En sort sky


Dette er sorte skyer i helt bogstaveligeste forstand. Efter den smukkeste sommermorgen/formiddag i stalden, kom det senere til at se sådan her ud, og knibe en dråbe eller to vand. Mere blev det ikke.

Senere klarede det op igen og blev rigtig sommerligt igen. Den anden sky jeg har hængende over hovedet, er at jeg klovn har formået at smide mit Dankort væk. Det er dog ikke ude af huset som sådan, men finde det kan jeg ikke, til trods for alt er blevet endevendt. Væk er og bliver det, så nu kan jeg så ringe til min søde bankdame i morgen og bestille et nyt. Det var i går, jeg var så uheldig, og jeg har selvfølgelig håbet skidtet ville dukke op, hvilket ikke er sket.

Næste hurdel bliver, om det kan nås, til jeg egentlig skulle på en miniferie i det jydske – ellers har jeg et problem. For nu vil jeg hoppe under dynen, for jeg er simplethen dødtræt. Oppe 5.45, og igang til nu mere eller mindre. Støvsuget har jeg også i dag, så “sikke en aktivitet”. Sov godt derude!

Dagens udflugt og om ikke at prøve nye opskrifter, når man er træt

IMG_6547opt2_StaldenogBanen
Iben Hjorth Buskop på Simbad

IMG_6565opt2_BanenogStald
Malin Karlsson på Parisham (FR)

IMG_6569opt2_BanenogStald
Stella Rasmussen på Una Vita

IMG_6590opt2_BanenogStald
Malin Karlsson på Snow Flake

Nu har jeg snart gået mere eller mindre uafbrudt herhjemme i flere måneder. Jeg elsker mit hjem og min lejlighed, og hånden på hjertet – jeg keder mig aldrig! Det er sandheden, men når det er sagt, er det ikke det samme som, at jeg ikke snart længe nu har savnet stalden, vennerne og hestene skrækkeligt.

Svimmelhed og heste går ikke godt i hånd, ligesom intet faktisk gør med det. Man er kvalm og utilpas og så opgiver man inden man kommer igang, for man har det bedst, når man sidder stille. Igår anede jeg en åbning i det her helvede, så satsede på, at hvis det holdt, så ville jeg ud og have lidt luft og se “en hest”. Man kan som hestemenneske blive helt desperat og det er nok noget, man skal have oplevet for at forstå :-) Men alle kan vel relatere til, at man får lidt pip, når man er spærret inde i flere måneder.

Afsted kom jeg, og det var dejligt. Cyklen kom ud af vinterhi – det har den været en gang før, men det er superhårdt for mine plagede lunger, når det fryser. Men jeg overlevede. Nede på banen mødte jeg træneren, og kunne så få et lift tilbage til stalden. Cyklen blev bare i låst tilstand på banen. Inden vi kørte tilbage nåede jeg et par fotos, og det var helt dejligt. Der er vanvittig smukt nede på banen sådan en morgen. Men man skal helst komme tidligt, så man undgår solen for meget, for man får den lige i synet, når den når en vis højde, medmindre det er overskyet eller diset.

Det var så dejligt at hilse på alle, og så mærker man endnu mere, hvor meget man har manglet det. Jeg fik uddelt en god portion gulerødder og fik masser af tilkendegivelser på, at hestene skam ikke har glemt mig, ligesom pigerne selvfølgelig heller ikke har.

Desværre kom Stella til skade idag, da hun faldt af Vita. Hun landede uheldigt på sin fod, så hun har 2 brud i den. Det var en noget dum ting, men det var et helt hændeligt uheld, som meget let kan ske for hvem som helst. Men bortset fra det, gik det rigtig fint.

Egentlig havde jeg en plan om imorgen, men selv under normale omstændigheder, er to dage i rap for meget, så jeg “står over” i morgen og så tager jeg torsdag i stedet, hvis helbredet da vil. Der kommer også en veninde, som jeg gerne vil hilse på, og som jeg ikke har set i evigheder heller, så det kan passe fint.

Her til aften, havde jeg en plan om aftensmad og det involverede to nye opskrifter. En var Luna’s Labre Linse Lunser og en anden var Plat du Jour’s Hvidkålssalat. Så langt så godt.

