Dagens glæder

Det er mandag, og det er pr. deffinition hestedag og græsgalopdag. I dag kom jeg sent op og jeg havde slet ikke lyst til at fotografere græsgalops. Vejret var ellers fint til det, men jeg har ligesom nok fotos, jeg skal have ordnet, så det blev ikke. Jeg var træt og ret udkørt.

Lørdag var jeg til galop, og det var som det ses på forrige indlæg en god oplevelse. Som jeg har været inde på synes jeg, tingene er lidt op ad bakke i øjeblikket, så det gælder i den grad om at hænge sig i de små sejre. Lørdag endte med at blive en delvis, og i dag var jeg så i stalden også. Det plejer også, at være en god ting på humørkontoen og ikke mindst ovensiddende. Som jeg nævnte tidligere blev seneste gåtur ikke nogen forkromet succes, eller rettere den blev slet ikke.

I dag ville jeg så ud og gå med ham. Det var til gengæld en stor succes og vi var ude i 3/4 time og råhyggede os. Så dejligt og vi havde Dyrehaven stort set for os selv. Dertil kommer, at trafikken på omliggende veje også er nedsat væsentlig på grund af ferietid, så der var SÅ stille. Ponyen, synes som altid, ikke der var nogen grund til at forhaste os med at komme hjem. Jeg kan ikke fortælle, hvor mange gange, vi stoppede, når han gik i strejke. Men jeg kender ham jo, så jeg ved, hvornår jeg skal vende næsen hjem, så vi ikke skulle gå derude hele dagen, selvom det kunne passe ham fint.

Da jeg kom hjem, havde jeg et lille problem i forhold til en speciellæge jeg har været hos. Jeg skulle have konklusion på hans undersøgelser, og det har jeg ikke fået, så jeg skulle bestille en tid efter hans ferie. Det fik jeg så gjort. Han har afsluttet mig pr. email, hvilket jeg bestemt ikke finder rimeligt, og hvad heller ikke var aftalen, så nu venter jeg så på at få mail om, hvornår jeg kan komme ned og få hans koklusion personligt, som aftalen var. Det krævede en del snak frem og tilbage med en sekretær, der et sted godt kunne se min pointe, men ikke kunne give mig et tidspunkt. Det var også fint nok, jeg venter bare, men jeg vil dælme ikke spises af med en email. Det er mit helbred, og det tager om ikke andre, så jeg ihvertfald alvorligt.

Således gik mandagen også, og jeg havde faktisk megatravlt i stalden i dag og havde da fat i en del heste. Jeg nyder det, men igen i dag kunne der godt være brug for at være 10-armet blæksprutte. Det er jeg så ikke, men jeg nåede da meget synes jeg.

Da jeg kom hjem lykkedes det mig at finde mundstykket til min støvsuger, som uvist af hvilken årsag, bliver ved at gemme sig for mig. Jeg må simpelthen lade være at tage det af, medmindre jeg sætter det på igen eller ligger det et meget, meget åbenlyst sted. Helt til grin følte jeg mig, da det igen var væk. Så nu kan jeg igen få støvsuget og det trænger jeg også til. Det bliver i morgen. Dagens middag var Chili Sin Carne – vejret var lige til det og det er en yndlingsret, og på vej hjem købte jeg vegansk Creme Fraiche (Oatly) og avocado til også. Uhm!

Så der kom da afklaring på lidt i dag, og humøret har været okay. Jeg har faktisk ikke haft tid til at tænke over de ting, der ikke er faldet på plads og det er nok den bedste kur, så jeg sørger for at holde mig beskæftiget. Smertemæssigt går det også bedre, og det kunne så dårligt andet vil jeg sige. Det er opnået ved at skrue på medicinen, for der var ikke rigtig andet at gøre.

Nu må vi se, hvad morgendagen bringer, men om ikke andet, så tager jeg nok ned med gulerødder og æbler til en vis forkælet pony. Og hvis det går vildt for sig, går vi endnu en tur. Som sagt er han den bedste kur for det meste. Fotoet af ham er ikke taget i dag, men den 15. juli.