Mit Hjem er Mit Slot

Som jeg nævnte så er det en uge med tingene oveni hinanden. Det bliver næste uge også. Man kan sige, det havde været optimalt, hvis der havde været en bedre fordeling af det, sådan helt generelt. Men også i forhold til, hvad det er. Denne uge har været hygge, hygge og mere hygge, mens næste uge, bliver læge, læge, og hospital også x2, så der er grænser for, hvor sjovt det er. Men jeg glæder mig til forhåbentlig at få nogle svar.

I tirsdags havde jeg en aftale med min veninde. Det var jo Grundlovsdag og også Fars Dag, og hun havde derfor fri. Vi havde aftalt, at vi skulle på Mit Hjem er Mit Slot Messe i Haveselskabets Have på Frederiksberg.

Vi tog toget, og derefter Metroen næsten til døren. Det var næsten helt uoverskueligt, hvad man skulle se hvornår og hvordan, for det er stort. Men vi nåede meget. Og jeg tror ærligt jeg kan sige, vi så det hele, omend jeg selvfølgelig ikke kan være helt sikker. Der var ikke den ting, der ikke kunne fås. Dog så vi ikke vandmiljøer (små springvand etc. til indendørs og ude), og det var vi overraskede over. Men klikker du på linket ovenfor, kan du se alle udstillerne. Fotos nedenfor, er af mine indkøb,som var snacks, en gammel skål (russisk), et Sherryskilt til min karafel, to engelske pelargonier og en duftpelargonie. Jeg ville egentlig have købt noget te, men den har jeg så fundet online og kan købe der, så det er dejligt.

Generelt vil jeg sige, at det er dyrt derinde. Ting, som helt sikkert kan fås billigere er skruet op i pris. Men der er gode handler indimellem, men der er langt imellem. Til gengæld er det godt, at være der den sidste dag, for så vil de gerne af med tingene. Så se dig godt for. Men jeg vil helt sikkert gerne derind igen, men håber på knap så varmt vejr.

Undervejs var vi sultne, og ikke mindst tørstige. Vi fandt end dejlig cafe, der heldigvis lå i skyggen. Vi fandt endda siddepladser og jeg købte sandwich til os (en med laks til min veninde og en hummus til mig). Dertil en hyldesaft og noget vand. Det var lige, hvad vi trængte til og så gik vi videre. Det skal ingen hemmelighed være, at det var meget, meget varmt, og til sidst var vi trætte og trillede hjemover til min veninde, der gav en kop te på altanen.

I morgen får jeg hundebesøg og skal iøvrigt bare lige lave, hvad der passer mig ellers. Dem har jeg så til mandag aften, hvor min veninde kommer og henter og spiser middag. Og så starter hele ugen med et rend til læger. Godt jeg kan få ladet op. I går var jeg også afsted i hyggeligt ærinde, og det kommer der også mere om.

Gardiner og smuldrende vægge

Jeg har kæmpet de tapres kamp i dag. Ikke så meget mod gardinerne, men med mine vægge. Som det vides, har jeg lige fået malet. Her er blevet rigtig flot, så det var lidt med bævende hjerte, at jeg skulle sætte skruer og beslag i de fine vægge. Nu kender jeg mine vægge efterhånden og de er mere end problematiske. Som min maler sagde lortevægge, for nu at sige det lige ud. Han fortalte mig intet, jeg ikke vidste, men når man skal spartle, male og sidst, men ikke mindst, have noget op og hænge, så er det megabesværligt. Ellers kigger man jo bare på dem. Sålænge man holder sig til det, så kan det gå, men piller man ved dem – oh dear!

Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville hænge gardiner op i dag. Så meget, jeg nu kunne nå afhængig af, hvordan det gik. Det gik sådan, at jeg startede i stuen, og så havde vi balladen ved altandøren. Jeg syens ellers det gik så fint med at få skruer i, og finde ud af, hvordan beslag skulle side, for at gardiner sad rigtigt og alt det her. Jeg begynder at skrue, og så pludselig så er væggen på vej ud på den ene side af beslaget!!! Shit osse! Skaden var sket, men jeg måtte skrue alt ud igen og hente polyfyllla, og så lappe så godt jeg kunne. Beslaget i den anden side sidder fint. Nu er spørgsmålet, hvordan jeg får det her beslag til at sidde uden hele væggen ryger med.

Eftersom jeg nu var noget nedslået, tænkte jeg, at jeg heller måtte tage det bedste af to onder, der var tilbage. Så jeg kastede mig over soveværelset. Og for nu at spare jer for detaljer i uhørt grad lykkedes det, også med nogen forhindringer, at få hængt gardiner op i soveværelset. Nu har jeg så bare et problem med min sættekasse og alt mit nips på den væg (til højre i foto), for det skal rykkes nu, hvis det skal hænge der. Men det løser sig.

