Ganske som frygtet…..

IMG_2878opt2_Sne

blev jeg lige færdig med en hestkur af rang af antibiotika, i går, og der var der en kortvarrig bedring, som så er næsten forsvundet igen i dag. Ganske som jeg havde set i ånden. Der er noget helt i skudder-mudder i systemet, og ikke engang den stærkeste antibiotika, kan få bugt med det. Jeg ved skisme snart ikke lige, hvad jeg stiller op, eller lægen for den sags skyld.

Desværre er det nok som frygtet, at jeg bare må ligge mig (som jeg nu har gjort i Guderne må vide, hvor længe) og vente på, det bare går over. Hvis jeg kunne, ville jeg selvfølgelig til den her halsspecialist, men han har ikke tid før i januar (jeg har en tid), og nu er det Jul lige om et sekund, så uanset, sker der jo intet alligevel nu.

Det betyder, at Julen (igen for jeg ved ikke, hvilken gang) er stort set aflyst, udover hvad jeg kan gå her og sysle med selv. Det har jeg prøvet tonsvis af gange, så det er såmænd ikke det, der piner mig voldsomt, mere at jeg simpelthen er SLØJ og har feber. Jeg håber, I har det væsentlig bedre og nyder den sidste søndag i advent.

Juleinspiration

Når det er Jul taler vi gerne de danske klassikere og dem er der mange gode af. Jeg holder af at vegansiere dem, og gøre dem lige så smagfulde og gode som deres forgængere. Og det synes jeg ofte lykkes. Det var selvklart meningen, at den skulle have stået på Julebagning og diverse ting her nu, men eftersom jeg stadig er “under isen”, så må jeg forlade mig på, at give de opskrifter, jeg selv bruger videre fra andre, og dem jeg selv gerne ville prøve, hvis ikke det lige var fordi, jeg lå her!

Henriettes Havregrynskugler

Luna’s Vaniliespecier

Thomas’ Mors Karbonader – tænker de vil gøre sig på en Julebuffet

ganske som Luna’s Lune Linse Lunser

Er der nogen der har lyst til kartoffelsalat nu? Så kan jeg kun i den grad anbefale min egen Verdens bedste

Julefrokostinspiration fra Kirsten Skaarup

Min egen nøddesteg med sovs og kartofler etc.

Luna’s Ultimative Juleinspirationsindlæg

Jul hos Plantepusherne (det var dem med Julefrokosten)

Det bliver jo også Nytår, og her er nogle opskrifter fra Kirsten

Engelsk/amerikanske sider:

Jeg fandt lige dette link, med vegansk Jul af Jamie Oliver, det synes jeg, skulle med. Finder jeg mere, tilføjer jeg.

Senest opdateret 10. december 2015

Advent og mørke

IMG_8579opt2_Adventsstage

Det er vinter, 1. søndag i advent og mørkt, mørkt og trist udenfor. Hvis det så bare kun var udenfor, så var det fint nok. Her er ikke som sådan trist, det er bare mig, der sænker standarden. Jeg fik lavet en masse i går, men i dag kniber selv den mindste smule, og jeg er svimmel som var jeg ombord på en gyngende skude. Der er ikke meget, der er værre end svimmelhed – ikke i min bog ihvertfald.

Alt det Julepynt, jeg med møje og besvær fik op fra kælderen i går, skulle have været frem, jeg skulle have gjort rent og……Jeg har fået mine svenske julestager i vinduerne, mine stjerne i køkkenet og jeg har gjort et lidt forkølet forsøg på at dekkorere min adventsstage. Den har fået mos og andre ting i bunden og en batteridrevet lyskæde i bunden, men den var større end jeg lge troede, så jeg skal have noget mere i bunden, men hvad kan jeg ikke lige regne ud. Jeg skal nok tage foto, der viser dekorationen lidt bedre, men det foto her beskriver mit humør og mørket.

