Hjertesorg

IMG_6989opt2_Dyrehaven060615

Se dokumentaren, som fint viser, hvor svært et brud kan være, og også set med forskerøjne. Der er gode grunde til, at det er så svært, som det rent faktisk kan være for mange.

Jeg så dokumentaren nedenfor i går, og den bragte selvfølgelig en masse tanker til tider, hvor jeg selv har haft det sådan. Det er heldigvis langt tid siden sidst, og det er noget, jeg vil gøre meget for at undgå igen.

Man kan sige i og med, jeg stort set har opgivet, at finde ham, den helt rigtige, så går det jo meget godt den vej rundt. Selvfølgelig ville jeg blive glad, hvis der kom en, og modbeviste min efterhånden store skepsis omkring mænd. Sjovt nok elsker jeg mænd og har mødt mange rigtig, rigtig dejlig af slagsen ikke noget om det. Men som ofte, så er der dælme også nogen i blandt, der kan ødelægge statestikken og rygtet for resten.

Når jeg ser mig omkring, er jeg bestemt og meget langt fra, at være den eneste der har det sådan, og er som følge deraf selvvalgt single. Når det er sagt, så er det mere derhen, at jeg ikke gør noget aktivt for at finde en kæreste overhovedet. Hvis og når jeg møder en, der giver mig lyst til at prøve at “stikke næsten i den bikube” igen, så må jeg tage det op. Indrømmet, jeg har da mødt nogen, men tingene er ikke gået min vej og sådan er det så. Det skal jo være gengældt. Så foreløbig er jeg alene – langtfra ensom. Det er bestemt ikke det samme.

Jeg har heldigvis prøvet at være elsket, også sådan rigtigt. Dermed har jeg også oplevet stor, stor hjertesorg, fordi det ikke holdt eller blev som ønsket. I et tilfælde (hvor jeg ikke var rigtig elsket, og jeg var den der var mest “ramt”), kan jeg nu kigge tilbage på et forhold, som jeg var meget ulykkelig over gik over styr og se, at vi slet, slet ikke passede eller passer sammen. Så der er helt ro på den, og vi kan sagtens tale sammen i dag, men det er ikke noget, vi gør det i. Og det er fint nok.

I et andet tilfælde, mødtes vi mange år senere, og dels havde personen forandret sig så meget, at jeg dårligt kunne kende ham, og dels var der ting, jeg sikkert havde været alt for naiv til at se dengang. Det gik selvfølgelig heller ikke og der gik noget tid med at skille fortid og nutid ad og erkende de her ting, hvilket i sig selv var meget hårdt. Det brud var ikke særlig “pænt” og det gør selvfølgelig, at det er med noget blandede følelser, jeg kigger tilbage på det, hvilket ikke sker så ofte.

I et sidste tilfælde, kigger jeg heller ikke tilbage ofte, af den simple grund, at jeg stadig bliver rørt til tårer ved tanken. Derfor vil jeg ikke dvæle ved det, men kun sige, at jeg håber, at når jeg tænker på lige ham, så håber jeg, han stadig kan mærke det. Engang imellem forbliver følelserne der, selvom det ender med et knust hjerte.

P.S.: Hvis du har et problem med at forstå det engelske og de tyske undertekster, ligger dokumentaren her på dr.dk i begrænset tid.

Jeg havde også en Alex

The Lake HouseHar du nogensinde set filmen “The Lake House (2006)”? Det er en rigtig sød historie om lægen Kate Forster (Bullock), der på tværs af tid forelsker sig i arkitekten Alex (Reeves). De udvikler en korrespondance via postkassen ved huset ved søen. Der er mange forviklinger og krydsrefferencer, men det korte af det lange er, at til sidst bliver det for “broget” og hun beder ham stoppe, deres korrespondance. Hvordan og om de finder hinanden igen, synes jeg selv du skal se. Det er en rigtig dejlig film, hvis man er i det hjørne.

Men det jeg også ville fortælle med den her historie, er at jeg havde “min egen Alex” og nu hvor jeg lige har siddet og set filmen, blev jeg faktisk rørt til tårer, fordi det hele passer så fint. Selvfølgelig har jeg ikke noget hus ved en sø (ville jeg gerne have), og ham jeg tænker på heller ikke, men i relationen til at forelske sig på afstand uden nogensinde at mødes, det var lige præcis også, hvad vi gjorde.

Nogen vil sige, at det kan man ikke, men det kan jeg så bevidne, at det kan man ihvertfald. Og “min Alex”, var faktisk mindst lige så smuk som Keanu Reeves, og der skal noget til. Om jeg var lige så smuk som Sandra, skal jeg ikke dømme i, men egentlig kommer det jo slet ikke an på det, i den sidste ende.

