Udenfor sæsson

Som de fleste ved, så er galopsæssonen igang fra slut april til hen mod vinteren, og så har vi altså en pause. Og vi skulle jo nødigt kede os, så lørdag var fuldt besat med heste, heste og flere heste. Og inden da, var jeg sådan set også et ærinde, og det er her, disse fotos er taget.

Jeg havde om fredagen været i Lyngby på vejen hjem fra Herlev Hospial, hvor jeg havde været til undersøgelse “for en gangs skyld”. På vejen ser jeg de her søde lyskæder (batteri), som jeg kunne tænke mig, eftersom jeg skifter ud fra levende lys til kunstigt lys. Nå, men der var 2 slags, og jeg tog dem med ind i butikken (HW-hjørnet) for at blive klog på forskellen. Den fandt vi, og jeg beslutter, hvilken jeg vil have og skal så tage en mere på vej ud. Hvad tror I jeg glemmer? Derfor skulle jeg så ud til Lyngby om lørdagen og hente den manglende. Det fik jeg så også gjort, helt uden problemer. Så var jeg lige i Meny, og hente æbler til smukke Dustin, som jeg jo skal ride imorgen, og så hentede en af hesteveninderne mig lige ved. Det er der på Gl. Jernbanevej fotos er taget.

Så gik turen til Enghavelyst, for indvielse af den nyrestaurerede stald. Da vi var vel færdige der kørte jeg med en anden veninde videre til hingstefremvisning på York Stutteri i Hørholm. Da vi var færdige med det var vi et smut i Espergærde og kigge til hendes hest også. Så alt i alt endte det med, at blive en lang dag. Men i det bedste selskab. Jeg har ikke fået nævnt vejret, men det var helt fantastisk, og har også været i dag. Som det ses var lyset fantastisk.

I dag har jeg ordnet fotos, og iøvrigt lavet en smule praktisk her, og slappet af, for det skal jeg jo også. I morgen skal jeg ride og så får jeg besøg af en veninde om aftenen. Så er ugen da skudt godt igang, skulle jeg mene.

2018 – Et meget underligt år

Kicker på folden på Enghavelyst og det sidste, jeg tog af ham der

Troldekuglerne – en besættelse efterhånden, men dem skal der altså være næsten ingen af i året, der kommer

Ham her…..

Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet ville skrive det her indlæg. Men for min egen skyld i et meget desperat forsøg på at fokusere på det positive, så gør jeg det, og håber andre måske også kan have gavn af.

Grundlæggende synes jeg jo, at jeg er et positivt menneske, og prøver mit bedste på at være en god ven for dem, jeg kalder venner. Når man så oplever at blive misforstået og fejltolket og endda misbrugt i sine forsøg på det, så bliver ens tro på ens eget værd og på det gode i mennesker, alvorligt skadet. Sådan er det ihvertfald for mig lige nu. Det er så sandt, at et ondt ord udvisker de mange gode, så hurtigt. Det er ikke retfærdigt, for jeg hár mange, mange gode venner og de viser også, at de sætter pris på mig på mange måder, rigtig ofte. Og til dem skylder jeg stor tak, og sætter uendeligt pris på det. Det er bare svært, at føle den taknemmelighed, når der sidder noget og gnaver og gør rigtig, rigtig ondt på en. Jeg prøver at sætte mig udover det, for jeg har ikke andre muligheder, men var ting blevet taklet anderledes fra flere sider, var det måske ikke gået helt så galt. Det er næsten det værste, hvis og når man også bebrejder sig selv i nogle tilfælde.

Noget andet der har “trukket tænder ud” har været mængden af mennesker, vi har mistet og som er blevet syge. Vi startede med at miste to kære i vores staldmiljø. Den ene direkte i min stald. Desværre skulle jeg selv til undersøgelse den dag, der var bisættelse. Nu er jeg ked af, at jeg ikke bare tog til bisættelse, for der kom intet ud af undersøgelsen. Men jeg er sikker på, at vedkommende ved, at de var i mine tanker. Begge tilfælde selvfølgelig cancer. Den ene var i starten af året og den næste, var mens sommeren var på sit højeste. Her sidst på året og på årets korteste dag, døde en gammel veninde, og jeg måtte til bisættelse på en af årets sidste dage. Ikke lige sådan, man vil slutte et år af. Men som ofte, er der ikke noget, der ikke er så skidt, at det ikke er godt for noget andet. Aftalt møde med en anden veninde, der også kendte hende, der gik bort.

