Time To Say Goodbye – a personal greeting


We said goodbye a long time ago, but you’re most cetainly not forgotten, and I still hold you to your word of seeing you in the next life. Sometimes it seems too far away! This is for you with all my love!

When I’m alone I dream of the horizon and words fail me.
There is no light in a room where there is no sun
and there is no sun if you’re not here with me, with me.
From every window unfurls my heart the heart that you have won.
Into me you’ve poured the light,
the light that you found by the side of the road.

Time to say goodbye.
Places that I’ve never seen or experienced with you.
Now I shall, I’ll sail with you upon ships across the seas,
seas that exist no more,
it’s time to say goodbye.

When you’re far away I dream of the horizon and words fail me.
And of course I know that you’re with me, with me.
You, my moon, you are with me.
My sun, you’re here with me with me, with me, with me.

Time to say goodbye.
Places that I’ve never seen or experienced with you.
Now I shall, I’ll sail with you upon ships across the seas,
seas that exist no more,

I’ll revive them with you.
I’ll go with you upon ships across the seas,
seas that exist no more,
I’ll revive them with you.
I’ll go with you.

You and me.

Where do broken hearts go?

Anne’s som altid lige til benet indlæg, fik mig til at filosoferer lidt over emnet. Jeg kan jo passende gribe i egen barm på området.

Overskriften hentyder til den ganske (efter min mening) gode sang af Whitney Houston (sen nedenfor), som er blevet spillet, til hudløshed under mine kvaler med det modsatte køn. Har jeg haft nogle sådan? Ja skal Guderne vide jeg har.

Jeg har aldrig spillet, og måske jeg skulle have kastet mig over det istedet for at prøve, at finde “Prinsen”, for det er det faktisk ikke gået ret godt med. Eller det vil sige, jeg har da haft fundet et par, der kunne have udfyldt pladsen. Hvorom alting er, så går Annes indlæg på, hvorlænge vennerne skal lægge øren til ens “piverier” over et givet håbløst forhold eller rettere bruddet med et. Jeg kan kun sige, at jeg er visse venner STOR tak skyldig i den sammenhæng, og de kan skrive år på kontoen hos mig, hvis jeg skal give igen, hvad jeg har modtaget. Værdien af det kan på ingen måde overvurderes.

Når det er sagt, skal man selvfølgelig videre. Og i vennerne og andres øjne, går det som regel for langsomt. Som sagt, har jeg ikke selv været god til det. Men fik på et tidspunkt så stor en lussing, at jeg lærte at ingen mand, er værd at sukke år over. Når jeg siger år, mener jeg mange år. Det gjorde jeg nemlig selv. At det engang var rigtig kærlighed ved jeg og han begge. Hvad der så skete sidenhen var, at vi mødtes igen, og så havde jeg sukket over, det som var, og det som så var blevet, slet ikke duede. Jeg ved snart ikke, hvad der var værst. Men jeg kan sige, at det var noget i stil med at få revet hjertet fra hinanden. Efter det, vil jeg bestemt ikke sige, jeg ikke er blevet er blevet rørt dybt og i hjerteskærende grad, eller at det ikke har været svært at komme videre. For det har bestemt været sket. Det er bare blevet noget lettere at håndtere.

Nogen vil måske synes, det stadig ikke er godt nok. Dem om det, jeg ved, hver meget jeg har rykket mig på det felt trods alt, og jeg har det langt bedre med det. Og så er det godt nok. Som jeg ser det, har vi alle vores proces og ting vi skal lære, og det går i det tempo, det nu kan og skal. Og vennerne – tjah de rigtige hænger på, omend de siger dig sandheden med kærlighed og indlevelse. Jeg takker ihvertfald for dem, der gjorde det for mig, og jeg vil til enhver tid prøve at gøre det samme.

Og Celine Dion CD’erne – jeg kunne aldrig drømme om, at skrotte dem, for jeg elsker at lytte til hende, på alle tidspunkter.

Helt speciel

Videoen her vises af ganske personlige årsager. Af samme grund kommer der ikke de store forklaringer på den. Men det er sidste del af videoen, der er vigtig.