Jeg vil lade følgende to citater fra filmen tale for sig selv, hvor kønnet så er det eneste, der er lavet om i første:

“I den tid, jeg kendte ham, var han det meste virkelige, jeg noget, jeg nogensinde har oplevet” “Jeg elsker ham, og nu er han væk”

“Der kunne ikke have været to hjerter så åbne, to livssyn så ens, ingen følelser i større harmoni”

Læser han dette, ved han hvem han er, og ja jeg tænker stadig ofte på ham, og hvorfor vores timing i den grad var så forkert. Havde det hjulpet, havde jeg gerne ventet på ham!

10 år siden – har du glemt?

Jeg ved ikke, om du har glemt det! Det er en Jul (Julen 2004), som jeg aldrig glemmer af flere årsager! Selvfølgelig er den mest iøjnefaldende, at det var det år den frygtelige Tsunami i Sydøstasien ramte 26. december. Egentlig havde jeg ikke lige tænkt over, at det var 10 år siden, men forleden viste de på TV “Livet efter Tsunamien” (se den online, ihvertfald foreløbig) om familien Riggelsens liv efter at have mistet familiens yngste medlem på, hvad skulle have været deres drømmeferie. Den dokumentar tog mig tilbage til den Jul.

Man bliver selvfølgelig meget berørt, uanset hvem man er, over sådan en tragedie, men når det bliver fortalt af nogen, der faktisk har overlevet det, bliver det endnu mere virkeligt. Man kan slet ikke forstå, hvordan de kan finde styrken til at komme videre. Det gør de, og det ved vi jo, at man kan! Men stadig.

Den anden grund til, at jeg husker den Jul, er fordi jeg på det tidspunkt oplevede en stor kærlighed. Uden at gå i detaljer, blev den Jul et miskmask af følelser på den konto, over at miste den og selvfølgelig forfærdelsen over den skrækkelige tragedie. Oveni de to ting, var det også den første Jul uden min mor. Så på alle måder langt fra en god en af slagsen.

Uanset er jeg af den helt bestemte overbevisning, at der er en mening med tingene. Vi kan ikke altid se dem, for ikke at sige langt fra, men ikke desto mindre. Jeg kan kun håbe, at han stadig, som dengang, kan mærke, når jeg tænker på ham, for det gør jeg faktisk ofte. Og jeg ville stadig give, hvad som helst for at få det tilbage, vi havde. Når alt kommer til alt, er det vigtigste i verden, dem vi elsker!

Ugeslut – igen og lidt weekendvalentinelinks


Foto taget samme tid sidste år

Så blev det fredag – igen! Ja undskyld! Ikke, at jeg har spor imod dem, men jeg synes det er hele tiden. Er jeg den eneste, der har det sådan? Det er også Valentinesdag, hjerternes dag, og kommercielt ses det jo især som en hyldest til par. For mig at se, må det være en hyldest til alle hjerterelationer, også venner. Så hermed glædelig Valentinesdag til alle mine venner, med tak for alle gode stunder og oplevelser.

Hvis man ingen kæreste har, hvordan fejre man det så, og skal man henslæbe dagen/aftenen i depressiv tilstand? Jeg skal ikke bestemme, hvordan andre fejre, hvis de er alene, men jeg vil ihvertfald ikke være deprimeret over ikke at have kæresten endnu, og så fejre jeg bare mig selv istedet og i morgen hygger jeg med en god veninde. I princippet skulle jeg jo så være ked af det hver dag, fordi jeg ingen har til at hygge med og det kan altså ikke betale sig. Jeg hygger indtil den perfekte kæreste til mig dukker op.

Det er også weekendlinkdag, og jeg har også en hel bunke af dem som altid. Spredt over mange emner i dag, så mon ikke, der er noget, lige du kan bruge? Jeg tror det – om ikke andet, så kan du jo kaste dig over dem, hvis ikke du har den der kæreste at kaste dig over :-) Og sidst men ikke mindst – mit helbred? Tjah, på nogen punkter går det langsomt i den rigtige retning, mens på andre ikke helt så godt, men overordnet kunne det være værre håber jeg. Det lyder kryptisk, og det er det også – når jeg ved mere, så gør I måske også. God Valentinesaften til jer.

En af mine kæpheste er uopdragne børn. Det er efter min mening at gøre børn en bjørnetjeneste ikke at opdrage dem, og lade dem gøre og bestemme alting og ligeledes mene, at de skal være beslutningtagere/medbestemmende i ALT. Det har jeg så eksperternes ord for, jeg har ret i. Nu handler det så mindre om, at jeg har ret, end om at det ville være skønt om forældre vågnede lidt op, så vi allesammen kan være her og ikke kun dem, og deres børn, som har en tendens til at fylde det hele. Når man ingen børn har, så må man ikke have en mening om den slags. Beklager det har jeg, og jeg kender heldigvis mange, der også har børn, der er enige.

