Hospitalsbesøg og helt færdig



Fra turen til Nivaagaards Park 1. juni

Jeg fik brev om, at der var en tid til mig, så jeg kunne få en gratis mammografi. Det får man, når man er fyldt 50. De tænkte vel, de lige skulle nå det inden jeg har fødselsdag igen. Det gjorde de så. Jeg har ingen forventning om, at der er noget galt, men jeg synes, man skal tage imod tilbuddet. Det gjorde jeg så.

Tog tidligt af sted, så der var tid til at “fare vild”. Det gjorde jeg så ikke, hvilket betød, at jeg var der 11.10 og egentlig havde jeg først tid 11.30, men jeg kom til med det samme, så jeg var ude igen, 20 minutter over. Ubehageligt var det, men nu er det gjort.

På vejen hjem kørte jeg forbi stalden, og sagde hej til to-og firbenede venner. Modstræbende forlod jeg dem. Dels var jeg ikke klædt til det, og dels havde jeg planer om, at jeg skulle hjem og fortsætte mine projekter. Med mit helbred, må man som før nævnt indimellem lave en plan B. Det blev jeg nødt til i dag. Mit hoved var helt tosset (det kan komme ud af det blå) og jeg faldt i søvn i stolen helt smadret. Og det er jeg så stadig, så nu må jeg give den endnu mere skalle i morgen.

Iøvrigt læste jeg et rigtig godt indlæg hos ovre hos Heidi om, forventninger hos andre, og om hvor svært det er for andre at forstå, hvordan det er, at have sådan et uforudsigeligt helbred og om at virke og ikke virke syg. Og om, at vi måske skal tale mere om det, så omverdenen forstår bedre. For mig er det i høj grad mine egne forventninger, der spænder ben, omend jeg er blevet bedre til at sige “okay i dag er sådan en dag”, og der er dage, hvor jeg vitterligen ikke kan andet end bare lægge mig ned, som i dag. So be it.

Nu skal jeg prøve at slæbe mig ud og få noget aftensmad.

Weekendnedstressning

Puuust ud og træk vejret! Sådan har jeg det lige p.t. Jeg føler, jeg holder vejret. Dem der har haft stress, kan nok relatere til det – at man går i totalt anspændt tilstand og ikke kan slappe af rigtigt, er dødtræt, irritabel (ihvertfald kort lunte i nogen situationer), og bare kan mærke i den grad, at der skal passes på. Anyway, man lærer ihvertfald hurtigt selv at kende tegnene på det, når man har prøvet.

Hele det her med far, der blev dårlig igen, hundpasning og Herlev Hospitals fuldkommen manglende organsering og forholden sig til, noget der bare minder om et ur og en kalender, og værende helt uden hensyntagen til pårørende, for slet ikke at tale om patienter, har været rigeligt til at give mig en snert af stress. For de fleste lyder det måske ikke af så meget, men igen når man har prøvet turen før, så skal der også mindre til. Sådan er det bare.

Jeg passer på mig, så snart, jeg kan mærke symptomer. Det kan folk så mene om, hvad de vil. Jeg kender prisen, hvis jeg ikke gør. Og den vil jeg ikke betale.

Så har du et udestående med mig på nogen måde, og du ikke lige har hørt fra mig. Så har jeg ikke glemt, men jeg er nødt til at skrue ned på lavhastighedsblusset. Får jeg gjort noget er det godt, men lige nu er reglen at jeg ikke gør. Så ved I det.

Kuren i dag hed helt impulsivt selskab af en hesteveninde, der kom over og vi drak kaffe og så væddeløb, og senere spiste vi en kyllingecurry og drak lidt rødvin. Superhyggeligt og noget vi helt sikkert gør igen.

Patienten? – han har det godt. Ikke ondt nogen steder, men fuldstændig udmattet ovenpå 14 dage med “dansen rundt efter Herlev Hospitals pibe”. De kunne om morgenen sige, han skulle til undersøgelse, og så en time senere udsatte de igen. Således blev en scanning udsat, tror det var 3 gange. Sådan kan man altså ikke behandle folk. Sidste undersøgelse i denne omgang sådan lige, var fredag (på Rigshospitalet). En biopsi, der er resultat af næste fredag.

Rigtig god weekend til jer alle.

Status update

Bare lige et pip, så I ved, hvorfor I ikke hører så meget fra mig. Som I ved, var jeg i Stockholm i søndags. Det var en fantstisk tur, som jeg nød rigtig, rigtig meget. Dog skulle jeg nok ikke have taget lørdagen med på banen, men med heste fra stalden til start, var det jo ikke sådan lige at undvære.

