Identitet, hvor sidder den?

Idag så jeg en af udsendelserne i serien ovenfor på CNN. Jeg var kommet helt væk fra, at se nyheder der, noget jeg elles synes godt om, og mens jeg så nyheder, kom der reklame for denne her udsendelse, der ville komme på et tidspunkt. Jeg fik ikke lige fat i tidspunket, og blev lettere desperat, for jeg ville se det, da det selvsagt var meget relevant for mig. For nu at gøre den her i forvejen lange historie kortere, fandt jeg ud af det, og den kom søndag formiddag.

Det er en hel række af udsendelser, der bliver vist. Jeg har ikke kunnet finde den næste i rækken, men oplægget er “CNN Præsenterer”, hvilket ikke siger meget, men kig efter det, og så må du se, hvornår næste udsendelse i rækken af “

At blive gjort opmærksom på

De spørger alle og søger svar på: “Hvornår er man sort?” Se dette er et spørgsmål jeg har tænkt meget over, da jeg blev gammel nok til at have en bevidsthed om den slags. Det er snart længe siden. Når man vokser op i en familie, der tydeligt er helt anderledes end en selv at se på, så opstår spørgsmålet om ens farve helt af sig selv, også selvom andre ikke ville gøre en opmærksom på den. Tro mig, den risiko eksistere ikke – man skal nok blive gjort opmærksom på den. Her i lille Danmark, er det anderledes, for der er ikke på samme måde sorte områder på samme måde som i USA eller hele stater, der pr. definition er sorte, såsom Alabama, Missisippi og lignende – altså Sydstater. Men at man nok skal blive sig det bevidst på den ene eller den anden måde, er sikkert – USA eller her.

Når man blev gjort opmærksom på sin farve, så var det som barn (dengang var der ikke så mange farvede børn endnu), fordi man var den søde lille brune sag og senere var det så knap så hyggelige kommentarer, der gjorde, at man følte man ikke var “som de andre”. Du sidder måske i din “bobbel” og tænker – “jamen vi har da ikke racisme i Danmark” – lad mig så lige ryste dig ud af den vildfarelse – det kan du tro, vi har. Det kan hedde sig nok så meget på overfladen, at det har vi ikke, og du er lige så meget værd som alle andre, men når det kommer til stykket, skal du nok stadig få bemærkninger, som andre synes er hysterisk morsomme (selvom du står lige ved siden af), om farve/race, der enten nedgør folk som race betegnet eller bare fordi de er sorte. Ad dette se venligst dette blogindlæg!

Jeg ved ikke, hvorfor folk synes den slags er sjovt eller hvorfor de med den ene hånd synes ens selskab er godt og hyggeligt, og de betegner en som ven, og så komme med den slags bemærkninger alligevel og synes vi bare skal finde os i det. Jeg har svært ved at tro, dem som påstår, de er ligeglade med den slags, taler sandt. Siger man noget, har man ingen humor! Jeg synes ellers, jeg har masser af lige det, men nej jeg synes ikke, det er sjovt. Og billigere man det, så skubber man jo bare på “toget”. Nogen tænker bare ikke over det, for det er “bare noget, man gør”.

Jeg husker engang en kollega jeg havde, der havde det med at bruge bemærkningen “Det er ikke for hvide mennesker” (iøvrigt en ofte brugt formulering, har jeg bemærket). Hvis du vitterligen tænker over den bemærkning, så prøv lige at se, hvad det egentlig er, du siger. Det havde min tidligere kollega ikke gjort. Til sidst var jeg så træt af den bemærkning, at jeg måtte sige det til ham, og tog en kvinde-til-mand snak med ham om det. Da jeg forklarede ham det, kunne han godt forstå det, hvilket jeg egentlig også forventede for han var en sød nok fyr, men “bare” ubetænksom.

Er du også ubetænksom, eller mener du virkelig det (parden my French) “gylle” du lukker ud engang imellem, når jeg lytter? Spørg dig selv, og spørg også dig selv, om du ville synes, det var hyggeligt at høre på? Fordi du er hvid, nævner jeg det da ikke på en nedladende måde og laver jokes om det vel?

