St. Andreas Kirke – romersk katolsk

Hvad kunne være mere passende, end en kirke på Påskesøndag. Nej vel? Jeg lovede jer jo, at jeg havde mere fra min lange gåtur den dag vejret var så fantastisk smukt. Det har iøvrigt også været smukt i dag, og jeg kunne have været ude omkring og fotograferet. Men tingenes tilstand gør, at jeg gør bedre i at holde mig i ro. Jeg har det bedre, men jeg kan ikke rigtigt komme helt op i omdrejninger. Nu får vi se, hvordan det går i morgen. Om det bliver stald eller ikke. Nu har jeg ventet så længe, så jeg tager ikke afsted, før jeg er helt på toppen igen.

Kirken her, har jeg set meget, meget ofte Dels for mange år siden, da vi red ture på vejene. og senere, har jeg bare kørt forbi. Og så alligevel ikke. Jeg har faktisk været forbi på et tidspunkt, for måske et års tid siden, hvor jeg ville ind og se den indeni. For det har jeg aldrig været. Men der var den lukket p.g.a. renovering.

Da jeg så passerede den forleden, ville jeg se, om der var åbent, og jeg tænkte, at nu måtte de da være færdig. Egentlig forventede jeg også, at døren ville være låst. Det var den ikke, og jeg kunne liste mig ind og resultatet ser I ovenfor. Kirken er katolsk, og jeg har aldrig været til Gudstjeneste der, men det er da råd for, skulle jeg få lyst til det.

Glædelig Påske til jer alle!

Sankt Andreas Kirke
Kollegievej 2
2920 Charlottenlund

R.I.P.

Stykket her blev sunget så smukt for os i kirken i dag, hvor vi tog afsked med min tante, af koret hun også selv var medlem af. Her smukt sunget af koret fra King’s College, Cambridge, hvor jeg næsten lige har været.

Bisættelser er altid noget hårdt noget, at komme igennem. Og selvom vi i afdødes ånd holdt “fest” bagefter, er det svært ikke at fælde en tåre undervejs, hvilket vi da også var mange, der gjorde. Og bagefter er man helt drænet følelsesmæssigt.

Som præsten sagde, der ryger så mange tanker igennem en. For min tante var det godt, at få fred. Hun har været meget syg, meget længe og det var ikke værdigt mere. Så for hende godt, men som ofte er det de efterladte, der sidder tilbage med savnet og sorgen. Sorgen bliver mindre, og savnet vil forblive, omend i mindre “rå” tilstand. Jeg taler jo af erfaring desværre.

Det var trods omstændighederne, dejligt at se alle familiemedlemmer, men vi må altså ses udover bisættelser lidt oftere, det andet er for trist. Så på trods var det en god dag og en smuk afsked.