17. og 18. Oktober – Odense tur/retur

Det er ikke så længe siden, jeg havde besøg af min veninde. Hun var her også fra den ene dag til den anden og det var som havde vi aldrig bestilt andet. Vi er nemlig meget nye venner, men det føles bare slet ikke sådan, når vi er sammen. Det føles som om, vi har været venner altid. Den der indforståethed, som man som regel kun har med gamle venner, den har vi helt naturligt. Det er lidt vildt. Vi synes også om rigtig mange af de samme ting, og har de samme kæpheste. Dem der læser med her, ved at en af mine er ødelæggelse af gamle huse og den deler vi. Noget andet, som vi fandt ud af, vi deler er en passion for Donny Osmond. Ganske som jeg, har hun haft sit værelse tapeseret med ham, så man ikke kunne se væggene. Hold op hvor sjovt. Og sådan finder vi hele tiden ting, vi deler. Det er lykken. Indlægget her handler om min tur til Odense.

Hovebanegården, hvor jeg skulle have toget til Fyn. Lyntog, der fortsatte til Jylland

Jeg var i meget god tid (det kan jeg bedst lide), og ledte efter informationen, så jeg kunne finde ud af hvilken perron mit tog afgik fra. På vejen stødte jeg på Starbucks, og måtte bestemt, have en kop kaffe. Dels fordi jeg ingen havde fået og dels fordi de bare smager vildt godt. Jeg fik en Pumpkin Spice Latte (vegansk) og den smagte supergodt. Man skal vel forkæles lidt, når man skal på miniferie

Dette var udsigten, så snart, jeg kom op fra banelegemet udover Odense. Et ret fint førstehåndsindtryk

Denne statue, er så det første der møder en, når man kommer ud fra Banegårdscentret. En kæmpe statue, og den skulle vise sig, at være en af flere. Denne hedder Treenigheden – Skyggen, Rejsekammeraten og Improvisatoren. Normalt er jeg ikke særlig vild med moderne kunst i det hele taget, men den her kunne jeg sådan set godt forlige mig med

Odense Slot 1723. Alt for smukt til bare huse kommunen, men sådan er der så meget. Det var ihvertfald en smuk fotomulighed, som jeg greb

Odense Teater, Danmarks næstældste – en utroligt smuk bygning, lige efter mit hoved

Sct. Hans Kirke, er stort set sikker på. Jeg har jo ikke været i byen før, og vi så mere end en kirke. Odense har flere i Gotisk stil, men efter udelukkelsesmetoden, er jeg næsten sikker. Vi kom ikke ind og så nogen af dem, dels fordi en var lukket og der var så meget, vi gerne ville. Men næste gang

En af de første gader, vi var oppe ad. Odense, er fyldt med hyggelige gader og ikke mindst passager og hyggelige steder. Skøn by, og skulle jeg flytte, et godt bud fra, hvad jeg nåede at se. Rigtig hyggelig og bedre til at passe på deres gamle bygninger end København, som rask væk river ned istedet for at bevare. De kunne lære meget af Odense på mange måder. Dog er jeg nervøs for udsigten til den der letbane, som jeg ikke kan se noget behov for

Springvandet på Ove Sprogøes Plads. Jeg har ikke kunnet finde noget om det, og om der er nogen symbolik i det. Men de tre dutter kunne udemærket være symbol på Olsen Banden

En af utalllige hyggelige passager. De sorte vimpler, er grundet temaet i byen i de dage (Efterårsferien), nemlig Magiske Dage (før Harry Potter dage, men det må de ikke hedde, men det er det, det handler om)

Endnu en eventyrskulptur – Kejserens Nye Klæder. Min veninde og jeg var enige om, at det måske kammer rigeligt over i forhold til H.C. Andersen. Bevares han er værd at fejre, men det har altså taget overhånd. Jeg er sikker på, der er andre ting, der er værd at nævne i forhold til Odense og ikke mindst personer

Læs mere nedenfor:

Læs resten

På vejen hjem

På vejen hjem efter den dejlige frokost og en runde i Tivoli, gik jeg over på Hovedbanegården for at tage hjem. Det er ellers et sted, hvor man nok kunne finde mange sjove motiver, for der er altså mange “typer” derovre. Har ofte haft lyst til at gå en runde med kameraet, men så igen, er det ikke alle der er begejstrede for at blive fotograferet. Og så bliver jeg nok lidt “en kylling”.