Den ganske særlige person, den er vist til ære for, er helt klar på, hvorfor lige denne video vises. Vedkommende er stadig tænkt på meget ofte, og mere skal (og behøves) der ikke siges om den ting.

Once in a lifetime?

Engang imellem møder man mennesker, man aldrig, aldrig glemmer. Nogen for noget godt, og andre for det modsatte. På den gode side, er dem man får helt specielle følelser for, og det er noget ganske særligt. Desværre er livet også nogengange træls, og man får ikke altid sin hjertes udkårne – heller ikke selvom kærligheden er gensidig.

Sådan en oplevelse havde jeg for snart nogle år siden nu (da jeg boede på Lolland), men det gør den ikke mindre tydelig i min errindring, og heller ikke i hans er jeg sikker på. Det tog mig rigtig lang tid at komme mig over, at tingene gik som de gjorde, for han var og er stadig noget helt særligt – en soulmate. Dem finder man ikke ofte.

En sådan savner man, når man står overfor livets store ting. Og uagtet, jeg har verdens bedste veninder, så er sådan en kæreste/soulmate jo noget andet. Jeg kan blive bange for, at han var en “Once in a liftetime” oplevelse – jeg håber det ikke, men uagtet, er jeg stadig dybt taknemmelig for, at have kendt ham, og tænker ofte på ham. Omvendt kan jeg kun håbe, men er alt “som det plejer”, så ved jeg, at han tænker på mig også. Og det er vel nok mest af alt bittersødt!

Med 22 års forsinkelse

Jeg vågnede ret tidligt imorges. Når jeg først er kommet ind i vanen, har jeg det med at fortsætte. Jeg måtte lige ryste hovedet og synke engang. Jeg havde haft en højst besynderlig drøm. Når jeg føler trang til at skrive om den, er det fordi, den kom med sådan cirka 22 års forsinkelse! Hvordan det? Det skal jeg fortælle.

For næsten 23 år siden lige om lidt, mødte jeg en meget dejlig mand, som jeg blev vanvittig forelsket i. Havde det på det tidspunkt stået til mig, havde jeg aldrig forladt ham. Desværre var følelserne ikke helt lige så hede fra hans side, selvom han var rigtig glad for mig. Det betød, at han efter knap et års bekendtskab slog op med mig. Uden at gå for meget i detaljer så slog det “bunden ud af mig” mildt sagt. Jeg var dybt, dybt ulykkelig! Det gik der megen tid med, men efterhånden gik det jo over omend det var en af de mere sejlivede. Sellvfølgelig fik han også en kæreste kort tid efter mig (han var ikke typen, der gik “løs” ret længe) og drømmen i nat involverede både hende, ham og jeg!!!! Det er altså en anelse sent, at have den slags drømme.

Det er mange, mange år siden, jeg kom på det rene med den historie, ligesåvel som det faktum, at det nok var fint nok, at det gik som det gik. Så hvorfor, jeg så skulle drømme sådan i nat, må Guderne vide….you tell me :)

Kærlighed

Jeg er blevet tagget af Aprikots fordi jeg har en dejlig blog, og siden det er Valentines Dag idag, så skal det handle om kærlighed. Uha, det er noget svært noget – vi må se, hvad det kan blive til. Here goes:

1. Den første fyr, jeg var forelsket i red også og var lidt ældre end jeg. Det sjove var, at vores heste var “kærester” og stod ved siden af hinanden. Vi blev derimod aldrig kærester, men har for et par år siden fået kontakt igen, uden der skal lægges noget i det.

2. Min første rigtige kæreste var nogen år ældre end jeg, og det var en rigtig god oplevelse på alle måder. Vi var kærester i 1½ år, og så var det som om, jeg voksede fra ham, om jeg så må sige.

3. Hvad jeg vil betegne som en stor kærlighed kom ind i mit liv nogen år senere. Vi flyttede sammen og blev også forlovet. Desværre var der mange faktorer, der gjorde livet surt for os og endte med at skille os ad, og mange mennesker, der ville det sådan. Det ærger mig, at vi ikke var modne nok til at stå imod og kunne have holdt sammen. Så havde vi været sammen endnu, det er jeg sikker på. Sådan en fyr var han nemlig.