Identitetskrise

Et er hvordan andre ser på en, et er, hvordan vi selv ser på det. Jeg har lige set en dokumentaren ovenfor, og den gjorde stort indtryk på mig. For ikke nok med, at børn med farve (uanset hvilken nuance), skal forholde sig til hvides deffinition af dem og deres race, så skal de også, slås med de sortes fordømmelse af, hvis de er for lyse. Vokser de op, og er sorte og “for” sorte, så skal de også høre for det. Og hvornår er man så lige sort sådan i “lovlig” forstand. Tjah, det er der helt klare regler for. I USA altså! Skal du på Universitetet f.eks. skal du udfylde i din ansøgning, hvad du er af race og sådan er det i mange sammenhænge. Men hvad nu hvis du f.eks. er fra Nordafrika? Så skulle man tro, at du ville være Afrikaner – ikke? Nope! Du er hvid – altså sådan officielt set. Hvordan det hænger sammen, kan ingen forstå, men sådan er det.

Og hvad hvis du som en af pigerne i filmen, er halvt hvid og halvt sort, og ikke på nogen måde identificerer dig med at være sort, og ikke synes, du hører til i nogen af kasserne eller har lyst til, kun at deffinere dig selv som sort eller hvid? Hvad gør du så? Tjah, så skal du sætte hak i boksen “other” og har ingen idenditet sådan helt firkantet set. Jeg kan sagtens følge den tankegang. Jeg har intet imod at være deffineret sort set udefra, hvis jeg skal puttes i en kasse. Men skal jeg nu også det?

Et sted, har jeg altid været stolt af at være halvt amerikansk, men det er jo ikke hele mig, og jeg kan på ingen måde identificere mig med meget af den kultur, der siges at være “den sorte kultur” i USA, som iøvrigt også siges at fremstilles meget stereotypt og slet ikke “typisk. Derfor kan jeg heller ikke sige, at jeg ved, hvad det vil sige. Slet ikke, og som er lige så racistisk som mange hvide, hvilket denne her udsendlese bekræfter. Halvdelen af mig er hvid, og min kultur og hvor jeg er vokset op, er også en “hvid” kultur, og den kan jeg da ikke bare fralægge mig heller, og vil da bestemt heller ikke.

Noget jeg også husker i den forbindelse, var et mandeligt bekendtskab, der på et tidspunkt undrede sig over, at jeg har fregner – det har jeg faktisk. Han havde “aldrig set en neger med fregner”! Han mente intet ondt med det, men det slog mig meget der, at sådan definerede jeg slet ikke mig selv. Til hans udbrud kunne jeg kun sige, at jeg jo altså også er halvt hvid (min biologisk mor var faktisk meget lys), så det var vel ikke så underligt.

Skæmmende historie

Så jeg er på den led glad for, jeg ikke bor i USA. Tænk at være 7 år, og være ked af at være “for mørk – for det er grimt”. Dette hører man også i dokumentaren, hvor en ung skolelærer gør meget for, at banke ind i hovedet på de små, at det ikke er okay. Bland andet udfører hun *poste-testen på dem. En brun papirspose var engang sådan man testede folk og sorterede dem. Barsk lærdom for små mennesker, men noget de bestemt vil huske og forhåbentlig lærer af. Hvor kommer den så fra, den med papirsposen og **linialtesten – det kan du læse noget om nedenfor i noterne blandt andet.

I udsendelsen møder vi mange forskellige, der udtaler sig om disse problematikker, og en dramalærer hvis mor var sort og hans far hvid, følte sig aldrig nogensinde tilpas nogen steder. Han var for lys til moderens venner og familie (de blev skilt tidligt i forløbet), og han har nu ikke set hende i årtier, og bor sammen med faderen. Vi kom fra det med historien i alt det her. Ligesom den sorte racisme, så var der jo også den hvide. De hvide har altid haft en helt klar regel for, hvornår man er sort – hvis man har én sort forfader 5. generationer tilbage – så er man er man sort. Nu vil jeg gerne have dig til at gætte på, hvornår du tror, denne regel blev erklæret forfatningsmæssig stridig? Du kan sikkert slå det op, men prøv at lade være, og fortæl mig gerne, hvornår du troede. Så skal jeg fortælle de til sidst i indlægget. Denne regel bliver forklaret i udsendelsen ved at der puttes 1 dråbe sort farve i et glas klart vand.

