Glade Jul – 2. søndag i advent

Jeg er normalt, langt fra at være lyseslukker. Tværtimod prøver jeg altid at være positiv, og indgyde det samme i andre. Julen er en højtid, jeg førhen elskede. Dette ikke mindst p.g.a. min mor, som elskede Julen også. Jeg tror ikke, det i min fars barndom, var noget sådan særligt af mange årsager.

Da min mor døde, så døde Julen faktisk også lidt for mig. I mange år, kunne jeg intet positivt se ved Julen overhovedet, og jeg sprang den helst over. Og gjorde alt for, at komme så hurtigt igennem den som muligt, uden at tillægge den større vægt eller iøvrigt deltage i noget, hvis jeg kunne blive fri. Vel også fordi, jeg aldrig har fået fornøjelsen at holde Jul for nogen. Det giver det jo en anden indgang. Jeg ved ikke, om andre har det ligesådan, at barndommens Jul, var den bedste, men sådan er det helt sikkert for mig.

Noget andet slog mig i går. Julen er i høj grad også facadernes tid. Julen er idyllens tid. Hyggeligt samvær, glade familier, forelskede kærester og lykkelige ægtepar og søde børn. Og jeg håber da, der er masser af dem. Men det er også tiden, hvor der er rigtig mange, der kører på facade, og hvis folk vidste, hvad der var bag facaden, så ville de i mange tilfælde få et chock. Mange ægteskaber er så ødelagte, at de burde have været opløst for mange år siden, der er sygdom, utroskab, dødsfald, manipulation, kontrol og endda i mange tilfælde sikkert også misbrug og mishandling. Det glemmer mange.

Normalt, er jeg heller ikke en dyt ked af at være alene. Slet ikke, men nogle situationer, bringer savnet efter den eneste ene op, for selvfølgelig ville jeg da gerne have en, at være noget for. Julen er også sådan en tid. Den bringer også savnet af de kære, man har mistet, og dem man gerne ville have kendt. Her tænker jeg på mine forældre, både dem her og de biologiske. Dertil kommer, at det også er traditioneres tid. Men når man ingen har, at lave traditioner med længere, så bliver det også årsag til sorg. Andre har bygget deres traditioner med andre venner, famlie etc., og så sidder man her og kan ærligt talt godt føle sig udenfor.

Lige nu fylder alt det lidt for meget, og jeg prøver at arbejde mig ud af det så godt jeg kan, på trods af, at jeg lige nu er langt fra motiveret og helbredet stadig driller. Lys i adventsstagen, godt fjernesyn, Julekortskrivning og snart en kop kaffe, for det har jeg ikke fået endnu. Til gengæld har jeg fået brasede kartofler og hjemmelavet vegansk pølse og grønlangkål (den var så ikke helt så vellykket som ønsket, men ikke værre end det kan rettes). Der er også flere malebøger der venter.

På mange punkter, har jeg det let og rigtig godt, og det er jeg også bevidst om.Jeg har tonsvis af dejlige venner (her er det en sorg ikke at have mere energi til samvær end tilfældet er og ofte må melde fra til ting, på grund af heldbred), en bolig jeg elsker og har mulighed for at dyrke de ting, jeg har lyst til og en rejse af og til. Det er altsammen noget, jeg er bevidst om, at være meget taknemmelig for og også er. Men trods min ellers altid positive tilgang til tingene, synes jeg ikke det gør noget, at I ved, at der også er ting, der gør mig ked af det og trist. I lige nu er det lidt svært.

Jeg tænker, der er positiver og negativer ved alt, men det kan godt gøre mig ked af det, når jeg nogengange ser, hvordan folk spilder deres liv, selvom det er deres beslutning. Hver eneste af os har ansvar, at være lykkelige og gøre det som er rigtigt for os. Man kan ikke gøre alle tilpas og det skal man heller ikke. Man har pligt til at være så lykkelig som muligt, og få det bedste ud af den tid, man har her. Ingen har ret til at fortælle andre, hvordan de skal leve deres liv. At man undervejs selv bliver såret eller træder nogen over tæerne, er uundgåeligt, men tiden er kort, og det er afgørende, at du sætter dig og finder ud af, hvad der er vigtigt for dig, og hvad du ønsker af livet. Tro mig, det vigtige er ikke penge, position og status….Og så vil jeg iøvrigt prøve at finde mit positive jeg frem, så meget så vel muligt, for det har erfaringen også lært mig, at andet kan ikke betale sig…..Og tak, hvis I læste med så langt.

