Ud kom jeg!

IMG_6003opt2_TårnbyKirke

IMG_6008opt2_TårnbyKirke

IMG_6011opt2_TårnbyKirkegård

IMG_6020opt2_TårnbyKirke

IMG_6035opt2_TårnbyKirke

IMG_6037opt2_TårnbyKirke

IMG_6039opt2_TårnbyKirke

IMG_6040opt2_TårnbyKirke

IMG_6043opt2_TårnbyKirke

IMG_6055opt2_TårnbyKirke

IMG_6057opt2_TårnbyKirke

IMG_6062opt2_TårnbyKirke

IMG_6065opt2_TårnbyKirke

IMG_6067opt2_TårnbyKirke

IMG_6068opt2_TårnbyKirke

Det var hundekoldt, gråt og trist til morgen. Jeg havde egentlig besluttet at jeg skulle til lægen, men det droppede jeg, da jeg konstaterede, at telefonen var fuldstændig blokeret. Så kunne jeg godt regne ud, jeg ville komme til at sidde længe og vente, og at en tid var udelukket. Det viste sig senere på dagen at det var korrekt. Hele ugen er røget. Men jeg fik da bestilt medicin. Plan 1. havde ellers været at tage i stalden, men ærligt så synes jeg sgu det er for koldt, især når jeg ikke er fuldt funktionsdygtig. Dertil kommer, at jeg har haft en helvedes weekend med et hoved, der har teet sig grundigt og stadig gør. Så jeg prøver ikke at overgøre noget endnu. Desværre kunne jeg godt mærke min aktivitet sidst jeg var i stalden. Er mere end træt af det, det skal ingen hemmelighed være.

Nå, men så for i det mindste at udnytte, at jeg havde bilen og for at se noget andet, så fik jeg en ide, da jeg læste en artikel idag. Har gået og tænkt, hvilken kirkegård jeg skulle besøge næste gang, og nu gav det sig selv. Jeg skulle til Tårnby. Som sagt, så gjort.

Jeg har jo navigation på min telefon, hvilket er en sand fryd, så “Sulejma” fortalte, hvilken vej jeg skulle. Der var langt. På et tidspunkt frygtede jeg for at ende i Sverige, men så galt gik det jo ikke og det er jo altså også langt ude. Til gengæld ligger Kirken lige når man er kørt fra motorvejen. Selve kirken og kirkegården er rigtig fin, men hold op et ucharmerende sted ellers og så er der monstermeget trafik på vejen udenfor. Men det prøvede jeg at abstrahere fra, og det gik da meget godt.

Som sagt, har jeg ligget med hovedpine hele weekenden og hovedet hyler grundigt. Desværre ingen tegn på at det har tænkt at holde op. Synes faktisk det er blevet en tak værre. Nu skal det altså ikke blive værre, for det er rigeligt skal jeg hilse og sige! Nu vil jeg gå ud og få noget mad, og så må jeg prøve at rose mig selv for, at være kommet lidt ud trods alt. Jeg satser på en tur i stalden onsdag istedet.

Vil du se alle fotos fra dagen, så ligger de her.

Vi gik en tur…..

IMG_5973opt2_Mariebjerg

Efter en sund frokost med pasta og hjemmelavet tomatsauce følte vi for lidt frisk luft. Det fik vi på Mariebjerg Kirkegård, hvor min veninde skulle vise mig et gravsted. Jeg har været der før, som du måske husker, men der var vejrforholdene en del anderledes.

Det er et dejligt sted, og jeg vil gerne derud igen, når det bliver varmere. Det var nu ikke fordi kulden var det største problem, men isen var, og vi skulle passe meget på, hvor vi gik. Men vidunderligt var det, solen skinnede og himlen var knaldblå. Men skal udnytte den slags øjeblikke!

Det var skønt at komme lidt ud i den store verden igen. Det er immervæk noget siden, jeg har haft overskud til det. Så alt i alt bare en dejlig dag i det bedste selskab. Nu vil jeg finde lidt aftensmad og slappe af.

Update: Der ligger lidt flere fotos her.

