1. december 2012


Det kan være svært at blive ved at finde på overskrifter. Noget jeg ser andre bloggere også har problemer med. Så kaster de sig ud i nogle meget kreative, meget lange konstruktioner. Fred med det, jeg er ikke i humør til at være så kreativ på den kant og slet ikke i dag. Og eftersom en dato er unik, så kan den være lige så god som så meget andet.

Dagen er startet skidt. Rigtig skidt! Med blæsende hovedpine. Som for lige at understrege, at jeg da bestemt ikke skal tro, jeg er noget, fik jeg smidt en verbal spand lort lige i hovedet i en besked her til morgen. At man spørger høfligt og pænt om noget, er bestemt ingen garanti for et i det mindste høfligt svar. Den slags bliver jeg rigtig ked af, og nogegange meget mere end andre. Denne var i den grad groft og skuffende i en grad, at jeg slet ikke kan udtrykke min harme og ikke mindst tristhed over det. Men så ved man da det…

Nå jeg skal jo være positiv – ikke? Føler mig meget langt fra, men ovennævnte skal ikke skygge for, at dagen i går sluttede på en yderst positiv note, da en veninde var forbi kort. Hun ved lige, hvad jeg godt kan lide og vi kan snakke solen sort også. Desværre var det kun et kort besøg, men se engang, hvad hun havde med til mig. Den sødeste Juledekoration, hun og en lille pige, hun havde passet, havde lavet til mig og med den kom den sødeste dåse med de dejligste hjemmebagte småkager. Jeg har smagt, og de er uhørt gode – vil tro, det er chokoladespecier. Jeg må spørge hende om opskriften. Det var da vildt sødt af hende. Tusind tak! En dejlig og betænksom veninde, det er dem, jeg skal bruge krudt på og jeg har heldigvis flere af dem.

Hvad skal dagen gå med? Tjah, den der hovedpine er jo ikke fremmende for noget, men vi får se. Jeg har internetproblemer, og eftersom YouSee tror at man kun har problemer i hverdagene, så løser det sig nok ikke lige. Ret irriterende, da jeg havde en del, jeg skulle lave her. Men med hovedpinen er det sådan set held i uheld. Først vil jeg kaste mig over en velvoksen kop kaffe – har spist – og ja slået morgenmad og frokost sammen igen. Røreæg af 2 æg og en smule ris og en rest curry, og det smagte skønt. Så må vi se.