Selv har jeg også rendt til undersøgelser uafbrudt næsten i året der er gået. Det har heller ikke være så voldsom sjovt, deriblandt en rygmarvsprøve, der heldigvis intet viste. Og sålænge jeg intet alvorligt fejler, så tager jeg det, men det kan godt slide alligevel. Det er ikke slut endnu med det.

Det er godt, at jeg kiggede tilbage på året der gik, for ofte er der langt flere positiver end jeg lige kan huske og faktisk har der været rigtig mange i år også. Jeg ville gerne have nået mere, men jeg synes faktisk, når jeg kigger tilbage på det, at jeg har været heldig. Det eneste, der har manglet, om man så må sige, er en udenlandstur, men af flere grunde, blev det ikke i året der gik, men jeg er meget opsat på, at komme på mindst en tur i år.

Læs resten

En tur til Paradis

Eller det er ihvertfald så tæt på som jeg synes man næsten kan komme det i Danmark. En skøn veninde, fantastiske omgivelser og masser af heste og oveni en dejlig baby. Så kan man da ikke forlange meget mere? Jeg gør ihvertfald ikke, og jeg nyder det altid så enormt meget, at komme op til Sandie. Faktisk slog jeg mig sådan en sommer gerne mere permanent ned der i en campingvogn/tinyhouseting på hendes jord. Det gad jeg altså godt.

Men det til en side, så var der nok, der skulle kigges på og der blev spist kage og drukket kaffe til den store guldmedalje og det var bare skønt. Selv baby besluttede sig for at samarbejde mere end normalt og sov så der blev tid til at sludre. Senere blev det til snacks og vin også. Vi skulle jo have en vinderdrink, for sidst Sandies heste vandt (begge to), var jeg “selvfølgelig” ikke på banen.

Så gik turen ud for at se hesteditto’er – altså babyer. Og for Sandie og jeg, er det stort set lige så godt. Og dejlige var de alle, men der var især en, jeg havde set særlig frem til at se og det var min hjerteveninde Lumineuse’s føl. Og også at se hende, for hende har jeg altid været vild med, som jeg vist også har nævnt her før.

Det var et skønt føl, men jeg fik dårligt tid til at studere det sådan meget nærmere, for Lumi lagde hårdt beslag på mig og var tydeligt tilfreds med, at se mig og blive kælet for. Jeg kunne dårligt slippe fra hende, og det var mig og ikke hende der afbrød vores kæleseance. Ellers havde jeg nærmest stået der endnu. Men så skønt, og et smukt stort hoppeføl har hun fået efter Al Shemali (GB), og så er hun nu i fol ved Binary File (USA), hvilket bliver megaspændende også. Føllet er blevet døbt, men før det er helt sikkert, lader vi det være en hemmelighed.

Sandie havde lidt arbejde indimellem, og det var fint, så tullede jeg bare rundt og kiggede (og fotograferede) lidt hist og pist og blandt andet fik jeg også hilst på en anden favorit nemlig Einsteins Folly (IRE), som jeg ganske som Lumineuse var vild med inden Sandie fik ham. Vi deler fuldstændig smag i heste. At sige at Einstein var i hopla forslår ikke helt, men smuk det er han som det ses.

Tiden går alt for stærkt i godt selskab, og vi kunne sagtens have brugt mere tid, men der var også turen hjem og den blev lang. Med det offentlige, er det noget nær helvede. Ikke så meget p.g.a. tiden det tog, men fordi det i tider, hvor man kan utrolige ting, ikke kan noget så lavpraktisk som at sørge for, at der er luft, endsige bare vinduer i toge og busser, der kan åbnes. Det betød, at jeg til sidst var ganske dårlig af varmen, som var ulidelig som alle vist er bevidst om. Jeg forsår ikke, hvorfor det ikke er muligt at tænke sig om. Men hjem kom jeg og det var dejligt alene af den grund.