Kælderrummet fik jeg ryddet så det nu er til at komme ind i, og med lidt held er der snart så ryddeligt, at jeg kan få den reol op, som planen er. Men det bliver som meget andet ikke i dag. For nu vil jeg smutte han og ligge ned og såhåber jeg, I har fået hygget jer i dag.

De Urørlige (2012) og historisk Juletv

Jeg har set rigtig meget TV i Julen. Ikke bare “hovedet-under-armen-TV”, men sandelig meget, man også kan lære af. Det sjove i det her er, at da jeg gik i skole, så var historie faktisk et hadefag, men når jeg får det i spændende dokumentarer, så synes jeg det er rasende spændende. Jeg nævner i vilkårlig rækkefølge:

Dronning Victorias børn (BBC)
Det var en oplysende udsendelse, om en dronning der var en neurotisk tyran af værste skuffe og som bestemt ikke, var noget forbillede med hensyn til børn og forældreskab.

The men who built America (2012)
De mægtigste mænd i USA (i verden), og hvordan de byggede deres imperiummer op, med stor flid, men sandelig også med store omkostninger rent menneskeligt både for dem selv, men ikke mindst for deres ansatte.

Jerusalem’s historie (The making of a holy city)
Nok ingen overraskelse, men de slåkampe, der har været i og omkring Jerusalem, og stadig er, for ikke at nævne desiderede masakre, er ikke værd at nævne. Den ene part har snart været lige så slem som den næste. Gad vide, om det nogensinde får en ende – jeg tror det ikke

Planet Dinosaur
Jeg elsker at se om Dinosaurer, og den her serie fangede mig vitterligen. Den tager udgangspunkt i fosiler, der er fundet rundt omkring i verden og fortæller så historier om de Dinosaurer, der levede der. Meget spændende.

Sidst men ikke mindst så jeg forleden De Urørlige (2012) (se trailer i starten af indlægget), og jeg vil næsten ikke gå i detaljer om den, andet end at sige, det er den mest set franske film nogensinde. Jeg plejer ikke at orke Franske Film overhovedet, men den her, sad jeg tryllebundet til, når jeg ikke lige, var ved at gå til af grin. Og så en rigtig historie, og det er nok også det, der har gjort den så populær – jeg kan kun sige, at har du ikke allerede, så hold øje og se den, når den kommer igen.

Sidste Julefrokost i år incl. opskrift på gl. daws æblekage


Vegansk gammeldags æblekage – det kan ikke være lettere

I da har jeg haft min far til frokost. Vi var jo ikke sammen Juleaften, så lidt Jul skulle han og jeg da have, selvom vi jo faktisk, har holdt Julefrokost en gang. Så kan den slags dårligt gøres for ofte tænker jeg et sted. Det var sådan rimelig impulsivt, for som vides, har jeg ikke været helt frisk, og er også i dag monstertræt.

Men da jeg fik muget ud her i går, på trods så synes jeg, at jeg ville se far i dag. Også min søster var inviteret, men hun kunne ikke. Mad har jeg rigeligt af, og i går forberedte jeg mig så også. Jeg kogte nogle kartofler (og pillede), og kogte æblemosen til Æblekage. Så var der ikke meget, der skulle laves i dag. Flødeskummen (Alpro soya) skulle piskes, rødkålssalaten snittes og en enkel gulerod rives, dressingen blandes og kartoflerne skulle i ovnen og nøddestegen skulle lunes i lidt fedtstof (Fri) på panden. Det var lige til at overkomme.

Den gammeldaws æblekage, er altså dejligt nem, og det er bare at koge lidt æbler i meget lidt vand (evt. tilsat lidt vanilieekstrakt som her), smag til med sukker og læg i lag med æblekagerasp og toppes med flødeskum til sidst. Eftersom vi kun var to, var der kun lavet til to personer. Far elsker æblekage og jeg gør også, nu hvor jeg er blevet voksen. Som barn brød jeg mig ikke om den, men man har jo som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt. Hvis nogen har brug for mere nøjatige mål, så sig til, så opdaterer jeg med nøjatigheder

Far nød maden og fik en øl til og jeg et glas vin, og så var der kaffe og æblekage. Enkelt men rigtig godt, synes også jeg, hvis jeg selv må sige det.