IMG_5983opt2_Mariebjerg

Update på Kirkegårdshistorien

BilledKirkegårdenopt2Måske du husker mit indlæg om reglerne på Kirkegården? Hvis ikke, så minder jeg om, at du INDEN du bestiller et gravsted, skal være opmærksom på, hvordan reglerne er. Ikke bare for Kirkegården generelt, men for de forskellige afdelinger på Kirkegården. Når du bestiller, så spørg, om det er tilladt at stille en krukke, en lanterne, et lys etc. På afdeling 12 på Hellerup Kirkegård må der siger og skrive ligge EN buket eller/og stå en i vasen, hvis du har en sådan gravet ned ved din sten. Ellers må der intet stå eller plantes!

Den iøvrigt utroligt flinke graver jeg mødtes med i dag forklarede, at det også er et sikkerhedshensyn. Stiller vi noget glas f.eks. kan det komme i deres maskiner og splintre og gå i stykker og de kan komme til skade. Det er ikke nogen ny regel, men der har ikke været konsekvens omkring det. Og nogen er så ligeglade til trods for, de får det at vide mange gange.

Har du ikke været klar over det, så kan du måske være heldig at finde dine efterladte ting i kassen, der er stillet op til det samme. Den står ovre i det øverste venstre hjørne, hvis du står og kigger mod Bernstorffsvej med ryggen til kapellet. Den er lige før, de mere officielle ommåder til jord, maskiner etc. Jeg fandt alle mine ting, og ikke mindst englen som far var så ked af, var væk. Så husk, hvis du gerne vil stille den slags, så få et andet slags gravsted. Der findes små urnegravsteder, hvor det er muligt, og du kan altid få flyttet en urne, uden problemer.

Iøvrigt foreslog jeg jo kirkekontoret, at de lagde de her regler på nettet, men eftersom der er SÅ mange servitutter for mange forskellige kirkegårde, og for mange forskellige områder, så mener de, det ville blive for forvirrende, hvilket de måske kan have ret i. Reglerne bliver udleveret, med de papirer man får, når man får gravstedet, og er man i tvivl, så ring til Kirkekontoret. De var meget søde og hjælpsomme, da jeg henvendte mig. Tak for det!

Hellerup Kirkegård – er du klar over reglerne?

IMG_5287opt2_HellerupKirkegaard
Mors gravsted Julen 2011

Igår var jeg en tur på kirkegården. Jeg ville fjerne 2 nisser, jeg havde sat til mor, og iøvrigt se, hvordan der så ud. Kransene var der, men lanternen jeg havde sat, og nisserne og lyset var pist forsvundet. Englen der ses på foto, som min far havde sat derned, er også tidligere forsvundet, noget far var meget ked af.

Nu kunne jeg så igen konstatere, at alt var væk – undtagen kransene, som lå pænt på stenen. Min og fars opfattelse var, at vi ikke måtte sætte noget, så de ikke kunne komme til at slå græs. Det har vi aldrig gjort, men altid stillet ting op på selve stenen, netop af den grund. Nu måtte jeg have opklaret om det eventuelt kunne være personalet, der har fjernet dekorationerne, så jeg kontaktede et par mænd i en kommunebil, der holdt der. De sagde, jeg skulle ringe til kirkekontoret, hvilket jeg gjorde. For nu at gøre en lang sag kortere, så kan det meget vel være personalet, der har fjernet tingene.

Det viser sig, det står i reglerne, at der kun må lægges buketter fladt ned, eller i vasen vi har til graven, eller flade kranse – intet andet. Der må være mange andre end jeg, der aldrig, aldrig har hørt, set eller fået oplyst noget som helst om de regler. Det behøver man bare at kigge på mine fotos fra Kirkegården for at overbevise sig om. Det skal siges dette selvfølgelig KUN gælder de små urnegrave i plænen. Nu forventede jeg så, at jeg kunne finde disse regler på nettet, men det kan jeg så ikke engang.

Tror Kirkegården vitterligen, at folk i dyb sorg, tænker på disse regler?? Jeg ved ikke, om vi har fået det oplyst, måske det står i de papirer far har fået udleveret, men det er altså ikke lige det man tænker mest på. Jeg er meget ked af dels, at jeg ikke engang må sætte et lys til mor, men også resten. Det er ikke min beslutning, og det var stadig mere gravsted end mor egentlig havde ytret ønske om, fordi hun faktisk ville have været på de ukendtes, men det synes vi så ikke. Men HVIS du gerne vil have mulighed for at udtrykke dig personligt og stille et lys, en krukke, en engel etc. skal du IKKE vælge denne løsning. Der kan eventuelt være andre regler på andre kirkegårde, men sørg for at være informeret.

