Intet nyt…..

Man plejer at sige, intet nyt er godt nyt. Det er så ikke helt sandt i den givne situation med min far på hospitalet. I bedste fald, er det mere eller mindre status que. Ikke helt, men det er svært at sige nøjatigt, hvordan det egentlig går, for det svinger meget. Det er belastende for far, og selvfølgelig også for os. For bedst som vi lige håber på lidt bedring, så går det skidt igen. Lægerne gør alt, hvad de kan for at finde løsninger, men med mange diagnoser i spil, er det ikke let at finde den rette. Der er ikke udsigt til udskrivelse foreløbig.

Det værste er næsten folks uforståenhed, og bedre viden omkring tingene. Min søster og jeg gør alt, hvad vi overhovedet kan, for at alt skal være så godt som vel muligt for vores far. Indimellem ville det være dejligt, hvis folk ville passe deres og så bare ønske god bedring. At skulle i 3. grads forhør om, hvad og hvordan i tide og utide, er bestemt ingen hjælp. Vi taler med vores far og finder sammen med ham løsninger, og så behøver andre ikke blande sig i det. Hvis vi vil have råd, skal vi nok spørge om det. Det kan vi godt.

Folk har åbenbart også svært ved at forstå, at det er hårdt for mig, at have en syg, syg far på hospitalet og en hund at passe også. Motion er godt. Ja, motion er godt, men det handler altså også om, at jeg generelt ikke har et helbred som alle andre, og der er en grund til, at jeg får pension. Så hvis du ikke kan forstå det, så skulle du måske lige tænke på, at det er ikke er for sjov jeg siger og tro mig på mit ord, når jeg siger, det er alt, alt for meget for mig. Vi kan desværre ikke bytte helbred, så du kan prøve, hvordan det er at være mig. Meget ofte ville jeg ønske man kunne det, for det ville måske spare mig for nogle bemærkninger.

Når det er sagt, så skal der også lyde stor tak til dem, som virkelig viser omsorg og spørger til far, og støtter og bakker op. Ikke mindst alle venner og familie, som heldigvis er en stor støtte. Tak for jer.

Som at have små børn

Jeg begynder langsomt at forstå, hvorfor folk med små børn har så svært ved, at få noget gjort. At have en hund, er lidt det samme. Den skal ud x-antal gange om dagen og have mad også. Al planlægning skal være rundt den og at den ikke skal være alene for længe.

I dag har jeg så ladet Emil alene en del af dagen. Det er jeg jo pisket til, hvis jeg ikke skal blive helt sær. Så jeg var nede og gå en tur med Kicker i dag, sammen med Susie og Indigo. Dejligt, dejligt bortset fra, at vi var ved at blive ædt af myg, eller hestene var. Det synes de så knap så godt om. Kicker skubbede til mig og gned hovedet op ad mig, som om han ville sige “så gør dog noget”! Vi må have gang i noget insektbalsam af en slags.

Da jeg havde været i stalden susede jeg op til min far, som heldigvis havde det bedre end i forgårs, men godt, godt er det stadig ikke, og han får da også stadig ilt og maske, ligesom han har ganske meget vædske i kroppen. Men humøret var klart bedre og han fik flere besøg. Så da jeg havde været der lidt, lidstede jeg af igen, netop af hensyn til Emil. Han virkede ikke ked af det, da jeg kom hjem, heldigvis. Nu har vi lige været i Meny og hente et par småting og stå udenfor butikken, kan han altså sagtens. Det er ellers ikke noget, jeg er meget for, men lige nu var jeg nødt til at kombinere tingene.

At sige jeg er træt, gør det ikke. For mig bliver det her jo mere end en arbejdsdag, hvilket jeg slet ikke kan holde til. Men det er jeg jo nødt til lige p.t. og det er uagtet alting for meget. Så nu vil jeg have et bad, for det har jeg i skrivende stund 18.44 stadig heller ikke fået, og så vil jeg have en købepizza. Overskuddet til at lave mad er der ikke og hvornår skulle jeg lige have haft tid til det? Og sådan går mine dage lidt p.t. I morgen skal jeg intet andet end netop lave mad, rydde op og gøre rent – og selvfølgelig gå med Emil!

En typisk gåtur

Disse fotos er lidt af det, jeg fangede med kameraet, da Emil og jeg var ude og gå i morges. Det var faktisk meget, meget heldigt, at jeg havde det med, for jeg havde lovet en veninde, at fange en grøn Jaguar. Og jeg vidste, at der kører mindst en mere end denne rundt (samme model, men en anden grøn, så vidt jeg kan se), men nu holdt den der til morgen. For det så ikke skulle være løgn, så faldt jeg over en mere, omend ikke grøn senere på Strandvejen.