Jeg håber, Sandie har tid og lyst til at få besøg snart igen, for jeg elsker at komme derop og se hende og de skønne omgivelser. Foreløbig siger jeg tusind tak for i går. Du kan holde musen over fotos for tekst.

Klik nedenfor for at se flere fotos:
Læs resten

Efterårsweekend

Det går lidt hårdt for sig for tiden. Jeg har presset citronen rigeligt og var afsted i hesteforstand 3 af ugens dage i den uge, der gik. Tirsdag stalden, ondag Jägersro, Sverige og torsdag stalden igen. Så det har været travlt og nu er jeg træt som med træt på.

I går skulle jeg til optikeren for kontrol af linser og opfyldning af lageret. For at få noget motion gik jeg derover og hjem, og således fik jeg gået 4,3 km. Jeg troede egentlig der var længere frem og tilbage, men så meget desto bedre var det da, at jeg gik begge veje. Jeg prøver jo at presse så meget motion ind som muligt.

Lørdagen (weekenden) står på oprydning, rengøring og projekter her af enhver art herhjemme. Der skal laves noget, og jeg har også allerede fået gjort en masse, men er ikke færdig. Samtidig med, at jeg presser mig selv, prøver jeg også at være god ved mig selv. Har en del udfordringer lige nu, der gør mig ked af det, og det skal også bearbejdes.

Som altid prøver jeg at fokusere på det gode og hyggelige, men nogengange, kan det være lidt sværere. Jeg håber din weekend, er god og hyggelig med lige, hvad du har lyst til.

Hunde- og kattepasningsdage

Emma verdens sødeste og mest velopdragne hund. Der skulle også have været et foto af Rose, den anden søde hund, men jeg kunne ikke både holde hende og fotografere

Geels Skov – der er dejligt

Tæt på min venindes hus ligger dette dejlige grønne område med en lille sø i midten – oplagt til de mindre hundeture og forbi var vi stort set hver dag, lange eller korte ture

Dronningebusk

Denne Clematis var bare fantastisk som det ses

Gule valmuer som bien også syntes om

Klartrehortensia

Dronningebusk close-up

Det har været et par “travle” uger. Ikke sådan at jeg ikke har kunnet nå det jeg skulle, men jeg har været mange steder og ikke hjemme i den sidste del. Det føles vel altid lige lidt stressende, at være hjemmefra. Jeg fortalte allerede her, om at jeg var hos hestene nogle dage. Det var superhyggeligt og også første gang, jeg så årets føl. Der er ikke noget bedre end sådan nogle tutter. De var meget forskellige, den ene kravlede nærmest ned i lommen på en, hvorimod den anden og yngste, var mere reserveret.

Her i ugen har jeg passet hus, bil, hunde og katte for en anden veninde. Kattene passer jo nærmest sig selv, og gør lejlighedsvise besøg som katte nu gør. Men en af dem beærede mig dog med sit selskab i sofaen. Hundene var supersøde og nemme og en sand fornøjelse. Især er Emma nok den mest velopdragne hund, jeg nogensinde har oplevet. Hun går løs, og man kan styre hende næsten uden at gøre det. Hun stopper selv, når hun skal og er bare så fantastisk og så kunne hun vise mig vej på veje, jeg ikke kendte.

Den dag vi var i Geels Skov lykkedes det selvfølgelig klovnen her, at fare vild. Emma havde faktisk vist mig, hvilken vej, jeg skulle, men jeg lyttede ikke – my mistake! Min telefon var selvføglelig løbet tør for strøm, så nu var gode råde dyre. Heldigvis mødte vi Matilde. Hun gik med os og fik os på rette vej og vi fik en hyggelig sludder. Hvis du læser med Matilde – Tusind tak. Det var både hyggeligt og supersødt af dig.

Fredag var det så store hjemdag for min veninde og hendes unger og jeg skulle hente dem i lufthavnen. Eftersom bilen indgik i aftalen, havde jeg jo den at suse rundt i. Og den var jeg godt nok fristet til at beholde – en dejlig Suzuki Vitara, som jeg nød i fulde drag. Egentlig en pæn stor bil, men supernem at køre, men ikke benzinøkonomisk! Automatgearet hjælper så heller ikke i den sammenhæng.

