Endnu en dag med afskeder

Dagen i dag var endnu engang fyldt med afskeder. Nogle mere vigtige end andre. Den ene var, at jeg skulle sige farvel til Susie i stalden. Kun for de mørke måneder, ganske som vanligt. Men jeg bliver aldrig god til det. Især ikke dennegang, for vi har intet nået i år. Men som dem, der har fulgt lidt med ved, har det også været en begivenhedsrig sommer, for nu at udtrykke det mildt. Og så er det jo heller ikke alt, jeg skriver her. Så det har været rigeligt og med store følelsesmæssige udsving.

Så jeg tog først i stalden og vi spiste morgenmad og sludrede lidt og så kørte jeg ned og handlede. Forleden købte jeg en pakke med Earl Grey Te i løs vægt. Først havde jeg købt den på nettet på tilbud, men så viste det sig, at min lokale helsekost havde den. Det blev jeg glad for, for den var rigtig god. Så jeg købte den forleden. Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke finde den og i dag havde jeg stadig ikke fundet den. Jeg skulle alligevel derned og købe nogen andre ting, så jeg susede derind og købte en ny pakke te, for jeg kunne ikke regne ud, hvor den var. Og selvfølgelig lå den ude foran vores cykelkælder, hvor jeg havde tabt den. Så nu har jeg en ekstra pakke. Det er okay, jeg skal nok få den brugt!

Så kom jeg hjem. Inden jeg tog afsted havde jeg hilst på Viktor – “min” stilladsgut, som jeg har sludret hyggeligt med. Han kunne godt spise mere chokoladekage, og jeg lovede ham et stykke, hvis han ikke var gået, når jeg kom retur. Det var han langt fra, og det er på det tidspunkt, at fotos er taget. Den her kran er altså mega-enorm, og så har jeg ikke overdrevet. Prøv at kigge i forhold til bilen på parkeringspladsen ovre til højre og i forhold til husene. Stilladset skal fra den ene side af huset over på den anden. Man er altså lidt nervøs ved, når der hænger sådan en bunke jern og svæver over huset, selvom man ved der er styr på det. Det er hårdt arbejde også med hjælp af kranen. Det skal stables i bunker og surres sammen og fast på lastbilen, der holder og venter. Viktor’s kollega på den ene side af huset og ham på den anden. Der var styr på det og de endte med, at køre med to meget fyldte biler.

Inden de kørte kom han op og hentede et stykke kage til dem og sagde pænt farvel. Stilladserne vil jeg godt undvære, men gutterne – både tømren og Viktor, kommer jeg nu til at savne, for de er et par rigtig søde fyre. Tømren havde jeg fornøjelse af i går, fordi mit nedløbsrør var utæt. Nu burde der ikke være mere, der kan gå “kuk” i. Så kan vi tage “en tur” mere, når de vil renovere de andre altaner. Jeg beder bare til, at de forbliver som de er, med et rækværk, der evt. matcher de altaner på forsiden (ses også på foto). Her kan du se, hvordan de så ud før. Men jeg har intet at skulle have sagt.

Da jeg kom hjem, kunne jeg gå hjem og lave mad. I morgen skal jeg nemlig til en lille komsammen og bliver hentet. Og inden skal jeg lige forbi nogle venner og hente en lille erkendtlighed, de synes, jeg skal have med til USA. Så det bliver en travl dag. Nu må jeg hellere gå i seng og se, om dagen i dag, er en, hvor jeg kan falde i søvn sådan i rimelig tid.

Mellem Willumsen og Waterfront – Rosbæksvej 16

Da jeg havde set Willumsens hus kørte jeg lidt rundt. Jeg ville også ned og se, hvor en vis Grevinde bor, for sidst jeg var den vej nede for at se, kunne vi ikke finde det. Idag fandt jeg det helt stensikkert. Men nej jeg tog ingen fotos. Det er iøvrigt også meget begrænset, hvor meget man kan se, da der er en mur omkring det meste af huset. Der kom dog et interessant køretøj, der skulle derind, men hvad han skulle el. hvem han var ved jeg jo ikke.

Jeg så mange fantastiske huse. Det har længe været min mening, jeg ville på fotosafari i, hvad kaldes Ryvangskvarteret og eftersom jeg nu var der, og vejret var så fantastisk, ja så var det jo bare at gå amok så at sige. Det gjorde jeg så, og resten , så hurtigt jeg får dem uploadet. Et hus, der trods sin kranke skæbne gjorde stort indtryk, var det her på Rosbæksvej 16. Det har stået tomt et stykke tid, eller er meget misligholdt. En af delene el. evt. begge. Jeg ved det ikke, men jeg ved, jeg var ked af det, for jeg tænkte, at det sikkert ville blive revet ned.

Da jeg kom hjem, kunne jeg til min lettelse læse, at det er solgt til renovering, så når det er sket, engang håber jeg, at jeg måske kan bringe det færdige resultat – ihvertfald delvis måske. Huset er ikke et man bare sådan kan komme til at fotografere fra vejen. Men selv i forfalden stand, kan du måske som jeg ane husets charme og karisma, hvis man kan sige det sådan… Jeg gad det godt, men det havde krævet næsten 14 mio kr. op af min lomme, bare til køb af huset, og så kommer istandsættelsen, som jeg slet slet ikke tør spå om. Det bliver noget nær at bygge forfra, for der er kun skallen næsten tilbage her, så vidt jeg kunne se, og gulvene er brækket op.

Det er ikke lige et kvarter, man ville tro, der lå op til flere tomme og lettere forfaldne huse, men jeg mødte faktisk 2 mere. Det ene var ikke specielt interesant, og det andet som var, og som formentlig hørte til en ambassade, var hegnet ind af et højt aflåst hegn. Fantastisk villa iøvrigt, så meget jeg nu kunne, Billed I, Billed II, Billed III.

Efter at have fotograferet mig blå i hovedet, var det meningen, at vende næsen hjem, men så kom jeg jo på, at jeg da nu jeg var i den ende af byen skulle se Hellerup Waterfront (Shopping). Ikke så meget for butikkerne, men bare i det hele taget for at se området – det fortrød jeg ikke! Mere på et senere tidspunkt, for nu skal jeg sove snart.