Sorø Klosterkirke og 10 år siden



Klosterkirken


Nyt møder gammelt. Jeg synes bestemt ikke det nye passer ind


Provinshygge


Fine detaljer og mange gamle fine huse


Kirkegården – eller den ene halvdel, som var urneplæne og fællesgrav


Buketten, jeg satte på min Guddatters grav. I år er det 10 år siden, hun gik bort

Klik nedenfor for at se flere fotos og læse mere:
Læs resten

Forsommer på Vestre Kirkegård


Rådmand P.P. Gram på Wikipedia

Jeg fik som ofte en “skør” ide. Tror egentlig det kom sig af, at jeg så “Ved du, hvem du er?”, hvor kirkegården var med. Jeg har jo været der før, men om efteråret. Man skulle tro, at uanset jeg ikke har en særlig god hukommelse, så skulle jeg kunne huske, hvor stor den er. Det skød jeg enten fra mig eller fortrængte, for jeg satte mig i hovedet, jeg skulle op til de tyske grave. Det tog mig en hel time at nå op i den ende, og da jeg så kom derop, så viste det sig, at jeg havde været i den ende!

Men som mange andre gange, når jeg har været på kirkegårdsvandringer, mødte jeg en sød graver. Han kom kørende samme retning og tog mig med et pænt stykke af vejen. Det var superfint og sparede da mine ben lidt. Nu var jeg jo kommet derop, og så skulle det også fotograferes og det blev det, men som ofte, når jeg så skal hjemover, så er jeg brugt op. Også dennegang. Til gengæld kunne jeg så sætte mig ned og vente på klokken blev 17 eller begynde at gå (spærretid på pensionistkortet). Suk! Dum som jeg var satte jeg mig ikke ned og slappede af. Var nok også bange for, at så kom jeg aldrig op igen *S*. Altså begav jeg mig på gåben helt til Vesterport. Så prøv og spørg, hvis ben, der var slidt mere end op og hvem der ikke kunne bevæge sig dagen efter? – mon det var mig – det tror jeg på!

Af skade bliver jeg vel klog – til næste gang! – også her kommer der flere fotos senere. Jeg er midt i nogen omlægninger af alle fotos, så når jeg lige er kommet på plads skal jeg give lyd.

Dragør Kirke

Heldigvis går det bedre med svimmelheden – endelig! Jeg har stadig tinitus, og jeg var i den grad hellere fri, men jeg bliver ligesom ikke spurgt Nu har jeg været “spærret inde” i måneder, så nu solen endelig viser sig, så har jeg gjort det til en dyd og prøve og komme ud og se noget, mens jeg kan. Jeg ærger mig, hvis jeg ikke gør lidt bare engang imellem. Derudover var jeg nødt til at teste formen, for meningen er jo, at jeg snart skal på en lille ferie.

Dragør har længe været “på tegnebrættet”, så nu skulle det være. Da det ovenikøbet var superlet at komme derud, så var der ikke meget at betænke sig på. Jeg greb kameraet og begav mig afsted. Hovedmålet med turen var egentlig kirkegården, men selvfølgelig også selve byen.

Da jeg ikke har været der før, eller ihvertfald i voksen tid, så anede jeg ikke, hvor langt det ene var fra det andet, men så stor er Dragør altså ikke, andet end man kan gå fra det ene til det andet. Men her er lidt indtryk fra Kirkegården. Jeg ville gerne have set kirken, men som da jeg var i Tårnby Kirke, var der en begravelse, mens jeg var der. Så det må blive en anden gang.

Jeg elsker gamle gravsten, og heldigvis findes de endnu, men det er lidt et kapløb med tiden, for der nedlægges mange grave i disse år. På de fleste kirkegårde gemmer man de flotteste af de gamle sten og stiller dem et sted. Således også her, hvor de stod under nogle store træer. De blev selvfølgelig fotograferet.

Jeg har det med at glemme, hvor lidt jeg egentlig kan. Man skulle tro, man lærer det, men det er jo ikke særlig sjovt at indrømme, og den her tur, trak store veksler og jeg er stadig træt. Nu må vi se, hvordan det hele går. Det er svært at overskue noget, når man er helt udmattet. Men jeg er glad for min tur til Dragør. Der kommer mere fra resten af byen senere, og du kan se mere fra Kirkegården her. Rigtig god Pinse!

Vi gik en tur…..

IMG_5973opt2_Mariebjerg

Efter en sund frokost med pasta og hjemmelavet tomatsauce følte vi for lidt frisk luft. Det fik vi på Mariebjerg Kirkegård, hvor min veninde skulle vise mig et gravsted. Jeg har været der før, som du måske husker, men der var vejrforholdene en del anderledes.