Nu er jeg dødtræt, og vil spise lidt suppe til aften, mere er der vist ikke plads til, og så bare slappe af. Hovedet har det ikke helt godt. Går det bedre i morgen var meningen en tur til de firbenede, men vi må se. Det er jo altså også lidt koldt og glat både og gå og cykle, så …. måske jeg kan få et lift – det er hørt om før. Godt Nytår til jer!


Rødkålssalaten havde fået en topping af granatæblekerner og en revet gulerod istedet for solsikkekernerne i salaten, da der jo ligesom er nødder nok i stegen

Stille Juledage

Det har været en meget stille Jul. Ingen fest og farver her overhovedet. Det gør ikke noget! Der har ikke været hverken lyst eller energi til det. Jeg underholder mig godt alene, og det har jeg altid gjort og eftersom jeg slet, slet ikke er i Julehumør passer det mig fint. Derudover har jeg været sløj og haft en snert af noget i halsen. Det er så bedre, men stadig sløj.

Juleaften havde jeg i år (sidste år var jeg for dårlig) også fornøjelsen af at fodre hestene. Det holder jeg rigtig meget af. Ligesom vores lille staldkat Face også skulle have mad. Far var med, han synes det er superhyggeligt og det er det altså også. Det blev klaret, og han satte mig af hjemme og susede videre.


Nøddestegen, som blev supergod

Meningen er, at jeg skal have min far en af dagene, men jeg vil under ingen omstændigheder risikere, at jeg smitter ham med noget. Han kæmper for at komme over en lungebetændelse, og har bestemt ikke brug for “ekstras”. Han er i dag taget til Julefrokost, og jeg har været her.

Fotos er fra Juleaftensdag øverst, hvor det overhovedet ikke lignede Jul, den dejlige nøddesteg, jeg fik Juleaften, hvor solnedgangen var superflot, og så fra i går, hvor der pludselig var sne og kolde temperaturer.

Nu får vi se, hvad dagene mellem Jul og Nytår bringer. Jeg har da nogle veninder, jeg gerne vil se, hvis muligt, og lejlighed byder sig og der er jo også altid stalden. Men lige nu prøver jeg at få det bedre og tager en dag ad gangen og hygger sådan set fint med det. Jeg håber, I alle der følger med herinde, også har haft en dejlig og glædelig Jul.

Glædelig Jul og Godt Nytår

Så blev det lige før Jul eller det er vel i princippet allerede Jul, når dagen hedder Lillejuleaftensdag! Jeg føler bare slet ikke, det er Jul! Det er så underligt. Før har Julestemningen haft svære kår her, men i år er det da helt tosset. Tiden løber så stærkt, at jeg dårligt når at indstille mig på, at jeg skal prøve at piske en stemning op, før det simpelthen er Jul og i år er stemningen sådan nærmest udeblevet.

Jeg har gået igennem de sædvanlige traditioner med Julepynt og et lidt Julebagning, er det jo også blevet til, men udover det, så …..! Oveni, er der stadig noget af min Julepynt, der ikke er oppe, fordi jeg simpelthen ikke kan finde den og nu gider jeg ikke lede. Det som er her, er godt nok.

Alle nisserne er heldigvis på plads, ligesom der er lys heruden for og mine vinduer. Julekort! Tjah, det er ikke mange, der skriver “de rigtige” længere. Det har post Danmark en stor skyld i. Det koster spidsen af en jetjager snart, hvis man skulle sende til alle, man gerne ville. Og de fleste af mine venner er overgået til de digitale. Men jeg har fået 3 som det ses på foto. Og så bliver jeg jo helt flov over, at jeg kun har sendt “rigtigt” til den ene af dem. De andre har fået nogle nye meget dejlige digitale af slagsen, som i den grad, har alt den Julestemning, jeg mangler. De sendte ikke sidste år, så derfor var jeg usikker på, om vi var “på kort” og så fik de online.