På falderebet minder jeg lige om, at jer der ikke er på Facebook og også dem der er selvfølgelig, kan synes om indlægget på det lille hjerte under indlægget.

Konfirmationstid

Det er forår og konfirmationstid. Flere af mine venner har børn i den alder, og jeg var da også sidste år inviteret til en konfirmation.

Dog har jeg også oplevet flere gange, at jeg ikke bliver inviteret. Det til trods for, at jeg er meget tæt med forældrene til de her børn, og synes, jeg udviser retidig omhu i min interesse for deres afkom. Det til trods, bliver jeg ikke inviteret, når de så skal konfirmeres, og sidder undrende tilbage.

Nu kan du så sige, jeg skal spise en tudekiks og klappe i. Fint nok, det gør jeg gerne, og jeg “dør” bestemt heller ikke af, ikke at blive inviteret. Hvis det nu var et enkeltstående tilfælde, kunne jeg forstå det, men det er sket nogle gange nu.

Derfor spørger jeg så:

[poll-id=26]

Mortens Aften – lige straks

Det er Mortens Aften den 10. november. Normalt står den på andesteg med det hele den aften. Og godt smager det bestemt. Men hvorfor holder vi Mortens Aften – ved du det? Ellers kan du læse alt om det her.

Mange har traditioner omkring denne aften såvel som andre højtider. Har du nogle traditioner, og både hvis du har og ikke har, så lad vide, hvad du laver på denne aften.

Absent friends…


Dyr kan også være “absent friends” her min dejlige hankat “Tutten” 1993-2004

Det udtryk kommer fra en anden herlig gammel dame, jeg kendte engang – jeg har noget med gamle damer ;-). Hun brugte det til, at skåle for “absent friends” til et bryllup vi begge var til, for snart mange, mange år siden. Og jeg har ofte tænkt på, at det var sådan en smuk tanke, at skåle for dem man savner og mangler – og på den måde sende dem en tanke.

Især højtider bringer tankerne hen på dem vi mangler. Og for mig er det mest present lige p.t. og stadigvæk og formentlig for evigt, manglen af min elskede mor. Især til Jul er det slemt, også fordi mor ellers altid elskede Julen. Den sidste Jul, var ikke hendes, min el. fars for den sags skyld, men heldigvis har vi da mange gode stunder at tænke tilbage på. Især husker jeg, at jeg holdt Nytår der hos far og mor, og vi smæskede os i kogt torsk med det hele. Det var en rigtig hyggelig aften.

Selvfølgelig er der også andre familiemedlemmer, såsom min morfar og mormor. De blev begge forholdsvis gamle, og havde levet et langt liv. Så det er ikke helt det samme, selvom jeg da også tænker på dem, meget ofte endda.

En kær veninde, døde for (til næste år) snart 10 år siden af cancer. Hende har vi ikke glemt, og hver gang jeg hører noget bestemt musik, tænker jeg på hende.

Absent behøver jo ikke være, at folk er døde…. nogen er “bare” forsvundet ud af ens liv, af den eller den anden grund. Det være sig for længere el. kortere perioder, og nogen for evigt. Nogen venner vokser man fra, el. de vokser fra en, og man opdager, at det man troede man havde tilfælles slet ikke var nok, el. der var for mange forskelle alligevel. Forskelle burde vel ikke skille en ad, sålænge man har respekt for hinanden. Det er jo nok, når den ryger, at venskabet også gør. Det er ihvertfald min teori.

Den førnævnte travlhed gør, at de venner man har, og som man gerne ville se, har meget lidt tid. Selv dem uden børn, har svært ved at presse en ind i kalenderen. Så har de kærester, og så er det lige pludselig kærestens venner og traditioner der er “in” og os andre – ja vi er af en el. anden grund uinteressante. Er det fordi vi er single, el. hvad er det? Jeg bader da lige så meget, som jeg altid har gjort, så det kan ikke være grunden 😉 Læs resten