Det er et dejligt sted, og jeg vil gerne derud igen, når det bliver varmere. Det var nu ikke fordi kulden var det største problem, men isen var, og vi skulle passe meget på, hvor vi gik. Men vidunderligt var det, solen skinnede og himlen var knaldblå. Men skal udnytte den slags øjeblikke!

Det var skønt at komme lidt ud i den store verden igen. Det er immervæk noget siden, jeg har haft overskud til det. Så alt i alt bare en dejlig dag i det bedste selskab. Nu vil jeg finde lidt aftensmad og slappe af.

Update: Der ligger lidt flere fotos her.

IMG_5983opt2_Mariebjerg

Update på Kirkegårdshistorien

BilledKirkegårdenopt2Måske du husker mit indlæg om reglerne på Kirkegården? Hvis ikke, så minder jeg om, at du INDEN du bestiller et gravsted, skal være opmærksom på, hvordan reglerne er. Ikke bare for Kirkegården generelt, men for de forskellige afdelinger på Kirkegården. Når du bestiller, så spørg, om det er tilladt at stille en krukke, en lanterne, et lys etc. På afdeling 12 på Hellerup Kirkegård må der siger og skrive ligge EN buket eller/og stå en i vasen, hvis du har en sådan gravet ned ved din sten. Ellers må der intet stå eller plantes!

Den iøvrigt utroligt flinke graver jeg mødtes med i dag forklarede, at det også er et sikkerhedshensyn. Stiller vi noget glas f.eks. kan det komme i deres maskiner og splintre og gå i stykker og de kan komme til skade. Det er ikke nogen ny regel, men der har ikke været konsekvens omkring det. Og nogen er så ligeglade til trods for, de får det at vide mange gange.

Har du ikke været klar over det, så kan du måske være heldig at finde dine efterladte ting i kassen, der er stillet op til det samme. Den står ovre i det øverste venstre hjørne, hvis du står og kigger mod Bernstorffsvej med ryggen til kapellet. Den er lige før, de mere officielle ommåder til jord, maskiner etc. Jeg fandt alle mine ting, og ikke mindst englen som far var så ked af, var væk. Så husk, hvis du gerne vil stille den slags, så få et andet slags gravsted. Der findes små urnegravsteder, hvor det er muligt, og du kan altid få flyttet en urne, uden problemer.

Iøvrigt foreslog jeg jo kirkekontoret, at de lagde de her regler på nettet, men eftersom der er SÅ mange servitutter for mange forskellige kirkegårde, og for mange forskellige områder, så mener de, det ville blive for forvirrende, hvilket de måske kan have ret i. Reglerne bliver udleveret, med de papirer man får, når man får gravstedet, og er man i tvivl, så ring til Kirkekontoret. De var meget søde og hjælpsomme, da jeg henvendte mig. Tak for det!

Blomsterhav

Det var en ret impulsiv ting, at jeg til morgen fandt ud af, at skrive til min gode ven og spørge, om vi skulle tage på kirkegårdstur, når jeg for første gang i måneder, havde trænet. Det var han helt med på. Han viste jo mig rundt på Herstedvester Kirkegård, og jeg havde lovet ham gengæld med både Hellerup og Ordrup. Nu blev det så af åbenlyse grunde Hellerup i dag.

I min naivitet, havde jeg slet ikke skænket det en tanke, hvor mange andre, der kunne få samme idé, men det skulle vise sig, at folk valfarter ned for at vise Hr. Møller deres respekt. Og så var der blomsterne! Jamen milde Moses. Jeg har siger og skriver aldrig set så mange blomster. Helt fantastisk flotte var de. På selve graven ligger “kun” dem fra Kongehuset og familien. Alt resten ligger udenfor/rundt om. Og sådan helt strategisk, kan man sige, at gravstedet ligger godt placeret, for der er simpelen tomt bagved, og der kunne alle de her blomster så ligge. Det var overvældende. Selve graven er dækket af blå stedmoderblomster kantet med efeu. Meget, meget smukt.

Således fik vi sagt pænt farvel til Hr. Møller og var ovre forbi min mor også med en buket roser. Hr. Møller behøvede ikke flere skal jeg hilse og sige. Desværre var det et trist syn. En engel far havde stillet hos mor var stjålet, og mine blomnster var taget op af potten og den var væk! Jeg ved ikke, hvem der gør den slags, men det er altså bare for dårligt.

Vi gik en tur og fik sludret godt, og så kørte vi ned til Hellerup Waterfront bagefter. Der havde min ven aldrig været. Og på en dag som i dag, er der virkelig flot. Det grønne dernede er ved at vokse lidt til, og det gør det knap så sterilt som det har været. Men jeg kunne stadig ikke tænke mig at bo der. Det kan jeg jo sagtens sige, for det har jeg ikke kinamands chance for nogensinde alligevel.