4. Så fulgte nogen år med tumult på det område. I 1986 mødte jeg to mænd, som skulle få betydning for mig. Den ene mange år frem og den anden forsvandt desværre også ud af mit liv. Ikke fordi han ikke var glad for mig, meget tværtimod, men af andre årsager. Den førstnævnte har jeg stadig kontakt til som en god ven og den anden har jeg haft kontakt til on/off de senere år, og lige p.t. er det så off åbenbart.

5. Rigtig betydningsfuldt blev det i slutningen af tyverne, hvor jeg mødte en høj meget smuk mand, der arbejdede for min far. Jeg elskede ham overalt på jorden og havde aldrig forladt ham, hvis jeg havde fået valget. Han ville gerne elske mig, men det var ikke dët for ham, og til min store sorg holdt vi op med at være kærester. Set i baglogskabens klare lys, kan jeg også godt se, at det ikke var det rigtige, men det tog godt nok laaaang tid. Han er stadig smuk og har det så vidt vides godt.

6. Slutningen af firserne og starten og halvfemserne blev året, hvor jeg mødte en meget stor kærlighed. Og jo jeg ville gerne have ham og omvendt. Men man kan som bekendt ikke både blæse og have mel i munden. Senere mødtes vi igen, og så var han (og måske jeg også) nogen helt andre, og det fungerede slet ikke. Så det var som at få sit hjerte revet i 10.000 stykker igen :(

7. Kan man møde kærligheden online? Ja det kan man. Jeg har gjort det, og han var nok så meget min soulmate som nogen har været. Hvorfor blev det så ikke til noget, tjah han stod overfor et valg, og det var ikke til min side, det faldt. Dette sagt uden bitterhed, men med stor sorg, for det var smukt.

Ovenpå alt det og lidt til, som ikke er kommet med her – tror jeg så stadig på kærligheden? Tjah, det kan da godt knibe engang imellem, men jeg har da konstateret, at jeg evner at forelske mig stadig. Men lade mig nøjes, det vil jeg ihvertfald ikke, det skal ikke være bare for at være, men fordi det virkelig er noget. Happy Valentines Dag til jer derude.

Jeg tagger Anita, fordi hun jo må være lige den til at skrive om kærlighed p.t., Leif fordi jeg er nysgerig og gerne vil høre om de sider af Leif der ikke handler om løb og motion ;-) Suzanne fordi jeg ligeledes er nysgerrig. Og husk, det skal handle om kærlighed :) – og det er selvfølgelig frivilligt, om I vil være med, men det skulle selvfølgelig glæde mig meget, om I tager udfordringen op.

Julehygge og -minder og -ønske

Jeg har skrevet Julekort idag. Det med at få hængt mere Julepynt op, kniber lidt. Jeg har stadig ret ondt i ryggen og den animerer ikke til ture i kælderen og op på stiger. Jeg kan faktisk godt klare mig med det, jeg har oppe nu synes jeg, men det er meget skrabet i forhold til ellers.. Måske når jeg det og måske ikke. Vi må se, jeg gider simpelten ikke stresse over det.

Jeg skulle i sammehæng med, at jeg skulle skrive kort, prøve og finde de søde Julekort, jeg fik fra Gigtforeningen. Tror I jeg kan finde dem nu? Ikke at jeg ikke har kort nok Vorherre bevares, jeg har rigeligt, men det er ligesom ikke pointen. Hader når ting bliver væk for mig. Har ledt alle mulige og umulige steder, men skidt pyt, kommer de ikke for en dag, kan de da heldigvis bruges næste år. Vil gå hen og sætte musikken på igen og skrive et par mere, inden et bad og sofaen kalder og måske en kop gløgg – det er jo Jul.

Da jeg ledte efter Julekortene, stødte jeg på nogen gamle breve. De er fra en fyr, som jeg kendte for snart noget siden nu, men meget af vores kommunikation foregik meget omkring Jul/Nytår af to omgange. Jeg skal ikke gå i detaljer, for det er privat, men jeg kan sige så meget, at jeg stadig ikke kan læse hans dejlige breve uden at tårerne løber ned af kinderne på mig. Af ren og skær kærlighed til ham og over det han gav, i alt for kort tid! Jeg håber og beder til, at der er en lige så smuk til mig derude et sted – se det ØNSKER jeg mig til Jul!