Når man så får så lille et antal, så sætter man i den grad pris på hvert eneste kort. De er alle tre fra skattede og kære veninder, og derfor meget værdsat alle 3. Dog vil jeg sige, at et er hjemmelavet med stor omhu og talent, og sådan et er jo noget ganske særligt. Ikke bare fordi, det er hjemmelavet, men også for teksten indeni, der gjorde mig helt rørt. Du ved, hvem du er, tusind tak! Et kom overleveret personligt i går med en lille gave også (ikke åbnet endnu). Det er det, jeg siger, jeg har verdens bedste venner.

Med manglende Julestemning og ondt i halsen (jeg er ikke den eneste, sagde damen på apoteket – en ringe trøst), så er det godt nok, jeg “bare” skal sidde her og hygge mig. Det er jeg heldigvis rigtig god til, men inden jeg kan spise Julemiddag, skal jeg sørge for, at de firbenede får lidt at spise også. Det gør jeg gerne, og det er blevet min tjans medmindre, jeg er alt for dårlig, hvilket jeg så heldigvis ikke er.

Nu vil jeg smide mig ind på sofaen og slappe af, og nyde at jeg kan det, ganske som det passer mig. Rigtig Glædelig Jul til alle venner, nære som fjerne og så ønskes I et godt og lykkebringende Nytår!

Hul igennem!

I går skulle jeg til byen efter stalden. Jeg var cyklet derover (Jægersborg Allé) fra stalden fordi, jeg skulle over og hente en pakke, og sende et brev på posthuset. Jeg fik handlet lidt bagefter også, og heldigvis var der ikke den store trafik på posthuset, så det gik helt smertefrit.

Desværre har et postindleveringsted smidt en pakke væk af min, så jeg nu potentielt, står uden Julegaver. Det er da til at overleve, men det lader til, at dette indleveringssted, overhovedet ikke har styr på det. Postdamen på posthuset, havde haft to klager på det samme indenfor 10 minutter!!! Derudover var der flere end undertegnede, der måtte gå uden pakke. Om min pakke dukker op ved jeg selvsagt ikke, men hvis ikke, så håber jeg sørme, at jeg får noget erstatning.

På vejen hjem, så himmelen sådan her ud. Synes, det var helt vildt flot med silouetterne af træerne også. Så telefonen holdt for, og i en snæver vending, synes jeg, den gør det udemærket.

I dag har der ikke været mange huller igennem skylaget. Indrømmet, jeg har ikke set grundigt efter. Jeg har sovet, sovet, og sovet og bare været træt med træt på. Sov til klokken 13.30 og nu er det tid til lidt aftensmad og jeg vil ind på sofaen igen og sove lidt mere. I forgårs var jeg også helt elendig, men var underligt nok frisk nok i går til at tage i stalden, omend udmattelsees”syndromet” lå lige under overfladen, for så kun at bryde ud igen i dag. Nå, men en dag ad gangen, så går det nok.

Store bagelørdag

Jeg har ikke den store bageerfaring, men jeg vil gerne, for jeg synes, det er sjovt og spændende. Det med at stå med en klump dej og få dejligt brød, kager etc. ud af det, er da lidt fantastisk. Jeg har kastet mig over cupcakes og brød før, og det er da ofte gået rigtig godt. Noget, jeg ikke har prøvet meget af, er småkager, efter jeg bagte peanutbuttersmåkager, der er i den grad mislykkedes. Lusekatte er hvert år de seneste år det store hit, og værende kronisk bagud, er jeg først kommet med på “bølgen” nu.