Klik nedenfor, for at læse mere!
Læs resten

Kontroversielt? – Perfect Mothers

Jeg blev opmærksom på Perfect Mothers (2013) via Emiia van Hauens side på Facebook. Hende og sexolog Joan Ørting, giver filmen stjerner og diskuterer emnet (du kan se klippet her 35:21). Jeg kan så afsløre, at de bestemt ikke er enige.

Filmen handler om to mødre, der bor sammen emd deres voksne sønner og på kryds får et forhold til den andens søn. Må man det? Umiddelbart ville det jo nok under normale omstændigheder, give årsag til noget løftede øejenbryn, men her er den ene jo lige så god som den anden. Iøvrigt er det underligt, at filmen, som er fransk produceret, og originalt hedder Adore (2013), bliver oversat til engelsk pludseligt istedet for til dansk.

Personligt husker jeg, at jeg talte med en veninde om det, og hun ville synes det var mærkeligt. Og skulle jeg vælge min veninde eller det, så var det hende, men skal man tvinges udi at vælge, hvis begge er voksne? Nu var det en hypotetisk snak, men det er bestemt da ikke en helt utænkelig tanke – eller hvad synes du? Ikke problemfrit uanset vil jeg tro, men jeg vil glæde mig til at se den senere på DVD.

Det er selvfølgelig svært at udtale sig om filmen, men jeg finder emnet interessant sådan generelt. Så jeg vil meget gerne høre, hvad I synes.

Anmeldelser:

11. oktober 2013 Politiken

9. oktober 2013 B.T.

En chokoladegufgentagelse

Hjertestoppende god er den her sang – tidløs hjertesorgsmusik, som aldrig bliver forældet. Den er bare fantastisk ligesom Toni Braxtons stemme er det. Jeg e l s k e r den sang. Og endnu mere fordi jeg ikke har hjertesorg!

Jeg har vist den før på bloggen, men det var en anden version, og jeg kender ihvertfald en, der gerne vil se ham den lækre chokoladesteg, der er i videoen ovenfor 😉

Kærligheden jeg nævner i det første indslag – Jamen jo, ham ville jeg sørme gerne have tilbage – til enhver tid, men livet er for kort til at sørge hele tiden. Han bor i mit hjerte, som jeg også bor i hans.

Et genfærd eller en dobbeltgænger

IMG_6934opt2_Klampenborg
Ordrup Jagtvej 3. marts 2012

Kender du det, at du suser rundt og lurer lidt på, hvad du kan finde om en bestemt person? En gammel kæreste, kærlighed, ven, veninde, chef – hvad som helst? Sådan en runde tager jeg engang imellem. Jeg er før blevet overrasket over, hvad jeg har fundet!

I går var det så en overraskelse af de større. Det var det på flere måder. Den her person betød rigtig meget for mig engang – som i jordskælvsrystende, livsændrende meget! Og omvendt. Så behøver jeg vist ikke sige mere, og dem som kender den private historie bag ordene her, ved at jeg ikke har overdrevet, nærmere underdrevet. Det gjaldt så også den anden vej, men anyway…..

Jeg var godt klar over den her dobbeltgænger – ihvertfald fandtes af navn , for det var en ting, jeg var blevet fortalt dengang for snart meget længe siden. Hvad jeg ikke var forberedt på var, at det også var af udseende. For ikke længe siden var det sådan, at jeg fik sus i maven eller ondt i hjertet, hvis jeg så noget, der kunne minde om vedkommende. De dage skulle så være forbi, men man ved jo aldrig og det her foto, jeg faldt over igår, burde næsten. Men intet skete. Jeg var observerende og iagtagende og det var en fed fornemmelse. Men det var dælme uhyggeligt, så ens de to er af udseende ihvertfald – og jeg mistænker iøvrigt.

Så kunne nogen måske forledes til at tro, at jeg stadig har noget i klemme der. Nej jeg har intet som helst i klemme. På et tidspunkt ville jeg gerne mødes over en kop kaffe og bare sludre om, hvad der skete sådan helt venskabeligt – intet andet, men ikke længere – det tog er kørt – nu er det ligemeget. Og min søgen i går, var kun ren nysgerrighed, for jeg håber vitterligen, han har det godt, selvom vores forløb langt fra endte godt. Så nej vil ikke have ham tilbage, men det er der tilgengæld andre, jeg ikke kan sige det samme om…. That’s life I guess!