To af pigerne i udsendelsen har tidligere mødtes på en uddannelse og beslutter sig på et tidspunkt for at lave projektet 1(drop)

Der er også racisme på andre fronter end helt sådan på “gadeniveau”. F.eks. er det helt almindelig kendt i USA, at har du et savnet hvidt barn, eller sker der noget med samme så råber medierne op som gale, og er du tilsvarende sort, tjah så skal du være heldig hvis det overhovedet bliver nævnt. Det er da bare ikke i orden. Derfor glæedede det mig, da jeg så, at man har lavet denne organistaion, for at gøre opmærksom på dels de savnede, men også det faktum, at medierne behandler det sådan. Men det skulle jo ikke være nødvendigt. Der burde jo kunne være en samlet for savnede personer! Alle der er forsvundet er jo lige savnet af deres pårørende. Men sådan er det ikke, så på den måde bliver America delt igen – måske ikke ved lov, men stadig delt.

Denne debat er åbenbart uudtømmelig, men at være så naiv at tro, at det er et overstået kapitel, skal man ikke være. Meget kan lade sig gøre i dag som ikke kunne førhen – medgivet, men der er sandelig også stadig mange mure at rive ned. Det er altså noget underligt noget, men ikke deto mindre stadig en væsentlig faktor i rigtig mange sammenhænge – tænker du ikke over det? Så er du nok hvid, siger jeg, uden at vide det, men fortæl mig endelig om det. Der var mange aspekter af det her, udover mine egne erfaringer, jeg ikke lige havde tænkt over, før jeg så udsendelsen, og som gav stof til eftertanke og også blandt det materiale, jeg har fundet, nu da jeg kiggede mig om efter materiale omkring enmnet. Der er ikke en holdning til det, men næsten lige så mange, som der er mennesker, om hvad det vil sige, at være sort. Uanset om det er burde være vigtigt, er der ingen vej udenom, at det er det!

Iøvrigt skal jeg huske at fortælle, hvornår One Drop reglen blev erklæret forfatningsstridig – det var så sent som i 1967!

Links:

  • Who is Black in America on CNN
  • OneDrop
  • (1)ne Drop på Facebook
  • (1) Drop på Twitter
  • Forfatter Kathleen Cross
  • Forfatter Tim Wise – Udtaler sig også i udsendelsen, og han har skrevet bøger om emnet også.
  • 080113 – Policymic: Justine Gonzales – Even the U.S. Census Is Totally Baffled By Race Politics
  • Policymic – Artikler omhandlende Race.
  • Bog: What’s wrong with being black – Matthew Ashimolowo
  • Blogpost på Kristian Bailey’s blog: “The Weight of my Race”
  • Washington Post – Interaktivt site: Being a Black Man

  • 050611 – Artikel i The Guardian – Being black and middelclass dosen’t protect you from predjudice
  • CNN ireport – Being Black in 2012
  • 171011 – Artikel på “Africa is a Country” – Being Black in Germany
  • 030906 – MREMBO – Blogpost -Being Black in Denmark

  • Artikel – Univeritypost – Comment – Racism in Denmark
  • Little book – big visions – How to be an artist and revolutionize the world – Afro-Americanere i Tyskland

    ———————————————————————————————————

    *En test, der sammen med en såkaldt **linial-test var almindelig brugt i det tidlige 1900-tal, blandt den højre klasse af Sorte Amerikanere og familier for at fastsætte, om en sort var tilstrækkeligt hvid til at være egnet eller uegnet til optagelse. Hvis din hud var mørkere end en brun papirspose, så fik du ikke adgang. Tusinder af Sorte institutioner som inkluderede de bedste sorte broderksaber – Phi Alpa Phi, Howard University og adskillige kirker og civile grupper praktiserede alle denne diskrimination. Denne praksis har rod i det 19. århundredes slægtsskab med “Blue Blood Society” og er ikke fuldstændigt uddødt den dag i dag.

