Nordhavn


Jeg havde en plan fra morgenen af, og for første gang i meget, meget lang tid fik jeg gjort det hele. Ikke så lidt af en tilfredsstildelse. I det hele taget synes jeg, at jeg har brugt weekenden godt og prøvet at være en smule aktiv. Dog kan jeg sagtens mærke, at kroppen brokker sig, så snart jeg gør det mindste. Er bange for, at det ikke lige er sådan at komme sig. Nå, men jeg prøver, så må jeg se, hvad lægen siger i morgen.

Nå, men det var i dag vi kom fra. Jeg havde en plan om, at jeg skulle lave Beet Bourguignon. Som jeg fik nævnt på Facebook, så er det lykkedes mig at rende om den samme indkøbsseddel 3 dage i træk nu! Således måtte jeg også afsted i dag, kun for ikke at finde det, jeg var taget afsted for. Dog fik jeg en erstatning og fik gået en tur som det ses ovenfor (det øverste foto er på vejen derned). De er ved at lave en ny bydel, og det er midt i kaos endnu. Det værste er, at de ødelægger et område, der var fuld af atmosfære, og nu bliver det for størstedelen beton og glas – igen, igen. Lidt nord for (på den anden side af havnen) er det samme sket, 100.000 kvm af glinsende hvidt byggeri med glas i mængder – ikke boliger næh, erhvervsbyggeri, som for størstedelens vedkommende nu står tomt, og sikkert er så dyrt at ingen har råd til at leje det. Nu kunne man så tro, at kommunen, når de endelig bygger boliger ville bygge nogle lejeboliger, som vi alle ved, der er kæmpe mangel på i Danmark – nej da, det skal da være dyre ejerboliger!! Du kan se læse mere om det hele på linket.

Al respekt for nye bydele og jeg er klar over, der engang imellem skal fornyelse til. Men vil folk hellere bo i de store betonklodser end, at man byggede nogle af de smukke gamle bygninger om til boliger (ad muren med det orange skilt, der har været gavlen på en garanteret meget smuk bygning)? Istedet for, at bevare dem (nogle af dem, bliver der og er flot sat i stand, men som erhverv), så bruger man millioner på at bygge siloen om til boliger. Jeg er klar over den er et vartegn, ganske som de to, der er blevet glasbeklædt (de er ganske flotte), men den anden, synes jeg godt nok snildt de kunne have ofret, uden det havde gjort spor. Anyway, det er ikke mig, der skal bo der, men der er snart ingen steder tilbage, med noget gammel og hyggelig atmosfære tilbage, det skal Kommunerne nok sørge for i byfornyelsens hellige navn. Jeg er ikke fan, det indrømmer jeg gerne og meget så anderledes ud, hvis jeg bestemte.

Nu sidder jeg her og får et glas vin, og glæder mig trods alt over, at jeg fik gået en tur og fik lidt frisk luft, og er lidt spændt på, hvad lægen siger i morgen. Og så skriger jeg, hvis nogen nævner Jul en gang mere, men ret beset, er der jo ikke længe til, jeg orker det bare ikke. Hvis du vil se alle fotos fra i dag, ligger de her.

Skovshoved Havn


Natacha, er en velvoksen skude, og på dækket kan der godt stå en Mercedes, eller hvad der ellers passer i plads ihvertfald. Nu var der ikke lige ræling der, uvist hvorfor, for det giver jo også potentiale for mand over bord, men stor, det er den. Så synes du den ser gigantisk ud i forhold til alle de andre, så er det fordi, at det er den


Hvis ikke min yndlingsbil og en af de lækreste biler overhovedet skulle holde foran den Kongelige YachtKlub, så ved jeg altså ikke. Det var så ikke den eneste af slagsen jeg mødte. En Jaguar mere og en Bentley var jeg også heldig at støde på. Sidstnævnte er der altså ikke mange af, selv herude


Denne båd, eller yacht vil jeg hellere kalde den, hedder Misouri, og er en velvoksen sag. Dog ikke så stor som “Natacha, vist først. Sammenlign med båden bagved, som er en ikke ret stor godt nok men almindelig sejlbåd


Vi (Emil og jeg), havde selvfølgelig poserne med, og brugte også. Det er Misouri til venstre


Jeg har aldrig set de her lyserøde bundpæle før, men dekorative for en fotograf, det er de ihvertfald


Solnedgangen over Skovshoved By var fantastisk

Det var en dejlig, dejlig aften ganske som bestilt igår, hvor jeg ikke fik snøvlet mig sammen til at tage kameraet med. Det gjorde jeg så i dag, og Emil skal jo ud, så der er ingen vej udenom. Ud skal jeg, nu da jeg ikke har hjælp til at få luftet ham. Det går også, og den friske luft har nok godt af mig, tror jeg. Jeg kan jo gå sålænge jeg kan, og gider og sålænge lille hund får gjort det han skal.

Så vi tog en runde mere på havnen. Og sådan en aften som i dag, der er der altså heller ikke mange steder, der er skønnere. Der var også forår i luften. Mange var nede for at sætte både i vandet, og en kajaroer mødte vi også igen, ganske som i går. I sejlklubben var de ved at dække de sidste borde til gæsterne, og der var andre, der havde fået samme ide som jeg. Blandt andet en mand også med kamera om halsen, der kom med både smil og en hyggelig bemærkning, ad tidligere indlæg.

Således godt luftet, kunne vi køre hjem, efter en tur i vaskehal med bilen, hvor vi iøvrigt også mødte en flink mand. Det er ikke blevet til de store kulinariske udfoldelser i dag. Frysepizza, med selvvalgt ekstra toppings i form af lidt tomater, rød cheddar, oregano, løg- og hvidløgspulver og en sjat olivenolie. Men godt smagte det nu. Man kan gøre meget for sådan en med få midler. Frokosten var resten af mørbradgryde, som jeg fik forleden. Og så købte jeg et kup i dag. 6 flasker Grand Reserva Rødvin (Superbest) til 175 kr. Og jeg indrømmer, jeg får mig et enkelt glas nu for at prøvesmage – den er god. Så hvis du har lyst og penge til det, så hent dig dine. Rigtig god weekend til jer, og pssst – skulle du have lyst til flere fotos, ligger de lige her.