Sangen er med mine gamle all-time-favoritter The Osmonds og hedder The Proud One og er en af dem, jeg har hørt, når jeg har været ulykkelig udi kærlighedens affærer. Teksten får du her og med den ønsker jeg fortsat god søndag – og så glæder jeg mig iøvrigt vildt til at få min CD med dem.

Livin is dyin
Cause love youve left me cryin
Now theres no use tryin to go on

Each night I dream baby, pretendin
Therell be a happy endin
Burnin down deep inside
Got a heartbreak that I cant hide

Chorus:

Im not the proud one, I need you
Im beggin to you baby, please
Youre the proud one, believe me
This poor man is down on his knees

Baby, please

Oh baby, remember
The love we shared so tender
Hoping that forever youd me mine

I wish you could hear me, oh baby
If only you were near me
I didnt know what I had
Dont ya know that I feel so bad

Jule- og andre minder

Jeg tænker faktisk ofte på Tsunamien i 2004 Ikke så meget på grund af den, men en masse begivenheder det år. Først og fremmest var det også året, hvor jeg startede det med at miste min elskede mor. Så var stilen ligesom lagt. Dernæst mistede jeg en nær, nær veninde. Mistede – ikke fordi hun døde, men fordi hun dikteret af sin tyraniske mand, valgte mig fra. Jeg der ellers havde stået last og brast med hende, og som jeg havde kendt siden, vi var børn.

Det var også året, hvor jeg fandt en stor, stor kærlighed og sjæleven, jeg aldrig tror, jeg finder magen til. Det er ihvertfald ikke sket endnu, lad mig sige det sådan. Lige så hurtigt, jeg fandt den lige så brat og hårdt blev den revet fra mig igen (godt nok først på året efter, men alligevel). For godt til at være sand? Nej den var skam sand. Så at sige, det var et hårdt år forslår vist ikke. Alle 3 ting, var hver for sig helt forfærdelige at komme sig over og tog meget, meget lang tid, men at have dem alle på en gang, mere eller mindre, var rigeligt, skal jeg hilse og sige.

Jeg overlevede, og det gjorde familien ovenfor også. Det er en ny film, der kommer om katastrofen “The Impossible (2012)”. Jeg ved ikke, om jeg skal se den, men jeg behøver den ihvertfald ikke for at blive mindet om 2004.

Dog skete der een god ting også, og den er jeg så til gengæld stadig taknemmlig over, det var nemlig også året, hvor jeg fik min pension, så helt skidt var det ikke. Og man skal jo huske de gode ting og prøve at holde fast i dem. Og selvom jeg ikke har glemt noget som helst af det andet, så er jeg stadig taknemmelig for pensionen hver dag. Og selvom jeg ikke fik min store kærlighed, så ved jeg, at han aldrig glemmer mig heller, og minderne kan ingen tage fra en.

Mavepustere og musik

Livet er fuld af overraskelser, op- og nedture! Nogengange bliver man tildelt “en mavepuster” som man ikke lige havde set komme. Andre gange var det nok mere forudsigeligt. Uanset, så har vi nok allesammen prøvet det adskillige gange i vores liv, og kommer måske (formentlig) til at prøve det igen.

Jeg husker engang, hvor jeg i den grad led af kærestesorg på den her fuldstændig altopslugende helt irrationelle selvdestruktive vis. Af vanvare kom jeg til at gå ind og se “Against All Odds (1984)”. Det skulle jeg aldrig, aldrig have gjort. Jeg brød helt sammen. Så kú jeg lære det! Siden har sangen været den ultimative sang at høre, hvis der var knas på den front.

I wish I could just make you turn around – turn around and see me cry

Der er mange andre og ovenfor er et udvalg af mine favoritter, hvis man kan sige det sådan. Der er flere, men det er de mest fremtrædende, om jeg så må sige. Har jeg hjertesorger? Nej ikke sådan meget alvorligt, men jeg har fået en mavepuster alligevel af en slags, og så tåler disse altid et genhør. Og skulle jeg have været i tvivl om, at jeg stadig kan føle eller at jeg kan blive skideked af det, så ved jeg også det. At jeg stadig er syg, hjælper selvfølgelig ikke på en dyt heller.

Men jeg har dog prøvet langt værre, både af den ene og den anden slags, så jeg overlever og prøver at fokusere på andre ting, og det går såmænd også okay.

Hvad hører du, når du har hjertesorg – og har du iøvrigt set filmen “Against All Odds (1984)“?

All or nothing

Den her slags boybandsange bliver jeg aldrig træt af! Not ever! Gruppen her existerer desværre ikke længere, men sangen her har jeg altså lige opdaget her til aften, og I skal da have den også – En godnatsang!

Skal det være, så skal det være fuldt og helt! Det kunne det ikke blive, og derfor blev det ikke. Dedikeret til dig – du ved, hvem du er, læser du med!