    **En test, der blev brugt samme periode som “pose-testen” i den sorte midddel og overklasse, for at bestemme om en sort var tilstrækkeligt hvid til at få optagelse. Ideen var, at håret skulle være så lige som en linial. Idag er praksis ikke accpeteret som “colorism”, men det er heller ikke fuldstændig udelukket.

    Mine tanker om den seneste tids Adoptionsdebat

    Desværre er det ofte sådan, at ét skrækindjagende eksempel, danner grobund for forandringer. Det ikke kun i dette tilfælde, hvor ændringerne ikke er sket, men ihvertfald danner en heftig debat, både på Facebook og i medierne, der har travlt med at skrive om skrækeksemplet, og mange udtaler sig på den baggrund om fænomænet Adoption sådan generelt. Nu vil jeg så give mit besyv med. Som adopteret mener jeg godt at kunne kvalificerer mig mindst lige så godt som mange andre, til at udtale mig om emnet. Normalt prøver jeg at gøre mine indlæg væsentlig kortere end dette, men det er en kompleks debat og en meget vanskelig en også, så svært at gøre kort

    På Facebook, har vi en gruppe, som hører under Adoption & Samfund, og der kører debatten også, efter sagen omkring den Etiopiske pige Amy og hendes adoption, som er kørt helt skævt fra starten af, men så kun kører helt af sporet, da hun kommer til Danmark. Det er vitterligen også en sag, der giver grobund for rigtig mange spørgsmål og emner til debat. Næsten uudtømmeligt.

    Man kan spørge sig selv om mange ting i forbindelse med Amysagen og adoption iøvrigt dem vil jeg så komme ind på her, eller dem som ihvertfald melder sig hos mig, og så tanker jeg iøvrigt gør mig omkring de emner, de artikler, jeg er faldet over her nyeligen i pressen har taget op. Det er en stor mundfuld, og jeg håber, jeg kan gøre det overskueligt. Af samme grund vil det nok lige tage mig en dag eller to og få styr på dette indlæg.

    Jeg tager et par artikler og nogen enkeltvis og kommentere på, og kommer med kommentarer, på noget der og skriver lidt, hvad jeg føler mig inspireret til. Meningen var, at prøve at lave et nogenlunde overskueligt indlæg, men om det lykkes ved jeg ikke. Måske fordi hele debatten og problematikkerne også er helt uoverskuelige, så bær over med mig. Kig endelig til slut, for også, der er også lidt konklusioner.

    110812 Politiken: Adoptionsforløb kan og skal forbedres

    I det store hele, er jeg enig med dette indlæg. Det er rigtig godt, og jeg vil her lige putte et par citater, jeg finder rigtig relevante:

    Endvidere er undersøgelse af egnethed til adoption et meget lille arbejdsfelt for medarbejdere, som også har andre opgaver, og kun et par procent af ansøgerne sendes videre til forældreevneundersøgelse.

    – dette forklarer, hvorfor jeg har set eksempler på forældre, der ihvertfald aldrig skulle have adopteret!

    En nylig undersøgelse af tidligere anbragte unge viser, at kun 26 procent lykkes med at tage 9. klasse. Loyalitetskonflikter og uenigheder opsuger børns overskud til at udvikle sig, derfor er det en forældrekompetence at skabe indbyrdes accept og rummelighed over for barnets baggrund, så det oplever at være en del af en tryg helhed.

    At unge adopterede også har krav på støtte i opvæksten, dokumenteres af, at de dobbelt så ofte indlægges på ungdomspsykiatriske afdelinger som danske unge. 80 procent af de adopterede er faktisk lidt foran skolemæssigt som 12-årige, mens 8 procent af de adopterede (mod kun 1-3 procent af danske børn) udviser svære vanskeligheder på grund af manglende tidlig omsorg før treårsalderen.

    Klik herunder for at læse mere:
    Læs resten