Jeg gad vide, hvor de så gør af de ting, de fjerner. Jeg vil da gerne have mine tilbage, men de er nok for længst bare skråttet. Det var ikke fordi det var dyre ting, men der er jo følelser bag ting, man sætter sådan et sted. Man kunne som minimum stille disse ting et sted, hvor man kunne hente dem så, og blive oplyst om regler, der tydeligtvis er mange andre end jeg (og far), der ikke er klar over. Og så kunne man jo til en start putte disse regler på nettet, så folk kan søge oplysningen der. Til oplysning er den afdeling, hvor mor ligger afdeling 12. Hvordan reglerne er andre steder rundt på kirkegården ved jeg ikke, og kan altså heller ikke her, linke til regler.

Denne gang uden sne og god weekend

Jeg kørte mig en morgentur, nu jeg havde mulighed og vejret var godt på det tidspunkt. Det blev et smut til Brønshøj Kirkegård, som jeg kun har set en gang før, og der var den dækket af sne. Det har en god evne til at gøre ting smukke, men det var også dejligt at se kirkegården i før-efterårsklæder. Der var et hint af farverne, og det var en hyggelig lille tur.

Selvfølgelig skød jeg lidt fotos, men ikke mange. Hvis du vil se flere, så ligger de her.

På vejen hjem fik jeg ordnet en masse ærinder, og så skulle bilen afleveres. Jeg er stadig mere død end levende af træthed, så jeg vil suse ind på min sofa og ønske jer en god weeekend.

Blomsterhav

Det var en ret impulsiv ting, at jeg til morgen fandt ud af, at skrive til min gode ven og spørge, om vi skulle tage på kirkegårdstur, når jeg for første gang i måneder, havde trænet. Det var han helt med på. Han viste jo mig rundt på Herstedvester Kirkegård, og jeg havde lovet ham gengæld med både Hellerup og Ordrup. Nu blev det så af åbenlyse grunde Hellerup i dag.

I min naivitet, havde jeg slet ikke skænket det en tanke, hvor mange andre, der kunne få samme idé, men det skulle vise sig, at folk valfarter ned for at vise Hr. Møller deres respekt. Og så var der blomsterne! Jamen milde Moses. Jeg har siger og skriver aldrig set så mange blomster. Helt fantastisk flotte var de. På selve graven ligger “kun” dem fra Kongehuset og familien. Alt resten ligger udenfor/rundt om. Og sådan helt strategisk, kan man sige, at gravstedet ligger godt placeret, for der er simpelen tomt bagved, og der kunne alle de her blomster så ligge. Det var overvældende. Selve graven er dækket af blå stedmoderblomster kantet med efeu. Meget, meget smukt.

Således fik vi sagt pænt farvel til Hr. Møller og var ovre forbi min mor også med en buket roser. Hr. Møller behøvede ikke flere skal jeg hilse og sige. Desværre var det et trist syn. En engel far havde stillet hos mor var stjålet, og mine blomnster var taget op af potten og den var væk! Jeg ved ikke, hvem der gør den slags, men det er altså bare for dårligt.

Vi gik en tur og fik sludret godt, og så kørte vi ned til Hellerup Waterfront bagefter. Der havde min ven aldrig været. Og på en dag som i dag, er der virkelig flot. Det grønne dernede er ved at vokse lidt til, og det gør det knap så sterilt som det har været. Men jeg kunne stadig ikke tænke mig at bo der. Det kan jeg jo sagtens sige, for det har jeg ikke kinamands chance for nogensinde alligevel.

Bagefter var vi her og få en kop te. Jeg har lige spist spaghetti med den græske tomatsauce. Jeg skulle jo have brugt nogle af de der tomater fra forleden (de kom i friske og ikke flåede i dag) og peberfrugt røg der også i, udover ærterne. Det smagte skønt. Og nu er det ved at være sengetid, for stalden kalder i morgen. Gad vide, om jeg overhovedet kan komme ud af sengen? Ihvertfald har det været en dejlig dag med masser af frisk luft og godt selskab – dejligt, men hold da op, hvor er jeg træt!