I går var løbsdag, hvor jeg for første gang skulle prøve at trække Kicker til løb. Det var en testrun for at se, hvor meget min stakkels krop kunne klare og om, det ville være noget, jeg kunne fremover evt. Det var fra starten klart at Kicker aldrig ville være et problem, hvorfor han også er den eneste jeg overhovedet ville forsøge med. Han kunne ikke være sødere og ganske som når vi ellers går tur, kunne jeg styre tempoet. Jeg havde dog følgeskab, og de synes ikke, at vi gik stærkt nok. Så kom vi ned på banen, og skulle gå i paddock og igen – Kicker er en engel.

Igen blev min nemesis andre mennesker i paddocken. Hesten der gik bag mig var lige ca. ½ så stor som Kicker og var tillige ikke til sinds at tage det så roligt som vi kunne og gjorde, selvom jeg gik så hurtigt, jeg kunne. Så da der var et par omgange tilbage overtog min veninde Susie for mig, hvilket var planen. Det var ikke, at jeg ikke kunne gå, for det kunne jeg, men jeg kunne ikke gå hurtigere. Det underlige er, at jeg stivner i mine hofter, og så kan jeg simplethen ikke gå hurtigere. Og det er ikke til at vide, hvornår det sker, og det er faktisk meget ubehageligt. Jeg forstår det ikke helt for faktisk er jeg jo hybermobil, så burde kunne “strække ud”, men sådan er det ikke i praksis.

Da hestene gik bagom, gik jeg så med, og der går de endnu hurtigere, når de har fået jockeyen på. Her gik Kicker endda sidst, men det var ingen hjælp for mig, der sakkede håbløst bagud til trods for mine bedste anstrengelser. Så der blev det ihvertfald klart, at det med at trække hest, bare ikke er for mig. Så skal jeg ihvertfald i endnu bedre for, end tilfældet er. Det prøver jeg også på, så vi må se. Men i forhold til, hvor ondt jeg har i dag i hofter og ben og ryg, så er jeg det åbenbart ikke endnu. Men jeg trak ham hjem, så Susie kunne hjælpe en anden af pigerne, som trak for første gang, og hvis hest fik en 2. plads.

Jeg prøver ikke at føle mig for ked af det, men selv den anden pige, der trak og som er ½ min alder og i god form, kunne mærke det (også hendes første gang). Så jeg behøver ikke føle mig helt så håbløs og i det mindste prøver jeg. Susie synes, jeg gjorde det godt. Kicker? Han endte desværre helt udenfor præmierækken, hvilket er usædvanligt for ham.

Engang imellem spekulerer man på……

Hvad hulen, man egentlig laver, når man står nede på banen i kulde, regn og blæst klokken, Guderne må vide, hvad tid, om morgenen. For som vi talte om i dag, så kunne man da finde på noget hyggeligere end at tage ud og ride (ikke undertegnede) eller ordne heste og blive våd, kold og klam for ikke at tale om lettere kold sådan en morgen. Det havde ihvertfald været sjovere at blive indenfor, så meget kan jeg roligt afsløre. Ikke desto mindre, så gør man det jo, fordi vi er vant til ikke at lade os kue af vejret, og så elsker vi jo hestene. De var klart også det bærende element sådan en morgen, og så fik vi dejlig morgenmad, og det hjalp jo også på det. Og for undertegnede selvfølgelig ikke at forglemme Kickerkys, som kan redde hvad som helst.

Jeg fik set græsgalops, og jeg har også forsøgt at fotografere, men der var simpelthen næsten intet lys oveni det regnede. Så resultatet er begrænset, lad mig sige det sådan. Men så har jeg forsøgt og jeg får forhåbentlig point for indsatsen om ikke andet. Der kommer andre græsgalops i bedre vejr, og om ikke andet, er der allerede løb igen på lørdag, så jeg skal nok få mine lyster styret. Men der kom da, et par stykker ud af det.

Ligesåvel som jeg har spekuleret på, hvad jeg egentlig lavede på banen i det vejr, ligeledes, har jeg spekuleret på, hvad jeg dog har lavet med min ene hånd. Jeg har slået min kno ved langemand på venstre hånd. Der er et mærke på den og et blåt mærke nu, og den var hævet og er ret øm. Nå, men sker der ikke noget værre så går det da, men jeg undrer mig.