Alt dette overni en syg far gør, at jeg er rimeligvis slået “hjem” og kørt i sænk. Der er intet overskud, når jeg har forholdt mig til et komplet udueligt, inkompetent, kaotisk Herlev Hospital, der igår meddelte at far skulle skannes her til morgen. En time efter skulle han ikke alligevel – de kunne ikke få plads til ham!!?? Øh! “Han måtte gerne tage hjem og komme igen klokken 7.30 imorgen tidlig”! Han havde så pænt som muligt meddelt dem, at han ville tage hjem nogen timer, og få styr på lidt regninger m.m. og så havde han altså tænkt sig at komme igen til aften.

Altså tog han en vogn hjem og fik ordnet en masse praktisk og så hentede jeg ham igen klokken 14.30. Han ville gerne vi tog ned og drak en kop kaffe og den trængte jeg ærlig talt også til. Så vi var på Café Vagn på Strandvejen. Et sted vi begge holder meget af. Super kaffe, dejlige kager, og masser af uklinisk gammeldags atmosfære (jeg fatter ikke, hvorfor det er så umoderne, nå men….)! Det var som altid dejligt og så satte vi kursen mod Herlev. Jeg smed far af, og så skal han så skannes imorgen, hvor de er nødt til at “løslade” ham, for han skal på Riget på fredag!

Jeg havde egentlig en frokostaftale i dag, men det blev flyttet til imorgen. Jeg klovn havde glemt, at jeg havde båden en lægeaftale og en optiker ditto der. Men begge kunne da flyttes og er blevet. Så jeg ser frem til lidt hygge med min veninde imorgen.

Bloggeriet har trange kår lige lidt og fotos ligeså, men det kan ikke være andet lige nu. Som vanligt er det ikke indlæg, jeg mangler. De står nærmest i kø og fotos behøver jeg vist ikke nævne – gør jeg?

God Weekend!

Denne her sang spillede de i min radio, da jeg kørte ind på Herlev hospital for at hente far. Det er noget musik lige efter min smag. Jeg kendte den ikke, men Stevie Wonder kan man altid kende, så der var ikke langt til handling og slå den op nu her. Dejlig, dejlig – det håber jeg så også I synes.

Patienten har det godt, og er installeret hjemme. Det var rart at komme hjem, men han skal derud igen på mandag. Jeg må sige, at Herlev godt nok tager prisen i dårlig information (og rengøring) og overordnet er indtrykket bare rodet og kaotisk og det har mere eller mindre været spild af tid, at far har været der. Vi er ikke længere nu, end da han kom og de har indtil nu intet foretaget sig som ikke er blevet gjort! Jo lige i den akutte face gav de blod og alt det, og fik stoppet blødningen, men det kunne de også have klaret på Gentofte. Senere gentager de undersøgelsen som far lige har fået lavet på Gentofte, og så ligger han bare og venter, og venter. Så sender de ham hjem kun for at han skal komme igen på mandag, og så eventuelt videre igen til Riget til en sidste undersøgelse går jeg ud fra. Jeg ved ikke, hvor fejlen ligger, men ingen skal bilde mig ind, det er effektivt – og det er var vel planen med, at vi skal jages rundt fra et specialiceret sygehus til det næste??

Weekenden bliver travl. Der er løb på banen i morgen med heste fra stalden til start. Og søndag går turen til Stockholm, hvor jeg aldrig har været før. Det bliver simpelthen så spændende. Så jeg er ked af det for denne weekend får jeg helt sikkert ikke skrevet ret meget her, hvis noget. Men det er ikke indlæg der mangler. De står i kø! Desværre har døgnet ikke 72 timer. Kan I nu have en god weekend og så “ses” vi lige pludselig.

Pludselig ændring

Dagens program var lagt, og jeg var lige vågnet for at tage hul på dagen, da far ringede. Han var ikke så glad og havde problemer. Han ringede til sin læges akuttelefon, og hun fik sendt en vogn, og han blev indlagt her til morgen.

Hans blodprocent er igen (grundet blødning også her til morgen) drastisk lav, og han får medicin for at stoppe det og for mavesyre og vædske og blod i rå mængder. De skal nu ind (igen) og kigge og være sikre på, at også morgenens blødning kommer fra et hul han har i spiserøret.

Så dagen gik med hospital – dennegang Herlev uvist af hvilken grund og henten Emil og alt det. Nu vil jeg ind og slappe lidt af, er godt nok smadret nu.

Verden er iøvrigt lille – i sengen ved siden af far, lå en venindes svigerfar!