For nu vil jeg bare ind under min dyne. For ikke bare, er de dumme, når man skal skrue i dem væggene – de er også utætte ad pommeren til, når det blæser. Så jeg fryser med anstand, selvom jeg har ret meget tøj på lige nu. Måske en kop varm te var en ide? Kan I have en dejlig weekend.

En ny begyndelse

En lille hilsen herfra mit nye hjem. Nu synes jeg lige, alle skulle have en hilsen med forklaring om, hvordan den her flytning m.m. er forløbet.

Selve flyttedagen, gik meget fint synes jeg, hvis man lige ser bort fra den kendsgerning, at jeg desværre fik ret i, at min antikke franske fletseng IKKE kunne komme ind i lejligheden. Grunden er, at den har et monsterstort hovedgærde, og den kan ikke skilles ad. Jeg har så efterfølgende ringet fra Herodes til Pilatus, for at høre, om nogen ville købe den her seng, men ingen vil have den. De vil dårligt have den forærende. Så det er altså kun mig åbenbart, der synes, det var en Prinsesseseng.

Resultatet af alt det her er blevet, at sengen ryger med på storskrald her lige om lidt, for den står i en gang nede i kælderen, hvor den jo er til gene for de andre i opgangen. En lidt trist skæbne for min fine seng, for slet ikke at tale om, at jeg jo har givet penge for den, og for at få lavet en speciel madras også -Gys! Så det er ca. 2.500,- kr. lige ud af vinduet. Men der er ikke at gøre ved det.

Om morgenen for flytning om flyttemanden klokken 7.30 og jeg skal love for, at de var effektive. Hold da helt op. Men drømmer ikke om, hvor meget man har før man skal pakke det sammen og ind i en flyttevogn og så for slet ikke at tale om, at få det pakket ud igen. Vi endte på nogle og 70 kasser. Jeg skal hilse og sige, at det er ikke bare sådan lige noget, man bare gør, og få det pakket ud. Dels skal man jo finde eller have et sted at stille det, man tager ud, og dels skal noget omarrangeres i kasserne. Under sidstnævnte kategori hører mine bøger. Jeg havde nogle reoler, som dels var forfaldne og vakkelvorne, og dels var der ikke plads til dem i lejligheden så derfor blev de stående i carporten. Det betyder at alle bøger, stadig er i kasser. Da flyttemanden ikke skulle slæbes helt i stykker, fylder man jo ikke ret mange bøger i sådan nogen kasser. Så de er i bunden og ovenover er der så andre lettere genstande. Det betyder, at jeg nu skal omarrangere bøgerne, så de ligger i kasser. Og have alt det andet omfordelt og lagt på plads. Der mangler noget endnu, men borteset fra en manglende seng, og meget færre kasser begynder det absolut at ligne et hjem nu.

Skrivebordet er lige kommet helt på plads, hvilket betød at jeg kunne få computeren på plads, og således også det der skal i skrivebordet. Så jeg keder mig bestemt overhovedet ikke. Det gør jeg ikke alligevel, når jeg holder pauser fra det hele, kan jeg nyde mit kabel-TV med masser af kanaler, jeg ikke havde før, og så har jeg beholdt mine favoritter. Dejligt. Nu er jeg også kommet online herhjemme, så nu begynder det bestemt at føles som hjemme igen.

Ellers nyder jeg at være her, jeg nyder at være kommet hjem. Sådan føles det helt sikkert, og det er det jo også. Lejligheden er bare dejlig, og jeg er så glad for den. Tænk et sted, hvor det hele bare fungere, og gør det ikke, så ringer jeg efter nogen, og skal ikke selv betale. Det er da lykken. Jeg har en dejlig udsigt . Var jo noget nervøs for, hvordan det ville være med toget “i baghaven”. Men det genere mig overhovedet ikke. Underligt, men jo bestemt fint nok.

Hestene er jeg også glad for, at have fået igen. Jeg har været på banen 2 gange nu, og første gang vandt vores superhest “Casanova”, og jeg havde satset en 20’er på ham. Og fik 45 tilbage *smiler* – jeg spiller normalt slet ikke. Han har lige startet igen, og blev nr. 2, så det var rigtig flot. Jeg var desværre ikke nede og se det, for jeg har siden i 1½ uge kæmpet med en forkølelse og feber. Nu er feberen væk, og kun forkølelsen er tilbage, så det er godt. Ingen lungebetændelse denne gang. Jeg tror, sundere boligforhold får positiv effekt på mit helbred, så jeg nu fremover godt “kun” kan have en forkølelse.

Jeg er nu ved at nå til et punkt, hvor jeg kan se en ende på det, og hvor jeg begynder at få overskud til at have besøg. En veninde har således meldt, at hun formentlig kommer forbi senere idag og ser lejligheden. Så jeg må hellere forlade computeren og komme i omdrejninger, så her ser nogenlunde pænt ud, når hun kommer.

Så meget kort, så stortrives jeg med mit nyt liv, i den nye lejlighed.

Opdateret 13. oktober 2016