Det siger lidt om området, at man kan gå en helt almindelig tur med hunden og støde på hele to af slagsen, og så mødte jeg endda en mere, som jeg også fotograferede, men jeg synes ligesom 2 var nok her. Den lækre Camaro SS, kom kørende og jeg hørte den før jeg så den og nåede at fange den i farten. Hold nu op, jeg elsker den lyd. Ja miljøskadet er jeg altså den vej rundt.

Her til aften gik det hverken værre eller bedre, end at jeg på 15 minutters gåtur mødte (det var de kørende, de holdene diverse er ikke med her) hele 3 Porsche og en Mercedes sportsvogn. Meget godt gået vil jeg mene.

Udover min trang til bilerne, så har jeg i dag selv været til lægen. Lidt follow-up som det hedder. Jeg skal over og have taget blodprøver i næste uge for at tjekke mine diverse vitamintal og så skal vi holde øje på mit blodtryk, som er lige på vippen. Endnu en god grund til at kæmpe IGEN for at få de skide kilo af – suk!

Min far er stadig indlagt, og har det stadig mindre end godt, omend lægen jeg mødte i går sagde, at på papiret går det bedre, og han kan da også få bedre luft, men…… Vi må se, hvordan det går, men hjem kommer han ikke lige med det straks, det er sikkert.

Blomstervanding, hospital/klinik x2 og endelig den der ovn

Det har været en travl dag. Jeg så pludselig i går aftes, at min ovnleverandør havde skrevet, at de ville komme i dag, om jeg var hjemme. Det var jeg da, men det kom lidt an på, hvornår eftermiddag var, for jeg havde lavet en aftale med Dyrlægen også. Det havde jeg fordi Emil (fars hund) havde nogle ulveklør så lange, at det på ingen måde længere kunne udsættes at få dem klippet. Altså skulle vi det 13.30. Det endte med, at de ville komme efter 15.

Inden det, skulle jeg nå at stryge et par bukser til min far, vande hans blomster og besøge ham på hospitalet. Jeg nåede det hele, og fandt far havde noget lettere ved at få luft i dag og uden ilt, og det i sig selv, var da positivt.

Så var det næsen hjemover og så hente Emil og suse op til Dyrlægen. Han var meget lidt begejstret for at være der, men klør blev klippet, men de måtte være to kvinder høj for at holde og klippe og alligevel var det svært. Men gjort blev det og vi kunne køre hjem – mission acomplished.

Så skulle vi bare vente på ovnen og jeg var lige ved at blive nervøs for, om de kom, men lige som jeg havde skrevet til dem, kom den. Nu skal jeg bare have sat den op, og dermed skal jeg også have flyttet rundt og taget nogen ting ned af væggen, hvor den skal stå og flyttet fjernsynet. Så jeg behøver ikke kede mig, ganske som altid. Men det er da et hyggeligt projekt at komme på plads, men jeg skal bruge hjælp til at flytte rundt på møbler etc. Men det løser sig også.

I morgen er der foreløbig kun en ting på programmet og det er et visit til den søde læge for lidt opfølgning. Og så håber jeg, at få skrevet videre på fortællingen fra London.

Hjemme igen fra fantastiske London

Så kom jeg hjem fra London igen. Det var en dejlig, dejlig tur og jeg ved, jeg sagde, at Berlin potentielt har skubbet London af pinden, som den bedste by – glem det lige!! London er og bliver den mest fantastiske by i hele verden. Der er måske byer, der nærmer sig, men jeg kan ikke forestille mig, at nogen by kan være mere fantastisk – ikke for mig ihvertfald. Jeg skal gladeligt indrømme, at jeg havde glemt, hvor fantastisk London er, men det er altså også længe siden sidst.

Uanset, så var det skønt at se London igen og ikke mindst mine dejlige venner, jeg mødte derovre. Også Tina mødte jeg. Selvom vi aldrig har mødtes før, endsige talt sammen, så gik det ganske fortrinligt skal jeg hilse og sige, og vi kunne have sludret hele eftermiddagen, hvis ikke det havde været for det faktum, at hun skulle tilbage på job. Derudover mødtes jeg med 3 andre venner derovre, så det er da fantastisk at have så mange venner sådan et dejligt sted. Og så er Theresa som jeg boede med ikke med i det antal.

Selvsagt, så har jeg masser af fotos fra turen og jeg har lige kigget dem igennem, og jeg er godt tilfreds, men selvsagt, går der lige lidt inden jeg får ordnet og uploadet 500 fotos, men jeg er fast besluttet på at få skrevet om turen, mens det hele er i frisk erindring.

