Hedeflip

I morges så det ellers ud som om, vi slap for det her hedeflip. Det kan jeg så melde, at det gør vi ikke. Der pustes og stønnes af varme. Det bliver slemt til løb i morgen, men det er så en relativt kort dag, så det går nok.

Lørdagen er gået med oprydning, opvask og sidst, men ikke mindst galop på min computer. Vi havde hest til start i Aalborg, og Imaginenowar gik sørme hen og vandt. Vi havde faktisk mere end en, og de andre to gjorde det også fint. Kollegaerne på Enghavelyst fulendte dagen med en sejr til en god ven af mig Hovsa.

Jeg fik lavet mig en dejlig økologisk hakkebøf bernaise, som smagte dejligt med ovenristede kartofler og selvfølgelig bløde løg til.

Desværre har helbredet det ikke særlig godt. Hovedpine hele dagen og jeg snotter også stadig. Håber, en god nats søvn kan hjælpe på det. Det kan for hulen da ikke blive ved. Nå, men planen er stadig løb i morgen, så må vi se. Jeg kan jo hvile mig bagefter som det passer sig.

Ovensiddende foto er himlen herude igår aftes, som var så flot, at jeg måtte prøve at fotografere den og det gik lige. Indlæg har jeg masser af i hovedet, men samme hoved gør, at jeg ikke er så produktiv. Det kommer som det bedst kan. God weekend til jer.

Varmefri

Ja det burde alle have i sådan en hede. Jeg fungerer slet ikke, når det er så varmt. Jeg gjorde rent fra morgenen af og var nede i byen og hente et par småting. Så lagde jeg mig på sofaen, og der blev jeg liggende. Fuldstændig slået ud. Træt bliver jeg også, så jeg faldt i søvn og vågnede ved 17-tiden. Der er stadig ingen luft her overhovedet, og stakkels lille Garbo er totalt “splatter”mis og også helt slået ud.

Egentlig ville jeg “normalt” tage i stalden imorgen, men som jeg lider under varmen lige nu, kommer det ikke på tale. Jeg afventer, og venter og ser om det forløsende “big bang” ikke skulle vise sig imorgen eller alternativt her til aften, for det blæser op nu her. Og hvis det sker, kan det da godt være, jeg kommer afsted imorgen.