Morgenens road-trip – Brønshøj Kirke

Emil og jeg tog på road-trip igen i dag til morgen. Brønshøj Kirke var målet. Dels fordi, det er en jeg længe har villet besøge, og så er dem i nærmest omegn snart besøgt på nær nogen få. Vi kender også nogen, der ligger der, men at finde noget som helst i dag, var håbløst, for der lå meget sne. Og jeg troede egentlig ikke, jeg ville få taget ret mange fotos, men som vanligt, blev det da til en del alligevel.

Vi startede i høj sol og det var rigtig smukt, da det så også begyndte at sne lidt. Senere begyndte det så at sne rigtig meget som det ses nedenfor, og da havde vi også gået der en times penge og var mere end modne til at køre hjemover. Jeg havde handsker på, og min pegefinger var helt stiv da vi skulle hjem :-) Men det blev nogle dejlige fotos synes jeg selv, og de kommer snarest på flickr. Jeg skal nok komme med en lille melding her, når jeg har uploadet.

Selve kirken er Københavns ældste, og er bygget i 1180′erne. Således er der rigtig mange gamle grave, hvilket jeg holder meget af. Af en “Landsbykirkegård”, er den også relativt stor, og der er rigtig dejligt at gå rundt. Det bliver ikke sidste visit der, det er helt sikkert.

Forfrossen

Det var en meget, meget kold morgen. Mit termometer sagde -11 grader, men det er som sagt på 2. sal, og senere hørte jeg om helt ned til -15 længere nordpå og ved jorden. Det er dælme koldt. Jeg tog Emil under armen og kørte til Gentofte Kirkegård. Den sidste af kommunens kirkegårde, jeg sådan set mangler. Eller mangler og mangler. Jeg har fotograferet den, men med IXUS en mørk og regnfuld dag. Så i dag var en anden historie. Og der var smukt og dejligt at går rundt. Det er en stor kirkegård, og der er bestemt basis for en tur mere. Der er grænser for, hvor langt tid man orker at gå rundt, når det er så koldt. Selvom man er pakket ind som en mumie bliver man kold til sidst. Og jeg skal jo også tænke på Emil, der godt nok også har frakke på, men stadig er det jo koldt.

Bagefter kørte vi en tur ned til stalden. Der blev han i bilen, for det er trods alt varmere, og han sad der ikke længe alene. Og han var også dejlig varm, da jeg kom tilbage. Det var dejligt lige at se dem, især træneren, som jeg ikke havde set længe. Der var kaffe og wienerbrød, og en sludder både med to-benede og firbenede. Da jeg kom hjem blev jeg i den grad grebet af en energidjævel og fik ordnet jeg ved ikke hvor meget, men mere om det senere. Som altid flere fotos på flickr senere.

Up the road og update

Emil og jeg tog på et lille “Roadtrip” til morgen – til Vedbæk Kirke. Jeg har ikke været der i mange, mange år, og nu har jeg muligheden. Og i den her kulde er det altså om at finde noget positivt ved de der gåture, der skal gennemføres. Der er altid dejlig fredeligt på kirkegården og gode fotomotiver, så som sagt, så gjort. Der kommer flere fotos på Flickr senere. Jeg orker ikke lige nu.

Far har selvfølgelig også fået besøg i dag. Han sov! Han opdagede slet ikke, at jeg var der. Lidt trist, men jeg ville heller ikke vække ham. Han har brug for at samle alle de kræfter han kan. Så hvis nogen påtænker besøg – så nej tak! Send ham gerne de bedste tanker og ønsker om en veloverstået operation fredag, og så afvent yderligere.

Så imorgen drager jeg igen derind og så må jeg vække ham, for jeg skal da lige hilse på ham “inden det store slag, skal slås”. Han har været oppe og sidde i dag, men at sige han er frisk, ville være en overdrivelse af de større. Men vi håber det bedste og gode tanker modtages stadig gerne med stor tak!

Ellers har jeg været til fødselsdagsreception også, og så ude og gå med Emil da jeg kom hjem. Det er ikke sådan, at det er koldt. Det går gennem marv og ben simpelthen. Jeg føler mig som noget nær en mumie, når jeg bevæger mig ud, sådan er jeg pakket ind. Nu vil jeg ind og slappe af, jeg er træt! Som i meget træt.