Den ikke gode del her, kan ingen af ovensiddende blogskrivere bebrejdes og ingen kan faktisk. Mit hoved fungerer efter lidt specielle forhold og termer. Især når jeg er træt. Det var jeg selvsagt, da jeg kom hjem fra min tur i stalden. Det glemte jeg selvfølgelig at tage højde for. Men dette illustrere meget godt, hvor distræt og “hovedet under armen”, jeg kan blive, når der sker for meget. Det lykkedes mig, at selvom jeg omhyggeligt havde skrevet ned, at glemme 2 ingredienser i dellerne – soyasauce og løgpulver – to ret så væsentlige smagsgivere. Så ikke så underligt, at jeg synes dellerne manglede noget. “Flot”!&%¤ Nå, men for det ikke skal være løgn, kunne jeg da heller ikke sætte fingeren på, hvad kunne mangle i salaten – til trods for, at titlen angiver MYNTE, hvad tror du så, det lykkedes mig at glemme??? Yep – mynte! Jamen for hulen da!

Til trods for disse mangler, er jeg sikker på, at dellerne med disse udeladte ingredisener er endnu lækrere, for det er lige det de mangler ligesom salaten bestemt også skal prøves MED mynten! :-) Nu vil jeg gå ind og hvile mig. Det må være fortjent.

IMG_6600opt2_Deller
De lækre linsedeller

Blandede fornøjelser

Foto’et er fra igår, og tro mig, sådan startede dagen ikke. Jeg stod tidligt op og var i stalden klokken lidt over 7. Det var første gang i umindelige tider, og det var rart omend, jeg stadig er hundesvimmel indimellem. Med pauser og holden mig fra visse aktiviteter, så gik det, men kun lige. Jeg fik gjort Simbad til en galophest igen. Han lignede en tam vild efter at have været på landet, og det var dejligt at omgås den smukke dreng igen.

Neppe fik også en børste, og han skal også til frisøren, men det bliver en af dagene. Hans man er ekstremt tyk og temmelig lang også, så jeg orkede ikke lige mere i dag. Men han skal nok blive fin også. Til gengæld fik han masser af knus og kram og jeg fik masser af kys af ham i håb om Polo, som jeg selvfølgelig havde glemt i min anden jakke. Han fik gulerødder i stedet, og det kan bestemt godt bruges også. Udover de to, havde jeg også fornøjelsen af to af vores nye drenge i stalden Mink’s Be Soldier og River Dance. Flinke fyre begge to. Vi var også et par ture på banen, og det var en grå affære i dag og temmelig diset. Rigtig snasket og indimellem kom der slud. Men senere blev det rigtig fint vejr.

Bagefter kørte jeg hjem, og gik i bad, og så skulle jeg over til far. Jeg havde på vej hjem også været forbi boghandleren og købe et par småting til ham. Og jeg vil så tage bilnøglen og køre. Væk var nøglerne! Jeg når at gå helt i panik og styrte rundt som en forvildet hovedløs høne. Indtil jeg som det sidste kigger i nøgleskabet, hvor de jo rent faktisk skal hænge!!! Indsæt selv rødmende smiley! Godt jeg fandt dem og så afsted over til far, der også grinede godt af mig.

Senere var det tid til lidt gåtur med Emil og aftensmad, og NU vil jeg ind og slappe af. Far er skemalagt til at komme hjem tirsdag :-) Dog med hjemmehjælp og sygeplejerske og rollator (midlertidig), men pyt med det, han glæder sig til at komme hjem. Og det kan jeg godt forstå. Han skal stadig gå til optræning derovre et par gange om ugen.

En ravnemor

Er hvad jeg er. Som jeg fortalte var jeg jo ikke sulten og derfor fik jeg sen frokost og morgenmad i et. Jeg hyggede mig gevaldigt, men var godt irriteret på Garbo, der var helt elektrisk og insisterede på at terrorisere mig helt vildt. Jeg skulle være klogere end at ignnorere hende, for hun er klog og hun laver aldrig ballade uden grund. Det VED jeg og alligevel blev jeg bare mere og mere irriteret på hende – INDTIL det gik op for mig, at jeg havde glemt at give hende mad. At jeg ikke er sulten skal jo ikke gå udover den stakkels kat! Dælme godt, hun kan gøre opmærksom på sig selv. At hun har energi til at lave sådan en ballade borger også for, at hun har det godt og er frisk – så på den led fint. Men spørg om jeg har en flov smag i munden…. Det er sørme godt, dyr ikke bærer nag (her indsættes rødmende smiley)!