Desværre fik jeg her onsdag en kedelig besked på sms. Min far er indlagt igen, og det betyder, at jeg igen har hund og en far på hopspitalet. Det var bestemt ikke planen, men sådan er det altså, og jeg skal ikke være bleg for at indrømme, at jeg er træt ovenpå turen, men jeg prøver på ikke at stresse over situationen og tage det stille og roligt en dag ad gangen.

Vaskemaskinen har været på arbejde i dag og kufferten er blevet tømt, Emil blevet hentet og far besøgt, og nu må der vist slappes af.

Fredagsfornøjelser

Jeg er stadig træt som ca. 10 alderdomshjem, og det til trods for, at vi i dag sov til klokken næsten 9.30. Så var det morgenmad (til Emil) og så ud og gå en tur på en halv times penge. De gode takter er ikke blevet hjulpet på vej af vejret, som er mørkt og koldt i dag i modsætning til seneste dages knaldblå himmel og sol.

Jeg fryser faktisk, og det var jo så nu, jeg godt kunne bruge min pejs. Faktisk har en af pejsemændende, som gerne ville hjælpe mig sendt mig et alternativ, der koster en smule mere, og som faktisk kan stå på en anden væg. Jeg skal nu bare beslutte, hvad jeg vil, og det kniber så lidt.

Til gengæld har jeg besluttet at sætte bilkøb på “stand-by” indtil videre. Jeg synes, det er mange penge, selvom jeg selvfølgelig rigtig gerne vil. Som far var inde på, det er ikke til at vide, hvornår han ikke får sit bevis fornyet og så er det dumt at stå med to. Så kan jeg lige så godt overtage hans til den tid.

Patienten (min far) har det heldigvis bedre, så det er også noget, at være taknemmlige for. Dog har de stadig justeringer, de gerne vil foretage, så foreløbig skal han så blive der. Sålænge det går frem må vi ikke klage.

Nu står den igen lige om lidt på hundeaffrodring og bagefter gåtur og selvfølgelig et bad og aftensmad til mig også. Og som det ses, så fik jeg plantet de pelargonier, jeg købte i går. Jeg mener, det er 1. maj lige om lidt, og sålænge det ikke bliver frost, kan de godt klare det. Måske de bliver sat en smule tilbage, fordi det er relativt koldt, men jeg satser altså. Jeg fik også fejet ude på altanen, så nu er der klar til flere vækster, når jeg lige får taget mig sammen. Der kommer ihvertfald chili, for jeg såede jo en ny omgang og de vokser godt under tag endnu, men der kan de snart ikke være. Vi får se, hvordan det går. Ihvertfald vil jeg ønske jer en god weekend, uanset hvad I skal.

Sugar & Spice, and things not so nice!

Ingen skal beskylde mig for ikke at prøve, at få det bedste ud af, når livet igen slår igen. Heldigvis ikke så hårdt som sidst, men dog. Igår ringede far, og efter at have sagt ville han da lige sige, at han var på Gentofte Hospital. For nu at gøre en lidt længere historie kort, så blev han indlagt, fordi han havde (har) et blodsukker på 27! Normalen er omkring 6, så det giver sig selv, at det er alt, alt for højt.

Status på det her i dag, er så at far skal i insulinbehandling permanent. Han er selvsagt nu, men det har indtil nu ikke hjulpet nok. Jeg besøger ham i morgen og i dag tog min søster vagten.

Emil og jeg var en tur i Dyrehaven som det ses. En dejlig tur med dejlige efterårsfarver. Kronhjorte så vi en flok af og en stor han, der var på vagt for to rivaler lige ved. Men han gemte sig under nogen store træer og græsset var højt, så ikke let at få gode skud af ham. Dejligt var der uanset, men ikke en eneste galophest så jeg!

Jeg selv er endnu ikke frisk. Jeg ved af bitter erfaring, at jeg lige så godt kan tage det roligt, for der kommer kun ulykker ud af at presse mig selv før jeg er klar. Så jeg prøver at smide stressen og irritationen over bord og tage en dag ad gangen. Endnu vigtigere nu, hvor jeg så også har hund oveni. Dog tror og håber vi ikke, dette bliver andet end weekenden over, men nu må vi se – en dag ad gangen. Rigtig god weekend til jer.

Pludselig ændring

Dagens program var lagt, og jeg var lige vågnet for at tage hul på dagen, da far ringede. Han var ikke så glad og havde problemer. Han ringede til sin læges akuttelefon, og hun fik sendt en vogn, og han blev indlagt her til morgen.