Bagefter var vi her og få en kop te. Jeg har lige spist spaghetti med den græske tomatsauce. Jeg skulle jo have brugt nogle af de der tomater fra forleden (de kom i friske og ikke flåede i dag) og peberfrugt røg der også i, udover ærterne. Det smagte skønt. Og nu er det ved at være sengetid, for stalden kalder i morgen. Gad vide, om jeg overhovedet kan komme ud af sengen? Ihvertfald har det været en dejlig dag med masser af frisk luft og godt selskab – dejligt, men hold da op, hvor er jeg træt!

Nogen mere end andre

Jeg har især i starten af mit blogliv hørt mange kommentarer på det med at fotografere på kirkegårde. Nogen bryder sig om det og andre gør ikke. Og det er helt i orden. Dog ved jeg, at jeg inklusiv kamera viser de afdøde og gravene langt mere respekt end den dame, jeg så forleden på Vestre Kirkegård iført unger og to hunde, der ufortrødent gik løs og forrettede deres nødtørft op ad gravene!!! Eller dem, der behandler det som en træningsbane og løber igennem.

Det er med stor opmærksomhed indføling og interesse for de skæbner, jeg møder, jeg bevæger mig rundt og fotografere. Og som jeg ser det, kan det heller ikke fra de afdødes side, være negativt. Ihvertfald er der ingen negtivitet til hensigt med min vandren og fotografering, hvorfor dette indlæg også KUN er udtryk for indlevelse og medfølelse med de pårørende til netop denne afdøde.

Det er altid trist at miste, men at miste et barn, siges at være det værste, der kan ske for et menneske. Da jeg ingen børn har, kan jeg kun gisne om, at det må være sandt, og sammenligner jeg med smerten ved tabet af min mor, så – ja! Det går jo ikke på at måle hvis smerte er størst, men om at afdøde i hvert tilfælde forhåbentlig var elsket af nogen, mens de var her, og således også savnet, når de går bort.

Selvsagt, er alle noget særligt, og selvfølgelig fotofraferer jeg kun sten, jeg ser et eller andet i. Det være sig stenen som sådan, der bare er smuk, dekorationen, baggrunden i forbindelse med m.m. Men det kan også være fordi, den “historie” gravstenen fortæller mig, griber mig. For at den gør det, har stenen som regel fanget mig først.

Lige sådan et tilfælde mødte jeg forleden, da jeg var på Vestre Kirkegård. Det første der fangede mig var stenen, eller rettere stenene. Der var fire enorme blanke sorte granitsten, der altså fyldte ret så betragteligt i landskabet og var meget synlige. De var ikke gemt væk, men var på et relativt åbent stykke, så jeg skulle have været, noget nær blind for at undgå at se dem. Ved nærmere eftersyn var det så, at jeg så, at Thomas ikke blev ret gammel.

Det er altid ekstra hårdt tror jeg, når vi føler vores kære er taget herfra for tidligt. Og dette var helt sikkert et sådant. Det er ikke ofte det sker, men når jeg støder på en sådan sten, sker det jeg prøver at se, om jeg kan finde historien bag den, når jeg kommer hjem. Det gjorde jeg med Thomas.

Allerede fra stenen, var det tydeligt, han var højt elsket, og da jeg fandt hans historie, blev det helt krystalklart, at han var en smuk, livsglad og kærlig ung mand, der blev revet fra familie og venner på mest ubarmhjertige måde. Jeg tror fast og fuldt på, at Thomas har det godt, hvor han er, men udfra det skrevne, er jeg også sikker på, han havde et dejligt liv og en skøn familie og masser af venner. Så selvom han er væk, så er der dog trøst i, at han havde netop det, et godt liv, mens han var her.

Gribende var det ihvertfald at få et indblik i hans historie. Det håber jeg så også, I synes. Er du en af dem, der godt kan lide mine kirkegårdsfotos, så ligger resten af fotos her.

Planlagt udflugt, del II.

Efter den Mosaiske Gravplads, kom turen til den Katolske afdeling. Som ventet var der rigtig mange smukke grave, omend også her, som så mange andre steder, er der tegn på sletning af grave og den fremherskende trend med urnegrave – trist! Ikke mindst var det trist at det smukke kapel var fuldstændig i forfald. Knuste ruder og lige så meget (næsten) vegetation indenfor som udenfor. Hvorfor? En utrolig smuk bygning, som da måtte kunne bruges til noget.

Interesant var det også her at gå rundt og læse de mange navne. I forbindelse med min slægtsforskning, som jo ikke er blevet lettere, faldt jeg her over et navn, som også for mig er interessant, nemlig Werner. Min biologiske mormors fødenavn. Det gav mig nogle ideer den vej rundt, men mere om det en anden gang.