Som jeg har fortalt før, så har Plantepusherne dejlige opskrifter, og det var fra dem, jeg også købte Julefrokost til far og jeg. De har også en dejlig opskrift på Lusekattene, og det er den, jeg har fulgt her. Det med at sno og gøre ved, er altså sværere end man lige tror, men allerede i omgang 2, synes jeg, det gik væsentlig bedre, men jeg synes da, de er okay af et første forsøg. Til gengæld blev de langt fra så store, som opskriften indikerede, de skulle. Jeg tror, jeg har fanget, hvor det gik galt for mig (for varm mælk til gæren), men smagen fejler intet og de er rigtig gode.

Udover Lusekattene, fik jeg også bagt vaniliespecier, og dem har jeg nappet opskriften til herovre. Som sagt, jeg er ikke overhovedet trænet udi det her småkaghalløj, og jeg havde lidt problemer med størrelsen og at få dem ens, men smagen – oh, la, la!! De er bare VILDT gode og smager bare så dejligt. Lige en småkage efter mit hoved. Og som Luna siger, du skal ikke lade deres relativt almindelige udseende narre dig – de er en himmerigsmundfuld.

Efter jeg for kort tid siden lavede løgsuppe og de gode sandwich, har jeg drømt om det igen, så det har jeg også lavet – ihvertfald suppen, sandwich kommer nu her, og så har jeg bedrevet en ny opskrift på Caribisk gryde med squash, spinat og rød peber, og den opskrift får I i morgen. Har du også bagt i dag? Jeg kan se, det er en aktivitet, der går igen i dag.

Lørdagslinks

Så er det tid til en omgang links igen. Jeg har besluttet mig til, at fremover bliver det lørdagslinks. Jeg kan lige nå det i dag. Det har været en meget lang dag. Heldigvis, har jeg samlet links over hele perioden. Håber I synes om dem.

Fyrværkeri – det irriterer også mig. Står det til mig blev det forbudt undtagen Nytårsaften. Det er sådan et massivt spild af penge og energi. Ret skal være ret, i princippet må folk jo helt selv om, hvad de bruger deres penge på. At jeg så ikke forstår, folk vil bruge mange hundrede og i nogen tilfælde flere tusinde kroner på det, er en anden sag. Endnu værre er det, den forurening i form af støj og affald, det medfører. Mane er deciderede utrygge Nytårsaften og herunder ikke mindst mange af vores husdyr, som er skræmt fra vid og sans. Jeg synes helt ærligt, de reccourser kunne bruges bedre af alle ovennævnte grunde.

Desværre er jeg ikke strikkende/hæklende – jeg ville ønske, jeg var. Måske kommer det, men jeg tvivler. Har dog ikke opgivet håbet endnu, og også gemt opskrifter og bøger om emnet. Men til dem som strikker, så jeg forleden den Ultimative Strikke/hækletaske.

Det virker måske lidt tidligt at tale om haveting, her midt i vinteren, hvor is og sne står for døren. Det er det ikke, for det kan ikke vare længe før vi kan begynde at forspire mange ting. Men her er lidt om, at de fejl vi laver, dem skal vi ikke være så kede af (engelsk).

Nye TV-apparater holder kort tid – noget som jeg har tænkt over ofte. Ikke mindst fordi mit spritnye TV allerede har været til reparation 4 gange, og det gamle billerørstv, som er ihvertfald 8 år gammelt og stadig kører – aldrig har været til reparation i sit liv!!

Penge er ikke alt, og det må mange kendte erkende. Måske især dem, der ganske pludseligt kommer til mange penge, og havde meget få før. Det er ikke et ukendt fænomen, at deres familie pludselig synes, de har ret til rigtig mange penge, når en slægtning pludselig har succes eller at det i det hele taget skaber problemer med familien. Det har vi set mange gange før, blandt andet i forbindelse med Oprah Winfrey, der blev afpresset penge af sine familie også og nu er det så Susan Boyle.

