Fra elendig til rigtig god

Dagen startede med, at jeg vågnede og var alt andet end frisk. Dels var jeg møghamrende træt, og dertil kom et elendigt humør og smerter i stor stil. Ikke ligefrem befordrende for noget som helst. Jeg kunne slet ikke overskue, hvad jeg vidste, ville blive en lang dag.

Først skulle jeg have hentet nogle krydderurter til en salat, jeg skulle lave til vores grillparty i stalden efter løb, og så skulle salaten jo laves, og så var der banen. Nå, men jeg prøvede at tage en ting ad gangen. Først et bad, som hjalp lidt på det og så ned og hente krydderurter. Det gik også okay, omend smerterne jo selvfølgelig stadig var der. Salaten blev lavet og så var jeg jo klar til at køre. Det gjorde jeg.

Som altid er banen, hestene og menneskene der bare kuren. Jeg havde voldsomt ondt, men når man er blandt gode venner, så hjælper det jo på det. Vejret var godt nok en blandet landhandel og der kom nogle gevaldige byger. De var så voldsomme, at det var nødvendigt at søge læ for dem.

Dagen var dog i det store hele rigtig god, og den blev endnu bedre, end jeg kunne have håbet – også fordi dagen på banen sluttede med en dejlig græsgalop med en favorithest, og så bliver det ikke meget bedre for mig. Hestene er Oliver Wilson på Eyes Wide Shut og Per-Anders Gråberg på Karmastrikesback.

Efter en dejlig løbsdag og græsgalops var det tid til stalden og grillparty. Det var superhyggeligt, men ja min ryg plagede mig meget. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal klare mig til lægen kommer fra ferie! Men alt i alt en dag, der udviklede sig langt bedre, end jeg overhovedet kunne have drømt om. Tak til alle der var med til at gøre den god! Og tak til alle i stalden for en dejlig aften oveni. Som den perfekte afslutning på det hele, var solnedgangen, hvad der åbenbarede sig, da jeg landede herhjemme! Imorgen? Der skal jeg på nær et lille indkøb bare slappe helt af og hygge mig med computeren og hvad jeg lige har lyst til. Rigtig god weekend til jer.

I regn og mere regn

Falconet/Jacob Johansen vinder Pokalløb (L) for for 3. gang. En historisk bedrift. En fantastisk hest. Han vinder foran Karmastrikesback/P.-A. Gråberg og Jubilance/Jan-Erik Neuroth

Jeg ved ikke, hvordan vejret har været i andre dele af landet, men her har det regnet hele dagen. Fra i morges hvor jeg kørte nordpå til selvfølgelig lige lidt før, jeg landede hjemme her for ca. en time siden. Typisk!

Vejret lagde sin dæmper på dagen, som ellers bragte fine væddeløb og som altid snak med mange dejlige venner på banen. Fra min stald havde vi 3 heste til start. Jeg havde lovet at hjælpe med sadler og det gjorde jeg, så jeg var der meget, meget tidligt i dag og så retur med sadlerne.

Som sagt øsede det ned, så fotograferingen blev begrænset til et løb i dag, dagens hovedløb Pokalløb (L), hvor vi også havde hest med – Stinger. Han sluttede på en 6.plads. Som set ovenfor, så vandt Falconet en historisk sejr for sin ejer Lone Kaj-Nielsen og træner Bent Olsen. Nedenfor er det Falconet, jockey Jacob Johansen og trækker Susanne Springer.

Fantastisk dag – 2 ud af 3


Karmastrikesback/Per-Anders Gråberg og Stinger/Carlos Lopez i benhård fight til stregen Karma vandt”

Det er ikke længe siden, jeg kom hjem fra banen og dernæst stalden. I dag var der i den grad basis for en lille snak og et glas efter løb. Hele to sejrende heste, og hvilke sejre. Det er altid dejligt, når hestene går godt, men i nogle tifælde, er det altså bare ekstra dejligt og dem havde vi to af. Den eneste, der ikke vandt, var Stinger ovenfor, men som det også ses her, var han meget, meget tæt på og ingen klager på det. Så en dejlig, dejlig dag.

Vejret var næsten for varmt og de skyer de havde truet med eller rettere som jeg ser det lovet, udeblev eller var ihvertfald for langt fra banen. Det var monstervarmt, men heldigvis ikke så slemt som i går, og der var en lille bitte brise, der gjorde det til at holde ud.

Nu er det jo sådan, at jeg var på tur i fredags, og det kan jeg godt mærke i min gamle krop, og at gå banen tynd i dag også, blev åbenbart for meget for min ene hofte, der nu gør så ondt, at jeg simpelthen ikke kan gå næsten. Og underligt nok den modsatte af, hvad der plejer at gøre ondt. Nu får vi se, om en nats søvn kan hjælpe eller hvad.

Det har været en skøn, skøn dag, og jeg vil som alle andre, gerne se alle fotos, men der er henved 1000 fra i dag. Og så lavede jeg lige et nummer, jeg heldigvis kun har lavet en gang før – jeg løb tør for fotos på mit memory card, og det lige før et storløb. Katastrofe. Jeg måtte slette og slette. Jeg må købe et større, hvilket jeg også har haft lagt an til, men aldrig fået gjort. Nu skal det være. Jeg klarede den, men hold nu lige op!!

Nu er der altså basis for en slapper for jeg er mast nu, udover at den hofte bare skaber sig. Den gør heldigvis ikke slemt ondt, sålænge jeg sidder, men jeg tror at ligge er nummer et lige nu. To be continued…….