Sjældent og for første gang – CPHJF

For lidt siden aftalte jeg med min søster, at vi skulle ses. Hun spurgte, om vi skulle tage ind og høre noget jazz, da det indtil i dag har været Copenhagen Jazzfestival>. Det ville jeg rigtig gerne. Jeg kan ikke lige huske, hvornår jeg sidst har været ude og høre jazz. Men jeg har helt sikkert aldrig været det sammen med min søster. Og så var det da ikke for tidligt, eftersom vi begge godt kan lide. Hun ville finde noget og vende tilbage. Hun fandt et arrangement kl. 15 i Kongens Have (onsdag). Vi ankom og fik os placeret og fandt vin, kage og snacks frem. Det holdt ikke længe. Skal vi ikke bare sige, at det band bestemt ikke “var os” og hvis det var Jazz, så hedder jeg Kong Karl den 14. Jeg ved ikke lige, hvad de har tænkt på, at sætte dem på Jazzfestival. En fejl efter min, søsters og mange fleres mening, der også udvandrede fra, hvad jeg i bedste fald ville kalde organiseret larm. Smag og behag, men jazz var det ikke, og bliver heller aldrig.

Altså måtte vi finde på noget andet. Vi satte os så langt fra larmen, som muligt (det er iøvrigt utroligt, så højt det er) og slappede lidt af, indtil vi skulle videre. Så drog vi til Studenterhuset, hvor der var rigtig jazz i form af Claus Waidtløv Trio og det var bare super, super godt og vi nød det og en iskold øl i fulde drag. Det var rigtig dejligt, at vi fik rigtig jazz og så af den kvalitet. Især for mig, der ikke har hørt andet. Min søster havde været til et par andre arrangementer. Næste år tror jeg, at jeg vil gøre en dyd ud af, at høre mere. Som min søster sagde, man skal næsten være et skarn, når nu tilbudene er der. Og det har hun da helt ret i.

Fotos er fra dels min tur ind og imens og på vejen hjem. Jeg tog toget til Svanemøllen St. på vej ind og cyklede derfra, og så cyklede søster og jeg sammen hjemover og skiltes i Hellerup, hvor hun skal ind i landet og jeg længere nordover. Du kan holde musen over fotos og se teksten til fotos.

Jeg var godt træt, da jeg nåede hjem, men ikke desto mindre var jeg i stalden i går. Så i dag har det været dejligt at være hjemme, hvor jeg har lavet mad i lange baner og rigtig hygget mig. I morgen står den på projekter igen og så galop senere på dagen. Foreløbig ønskes I en god weekend.

Østergro, Lundtofte og Taarbæk

Mandag var en travl dag og hele ugen bliver travl. Faktisk for travl, men det er det bedste selskab og som jeg før har sagt, engang imellem, er der bare ikke noget at gøre ved, at tingene falder oveni hinanden.

Det er en noget turbulent tid, hvor jeg udover hygge med veninderne, render til undersøgelser i et væk. Næste uge ryger der også flere dage på den konto. Og for at få overskud til det, er det nok fint nok, at fylde op med gode oplevelser også mens vejret er så flot.

Mandag var således en gammel aftale, jeg havde med en hesteveninde, som ville invitere mig ud og spise. Et specielt sted, og det var specielt og rigtig, rigtig hyggeligt og dejlig mad. Udsigten var der bestemt heller intet i vejen med og i det hele taget, var det bare en rigtig god oplevelse. Vi vidste ikke, at man kunne bestille vegansk, og fik den vegetariske udgave, men ville begge gerne have haft den veganske. Så det gør vi næste gang. For vi var enige om, at det ville vi rigtig gerne igen.

Man kan kun sidde der en time, for så kommer næste hold. Og så vidste vi ikke helt, hvad vi ville. Inden vi skulle mere, havde vi en aftale om, at vi skulle på Lundtofte Kirkegård og hilse på min venindes mand og andre vi også kender derude. Og det var vi så. Der er utroligt dejligt, og vi nød også der at gå rundt og kigge på blomster og bare slappe af.

Vi havde talt om kaffe her, men vejret var ikke til kaffe. Vi havde mere lyst til en is. Så vi kørte til Lyngby Sø, men til vores store overraskelse, fandt vi et lukket ishus. Vejret var da ellers helt perfekt til at holde åben, så det gav ikke mening. Og der var masser af mennesker fra sejlklubben.

Nå, men vi kunne jo ikke gøre fra eller til, så vi tog videre, og blev enige om Tårbæk Havn, og der fik vi en is og så var der ovenikøbet Jazz på havnen også, hvor vi sad og nød solen gå nedad og alle de glade mennesker, der var samlet der. Så alt i alt en rigtig dejlig aften, med god mad, fantastisk selskab og dejlige oplevelser hele vejen rundt Man kan ikke bede om meget mere.