Det regnede, og regnede og holdt lige en pause mens jeg kørte hjem, hvor ovenstående er taget på vej hjem. Så har det ellers fortsat med at regne og er lige klaret op, og solen er kommet. Det er så lige en postgang for sent til sådan rigtig at få glæde af.

Nu har jeg fået et bad og om lidt står den på lidt aftensmad og så hygger jeg med fotos og computeren og fjernsyn. Til gengæld kan jeg ikke få varmen, og må vist have termostrømperne på igen.

En tur på landet og til barndommens land

I starten af denne måned, lavede jeg en aftale med en gammel ven i det Nordsjællandske. Det sjove ved dette var ikke så meget, at vi er venner, og sådan set var, da vi var børn. Det sjove er, at vi ikke har set hinanden siden.Vi fik kontakt på Facebook, men havde endnu ikke mødtes, og så blev vi enige om, meget impulsivt, at nu skulle det være.

Jeg tog toget, og så var min veninde, så sød og hente mig på Hillerød St. Vi talte som om, vi aldrig havde bestilt andet og det blev vi sådan set ved med resten af dagen. Og det kunne vi snildt have gjort endnu. Det var så hyggeligt. Vi startede med at se på heste. Min veninde’s heste. Hun har faktisk to, men den ene er lejet ud, men vi kørte forbi den alligevel. En stor smuk hoppe, som er datter af hendes anden hoppe, som vi også var ude og sige hej til. Vejret havde ellers været rigtig fint, men da vi nåede så langt, stod det pludselig ned i stænger. Ikke sjovt.

Et vigtigt punkt på hele den her sightseeingtur var et smut forbi hendes forældres gamle gård, hvor hendes bror nu bor. Og hvordan hænger det så sammen. Tjah! Det hænger sådan sammen at for Guderne må vide, hvor mange år siden, da vi alle var børn, havde jeg en hest. Den stod opstaldet hos min venindes forældre i en lang periode. Det var i parantes bemærket en fuldblodshoppe, der grundlagde min kærlighed til netop dem.

Hendes søde svigerinde var hjemme ligesom en nevø var det, og de var meget søde og imødekommende. Der er også heste der, for min venindes svigerinde gør det i Islændere. Ellers er der ikke meget hest der, men Herefordkøer, som det ses ovenfor. Der så noget anderledes ud, end dengang, men det er jo også snart et helt liv siden. Men det var dog genkendeligt trods alt. Der er skønt deroppe og jeg nød en tur på landet. Efter al den friske luft, kørte vi ind til Helsinge og købte lidt ind og hentede noget kage og så kørte vi hjem til hende og fik jordbærkage og kaffe sammen med hendes kæreste og ikke mindst deres hund. Det var et dejligt sommerminde at have på en sommer, der ikke har budt på meget sådan udi udflugter, men til gengæld så meget andet, men mere om det i næste indlæg.

En sandhed med modifikationer

Man plejer at sige, at intet nyt er godt nyt. Ikke helt rigtigt. I flere tilfælde, jeg er stødt på, at intet nyt er langtfra, at være godt nyt. Min relative “tavshed” her, er heller ikke nødvendigvis udtryk, for godt nyt, eller nyt i det hele taget. Men der er masser af nyt, det er bare ikke alt, jeg skriver om her, og så er der også lidt dårligt nyt. Dog er det rimeligt sikkert, at er jeg stille, er det sjældent godt nyt.

Jeg har en ryg, der er gået “i smadder” som jeg også var inde på i mit seneste indlæg. Det gør ikke for den mest interessante læsning og slet ikke tilværelse, når man dårligt kan gå. Jeg havde besøg af min “helt egen” (desværre ikke helt) afrikanske massør forleden, og jeg skal da love for, at han er effektiv. Det vidste jeg nu godt, for jeg kender ham så udemærket fra hans arbejde med hestene. At han så også kan mennesker, er jeg kun glad for.

