Et genfærd eller en dobbeltgænger


IMG_6934opt2_Klampenborg
Ordrup Jagtvej 3. marts 2012

Kender du det, at du suser rundt og lurer lidt på, hvad du kan finde om en bestemt person? En gammel kæreste, kærlighed, ven, veninde, chef – hvad som helst? Sådan en runde tager jeg engang imellem. Jeg er før blevet overrasket over, hvad jeg har fundet!

I går var det så en overraskelse af de større. Det var det på flere måder. Den her person betød rigtig meget for mig engang – som i jordskælvsrystende, livsændrende meget! Og omvendt. Så behøver jeg vist ikke sige mere, og dem som kender den private historie bag ordene her, ved at jeg ikke har overdrevet, nærmere underdrevet. Det gjaldt så også den anden vej, men anyway…..

Jeg var godt klar over den her dobbeltgænger – ihvertfald fandtes af navn , for det var en ting, jeg var blevet fortalt dengang for snart meget længe siden. Hvad jeg ikke var forberedt på var, at det også var af udseende. For ikke længe siden var det sådan, at jeg fik sus i maven eller ondt i hjertet, hvis jeg så noget, der kunne minde om vedkommende. De dage skulle så være forbi, men man ved jo aldrig og det her foto, jeg faldt over igår, burde næsten. Men intet skete. Jeg var observerende og iagtagende og det var en fed fornemmelse. Men det var dælme uhyggeligt, så ens de to er af udseende ihvertfald – og jeg mistænker iøvrigt.

Så kunne nogen måske forledes til at tro, at jeg stadig har noget i klemme der. Nej jeg har intet som helst i klemme. På et tidspunkt ville jeg gerne mødes over en kop kaffe og bare sludre om, hvad der skete sådan helt venskabeligt – intet andet, men ikke længere – det tog er kørt – nu er det ligemeget. Og min søgen i går, var kun ren nysgerrighed, for jeg håber vitterligen, han har det godt, selvom vores forløb langt fra endte godt. Så nej vil ikke have ham tilbage, men det er der tilgengæld andre, jeg ikke kan sige det samme om…. That’s life I guess!

Sangen er med mine gamle all-time-favoritter The Osmonds og hedder The Proud One og er en af dem, jeg har hørt, når jeg har været ulykkelig udi kærlighedens affærer. Teksten får du her og med den ønsker jeg fortsat god søndag – og så glæder jeg mig iøvrigt vildt til at få min CD med dem.

Livin is dyin
Cause love youve left me cryin
Now theres no use tryin to go on

Each night I dream baby, pretendin
Therell be a happy endin
Burnin down deep inside
Got a heartbreak that I cant hide

Chorus:

Im not the proud one, I need you
Im beggin to you baby, please
Youre the proud one, believe me
This poor man is down on his knees

Baby, please

Oh baby, remember
The love we shared so tender
Hoping that forever youd me mine

I wish you could hear me, oh baby
If only you were near me
I didnt know what I had
Dont ya know that I feel so bad

The answer my friend…..

is blowing in the wind, the answer is blowing in the wind! Den sangtekst og melodi, har kværnet rundt i mit hovede hele morgenen. Jeg har set “Ved du hvem du er?” og igen fulgt en eller anden kendt persons søgen efter røddernes historie. Som altid spændende, omend lige denne her omgang ikke var den mest interessante, jeg har set. Uagtet får udsendelserne mig altid til at tænke over min egen situation udi det her “cirkus”. Underlig betegnelse, men det er, hvad det efterhånden har udviklet sig til føler jeg. Det er næsten ligemeget, hvor jeg vender mig hen, så løber jeg efter meget kort tid panden imod en stor mur. Det er ved at blive trættende nu – meget! Hvis så bare en side af familien ville lykkes, men det lader til de begge skal være mere end besværlige.

Når det så er sagt, tror jeg jo også på, at der er en mening med alting. Så et sted, så får jeg det, jeg skal have og ikke hverken mere eller mindre. Men der er ingen der kan skylde mig for at tage det “liggende “. De fik kamp til stregen de her forfædre og myndigheder ikke mindst. Undervejs prøver jeg dog også at forlige med med, at jeg måske aldrig får de svar/resultater, jeg gerne vil have.

Der hvor jeg nu løber hovedet imod muren i forhold til min biologiske mors familie er, at der før et vist årstal (som mine bedsteforældre selvfølgelig tilhører), simpelthen ikke var nogen registre eller optegnelser i mange tilfælde. Polen var for ikke så mange år siden nærmst et uland. Det kan man godt glemme, men ikke desto mindre. Det gør den side af sagen kompliceret. Hvad jeg kan gøre ved jeg ikke. Skrevet til myndighederne der har jeg gjort, men intet hørt. Så jeg tænker jeg i denne forbindelse, skal prøve at skrive til dels nogen /DanskPolsk foreninger og høre dem, hvad man gør, og dels om nogen kan hjælpe. Ligeledes har jeg haft god erfaring med at skrive til den danske ambassade i Berlin, så jeg har tænkt at prøve samme fremgangsmåde i forhold til Polen.

En ting er at Polen i sig selv er kompliceret, men at Tyskland næsten er lige så bøvlet indimellem, er en anden historie. Jeg har søgt nu i 20 år cirka, og det er endnu ikke lykkedes mig at finde en klart mønster for, hvor man henvender sig. Der er ingen kommunikation instanserne imellem og man bliver skubbet fra den ene til den anden i en vild forvirring. Meget trættende og ikke mindst frustrerende. Det kræver vitterligt udholdenhed og tålmodighed. Rigtig meget! Når det er sagt, hvis man holder ved, så kan man jo være heldig, og det har jeg så også været i nogen tilfælde. Det skal heller ikke lyde helt sort, men let – nej det er det ikke.

Nu er jeg så løbet ind i, at de i Berlin er ved at omlægger arkiverne, hvorfor de ikke kan fortælle mig om de har dødsattesterne på min mormor og morfar, hvad de selvfølgelig må have. Nu skal jeg så lige have skrevet til Ambasaden og forhørt mig, om det vitterligt kan have sin rigtighed, at folk skal vente på oplysninger til 2013, hvor de er færdige med at omlægge. Det kan jeg ikke forstå, det kan.

Med hensyn til min biologiske far, er det samme problematik som altid, og jeg har efterhånden mistet troen på, det nogensinde skal lykkes. Dels er han, hvis han overhovedet lever, meget gammel og dels er det den samme “sang” jeg løber i hver gang. De skal have flere oplysninger. Fint, jeg har bare ikke flere. Nu er en privat velgørenhedsorganisation involveret, og så må vi se. Det er “let nok” at komme op med en Robert Jones på søgemaskinerne, og også en der er født den rigtige dato og år, men der skal noget at holde det op imod – er han sort, var han i militæret i Berlin etc. Ellers er det jo ubrugelig information. Og det er det, der gør det så svært.

Jeg har et fjernsynsprogram, jeg kan skrive til, hvis de stadig modtager. det ville jeg helst undgå, for jeg har intet ønske om den slags publicity, men hvis det kan bringe mig mit svar må det være sådan. Og selvom jeg får skrevet til dem, er det langt fra sikkert, de vil tage min historie eller kan finde ud af noget heller. Men lad os nu se. Men det er status på det lige nu. Så som du kan se, har jeg “et par” mails, der skal skrives udover alt det andet. Fotoet, er fra i går.