….and all that Jazz

Der kører en udsendelsesrække for tiden, som er guf for jazzelskere. Den hedder “Copenhagen… and all that jazz”, og handler om jazzens historie i Danmark. Jeg kom ind midt i det hele i starten/midten af 60’erne. Udsendelserne kredser om Dexter Gordon og Ben Webster. Et par fantastiske musikere og farverige personligheder på flere måder.

Nu er det så heldig, at har du ikke fået fulgt med, så ligger udsendelserne på nettet. Jeg kan rigtig godt lide jazz og da jeg så Dexter Gordon i de her udsendelser, er jeg glad for, at han var så meget ældre end jeg og at jeg ikke rendte på ham. Ellers var jeg nok faldet pladask for ham dengang. Det var der også mange, der gjorde, og han har efterladt sig flere børn i flere lande. Men se selv udsendelserne.

Swingin’ Sunday

Da jeg kiggede på de farvelagte fotos, var der et foto af Jay McNeely, der spiller saxofon fra 1953, åbenbart noget, der kunne få folk op af stolene helt bogstaveligt. Det måtte jeg så (nogengange forbander jeg min egen nysgerighed), finde ud af, hvad var for noget. Og det duer! :-) Deraf dette indlæg. I ovensiddende han sammen med Detroit Gary Wiggins Band.

Links:

King of the honking Saxephone – Official website

Big Jay McNeely på Facebook

Detroit Gary Wiggins on Facebook

Detroit Gary Wiggins website

Historie om historien

Kender du serien “En engel ved min side” (1994-2003), som i højeblikket bliver sendt på Dansk TV? Hvis ikke, kan jeg varmt anbefale den. Det er selvfølgelig, hvad man synes om, og ja den er meget amerikansk og selvfølgelig skal man have en positiv tilgang til “konceptet” Gud og Engle – ellers giver det ikke rigtig mening at se den.

Serien omfatter 3 faste engle, Tess, Monica og Andrew. Sidstnævnte spilller Dødsenglen, men har en bredere funktion end bare dette. Igår da jeg blev inspireret til dette indlæg opdagede jeg, at John Dye, der spiller Andrew gik bort sidste år (10. januar 2011). Det gjorde mig utroligt trist. Dels fordi, jeg holder utroligt meget af hans udstråling og så var han altså kun 1½ yngre end jeg.

Men nu til, hvorfor dette indlæg blev til. Det gjorde det, da jeg så ovensiddende afsnit af “Touched by an Angel”, som seriens originaltitel er. Det handler om Historien om sangen Strange Fruit sunget af Billie Holliday. Meget kort handler filmen om lynchinger af sorte i en mørk periode af historien. Mindst lige så mørk som Holocost, men ikke nær så omtalt af en eller anden grund.

Det har altid været en sang, der gav mig myrekryb, som jeg vil håbe den giver de fleste. I det hele taget undgik jeg i lange tider Billie Holliday‘s musik og sange fordi de i den grad gik under huden på mig. Dette vel kun en kompliment til hendes evner for formidlingen af smerten og lidelsen. Jeg kan rigtig godt lide hendes stemme og mange af sangene er utroligt smukke, og heldigvis få så tragiske som denne, som dog i al sin grusomhed er smuk. Det er blevet bedre med årene, men jeg skal være helt og aldeles ovenpå, når jeg hører hende, og sådan bliver det ved at være.

Se iøvrigt:

Strange Fruit på Wikipedia

Dokumentar om Billie Holliday’s liv på Youtube

American Lynching – Gode Davis projekt

Lynching in The United States på Wikipedia