Men den smukke tagkonstruktion og togene, går man heller ikke galt af. Faktisk er den nye Hovedbane i Berlin i tanke ikke langt fra den efterhånden noget aldrende (men smukke) Københavns Hovedbanegård. Dog forstår jeg ikke, hvorfor man maler jernet gråt. Det har oprindeligt været sort er jeg ret sikker på.

Der var en overgang (åbenbart eksisterer den stadig) en dille med, at alt skulle være gråt. Træværk, jern, vinduer – også selvom det overhovedet ikke passede nogen steder. Det er så en kedelig dansk ting, at man bare hovedløst følger moden uden at tænke på, hvad der passer til bygningen/huset iøvrigt. Suk! En af mine kæpheste, og noget man er langt bedre til i f.eks. England, og kunne jeg se – også i Berlin.

Gutten på fotoet nederst mødte jeg så i toget, hvor jeg ikke rigtig kunne komme til at fotografere ham, uden det virkede lidt “for meget”. Men han stod af samme sted som jeg, og så kunne jeg fotografere ham bagfra. Det var en højst usædvanlig beklædning han havde på. Ikke så meget fordi han havde et jakkesæt på, men fordi han indenunder havde noget med nogen lange frynser hængende udenfor. Dertil kom, han var klippet korthåret, og i hver side havde en spytkrølle (agtig) – ihvertfald sådan en tot, og ja så er der lige hatten. Jeg tænkte først, at han måske var traditionel jøde – men de har da skæg? Er der nogen, der ved, hvad han er for en gut?

Tanker om en togtur


Udsigten fra toget på vej hjem lige før broen

Fredag var store rejsedag. Ikke kun for mig, men sådan generelt. St. Bededag, hvor man jo får en forlænget weekend. Det er tillige konfirmationstider, og det var også i den anledning, jeg skulle på tur. Selve konfirmationen vil jeg fortælle lidt mere om senere. Lige nu går det mere på selve turen.

I gamle dage, da jeg var barn, var mor og jeg ofte på togtur, og da min søster kom til, var hun selvfølgelig også med. Jeg husker bedst turene med mor alene. Jeg har altid elsket at køre med tog. Jeg er så gammel, at jeg kan huske damp under lokomotiverne, og der var kupeer i togene. Dem savner jeg godt nok. Lidt privatliv, ville være rart istedet for at sidde i sådan en stor kupe. Jeg kunne selvfølgelig købe en 1. klasses billet, men ærligt, det har jeg som hovedregel ikke råd til.

Turen startede med, at jeg tog toget til Københavns hovedbanegård. Toget mod det jydske gik derfra klokken 8, så jeg var i god tid, og var der 7.30. Endda før, for jeg nåede et tidligere S-tog. Men hellere det end komme for sent. Deraf kommer så næste afsnit.

