Portobellosvamp med fyld (restemad)

Det her projekt, endte som et rigtigt Stop-Spild-af-Mad projekt. Jeg havde for noget siden købt en hel bakke med portobellosvampe til 10,- kr. på tilbud. Selvom de holder sig godt, så er der dog grænser, og den sidste 1½ svamp, skulle bruges.

Egentlig var det en opskrift, der startede de her tanker. En mexikansk inspireret opskrift, men jeg havde ikke lige noget der passede den vej rundt synes jeg. Istedet gik jeg i tænkeboks med det jeg nu havde. Hvilket jo er meningen med det.

Altså tog jeg svampen, en tiloversbleven falafel, en skive vegansk no-cheese-mozarella, den halve svamp og lidt forårsløg. Jeg havde også en rest hvidløgs/purløgsdressing, som kom i spil, ligesom jeg havde en halv bagekartoffel. Kartoflen kogte jeg i 10 minutter, og så skar jeg den i skiver, som jeg stegte på panden, sammen med den halve svamp. Så kogte jeg lidt ris også, og det fik jeg så også lidt af og en salat af agurk og tomat med avocadoskiver ovenpå og en lille smulle balsamico/olivenoliedressing. Det smagte supergodt og ideen er således givet videre til udbygning, inspiration og viderefortolkning.

Når jeg laver den opskrift, der inspirerede, skal jeg selvfølgelig nok skrive igen.

Endnu en variant

Jeg havde flere ting i køleskabet, der skulle bruges. Især var der to butternutsquash, som jeg var i tvivl om overhovedet duede mere. De var fra mit seneste containerfund inden jeg tog afsted. De kunne klart ikke bruges med skræl. De så meget lidt appetitlige ud. Men jeg er glad for, at jeg ikke “skuede hundene på hårene”, for nedenunder var de smukt orange som altid og helt fin på nær en plet hist og pist. Men klart sidste chance for at bruge. Resten blev skåret i tern og smidt i fryseren, osten var i mellemeste lag Gouda i skiver, der var ved at blive kedelig og øverst revet rød cheddar – så ingen spild af mad her! Purløgen – den er fra altanen!

Derudover var der de to sidste bagekartofler fra sammen fund, så jeg brugte 3/4 squash og de to kartofler og brugte den samme metode som sidst, fra

Brdr. Prices Tartiflette.

Jeg vil næsten sige, at det er bedre med squash end med selleri. Så blev jeg så klog. Jeg vil tro at også jordskok kunne smage godt. Det må prøves en anden gang, ligesom almindelig squash også kan bruges fint. Det er selvfølgelig ikke den originale Tartiflette, som “kun” kalder på kartoffel, men der er jo ingen der siger, man ikke må prøve noget andet, hvis man har lyst.

Den gode gyldne suppe

Jeg elsker suppe, og jeg spiser det ofte om vinteren, og så galt også om sommeren. Det er også en god ven i forhold til at de kilo, der gerne skulle af. Men for ikke så længe siden fandt jeg på den her suppe, og den er klart ved at blive en favorit hos mig. Nu kan du jo prøve at se, hvad du synes.

Porre- og majssuppe med chili

Portionen her er til en liter suppe. Så kan du selv supplere opad evt.

Ca. 200 g majs (ca. en lille dåse, men lidt ekstra er ingen skade)
En stor porre
Et stort løg
1-2 fed hvidløg
1 tsk. karry
1 tsk. gurkemeje
½ frisk chili (rød eller grøn, efter smag) i meget små stykker
(har du ikke frisk chili, så brug en smule tørret chili el. cayennepeber)
1 liter grønsagsbouillon
2 dl mælk eller ½ dl fløde til montering
2 tsk. margarine eller olie til stegning
En lille skrællet kartoffel i tern

Det grønne af porren, løget skåret i tern, og hvidløget hakket svitses sammen med karryen og gurkemaje i fedtstof indtil møre/bløde. Halvdelen af majs tilsættes, sammen med kartoflen i tern. Bouillon tilsættes og suppen koger i 20 minutter. Blendes grundigt, og chili, majs og resten af porren i meget tynde skiver tilsættes, og suppen varmes under låg i ca. 5 minutter. Tilsæt mælken/fløden og servér.