Jeg følger mange blogs, men det er tiltagende blevet mest til madblogs, for helt almindelige blogs, jeg gider følge, er desværre aftagende. Jeg har ikke tal på, hvor mange der er sluttet siden jeg startede, men især da de sidste par år. En trist udvikling, men sådan er det jo, det skal jo være af lyst og den mister folk åbenbart. Jeg kan slet ikke lade være, og det er vel dybest set, sådan det skal være tænker jeg, så I slipper altså ikke for mig foreløbig. Men her får i link til en sjov blog, som jeg er begyndt at følge, og som jeg synes er festlig – Kristina Ricken.

Det er et nyt og friskt nyt år, og det er altid sådan, at der starter vi på en frisk med motion og for nogen af os vægttab i sigte. Her er Sundhedsstyrelsens 10 veje til vægttab.

At vælge at dø, er meget voldsomt, men set i forhold, til hvad man skal igennem, kan døden være en lise at tænke på. Assisteret selvmord med lægens hjælp er ikke tilladt i Danmark og det har været meget diskuteret. Folk der læser med her, er nok klar over, at jeg mener, det er et valg folk skal have muligheden for at tage. Her det seneste halve år, har vi hørt om Jane, der netop i denne uge sagde farvel til livet i Schweiz

Jeg samler på gode ideer og løsninger og her er en stak til dig, der har lidt plads eller måske du bare gerne vil lære at spare på den, du har.

Har du som jeg en gmail, så kommer der ændringer på den og ikke af det gode efter min mening. Jeg kunne langt bedre l ide, at tingene var adskilt. De har også ødelagt Youtube efter min mening. Kunne de ikke bare lade tingene være, når de fungerer udemærket. Træt af det….Men her er så tip til en bedre Gmailoplevelse.

Et nyt site jeg lige har fundet er Upworthy.com, hvor jeg fandt denne artikel med fotos der hedder Do You think these people are created equal? – Kig selv fotos og nyd fotos, bare for det og/eller reflekter lidt over spørgsmålet og hvordan du synes, de hænger sammen.

Bønner er godt! Som vegetar ved jeg dette, og jeg elsker bønner og linser. Nogle arter mere end andre, men jeg vil så sige, at det kræver lidt tilvænning for mange (deriblandt mig selv i sin tid), at vænne sig til konsistensen. Der er stor forskel, og min anbefaling, er at skal man spise bønnerne “rene”, og er man ikke så glad for konsistensen, så start med sortøjebønner, puylinser og kidneybønner, de har ikke den der melede smag, mange er kede af, og som jeg også selv har været ked af omend, jeg nu elsker de ovennævnte og iøvrigt og også spiser rigtig mange kikærter og røde linser, især i indiske retter, curry’s og selvfølgelig i forbindelse med burgere og diverse hummus etc. Prøv dig frem, men hvad end du gør, så er bønner godt for dit hjerte og for forebyggelse af sukkersyge. Og selvom du måske ikke vil være vegetar, så kan du godt udskifte kødet med plantemad et par gange om ugen.

Drømmer du om at rejse – hvem gør ikke det i denne mørke og kedelige tid? Hvis du som jeg, kunne tænke dig, at se USA, så er der et par links her – USA Tours og Roadtrips USA. Selv er jeg syg for et roadtrip i USA. Men vi må se, hvordan det går. Drømme koster heldigvis ikke noget, og kigge spændende ting på nettet.

Til sidst et par madlinks – en opskrift på Hash Browns, som jeg rigtig gerne selv vil prøve – som du måske ved, så elsker jeg kartofler. Og så en en helt gratis e-bog, som er udarbejdet af Madforlivet.com. Den handler om Jul, men jeg har lige set den nu, så bedre sent end aldrig og Jul bliver det jo igen.

Fotos er fra sidste dag i maj 2013, hvor der var tordenhimmel. Nu må jeg vist i seng, for det tog mig som vanligt meget længere end jeg troede, at få det her skrevet og smidt op. Jeg vender snarligt tilbage og så håber jeg, I nyder disse.