Ligeledes er det sjovt, at finde slægtsnavne man kender i vennekredsen og forhøre sig, om det er familie. Jeg har nu to gange fundet slægtninge til venner. Det er lidt sjovt. Lige nu har jeg så også en mail ude netop om det, til en veninde. Jeg synes jo det her slægtshalløj er voldsomt spændende, og der er kirkegårdene jo i høj grad en del af det.

Næste besøg bliver “den almindelige” del af kirkegården, som er ret stor, som det så ud på planen. Men det hører i om, når det når så langt. For nu håber jeg, I vil nyde fotos både fra både den Mosaiske og den Katolske del. Resten af fotos fra den katolske kirkegård ligger her på Flickr.

Cykeltur II – Mariebjerg Kirkegård

Som nævnt i del I, så startede cykelturen med noget af Gentofte Sø. Hele turen hjemmefra til Mariebjerg Kirkegård skulle ifølge Krak være omkring 8 km, så det vil sige, at jeg kom på en 16 km’s cykeltur i den stegende hede. Faktisk var meningen, at jeg ville tage toget den ene vej incl. cykel, men efter oversvømmelserne var togene helt i koks, og er stadig, så det opgav jeg. Men det var lige rigeligt.

Når det er sagt, så var Mariebjerg Kirkegård et utroligt positivt bekendtskab. Jeg har aldrig været der før, men eftersom det oprindelig var snak, at min mor skulle have ligget der, og jeg iøvrigt har hørt så meget om den, så var de oplagt, at få den at se. Meget kan man sige, men smukkere sted kan man ikke ligge. Dog er de ukendtes plæne jo så netop bare det – en plæne og det har jeg det altså noget svært med. Jeg synes alle fortjener en markeret grav, men sådan er det så. Hele kirkegården er omkranset af høje træer, og hver afdeling har en høj, høj takshæk omkring sig. Det er helt fantastisk at gå rundt derinde. Det er også en gigantisk stor kirkegård, hvorfor jeg selvfølgelig ikke nåede det hele, men dog en ganske pæn del af den. Så det bliver ikke sidste gang, jeg besøger den.

Jeg kan jo rigtig godt lide at studere de gamle gravsten, og desværre ses jo også der den triste trend med, at “rigtige” grave ikke er “in”, og folk kun får en urnegrav i plæner. Det bliver alt for “i flok” til mig, men er selvfølgelig helt sikkert bedre end den helt anonyme bisættelse og de ukendtes plæne. Men jeg elsker de individuelle smukke gamle gravsten, med forskelligt udtryk. Så det er om at fange dem, mens de er der, for det ender jo ofte med, at grave slettes, når efterkommerne er tilstrækkeligt langt væk i anetavlen eller der simplethen ikke længere er nogen.

Kommer du derover ad, skal du bestemt gå en tur derind, og gerne en varm dag, for skyggen fra de høje træer gør, at der er til at holde ud at være.Turen hjem var hård for mig, for jeg havde jo så også gået langt, og det sidste stykke måtte jeg så også gå, fordi jeg var så dum at køre forbi Netto på Gentoftegade på vej hjem. Dumt gjort, for man kan ikke cykle med en stor pose indkøb. Klog af skade, tager jeg bestemt derover igen, men tager toget den ene vej. Du kan se fotos fra søen og kirkegården ved tryk på links.

Trist og underlig fornemmelse

Jeg fik en mail i dag. En af de der oplysninger omkring graven i fortiden. Jeg har for længe siden, fået at vide, hvor min biologiske mors grav var, og min biologiske søster, sendte også et foto af den i sin tid. For et par uger siden, fandt jeg kirkegården på nettet og fandt, så vidt jeg kunne regne ud, det område, hvor graven skulle være.

Jeg skrev til kirkegården for at høre, om de havde oplysning om, hvem der betalte for den, og en adresse eventuelt. Dette vidste jeg sådan set godt, men håbet var, at få en ny adresse på min biologiskee søster. Ikke at jeg ville tvinge hende til kontakt oveerhovedet, men jeg ville gerne have oplysninger om familien som sådan. Jeg forventede mig ikke noget egentlig, måske bare at de ikke kunne oplyse hendes adresse, hvilket de heller ikke kan.

Chocket bestod i, at allerede et år efter, jeg havde kontakt med hende, har hun ladet betaling på min mors grav stoppe, således at graven er sløjfet. Det er jeg rigtig ked af. Og hvorfor så det? Joh, jeg havde da set frem til at besøge min mors grav, når jeg kommer til Berlin, som minimum. Det kan jeg så ikke engang. Så synes jeeg måske godt, hun kiunne have kontaktete mig dengang eller nævnt, at hun ikke ønskede at betale længere, så kunne jeg måske. Men det er så for længst for sent. Men jeg tænker, der ikke er nogen der kan forbyde mig at få sat en sten op over hende. Men det er jo dyrt. Nu var den der jo. Pokkers osse!