Han er den eneste, jeg betror min efterhånden noget hærgede krop. Jeg har været til mange fysioterapeuter, og det er de færreste, der har vidst, hvad de gjorde i forhold til mig og min skæve ryg, og de problemer det giver – helt udover, at jeg også er hypermobil – Wayne stoler jeg 300% på, og det har da også allerede hjulpet. Det har vist sig, at jeg har betændelse i en muskel der ligger ret dybt lige ovenpå min iskiasnerve, og hele min ryg og hele min muskulatur var som en flitsbue. Jer der har prøvet noget lignende ved, hvor ubehageligt og smertfuldt den slags kan være.

Jeg laver øvelser, jeg har fået, og så skal jeg se ham igen, formentlig i næste uge. Men lige nu er jeg så byldeøm, hvor han har haft fat, at det lige må vente lidt. For når han tager fat, gør han det grundigt. Jeg var helt udmattet ovenpå den omgang og sov det meste af dagen, efter han gik, men hvis det bare hjælper, så er det okay.

Ellers sker der ikke det vilde. Eftersom jeg næsten ikke har kunnet gå, har jeg koncentreret mig om at ordne ting her på computeren – ikke mindst fotos, som jeg har så mange og nye af, at jeg næsten er ved at brække mig. Det lyder ikke pænt, men jeg fik taget alt, alt for mange senest, så jeg betaler prisen. Jeg elsker resultatet, men det kræver ufattelige mængder arbejde at sortere, og uploade til diverse. Men det må komme, som det nu kan, jeg kan ikke mere end jeg kan, og døgnet har stadig kun 24 timer, selvom jeg godt kunne bruge meget mere. Jeg har jo så også det problem, at mit hoved indimellem står helt af, og så er det, ikke computeren, jeg skal sidde og rode med.

Ellers har dagene været fyldt med terror, bomber, dødsfald m.m. i medierne. Man bliver da noget træt og ked af det hele. I dag var det historien om et 2-årigt barn, der ulykkeligt var blevet dræbt på Vestre Kirkegård, der gjorde mig helt vildt ked af det. Hvordan hulen det kunne ske, forstår jeg ikke, men det har kun kunnet lade sig gøre ihvertfald, hvis forældrene har ladt barnet ude af syne. I mit hoved slipper man ikke et barn på 2 år løs, sådan et sted – ikke så meget som et minut. Skrækkeligt er det. Det lader til, at forældre nu om stunder falder i to grøfter, enten passer de slet ikke på dem, eller også forkrøbler de dem fuldstændig og overpylrer. Men at holde nøje øje med en 2-årig falder ikke ind under “overpylren”!

Der er ikke galop i weekenden, så der bliver plads til lidt andet og blandet andet skal jeg se min far og min søster til lidt hyggeligt samvær. Det er ved at være noget siden, så det glæder jeg mig til. Lige nu er vi ved at drukne i regn, men det er godt for banen – ja man er vel galoptosset!

Weekend i gode venners lag

IMG_9376opt2_GrillSandie

IMG_9395opt2_GrillSandie

IMG_9397opt2_GrillSandie

IMG_9398opt2_GrillSandie

IMG_9402opt2_GrillSandie

Jeg har haft den bedste weekend! Midt i alt det her sygdomhalløj og ting fortsætter livet jo sideløbende, og jeg havde inden det her med far gik helt skævt, sagt ja til begge arrangementer. Da det så gjorde, var mit ja selvfølgelig med forbehold.

Heldigvis kunne jeg tage afsted i går, først op til min veninde i Skibby til grillparty. Jeg havde lovning på overnatning. Ikke fordi jeg som sådan, skulle drikke noget vildt, men bare fordi, at køreturen slider noget på mig, og den ville jeg så meget gerne være foruden i mørke og sent. No problem, jeg tog min dyne under armen og fik et gæsteværelse, da den tid kom.

Inden var det dejligt selskab, superfantastisk vejr, natfordring af heste, og masser af dejlig mad (jeg havde selv medbragt noget vegetarisk til grillen) og så var der salater i rigelige mængder ligesom flütes og selvfølgelige kød til dem, der skulle det. Drikkevarer havde vi også selv med. Vi sad ude hele aftenen, og ungerne nød det også og legede bl.a. med vandpistoler etc., hvilket man jo med rette kan sige, det var vejr til. Jeg gik i seng noget før de andre, jeg var brugt op. At blive vækket til lyden og lugten og af hest, og en udsigt, som på foto øverst, er bestemt ikke det værste jeg ved. Jeg har truet med, at jeg skal være feriebarn på et tidspunkt.