Hans blodprocent er igen (grundet blødning også her til morgen) drastisk lav, og han får medicin for at stoppe det og for mavesyre og vædske og blod i rå mængder. De skal nu ind (igen) og kigge og være sikre på, at også morgenens blødning kommer fra et hul han har i spiserøret.

Så dagen gik med hospital – dennegang Herlev uvist af hvilken grund og henten Emil og alt det. Nu vil jeg ind og slappe lidt af, er godt nok smadret nu.

Verden er iøvrigt lille – i sengen ved siden af far, lå en venindes svigerfar!

Puha! Tid til afslapning!

Så nåede jeg så langt som til aftensmad lige straks. Om jeg begriber, hvor sådan en dag bliver af! Jeg startede dagen med, at tage med far på hospitalet. Han skulle til undersøgelse, for at se, om der var en forklaring på hans nyeligt konstaterede alarmerende lave blodprocent.

Selvsagt havde han været noget nervøs for dels undersøgelsen i sig selv, men også resultatet. Det viste sig, at han har et blødende sår på spiserøret. Forhåbentlig noget ufarligt, men noget skal de selvfølgelig gøre ved det, men det får vi så nærmere om. Vi var begge glade, da det var overstået. Far var ret upåvirket af selve undersøgelsen, og havde det faktisk godt. Vi kørte til bageren efter frisk brød, og smør, for det havde han lyst til (han havde fastet i et døgn og var sulten som en ulv). Så vi kørte hjem og fik kaffe og frisk brød fra Emmery’s. Det var godt. Emil blev selvfølgelig luftet først af mig, da far var lidt påvirket uden at være dårlig, dårlig.

Så havde far glemt, at han skulle til farvehandlen, så det skulle vi så lige en tur. Jeg kørte, for han må ikke køre bil lige efter at have været bedøvet. Men det gjorde jeg da også gerne. Far fik, hvad han havde behov og jeg kørte ham hjem igen.

Nu har jeg så endelig fået skrevet mit indlæg om afsked med Galoppens store stjerne, og nu må jeg simpelthen slappe af. Jeg er dødtræt! Som jeg skrev forleden, der er masser af indlæg der presser sig på, men jeg er nødt til at tage det som det kommer. Jeg kan godt mærke, at jeg stresser lidt for tiden, og det gør også, at det bliver ekstra vigtigt, at slå bremserne i, når nødvendigt. Det er det nu!!!

Jeg har ikke stresset mindre ved tanken om forleden, men jeg tror ikke, jeg gider gøre noget ved det. Ærger mig dog voldsomt, når jeg kommer i tanke om, hvad jeg kunne have fået for de penge, og når jeg ved, jeg handlede “i god tro”, men jeg kommer ingen vegne med det, tror jeg. Heldigivs landede 9/10 i min turban i dag, og således må jeg lade som om, den sidste 10.-del er det, jeg skal af med og intet andet og så glemme det, og se mig f…… godt for en anden gang! Kan I have en god aften.

Hvordan det går…eller ikke går!

Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige. Bedst som jeg synes, det går bedre, så bliver vi sat baglæns igen. Flytningen har taget mentalt på far, så han bliver let forvirret igen. Det ser ud til, at det går over lidt op ad dagen. Nu er hans infektionstal så også steget lidt igen, og de mistænker igen, han har noget lungebetændelse og/eller han kan være på vej med den mavehalløj som naboen har, og som gør at de er isoleret. Af samme grund er besøg p.t. en speget affære, hvor man også selv er udsat.

Jeg er p.t. dårlig i forvejen med min svimmelhed og har også en snert af “noget”, så jeg skal ikke lige derop og have mere. Jeg var der dog meget kort i går, men håber, jeg og ikke mindst far slipper. Han er i forvejen svækket, så sådan en omgang skulle han altså nødig have. Pokkers osse!

Ellers prøver jeg, at bevare optimismen, men det er lidt svært lige p.t. synes jeg. Måske også fordi jeg selv er sløj og godt og grundigt træt af det! Prøvede at tage ned og træne forleden, meget forsigtigt! Det skulle jeg aldrig have gjort. Hvis ikke jeg var dårlig, så kunne jeg da blive det.

Men det bliver vel bedre på alle fronter – på et tidspunkt!! Mit eneste lyspunkt, er de fantastiske venner og de dejlige heste, og jeg prøver at tage på besøg, så meget jeg overhovedet kan overskue. I går kom min dejlige Neptune tilbage. Så jeg skal altså snart være “fit for fight” – send lige nogen vibes i alle retninger *S*