Billie: Fine and Mellow

Billie_Holiday_and_Mister_New_York_N_600

Jeg har set dokumentar om Billie Holiday til aften. Hun slår mig altid som en så tragisk skikkelse, med et enormt talent. Datidens Whitney kan man sige. Hun døde kun 44 år gammel. Hun blev spurgt, om hvilken sang, hun synes reflekterede hende mest, og denne var den ene. Det er ikke ukendt, at det med mænd bestemt ikke var hendes stærke side heller, og hun havde den ene mere håbløs end den anden.

Hendes melankolske, men meget fængende stil har jeg altid holdt af, men jeg skal være ret meget ovenpå, for at høre hende. Hun brænder så meget igennem tror jeg, at det påvirker mig for meget ellers. Sådan et spild, men som en ven til hende sagde – det var hendes valg, og sådan var det jo desværre og er for alle der ødelægger deres liv med alkohol og stoffer.

….and all that Jazz

Der kører en udsendelsesrække for tiden, som er guf for jazzelskere. Den hedder “Copenhagen… and all that jazz”, og handler om jazzens historie i Danmark. Jeg kom ind midt i det hele i starten/midten af 60’erne. Udsendelserne kredser om Dexter Gordon og Ben Webster. Et par fantastiske musikere og farverige personligheder på flere måder.

Nu er det så heldig, at har du ikke fået fulgt med, så ligger udsendelserne på nettet. Jeg kan rigtig godt lide jazz og da jeg så Dexter Gordon i de her udsendelser, er jeg glad for, at han var så meget ældre end jeg og at jeg ikke rendte på ham. Ellers var jeg nok faldet pladask for ham dengang. Det var der også mange, der gjorde, og han har efterladt sig flere børn i flere lande. Men se selv udsendelserne.

Swingin’ Sunday

Da jeg kiggede på de farvelagte fotos, var der et foto af Jay McNeely, der spiller saxofon fra 1953, åbenbart noget, der kunne få folk op af stolene helt bogstaveligt. Det måtte jeg så (nogengange forbander jeg min egen nysgerighed), finde ud af, hvad var for noget. Og det duer! 🙂 Deraf dette indlæg. I ovensiddende han sammen med Detroit Gary Wiggins Band.

Links:

King of the honking Saxephone – Official website

Big Jay McNeely på Facebook

Detroit Gary Wiggins on Facebook

Detroit Gary Wiggins website

Historie om historien

Kender du serien “En engel ved min side” (1994-2003), som i højeblikket bliver sendt på Dansk TV? Hvis ikke, kan jeg varmt anbefale den. Det er selvfølgelig, hvad man synes om, og ja den er meget amerikansk og selvfølgelig skal man have en positiv tilgang til “konceptet” Gud og Engle – ellers giver det ikke rigtig mening at se den.

Serien omfatter 3 faste engle, Tess, Monica og Andrew. Sidstnævnte spilller Dødsenglen, men har en bredere funktion end bare dette. Igår da jeg blev inspireret til dette indlæg opdagede jeg, at John Dye, der spiller Andrew gik bort sidste år (10. januar 2011). Det gjorde mig utroligt trist. Dels fordi, jeg holder utroligt meget af hans udstråling og så var han altså kun 1½ yngre end jeg.

Men nu til, hvorfor dette indlæg blev til. Det gjorde det, da jeg så ovensiddende afsnit af “Touched by an Angel”, som seriens originaltitel er. Det handler om Historien om sangen Strange Fruit sunget af Billie Holliday. Meget kort handler filmen om lynchinger af sorte i en mørk periode af historien. Mindst lige så mørk som Holocost, men ikke nær så omtalt af en eller anden grund.

Det har altid været en sang, der gav mig myrekryb, som jeg vil håbe den giver de fleste. I det hele taget undgik jeg i lange tider Billie Holliday‘s musik og sange fordi de i den grad gik under huden på mig. Dette vel kun en kompliment til hendes evner for formidlingen af smerten og lidelsen. Jeg kan rigtig godt lide hendes stemme og mange af sangene er utroligt smukke, og heldigvis få så tragiske som denne, som dog i al sin grusomhed er smuk. Det er blevet bedre med årene, men jeg skal være helt og aldeles ovenpå, når jeg hører hende, og sådan bliver det ved at være.

Se iøvrigt:

Strange Fruit på Wikipedia

Dokumentar om Billie Holliday’s liv på Youtube

American Lynching – Gode Davis projekt

Lynching in The United States på Wikipedia