Kærlighed online – også for ponyer


25-årige Minty og 5-årige Mini-Moo

Den lille pony “Minty” mistede sin partner til alder, og var helt slået ud. Hans ejer prøvede alt for at få ham i godt humør og satte ham sammen med flere forskellige hopper. Intet virkede. Så prøvede hun at søge efter en mage online, og så var der “bid” i form af 5-årige “Mini-Moo”, om jeg så må sige, og de lever forhåbentlig lykkeligt til deres dages ende. De bor begge på “The Tamar Valley Donkey Park“., hvilket minder mig om, at jeg også har lovet at finde det foto af mig selv sammen med netop – et æsel.

Realiteter

Hvor gerne jeg end ville have undgået det., måtte jeg kapitulere idag og aflyse søndagens Julearrangement her. Det er jeg godt nok ked af, ikke mindst fordi det plejer at være superhyggeligt at have nevøerne, som det var meningen, jeg også skulle. Det er så aflyst nu her, men vi må jo bare lave en “ommer”, når jeg bliver frisk og der er plads i kalenderen. Ingen katastrofe, men alligevel irriterende med et helbred der konstant og hele tiden spænder ben. Jeg burde være vant til det, for det har altid været sådan. Men det vænner man sig nok ikke til.

Det er også tiden for at savne min kære mor ekstra, især når man falder over Julepynt hun har nøje udvalgt og købt til mig. Men i det hele taget synes jeg, at jeg har savnet hende rigtig meget på det sidste. Men som jeg husker, hun fortalte det i forhold til min mormor, så bliver det ikke bedre, snarere værrre. Så det er jo en ringe trøst. Og når humøret sådan er træls og alt driller, så var det altså rart, at have en at få en varmt kram af – altså sådan et kæreste et af slagsen.

De søde gæster jeg skulle have haft her de sidste dage i december, har jeg jo også måtte aflyse og nogen har jeg slet ikke fået aftalt endnu. Men som tingene er, er det jo udemærket. Der kunne jo ihvertfald være faldet et kram af omend af venneslagsen. Men det kan jo være, vi når det mellem Jul og Nytår – hvis Gud og helbred vil.

Mine kære heste og stalden savner jeg også, for den har jeg jo også forsømt og det hjælper aldrig heller. Så alt i alt er realiteten at Julebarometeret stadig står på nul, trods blinkende kulørte lamper på altanen og den fine Julemand, jeg købte i Nortre Dame – han kom op og hænge idag.

Nu vil jeg slappe af, selvom jeg egentlig kunne lave mere. Jeg er gennemført sløj og er bestemt ikke til pænt brug, men jeg har da fået ordnet lidt her i hytten idag.

Iøvrigt viste det sig, at fars fjernsyn duer. Jeg havde fået sat stikket forkert i :( Pinligt! Men det vigtigste var at det virker, og antenne har jeg fixet, så nu kan han lure på det i Julen. Så lidt gavn gjorde jeg da ;-) Jeg skal bare have ringet til YouSee. Far grinte noget af mig, men som han sagde, jeg var også sløj, og var ved at drukne i stikdåser og ledninger :)

Hvert år til Jul

Her imorges så jeg et indslag på TV om en CD-pakke. Hvad har det med noget at gøre. Tjah! Det kommer nu. Blandt de sange, der er på den, er den her nedenfor med Toni Braxton. Jeg har to CD’er med hende, også den med denne sang på. Men som med så meget andet musik, har jeg været for dårlig til at høre det, de sidste år. Og det er jo tåbeligt. Det må jeg gøre noget ved, og så vil jeg iøvrigt have den soul-collection på et tidspunkt. Det er en guldskat af dejlige numre.

Sangen bragte også et helt andet minde. Om en kærlighed, der aldrig ruster og den Jul, hvor den “slap ud af sækken” så at sige. Hvert år til Jul tænker jeg på, da vi endelig sagde højt, hvad vi begge to godt vidste, og hvor smukt det var. Den her sang er til ham.

Klik nedenfor for teksten
Læs resten