både holde hende og fotografere

Geels Skov – der er dejligt

Tæt på min venindes hus ligger dette dejlige grønne område med en lille sø i midten – oplagt til de mindre hundeture og forbi var vi stort set hver dag, lange eller korte ture

Dronningebusk

Denne Clematis var bare fantastisk som det ses

Gule valmuer som bien også syntes om

Klartrehortensia

Dronningebusk close-up

Det har været et par “travle” uger. Ikke sådan at jeg ikke har kunnet nå det jeg skulle, men jeg har været mange steder og ikke hjemme i den sidste del. Det føles vel altid lige lidt stressende, at være hjemmefra. Jeg fortalte allerede her, om at jeg var hos hestene nogle dage. Det var superhyggeligt og også første gang, jeg så årets føl. Der er ikke noget bedre end sådan nogle tutter. De var meget forskellige, den ene kravlede nærmest ned i lommen på en, hvorimod den anden og yngste, var mere reserveret.

Her i ugen har jeg passet hus, bil, hunde og katte for en anden veninde. Kattene passer jo nærmest sig selv, og gør lejlighedsvise besøg som katte nu gør. Men en af dem beærede mig dog med sit selskab i sofaen. Hundene var supersøde og nemme og en sand fornøjelse. Især er Emma nok den mest velopdragne hund, jeg nogensinde har oplevet. Hun går løs, og man kan styre hende næsten uden at gøre det. Hun stopper selv, når hun skal og er bare så fantastisk og så kunne hun vise mig vej på veje, jeg ikke kendte.

Den dag vi var i Geels Skov lykkedes det selvfølgelig klovnen her, at fare vild. Emma havde faktisk vist mig, hvilken vej, jeg skulle, men jeg lyttede ikke – my mistake! Min telefon var selvføglelig løbet tør for strøm, så nu var gode råde dyre. Heldigvis mødte vi Matilde. Hun gik med os og fik os på rette vej og vi fik en hyggelig sludder. Hvis du læser med Matilde – Tusind tak. Det var både hyggeligt og supersødt af dig.

Fredag var det så store hjemdag for min veninde og hendes unger og jeg skulle hente dem i lufthavnen. Eftersom bilen indgik i aftalen, havde jeg jo den at suse rundt i. Og den var jeg godt nok fristet til at beholde – en dejlig Suzuki Vitara, som jeg nød i fulde drag. Egentlig en pæn stor bil, men supernem at køre, men ikke benzinøkonomisk! Automatgearet hjælper så heller ikke i den sammenhæng.

I går var løbsdag, hvor jeg for første gang skulle prøve at trække Kicker til løb. Det var en testrun for at se, hvor meget min stakkels krop kunne klare og om, det ville være noget, jeg kunne fremover evt. Det var fra starten klart at Kicker aldrig ville være et problem, hvorfor han også er den eneste jeg overhovedet ville forsøge med. Han kunne ikke være sødere og ganske som når vi ellers går tur, kunne jeg styre tempoet. Jeg havde dog følgeskab, og de synes ikke, at vi gik stærkt nok. Så kom vi ned på banen, og skulle gå i paddock og igen – Kicker er en engel.

Igen blev min nemesis andre mennesker i paddocken. Hesten der gik bag mig var lige ca. ½ så stor som Kicker og var tillige ikke til sinds at tage det så roligt som vi kunne og gjorde, selvom jeg gik så hurtigt, jeg kunne. Så da der var et par omgange tilbage overtog min veninde Susie for mig, hvilket var planen. Det var ikke, at jeg ikke kunne gå, for det kunne jeg, men jeg kunne ikke gå hurtigere. Det underlige er, at jeg stivner i mine hofter, og så kan jeg simplethen ikke gå hurtigere. Og det er ikke til at vide, hvornår det sker, og det er faktisk meget ubehageligt. Jeg forstår det ikke helt for faktisk er jeg jo hybermobil, så burde kunne “strække ud”, men sådan er det ikke i praksis.

Da hestene gik bagom, gik jeg så med, og der går de endnu hurtigere, når de har fået jockeyen på. Her gik Kicker endda sidst, men det var ingen hjælp for mig, der sakkede håbløst bagud til trods for mine bedste anstrengelser. Så der blev det ihvertfald klart, at det med at trække hest, bare ikke er for mig. Så skal jeg ihvertfald i endnu bedre for, end tilfældet er. Det prøver jeg også på, så vi må se. Men i forhold til, hvor ondt jeg har i dag i hofter og ben og ryg, så er jeg det åbenbart ikke endnu. Men jeg trak ham hjem, så Susie kunne hjælpe en anden af pigerne, som trak for første gang, og hvis hest fik en 2. plads.

Jeg prøver ikke at føle mig for ked af det, men selv den anden pige, der trak og som er ½ min alder og i god form, kunne mærke det (også hendes første gang). Så jeg behøver ikke føle mig helt så håbløs og i det mindste prøver jeg. Susie synes, jeg gjorde det godt. Kicker? Han endte desværre helt udenfor præmierækken, hvilket er usædvanligt for ham.