Av, min arm!


Strandvejen i dag. Det er tydeligt, at alt grønnes med lynets hast lige nu

Jeg var til den gode Doktor Jan i dag. Ikke at jeg forventede så meget praktisk hjælp egentlig, men dels skulle jeg bestille medicin også, og så ville jeg da gerne vide, hans bud på symptomerne. Jeg skrev for noget siden vist nok, at jeg nu har symptomer på det her springfinger-syndrom i begge tommelfingre. Det har jeg stadig, og det er der ikke noget at gøre ved. Det må jeg leve med til det generer mig så meget, at jeg synes, jeg vil opereres. Så slemt er det ikke endnu, omend det kun bliver værre.

Det nye problem lå i, at jeg for ca. 1½-2 uger siden fik voldsomt ondt i min venstre tommelfinger nede i det tykke stykke. Det føltes som om der sprang noget derinde og i hånden generelt, når jeg skulle bruge den. Selvsagt var lysten til at bruge den ikke særlig stor. Det eneste, jeg lige følte jeg kunne gøre, var at smide et støttebind på, men det er jo noget hæmmende for bevægeligheden, så da det gik nogenlunde over igen, tog jeg det af. Den er stadig ikke okay og gør ondt. Smerten var som en forstuvning, omend jeg vidste, jeg ikke havde forstuvet den – så noget underligt. Det viste sig så, at det har jeg.

Jeg er meget hypermobil, og det giver mig problemer sådan generelt med led og den slags. Jeg skulle jo egentlig kunne sige mig selv, at det var det, der skabte problemet, men ….. Ihvertfald er det en masse små forstuvninger, når ting hopper ind og ud af led, fordi jeg er så ledløs!!! “Great”! Ikke så mærkeligt, det gør ondt. Jeg er heller ikke i tvivl om, at det er noget lignende, der foregår ovre i min skulder, som ter sig så snart, jeg tænker på at løfte en op på hesten. Det skal jeg bare ikke. Så de forkromede ord fra den gode doktor lød på støttebind, gerne med støtte til tommelfingeren. Jeg har faktisk sådan et bæst, bare til den anden hånd, jeg har givet mange penge for. Nu skal jeg så finde noget til den venstre. Foreløbig bliver det bare støttebind.

Det er typisk. Jeg er dårligt sluppet af med en ting, så kan jeg begynde på noget andet. Svimmelheden er (bank under bordet) ved at give sig. De sidste 1½ uge, har jeg kunnet bukke mig uden at være ved at vælte bagefter og blive hundedårlig. Dog kommer det lidt igen, når jeg er træt, men det går den rigtige vej ser det ud til (jeg tør næsten ikke skrive det). Til gengæld er hele den venstre arm i udu, men det ene påvirker vel det andet tænker jeg. Så overskriften passer altså. Men jeg har jo også været til træning for første gang i lang tid. Nu klør jeg på med den i næste uge x2 og så må vi se, hvordan det så ter sig det gamle skrog! :-)