Vi fik lidt morgenmad, og i går viste det sig, at min veninde skulle i mit nabolag og hente en hestetransport, og så var det jo oplagt, at hun kørte med mig ind. Det gjorde hun og jeg fik hende smidt af, og vi fik en lille sludder med ejeren, indtil jeg måtte afbryde og sige, at nu var jeg altså nødt til at køre, for jeg skulle videre. Susede hjem og fik et bad, skiftede tøj og pakkede gave ind og så drog jeg til fødselsdags(forsinket)brunch for en kær veninde på Schæffergården. Det var superlækker mad, og jeg kendte faktisk alle, eller ihvertfald havde på nær ganske få undtagelser, set dem alle før. Rigtig rigtig hyggeligt omend, vi manglede et par stykker. Men midt i ferietiden, var det sådan set ret godt gået. Alle var stopmætte og havde hygget sig, og fremfor at forberede i dagevis, blev vi enige om, at den løsning bestemt skulle bruges igen.

Personligt kan jeg kun sige, at det har været en skøn weekend, som jeg trængte for. Jeg takker for det sublime selskab og dejlig, dejlig mad. I morgen rammer virkeligheden mig igen med ting, der skal gøres hist og pist, men det kan ikke være anderledes. Nu vil jeg gå ind og slappe af indtil jeg skal sove.

Forårsfornemmelser og begræsningens svære kunst


Foto fra en gåtur i april 2012

Der er bestemt forår i luften og også hos hestene kan vi mærke spirende forårsfornemmelser. Dejligt nok med lune i luften og fugle der synger, og solens varme. Nu mangler vi bare, at min krop fatter det, og mander sig op og følger med. Meget af tiden føles det som om, den er ved at falde fra hinanden.

Det er den nok ikke meget mere, end den hele tiden har været, men den har perioder, hvor den gør mere ondt, og en sådan er vi inde i. Min ryg gik helt i selvsving i lørdags, og det fik jeg taget i opløbet. “Kvikke” her, var så i stalden mandag, og selvfølgelig skulle jeg ordne hove på “mine” heste. Behøver jeg fortælle, at det var en monsterdårlig ide? Især på en åring, der ikke helt har fattet systemet. Det var ingen god ide, og deruover gav jeg også et ben op (noget jeg allerede har fastslået, er en dårlig ting, både for min arm og min ryg). Jeg er skidedårlig til at begrænse mig, for jeg vil jo så gerne og ikke mindst være til hjælp, og jeg synes jo, at når jeg ordner hest, så skal det gøres “ordenligt” med det hele. Suk! Ihvertfald hævnede det sig, og jeg lå brak og var totalt i smertehelvede, da jeg kom hjem. Det forårsagdede, at jeg måtte ty til de stærke smertestillende, som får ryggen til at slappe af, men som jeg så også kan ligge brak af hele dagen efter. Det gjorde jeg så, indtil jeg skulle til lægen og forbi far med lidt gryderet (han lå der med influenza, men er meget bedre nu og hoster bare).

Lægen – hvad skal jeg sige!? Havde man bare sådan en som ham i huset til støtte og opmuntring, så var meget lettere og sjovere – hold nu op, hvor er han sød (og så har jeg begrænset mit ordvalg!). Ikke noget nyt som sådan, andet end at en påtænkt henvisning blev droppet og jeg fik lidt moralsk opbakning – det kan man godt mangle lidt.

Desværre kom jeg til skade med min hånd/finger forleden, da jeg skulle trække en af hestene ud, og det gør, at jeg ikke kan bruge min højre hånd optimalt. Derfor er rideturene også skrinlagt lige indtil det går over, og jeg bliver nødt til at stå over på løften noget som helst. Faktisk sagde lægen at løften med min ryg, er bare ikke godt. Jeg kan normalt godt hesteben, men ikke lige når jeg har en dårlig periode, og sådan må det så være. Selvom det irriterer mig. Imorgen står den på stald igen og så er jeg ved at være nogenlunde så langt, at jeg tror på, jeg snart kan købe billet til London. Glæder mig.