10 år siden – har du glemt?

Jeg ved ikke, om du har glemt det! Det er en Jul (Julen 2004), som jeg aldrig glemmer af flere årsager! Selvfølgelig er den mest iøjnefaldende, at det var det år den frygtelige Tsunami i Sydøstasien ramte 26. december. Egentlig havde jeg ikke lige tænkt over, at det var 10 år siden, men forleden viste de på TV “Livet efter Tsunamien” (se den online, ihvertfald foreløbig) om familien Riggelsens liv efter at have mistet familiens yngste medlem på, hvad skulle have været deres drømmeferie. Den dokumentar tog mig tilbage til den Jul.

Man bliver selvfølgelig meget berørt, uanset hvem man er, over sådan en tragedie, men når det bliver fortalt af nogen, der faktisk har overlevet det, bliver det endnu mere virkeligt. Man kan slet ikke forstå, hvordan de kan finde styrken til at komme videre. Det gør de, og det ved vi jo, at man kan! Men stadig.

Den anden grund til, at jeg husker den Jul, er fordi jeg på det tidspunkt oplevede en stor kærlighed. Uden at gå i detaljer, blev den Jul et miskmask af følelser på den konto, over at miste den og selvfølgelig forfærdelsen over den skrækkelige tragedie. Oveni de to ting, var det også den første Jul uden min mor. Så på alle måder langt fra en god en af slagsen.

Uanset er jeg af den helt bestemte overbevisning, at der er en mening med tingene. Vi kan ikke altid se dem, for ikke at sige langt fra, men ikke desto mindre. Jeg kan kun håbe, at han stadig, som dengang, kan mærke, når jeg tænker på ham, for det gør jeg faktisk ofte. Og jeg ville stadig give, hvad som helst for at få det tilbage, vi havde. Når alt kommer til alt, er det vigtigste i verden, dem vi elsker!

Weekenden opsummeret

Det har været en meget underlig weekend. Som om vejret vil være soledarisk har det regnet uafbrudt nu i tre dage her ihvertfald.

Weekenden startede med løb i Sverige i går og det så jeg selvfølgelig på computeren. Dagen gik med diverse gøremål både online og ellers. Jeg har faktisk meget godt fod på tingene herhjemme nu. Dog skal støvsugeren lige i sving i morgen, men det er da til at overse.

Katastroferne har væltet frem af “gemmerne” her siden fredag, hvor de forfærdelige hændelser i Norge udfoldede sig. Derudover er der forfærdelig tørke i Afrika, En busulykke i Kina også med rigtig mange ofre og også en hedebølge i USA, har krævet dødsofre. Så der er rigeligt at tage fat på.

Som om vi ikke havde rigeligt at forholde os til, gik sangerinden Amy Winehouse også hen og døde i går. Selvfølgelig er det skrækkeligt, at et ungt menneske går hen og dør. Når det er sagt, så er hendes død set i forhold til alt det andet, et pint menneske, der et sted selv bad om at få den fred. Hun er en af rigtig, rigtig mange narkomaner. Hun var en rig narkoman, men ikke desto mindre narkoman. Hun er forsøgt hjulpet igen og igen, og intet har virket. Hun er desværre langt, langt fra at være den første det her sker for (vi kunne skrive en liste så lang som et ondt år, hvis det var det), og hun bliver heller ikke den sidste. Det eneste jeg kan sige er “Hvil i fred” og inderligt håbe, at det gør hun, og andre plagede sjæle. Som med de mange ofre for terror, bomber og andre forfærdeligheder, så tror jeg personligt de har det godt. Det er de efterladte, der bliver ramt helt ekstremt hårdt, og det er dem, vi skal tage med i vores aftenbon, og bede om sjælefred for.

Dagen i dag bragte – tro det eller lad være – mere regn. Eller det vil sige, den holdt jo aldrig op. Er godt nok spændt på, om det fortsætter i morgen eller hvad. Nå, men jeg fik skrevet indlæg her og har bare hygget mig med at sludre med veninder, og venner på telefonen – sådan en rigtig søndag, og så så jeg igen løb på Dantoto. Skulle have været på banen, men i det vejr, orkede jeg ganske enkelt ikke. Og jo mere jeg betragtede mudderbadet dernede, jo gladere blev jeg for, at jeg var her. Iøvrigt måtte jeg også i morges finde de tykke lange strømper frem og den uldne sweater – jeg fryser!! Håber ikke, det var den sommer.