De “umoderne” bænke

Som følge af, at jeg nu var meget tidligt på den, og en vis ventetid, meldte behovet for at sidde ned sig selvfølgelig også. Jeg kiggede mig rundt i forgæves søgen efter noget at sidde på. Bænke kunne jeg stort set kigge i vejviseren efter. Der var et par stykker, som var placeret helt nede i den anden ende af perronen. Der blev så plads, så jeg kunne sidde ned, men jeg tænker også på alle dem, som var ældre og dårligt gående, som stod i den anden ende, og ingen steder kunne sidde. Inden jeg fik plads, gik jeg op for at hente noget kaffe og kom forbi informationen. Spurge den søde dame der, “Hvornår bænke, var blevet umoderne?” Det skulle vise sig, der var en meget god forklaring på historien om de manglende bænke, som jeg iøvrigt også havde bemærket på mine lokale stationer. Det viser sig, at et lille antal personers trang til hærværk, har skylden. De samme personer himler så op, når priserne stiger. Men ihvertfald, er hærværk den direkte årsag til, at vi andre (det store flertal), ikke kan få lov til at sidde ned. Hvad fanden ligner det lige? Ja undskyld, jeg synes simplethen det eer så dårligt. Ligeledes havde man anskaffet et stort antal baggagevogne, og efter en uge, var der en tiendedel tilbage! Hvad sker der lige for folk?

Trangen til nødbremsen

Nå, men når jeg nu ikke kan få mine kupeer, så sad jeg nu meget godt i stillezonen i mit tog på den plads, jeg heldigvis havde reserveret. Toget på vej over, var stopfyldt til randen af mennesker. Der var en smule bøvl på vej over og på vej hjem, med noget signalfejl. Ikke noget, der tog lang tid heldigvis, og det var ikke meget for sent, vi landede på Århus banegård.

Turen både op og hjem, var en sand fornøjelse. Grønne, grønne marker, får, der stod som vattotter på samme, heste i alle størrelser. Blandt andet en shetlandspony, der var så lille, at den næsten forsvandt i græsset. Der var køer i alle former, farver og størrelser og sørme også bisonokser. Jeg kiggede noget, men den var god nok. Der var dejlige landsbykirker, gamle smukke huse. Dem midt på en mark, nogen i skovbrynet og alle de andre, og dekorative fabriksbygninger, og et sandt overflødighedshorn af syrener, snebuske og guldregn og gule rapsmarker. Vejle Fjord, med masser af dejlige sejlskibe, og blåt, blåt vand og himmel med vatpudeskyer. For ikke at tale om, den fantastiske solnedgang på vej hjem, hvor vi først havde haft kig udover vandet lige inden vi kørte i tunnellen. Som prikken over i’et fik vi lige efter to luftballoner der hang over landskabet, mens solen sendte sine sidste stråler.

Hvordan jeg undgik at trække i nødbremsen og påkalde mig retten til at fotografere flere gange, ved jeg ikke, for motiver væltede jeg i hele vejen. Det er så ulempen ved at køre i tog. Men stopper ikke bare. På den anden side, var jeg nok blevet timer forsinket, hvis jeg skulle have fotograferet, som jeg lystede på vejen. Jeg håber, jeg snart skal derover ad igen. Dejligt er der ihvertfald.

At få bekræftet sine fordomme

Da jeg landede på hovedbanen fredag aften igen, henad 21.30 tiden, fik jeg alle mine fordomme bekræftet om, hvorfor jeg ikke bryder mig om, at tage rundt med toget alene om aftenen, eller om aftenen i det hele taget. Man kunne helt sikkert få mange sjove fotos på kameraet, hvis man havde udstyret og modet til det, sådan en aften. Mængden af forskellige typer mennesker var helt utrolig. Selvfølgelig sikkert mange søde og rare og helt fredelige, men bestemt også mange, der bestemt ikke var det. Jeg var dårlig kommet ind i S-toget, som jeg skulle med efter Jyllandstoget, før en meget beruset ung dame væltede ind i toget og skulle vide, om toget stoppede på en bestemt station. Det gjorde det så, og hun væltede ned i den anden ende. Der var heldigvis ikke mange andre fulderikker, der skulle med på turen hjem som iøvrigt forløb fredeligt. Men det er ikke noget, jeg har lyst til medmindre det er meget nødvendigt. Kald mig bare “en kylling”. Men alt i alt en dejlig tur. Så får vi se, hvornår jeg skal på tour igen. Lige om lidt vil jeg suse ud af døren og tage bussen. Mere om det senere.